Hej fra fertilitetsklinikken

skaermbillede-2017-08-03-kl-18-49-44Det er jo lige før jeg ikke tør skrive det her, fordi solomødre, eller fænomenet solomødre, jo er det nye onde forfærdelige i samfundet, som vi død og pine skal være kritiske overfor. Men altså, nu skriver jeg det alligevel, fordi det føles lidt mærkeligt ikke at dele den her rejse, og der er mange ting der dukker op undervejs.I dag har jeg været på besøg hos fertilitetsklinikken, som skal hjælpe mig med barn nummer to. Nu er jeg sådan for alvor kommet i gang, og jeg glæder mig helt vildt over den process jeg står overfor. Jeg skal, hvis det lykkes, være mor igen, og jeg glæder mig helt vildt. Min familie er orienterede, Emma far er orienteret, mit nære netværk er orienteret, så nu kan jeg godt fortælle lidt om hvordan det er, for mig, at komme på en fertilitetsklinik og hvordan processen føles og opleves, set fra min cirkusvogn.Første undersøgelse er overstået og jeg har fået svar fra alle tests. Selvom jeg godt ved jeg ikke har nogle sygdomme og at jeg generelt er ret sund og rask, så bliver jeg alligevel lidt i tvivl når jeg står ansigt til ansigt med en sekretær der har alle mine testresultater. Men. Ganske som ventet, så fejler jeg ikke en disse. Så alt er godt.Og mens jeg skriver det her, så tænker jeg "ej, du skal da først sige noget højt når du ER blevet gravid, det er meget bedre". Og ja det er det også, men nu har fornuften aldrig rigtig fået lov til at tage vigtige beslutninger i mit liv, og gud ske tak og lov for det. Så nu skriver jeg alligevel.Jeg synes det er et lidt mærkeligt sted at komme. På fertilitetsklinikken. Jeg har jo et barn i forvejen. Og i dag havde jeg endda Emma med derind, fordi jeg var nødt til at holde hende hjemme fra vuggeren. Og hun skreg under hele besøget, så undskyld til alle jeg stressede, og til eventuelle sædceller der vendte om mens legen var god. Det er lidt ligesom at være til lægen, man snakker ikke med de andre i venteværelset, man undgår al øjen (og krops) kontakt og der er så underligt stille. Der sidder enlige kvinder, som mig, og der sidder par, og af og til er der en mormor med, der tuller rundt med et barn mens forældrene/moderen er inde ved lægen. Til gengæld er personalet simpelthen så søde og rare, og jeg føler mig så mødt og taget godt imod, og det hjælper helt vildt på processen kan jeg mærke. Derinde mærker jeg ikke samfundets fordømmelse og den store nations hammer i hovedet fordi jeg nu engang har valgt at jeg skal være mor til to. På fertilitetsklinikken er jeg helt normal.Nåja, og så har jeg det altid lidt stramt med at folk skal rode rundt i mit underliv, især når der skal sættes den der metaldims op som skal skrues på plads. Det er meget lidt sexet at føle at ens va-jay-jay minder mere om et byggeprojekt på Amager end et tantrisk nydelsescenter. Men altså. A girls gotta do what a girls gotta do.Har du nogle spørgsmål til processen, udover det der med valg af donor, det gider jeg nemlig ikke svare mere på lige nu. Så ja, nu er jeg i gang, og jeg har de vildeste sommerfugle i maven over det her. Og samtidig er jeg vildt nervøs. Det er en helt anden rejse end sidste gang med Emma, som jo var alt andet end planlagt (læs her).  Det er så vildt aktivt at vælge den her process frem for at acceptere noget der allerede er valgt. Der har været så mange tanker undervejs og op til, og der er en masse ting jeg kan fortælle løbende, men lige nu vil jeg bare fortælle at jeg er startet, og ingen ved hvor lang tid det kommer til at tage. Jeg håber du har lyst til at følge med på rejsen <3