#metoo Hvem tror du politiet vil tro på? En luder som dig eller...?

scaleOg det er jo rigtigt. Jeg var jo en luder. Han havde ret. Men han havde aldrig haft retten til at gøre som han gjorde.Vi skal tilbage til dengang jeg boede i Aarhus. Det er mange år siden, jeg var ung, og jeg var flyttet fra et super destruktivt miljø i Sønderborg med en hverdag med hash og kriminalitet. Lang historie. Jeg tog til Aarhus og startede helt fra bunden igen. Nyt netværk, nye venner, ny identitet og nyt liv.Og hvordan møder man hurtigt en masse nye mennesker? Det gør man på dating-sider. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at date og havde egentlig ikke intentioner om at finde en kæreste, hvilket jeg også var klar i spyttet omkring fra starten. Jeg mødte nogle skønne mænd og fik også nogle rigtig gode venner den vej igennem. Hurtigt voksede mit netværk og jeg var med i byen hver weekend og havde en fest. Jeg nød min nye tilværelse, jeg nød mit nye liv og mit farvel til det gamle.En dag lå der en super sød besked fra en fyr i min indbakke på min dating-profil. Vi endte med at skrive sammen over lidt tid, og jeg følte mig tiltrukket af ham. Og så var han lækker. Han havde flere billeder af sig selv, og han fortalte om sit liv og spurgte ind til mit.Efter at have skrevet sammen noget tid fortalte han at han heller ikke ledte efter en kæreste, men en han kunne date lidt og have det lidt sjovt med og måske forkæle lidt. Jeg studsede lidt over det og spurgte ind til hvad han mente. Han forklarede at han, med sit job, ikke havde tid til kæresteri, men han var egentlig ret romantisk anlagt og kunne godt lide gaver og sådan. Og helt ærligt? Jeg synes det lød vildt spændende og sexet på en eller anden måde. Og manden var jo pæn og lækker og jeg ville jo date ham alligevel.stoned2Vi aftalte at date og jeg havde, som altid, en regel om at mødes offentligt et sted med mennesker. Jeg synes jeg gjorde alt det rigtige. Men der kom lige et vigtigt forretningsmøde i vejen og et par gange blev aftalen aflyst. På dette tidspunkt havde vi udvekslet numre og vi skrev sammen over telefonen.En lørdag nat, lidt tid efter, skrev vi sammen igen og han spurgte om jeg var i byen. Det var jeg. Og om jeg ikke havde lyst til at komme hjem til ham og holde morgenfest. Det ville jeg ikke. Vi skrev sammen i løbet af natten, og da jeg alligevel skulle forbi hans adresse på vejen hjem, sagde jeg ja til at komme forbi.Jeg havde ingen mistanke om noget som helst. Ingen alarmklokker.Jeg er stadig småfuld da jeg banker på. Han åbner døren, men står bagved den, så jeg kan ikke se ham. Han "skynder mig ind" og smågriner lidt mens han står der bag døren, og jeg synes bare det er sjovt. Da han lukker døren bag mig og jeg vender mig om er det en helt anden mand der står der end ham jeg har skrevet med.Mit hjerte holder op med at slå og jeg bliver simpelthen så bange. Foran mig står en fedladen mand i morfar-undertøj og er meget større og bredere end jeg er. Han står mellem mig og døren ud.Og nu ville jeg ønske at jeg kunne skrive til dig at jeg kæmpede for mit liv og råbte og skreg og slog og sparkede. Men det gjorde jeg ikke. Jeg frøs fuldstændig. Han trak mig med hen på sengen og jeg gjorde ikke modstand, for jeg turde ikke. Min krop frøs fuldstændig og jeg forlod kroppen. Det eneste jeg tænkte var at jeg ville levende ud af den lejlighed.En time eller to senere forlod jeg lejligheden. Hele vejen hjem mærkede jeg en hånd der trak mig tilbage i lejligheden. Jeg var bange for at blive suget tilbage i lejligheden eller at han kom og slæbte mig med tilbage igen. Jeg var rædselsslagen.maybeheaderSå begyndte chikanen. Han skrev og skrev og ringede og jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Jeg endte med både at flytte og få hemmeligt nummer, og alligevel lykkes det ham at finde mig. En dag tog jeg mod til mig og tog telefonen der ringede fra hemmeligt nummer, jeg vidste det var ham. Jeg fortalte ham at jeg ville gå til politiet. Han grinede hånligt og sagde at det skulle jeg bare gøre, for ingen ville tro en lille luder som mig, jeg havde jo sagt ja til at dyrke sex for penge, og han var en anerkendt forretningsmand og havde forbindelser, han ville knuse mig.Jeg lagde på. Han havde jo ret. Jeg var jo en luder. Jeg havde jo sagt ja til de betingelser. Jeg besluttede mig for aldrig nogensinde at fortælle om min oplevelse med ham til nogen som helst.En måneds tid senere ringede han igen. Jeg havde paraderne helt nede og troede faktisk at det var slut, så jeg var slet ikke forberedt. Han sagde han havde købt noget lækkert undertøj og ville sige undskyld for sin opførsel. Jeg bad ham skride og jeg ville ikke have noget fra ham. "Jamen jeg har også penge med til dig, dem fik du jo ikke" og jeg sagde jeg ikke ville have noget som helst. Men så fortalte han at han stod ude foran min opgang og kom ind nu. Der var ikke dørtelefon og min hoveddør var ikke låst. 1 minut efter stod han i min lejlighed.Denne gang kæmpede jeg i mod. Men det nyttede ikke noget. Han var brutal og voldelig og hård og tog præcis hvad han ville have.Mere husker jeg ikke. Jeg flyttede til København kort tid efter, og startede et nyt liv igen. Jeg så mig aldrig tilbage, og denne oplevelse blev arkiveret under "er aldrig sket" fanen. Hvis jeg ikke snakker om det, hvis jeg ikke nævner det med et ord, så er det det samme som at det aldrig er sket. Det blev min beslutning.Flere år senere var jeg på vej hjem fra arbejde i Fields, hvor jeg havde en butik. Jeg skulle hjem til min kæreste og glædede mig til at se ham. Da jeg gik forbi kiosken nede ved metroindgangen var der noget der fangede mit øje.Dér. På forsiden af EkstraBladet. Der var han, det fede svin. Hans rigtige billede og hans falske billede. Jeg gik ind og købte avisen og sad og stirrede på ham i to halvanden time i toget. Uden overhovedet at have en plan viste jeg min kæreste avisen og fortalte ham at jeg er en af de piger de skriver om.Dagen efter ringede jeg til politiet i Aarhus og spurgte om de manglede vidner. Det gjorde de ikke og sagen var afgjort lige om lidt, men jeg var velkommen til at starte min egen sag. Det var jeg ikke interesseret i, sålænge han bare blev dømt.Det gjorde han til gengæld. Danmarks hårdeste straf for voldtægt indtil videre. Ikke fordi den straf er værd at skrive hjem om, men alligevel.anne-deppe-falkoner-orinigal2I dag skammer jeg mig ikke over min oplevelse. Jeg er ikke anderledes end så mange andre piger i begyndelsen af tyverne der måske har et par ar på sjælen, og måske har en drøm lige præcis det scenarie han stillede op i starten af vores bekendtskab.I går sad jeg og så et program på DR omkring Sugardating (Gina Jaquline - se det her), og jeg blev så trist. Trist over at genkende så mange ting i hende, trist over det mit yngre selv var udsat for, trist over at så mange piger søger den vej, trist over at man/vi/os/de tror det er den kærlighed vi fortjener.Det er mange år siden jeg har arbejdet med den her oplevelse (og de andre overgreb jeg har været igennem). Men derfor er det stadig vigtigt at vi taler om det, og jeg stiller mig gerne op og fortæller, også selvom der er dele af historien jeg gerne ville have poleret lidt (meget) pænere. Men det var nu engang sådan det var og det var sådan jeg var dengang.Jeg har valgt at det der skete, det skete, og at jeg for altid vil ændre det gamle selvbillede der fortalte mig at andre har ret til at gøre ting ved mig som jeg ikke bryder mig om. Da jeg var udsat for det "sidste" overgreb da jeg var 27, gik det op for mig at jeg stadig havde et selvbillede der ikke helt synes det var så forkert det han gjorde ved mig. Jeg ringede til min psykolog og aftalte med hende at se hende 1 time hver dag. Det endte med at vare 7 måneder. En meget intensiv proces som forandrede mit liv for altid.Siden dengang har jeg altid forsvaret mig. Hver eneste gang. Lige fra ham den store mand i Bruxelles der skubbede min søster og mig ud mod en gade. Jeg vendte mig instinktivt og skreg ham op i hovedet. Eller de to fyre på knallerten der prøvede at stjæle min taske og vælte mig af cyklen. Det endte med at være dem der blev bange og skred. Eller ham på hovedbanen der blev ved med at gå for tæt på og jo bare synes "you are beautiful" som jeg til sidst gik helt op i ansigtet på og råbte PIS OFF! Jeg har fået vækket en eller anden indre New Yorker der ikke finder sig i mere pis. Den skal stadig justeres lidt den der fuck-off-ness, for den går af og til også ud over gamle damer der bare har fået lidt for lidt sex i deres liv, og synes det skal gå ud over mig (dem råber jeg ikke af, men jeg bliver stående helt rolig og afslappet indtil de selv godt kan se det er bedst at smutte).Det er rigtig rigtig rart at have fået den indre ro og tryghed i at INGEN har ret til at gøre mig noget som helst, og at jeg er i min allerbedste ret til at forsvare mig hvis nogen er uenige. Men det har været en lang vej derhen.Og nu er det vigtigt at du ikke misforstår det jeg skriver. Det er ALDRIG din skyld. Min slutning på mit indlæg handler om at det til gengæld er dig der skal vælge hvordan du vælger at komme videre derfra. Jeg vil ikke lade mine oplevelser diktere min fremtid, min lykke, mit selvværd eller min tryghed. Derfor var jeg nødt til at blive min egen stærke klippe og beskytter. Og det tog tid. Og det krævede at jeg fuldt ud anerkendte min offerrolle (for jeg var et offer, det er der INGEN skam i), før jeg kunne vælge om jeg fortsat ville være det.Det er aldrig din skyld. Aldrig.