Høre-kærlighed: ting du lærer på en uge som døv

403385_418792951492463_875213179_nIntet er så skidt at det ikke er godt for noget, er der nogle kloge hoveder der engang har sagt. Det er også rigtigt, så i dag vil jeg prøve at vende situationen om og se om jeg kan trække noget læring ud af min midlertidige døvhed.For en måneds tid siden var jeg nede på Nivå havn og polere min fars båd (med maskine og det hele, yup yup!), jeg fik en slags træk i øret, og har tænkt at det nok bare går væk af sig selv. Men det gjorde det ikke, og sidste weekend fik jeg ekstreme smerter i øret og måtte en tur til lægevagten, som konstaterede mellemørebetændelse og hul på trommehinden. Jeg er totalt døv på mit venstre øre, og har nu i en uge ikke kunnet høre noget. I hvert fald ikke andet end en susen der minder lidt om en FN radio der er skruet alt for højt op og står og søger efter kanaler. Radiofest.Det er ret anstrengende at have nedsat hørelse, for det første kan jeg ikke høre hvad Emma siger, og må sige "hva?" eller "hvad siger du, skat?".Til alle andre voksne siger jeg det bare up-front. "Hvis jeg snakker højt er det fordi jeg er døv på det ene øre", så behøver folk ikke tro at jeg (lige på det punkt i hvert fald), er irriterende med vilje. Men ved du hvad? Man bruger faktisk begge ører temmelig meget. Både når det kommer til bilkørsel og navigation og ro i maven. Jeg har normalt ikke babyalarmen tændt derhjemme om aftenen, fordi jeg godt kan høre hvis Emma græder, hjemme i vores lille penthouse for rockerfrøer. Det kan jeg ikke nu, så det er babyalarmen tændt, og alligevel ind og tjekke til hende, så jeg er sikker på der ikke er sket noget.Normalt arbejder jeg om aftenen når ninjaen er puttet, men den sidste uge er jeg faldet omkuld sammen med hende, og er kun stået op igen for at børste tænder og tage min BH af. Også i dagtimerne har jeg simpelthen været så eminent træt, det føles som om jeg ikke har sovet i et år. Ligesom Kesi. Så er man altså træt.Men faktisk er det godt at prøve. Nu håber jeg ikke det bliver en kronisk ting, men det er faktisk ikke så tosset at opdage hvor glad jeg er for begge mine ører. Det er to legemsdele jeg ALDIG har udvist taknemmelighed for før. Aldrig.Da jeg i sin tid arbejdede som handicaphjælper, blandt andet for en blind dreng, var jeg på kursus på et synscenter hvor jeg skulle være blind i 4-5 timer. Vi fik som team til opgave at forberede en middag, og jeg stod for borddækningen og bordopsætning sammen med mit hold. Vi var alle blinde eller halv-blinde (vi havde dykkerbriller på som var blevet lavet sådan så man enten ikke kunne se eller næsten ikke kunne se). Det er det kursus jeg har lært allermest på nogensinde. De kunne have forberedt et kæmpe slideshow om hvordan man hjælper en blind, men det at være totalt blind i 5 timer, det lærte mig mere end noget andet slideshow, og jeg glemmer det aldrig. Det er de 5 mest ensomme timer i mit liv, dengang synet var væk. Både at skulle samarbejde, at skulle spise middag og ikke vide om der var nogen der hørte min stemme. Pludselig er man fanget i sit eget mørke, og måske, måske ikke, er der andre der hører dig når du rækker ud. Og det der med at folk bare læger en hånd på din skulder, og du aner ikke hvem de er og hvad de vil dig, det er super ubehageligt. Det gør en kæmpe forskel når man siger "Frejamay, det er mor, jeg lægger lige en hånd på din skulder".Mine oplevelser kan på ingen måde sammenlignes med mennesker der lever med kronisk syns - og hørelsesnedsættelse, men det giver en lille indsigt og en lille forståelse i en hverdag som mange af os ikke tænker over. Og helt ærligt, hvor tit sender du (og jeg) vores øjne og hørelse en kærlig tak?Jeg håber at jeg kommer ud på den anden side af min døvhed om lidt, det er hårdt, anstrengnede og mit sanseapparat er på overarbejde, og jeg er helt smadret om aftenen. Og selvom det ikke er en fest, og selvom jeg helst bare gerne vil have min hørelse og mit overskud tilbage, så er jeg glad for indsigten i den her verden. F.eks kan jeg godt se hvordan man f.eks som hørehæmmet ofte må føle sig som en retarderet, fordi folk begynder at tale til en som om man har en IQ på niveau med en rive. Jeg er bare døv, jeg er ikke dum.Hvilken del af kroppen har du, på uønsket vis måske, lært at værdsætte lidt mere?