"Kom Emma, så finder vi en fin ny mor til dig"

dsc02213I dag var det mig der var årsagen til Emmas affektkrampe. Jep. Jeg tænker at jeg indleverer Emma et sted hvor hun kan få sig en dejlig ny mor, en med overskud, en der har læst alle de der online guides til hvordan man rummer på den helt korrekte kærlige måde, sætter grænser på den anerkendende måde, ikke råber og får stjernerne til at stå helt rigtigt på forældre-himlen. For det kan jeg ikke.Vi skulle til barnedåb i dag. Aftenen  i går sluttede med en putteseance der varede alt for længe, og morgenen startede med et barn der skiftevis fik raserianfald og kastede med stort set alt hun kunne komme i nærheden af. Jeg tog 80 dybe vejrtrækninger og vi endte med, på mirakuløs vis, at komme til barnedåb til tiden.Barnedåben gik okay, Emma legede med momse det meste af tiden, i et legerum udenfor dåbs-seancen. Jeg nød at have "fri" et øjeblik og lige trække vejret ovenpå i går. I slutningen af dåben tog jeg over, og Emma og jeg legede og løb lidt rundt, det var meget hyggeligt. Men da gæsterne forlod kirken, og stod udenfor allesammen, satte Emma pludselig i løb mod en trafikeret vej, og hun stoppede ikke, så jeg satte i løb, i mine høje hæle, og nåede kun halvt at få fat i Emmas ene arm en meter ude på vejen, hvor der altså kører biler. Jeg flåede hende til mig, tog hårdt fat i hende, og fik råbt et eller andet med at hun for helvede skule høre efter. Hun satte i et kæmpe hyl, var helt chokeret og glemte at trække vejret. Og så stod jeg der, alene i verden med al opmærksomheden, og et barn hvis øjne rullede om i baghovedet midt i affektkrampen. Super, jamen det går jo strålende.Jeg hentede min taske og gik hen og satte mig i bilen. Mit hjerte hamrede og jeg var simpelthen så bange. I forvejen har jeg sådan nogle frustrerende billeder af at der sker Emma noget. At hun drukner eller bliver ramt af en bil eller lign, så jeg var selvfølgelig helt rystet over at se hende løbe ud på den vej.Emma kaldte på momse og jeg havde bare lyst til at give Emma væk til nogen der kan være mere rummelig og anerkendende på den pædagogisk rigtige måde. Så hun kan få et godt liv. I stedet for sådan en lortemor der giver sit barn affektkramper.Jeg tog en beslutning om at slutte festlighederne lige der, for vores vedkommende, og køre hjem. Jeg lagde Emma til at sove, og hun har sovet i 3,5 time. Hun er næsten lige vågnet og sidder nu og hygger sig med oliven og Dora the Explorer. Jeg har snakket med hende, igen, om hvad der skete, så vi begge to kan sætte nogle ord på. Det hjælper. Men nøj for en forskrækkelse.Egentlig tænker jeg at en hyggelig tur til stranden vil være godt for os begge to, men jeg orker ærlig talt ikke endnu et møde med politiet (Ligesom i går - læs her), så vi bliver hjemme resten af dagen og spiser noget vandmelon.Hvor kan man finde en ny mor henne?