I klarer det så flot sammen, hvad gør i så med jul og nytår og Emmalia og den lille?

"I er virkelig nået langt" og "hvor klarer i det bare så flot" og det er rigtigt. Det gør vi. Jeg skriver jo ikke alt om vores historie her på bloggen, men 2017 har været et vækst-år for vores lille alternative familieform, og fandtes der en Gazellepris for at gå fra destruktivt til konstruktivt samarbejde, så var vi løbet med en af de første 3 pladser.Og nu kommer spørgsmålene, de er tikket ind den sidste uges tid, og jeg har ikke rigtig svaret på dem, fordi jeg ærlig talt ikke ved hvad jeg skal svare. Spørgmålet lyder "hvordan gør man så med jul og nytår og små børn i en familie-konstellation som jeres?" og "hvad er planen når den lille kommer?". Det er gode spørgsmål, og det er samtidig for tidligt at svare på, og samtidig forkert at sige "og så bliver det sådan her fra nu af".Selvom vi er en "selvvalgt alternativ familieform", så tager tingene tid. Og jeg kan ikke svare på hvordan jeg har det om 5 år, men jeg kan svare på at vi lige nu gør det bedste vi kan. Vi er stadig kun et år fra en tid der var dyster og svær, og selvom en del af mig ville ønske jeg bare havde det sådan at vi er one big happy family der skal falde i armene på hinanden til jul, så er det ærlig talt ikke sådan jeg har det. Det er stort hvis man kan det, men det er faktisk også stort at lade være hvis det er sådan man har det. Jeg er ikke tilhænger af at man skal tilbringe julen sammen, hvis det ikke er det man har lyst til. Og så må man i fællesskab finde ud af hvad man så kan få til at ske i stedet for.Det der med at holde fast i måder at gøre ting på "bare fordi" det har aldrig bragt noget inspirerende med sig. I hvert fald ikke i min verden. Og jeg tror, hvis man hver især tillader sig at sige sine ægte ønsker højt, så kan der komme noget nyt og fint ud af det også, også selvom det måske ikke bliver som man har regnet med.Jeg har selv haft en del jule, hvor jeg havde behov for at løsrive mig. Ikke fra nogen eller noget andet end den samme måde at gøre det på. Det var ikke mod min mor eller mod min far eller mod nogen, det var for mig selv. Kun for mig kun for mig. Jeg har holdt jul alene i New York, jeg har holdt jul hos kærester, jeg har holdt jul på en bodega og hjemme hos en præst. Og da jeg en dag kunne mærke at jeg var klar til at holde jul med min familie igen, så føltes det som et stort tilvalg og hjerteønske, og ikke som noget jeg gjorde "bare fordi man skal". Det navigerer jeg stadig efter. Hvad har jeg lyst til? Og jeg er til hver en tid fri til at melde mig ud af julen hvis jeg hellere vil sidde og glo ind i en væg eller rejse til Bali eller noget. Og det er rart at kende den frihed inde i mig selv.I år blev det sådan at vi holdt jul med Emmalias far d. 26 december, og vi holder nytår sammen alle tre, indtil hun går i brædderne, og så er jeg alene resten af aftenen, hvilket virkelig passer mig godt.Hvad vi gør næste år ved jeg ikke. Det kommer an på så meget, og det er selvfølgelig noget vi skal snakke om. Vi kommer fra forskellige familier og traditioner, og det vigtigste er at pigerne får en rigtig dejlig aften, da julen er børnehjerternes fest. Men det skal altså også være sådan at de voksne kan være i det, og ikke bare vælger en løsning fordi det er "stort" eller "flot". Det er også stort at lade være.Så nej, der kommer ikke en skabelon, og det gør der nok aldrig. Hvem ved om Emmalias far og jeg tager pigerne med til Bali en jul eller hvad, det er der ingen der ved. Jeg tror på at man skal skabe sin egen jul, og at beslutningerne om julen skal træffes ud fra lyst og glæde og ikke ud fra frygt, traditioner og "hvis de andre nu bliver sure". Så må de blive sure, men hvorfor holde jul med nogen bare for at bevare en julefred? Det er der ingen der får noget som helst godt ud af.Hvordan gør du i din alternative familieform, hvis du altså også har en?