Nightterror - når ens barn forvandler sig til et besat monster

Det kan godt være det ikke er politisk korrekt at skrive sådan om sit barn, men det er faktisk den beskrivelse der (for mig) kommer tættest på hvad der sker når ens barn er plaget af nightterror, og man som forældre bare kan stå med sit blødende moderhjerte og gøre ingenting imens.Det er anden gang i denne uge at jeg vågner helt udmattet og helt ødelagt over endnu en nat som kunne have været scener i en gyserfilm. Jeg troede jeg var blevet klogere i nat, men jeg endte med at falde i med begge ben en gang til. Øv.For nogle nætter siden vågnede Emma da jeg gik i seng. Hun græd en lille bitte smule og sad og med åbne øjne. Jeg var træt og havde lige lagt mig. Hun tændte selv lyset (hvilket hun ellers aldrig gør), og da jeg ville trøste hende begyndte hun at slå og sparke mig fuldstændig hæmningsløst. Jeg blev forskrækket og ville holde om hende, men min berøring gjorde bare at hun begyndte at skrige af mig som om jeg... ja jeg ved ikke engang hvad... som om jeg var djævlen selv. Hendes øjne var mørke af raseri og jeg kunne slet ikke genkende hende.I desperation forsøgte jeg at holde hende tæt ind til mig for at få hende til at falde til ro. Det havde bare modsat effekt. Pludselig var der gået en time, og jeg havde ikke nogen som helst kræfter eller overskud tilbage, og jeg fik råbt tilbage af hende i afmagt og smerte over at blive så afvist når jeg bare så gerne ville hjælpe hende.Endelig fik jeg hende med ind i stuen, vi slog sovesofaen ud og lavede en seng og lå og så tegnefilm lidt. Hvorefter hun faldt til ro og puttede sig ind til mig og så lå vi der. Det var helt forfærdeligt og jeg havde det simpelthen så dårligt over min håndtering af situationen.I nat skete det samme så igen, men jeg troede jeg havde lært af min erfaring. Så da jeg vågnede ved at hun begyndte at græde, så lå jeg bare helt stille og sagde ikke en lyd. Jeg lagde min hånd frem i mørket, så hun kunne tage den hvis hun ville, men jeg tog ingen initiativer, og det virkede som om det stilnede af. Hun puttede sig ind til mig, og sagde "ligge på mor", og jeg tog hende op, rullede hende ind i dynen og sad med hende på brystet og maven. "Historie om Emma", sagde hun, og jeg fortalte en historie om Emma og Rødhætte og Dora The explorer. "det her går jo MEGET bedre" tænkte jeg.Det må man ALDRIG gøre!Emma ville ind i stuen og have kakao, og jeg bar hende derind og tænkte at det nok var fordi vi endte der sidst, og at det jo endte godt. Og så havde hun tisset i sengen, så der var god grund til at skifte sengen ud med sovesofaen.Da vi kom ind i stuen redte jeg sengen og vi satte os, og pludselig skreg hun bare igen. Hun ville have kakao, jeg gav hende kakao, hun skreg "NEEEEEEEJ IK HA KAKAO" og jeg tog den væk. Det gentog sig et par gange hvorefter hun kylede kakaoen hen mod radiatoren og der var kakao over det hele. Hun skreg og skreg og slog og sparkede mig både i hovedet og i brystet som et dyr ramt af rabies. Jeg var så træt og forvirret og til sidst knyttede jeg mine hænder, spændte i hele kroppen og skreg "STOOOOP SÅ EMMA".Hun blev så ked af det og begyndte at snakke om momse. Og i al min sårethed og afvisning og forvirring fik jeg sagt at det var en god idé og at så kunne hun bare bo der. Og jeg ved godt Emma kun er 2 og at det er totalt uretfærdigt. Men det gjorde jeg altså. På et tidspunkt måtte jeg simpelthen også bare lægge mig ned og vende ryggen til (mens jeg fortalte Emma hvorfor jeg gjorde det), fordi jeg havde brug for et "enerum" til lige at finde ud af hvordan helvede jeg kunne tackle den situation bedre.Jeg fandt ingen løsning, men efter 3 timer faldt vi i søvn igen.Og selvfølgelig gik det på et eller andet tidspunkt op for mig at hun stadig var i nightterror, og at jeg håndterede den her situation virkelig dårligt. Og i dag har jeg det så dårligt over at jeg ikke "så det komme" anden gang. Men det gjorde jeg ikke.Nightterror er simpelthen det værste, næst efter affektkramper, og man er bare helt magtesløs.Vores Børn har i øvrigt skrevet en rigtig god artikel om emnet, og lidt gode råd til hvad du kan gøre hvis du oplever det derhjemme. Læs den her.Og i dag har jeg lært, efter at have snakket med min søster og min mor, at jeg gjorde mit bedste. Nightterror kommer jo ikke om formiddagen når man har nydt sin morgenmad og har energi og er klar til en masse udfordringer på en ny god dag. Det kommer når du selv er dybt nede i søvnen og bliver vækket af skrig og skrål og spark og skal finde ud af hvad i alverden der foregår, og din energi er helt nede på under frysepunktet fordi du er udmattet og træt, og du vil rigtig gerne hjælpe og du bliver mødt med vold og agression.Så. Hvis du er en træt mor eller en træt far der læser med lige nu, så give yourself a break. Næste gang ved vi at vi ikke skal røre og forsøge at trøste. At det faktisk er det bedste bare at sidde ved siden af og lade barnet være, selvom det hyler og skriger og kaster sig rundt. Og det er det sværeste der findes, for alle celler i din krop har bare lyst til at tage dit stakkels barn op og få det til at forsvinde.Puha. Har du prøvet det derhjemme?