Opdatering på ammestop nu med fiskebryster

ammestopFor 8 dage siden stoppede vi med at amme herhjemme. Kold tyrker og ammestop. Efter to år og to måneder. Du kan læse om beslutningen her. Det har været en rigtig hård uge, og Emma er en stædig lille dame, men det er hendes mor heldigvis også, og i dag vil jeg fortælle dig hvordan den første uge er gået."Det var da også på tide" var der et par stykker der skrev. Totalt uempatisk og uden respekt for den sorgporcess det er for et barn (og en mor) at stoppe noget der har været kilde til så meget nærhed og tryghed. Men det er åbenbart så helt enormt vigtigt for nogle mennesker lige at komme med deres egen personlige holdning, også selvom man så i samme omgang tramper på andre mennesker. Halleluja for ytringspligten i Danmark.Ugen har uden tvivl været en af de hårdeste uger i Emmas liv. At skulle vinke farvel til sin første afhængighed er svært og fyldt med meget store følelser. Men hun har simpelthen håndteret det så flot. Hun har accepteret beslutningen og samtidig har hun været i alle de følelser der nu engang har været forbundet med sorgen.Men i dag har vi allerede fået indarbejdet nye vaner, som vi hjælpes ad med at holde fast i. Emma får en sutteflaske med noget varmt om aftenen, og hun begynder at skelne sin sorg fra sult om aftenen, så hun nu ved at hun har lyst til solsikkekerner eller bacon i stedet for at hun bare er vred og ked af det. Og så står vi bare op og spiser igen. Hun skal jo lige lære at nu er maden altså ude i køkkenet og ikke noget man falder i søvn til inde i sengen. Til gengæld laver jeg en sutteflaske med noget varmt. I går var det kamille te med lidt økologisk rørsukker og honning. En anden dag var det varm soyakakao og en anden dag var det økologisk hyldeblomst med lidt honning i, også opvarmet.skaermbillede-2017-08-16-kl-13-23-28Om morgenen er hun også vant til at få "baba", men nu slår hun i stedet øjenene op og vil gerne have lidt kakao. Så henter jeg kakao. Om natten er hun helt holdt op med at vågne eller græde i søvne. Hun sover bare. Hun har aldrig været et barn der er vågnet ret meget om natten, men omkring midnat eller når jeg kom i seng, har hun altid fået lidt bryst (i søvne), og det skabte lidt krise i sidste uge at der var plastre på begge brystvorter. Men jeg lå bare ved siden af hende og aede hende mens hun selv kom igennem krisen. Og nu er der ingen krise.Jeg har stadig plaster på brysterne, og hver morgen og hver aften og nogen gange i løbet af dagen, kommer Emma lige og siger "kigge på baba", og så kigger hun på dem og nysser dem helt ømt og aer dem lidt fordi de jo "har slået sig" - det er det der er historien herhjemme. Det er helt tydeligt at den historie har været en stor succes. Emma forstår hele "plaster" konceptet, og jeg tror det har hjulpet hende til at acceptere at "baba ikke virker mere", i stedet for at det bare er en afvisning og "nej, du må ikke få baba mere Emma" eller "du er blevet for stor" eller hvad det nu måtte være.For nogle år siden diskuterede jeg med en fellow-instagrammer om man skulle fortælle sine børn om Julemanden. Denne (kristne) kvinde mente at det var at lyve overfor børnene, og det kunne hun aldrig drømme om at udsætte sine børn for. Samtidig fortalte hun sine børn om Jesus og Gud.Jeg går totalt ind for at lyve overfor vores børn, hvis det altså handler om at skabe magi (Julemanden, Tandfeen, Påskeharen osv), eller hvis det, som i dette tilfælde med ammestop, handler om at gøre en sorgprocess lettere. Da min Oma døde da jeg var 13 år gammel, lavede jeg min egen historie om at hun bor oppe i himlen, og selvom jeg i dag er 34, så "taler jeg stadig med hende" deroppe, gerne når jeg er på vej hjem fra noget om aftenen og kan se stjernerne. Den løgn gør mit liv lettere og det gør at sorgen ikke føles så barsk.Emma spiser godt, hun spiser mere, hun er mere madinteresseret og vi krammer og holder om og nysser og hygger på hel nye måder, fordi det nu ikke er "baba" der er det centrale, men derimod kærlighedsbåndet og nærværet. Men altså, hvis jeg ikke skulle tage de hormoner, så havde jeg gladeligt fortsat amningen. Nu blev det bare som det blev og jeg føler vi får det bedste ud af det og at det faktisk går rigtig godt. Hun er mere "mor-syg" i øjeblikket, men det er der jo virkelig ikke noget som helst at sige til, så jeg støtter hende så godt jeg kan og så må tid også læge nogle sår for os begge to.