50 nuancer af morhood

50-nuancer-af-morhood

frejamay november affiliate links

50 nuancer af morhood.Her til morgen afleverede jeg Emma i vuggestuen. Det var med et kæmpe stik i hjertet, fordi hun stadig bliver helt ulykkelig hver gang vi skal sige farvel. Personalet forsikrer mig om at hun bliver glad igen så snart jeg er gået, men jeg har en klump i maven det meste af dagen fordi hun bare græder så hjerteskærende, og jeg har mest lyst til bare at løbe hen og tage hende med hjem igen. Morhood.At blive mor er det mest vanvittige jeg nogensinde har prøvet. Det mest vanvittige, det mest nervepirrende, det mest bekymrende, det mest ulækre, det mest fantastiske, det mest magiske, det mest kærlige, det mest glædesfyldte, det mest ubeskrivelige, det mest udviklende og forvandlende jeg nogensinde har prøvet. Og 39 andre "mest'er".17269821_10154126134451503_1529121531_oI går var vi ude og cykle en tur. Emma cyklede (her er den cykel Emma kører på, og jakken er her), jeg gik og tænkte "en rigtig god mor havde naturligvis givet barnet en cykelhjelm på!" Og samtidig gik jeg og kiggede på Emma der stolt kørte afsted på sin allerførste cykeltur udenfor. Emma er jo ikke sådan et barn der bare kører pænt på fortorvet. Vi havde kørt cirka to meter, så fik hun øje på en ret stejl skråning, og vupti, i løbet af få sekunder har hun vendt cyklen, og er på vej ned ad skråningen i fuld fart. "BARKING MOR BARKING" (bakken mor, bakken!) hviner hun. Og jeg er sikker på børneværnet kommer og tager hende fra mig om lidt. Men sådan er Emma. Og da jeg dristede mig til at ville hjælpe hende ned af den kantsten hun var i gang med at flyve ud over, så slog hun mine hænder væk og råbte "NEJ!" fordi Emma kan selv. Og det kunne hun. Jeg var ved at tude af stolthed. Så da en ældre dame (lady) kom gående i en Fjällræven parka og store solbriller og hvidt Diana-hår, og sagte "neeeej hvor er hun dog bedårende", så er jeg ret sikker på jeg kunne lyse et mørkt stadion op af stolthed. Og så snakkede vi lidt om at man ikke kan undgå at snakke om vejret når det er så skønt, og så sagde vi farvel og Emma råbte "har det godt" efter damen.Da jeg skulle putte Emma i går var jeg selv så træt at jeg bare lagde mig til at sove sammen med hende. Vi havde læst en bog om bondemanden, en rigtig god pegebog, og så sang vi en sang, og Emma møvede sig ind til mig, blev ammet lidt og så faldt vi begge to i søvn. Vi sover stadig sammen, og det giver bare en fantastisk nattesøvn (hos os i hvert fald), at vi hvor hinanden er henne. Jeg vågner som regel lidt før Emma og ligger og lytter til hendes vejrtrækning. Hun våger altid (med mindre hun er syg) i kæmpe højt humør, og så er dagen i gang. "Stuen, mor, kom" og så skal vi ind og lege i stuen.Og så er der de dage hvor mit overskud er væk og hvor jeg bliver sådan en mor ingen drømmer om at være. En mor der skælder ud, en mor der er ved at koge over indeni og har lyst til at råbe og skrige. En mor der kommer til at råbe. En mor der er ved at dø af dårlig samvittighed bagefer. Hende er jeg også. Ikke så ofte mere, som jeg var sidste år hvor jeg levede i konstant overlevelsesmode, men nu hvor mit liv er begyndt at åbne sig igen så er overskuddet også langt større. Alligevel har jeg, ligesom de fleste andre, dage hvor alt overskud er udsolgt, og hvor der kun er lortemor tilbage.skaermbillede-2017-03-13-kl-09-07-39For et par uger siden opdagede jeg at Emma ikke ved hvad det vil sige at blive skældt ud. Hun var kravlet op på køkkenbordet og sad og kastede majs ned på gulvet imens hun sagde "Nej Emma nej Emma nej Emma". Fordi det er sådan jeg plejer at sige. Men det var helt tydeligt at hun ikke havde den fjerneste idé om hvad det betyder når mor siger "nej Emma, det må du ikke". Så nu er jeg holdt op med at skælde ud. I stedet guider jeg, og jeg er blevet bedre til at lytte efter hvad det egentlig er hun siger. For eksempel har jeg skældt Emma ud en del gange fordi hun ville kravle op i sit dukkehus. "Nej, Emma, dukkehuset går i stykker, du må ikke kravle op!" har jeg både sagt og vrisset. Og Emma gentager "Ik' kravler ik' kravler", mens hun står med benet halvt oppe i skorstenen alligevel. For en uges tid siden tog jeg en beslutning om at jeg ikke gad skændes med Emma omkring det (det er jo kun mig der skændes, Emma gør ikke), og at Emma jo er en klatrepige, så hvis hun vil kravle op og det går i stykker, jamen så må vi købe et nyt.Og så skete der noget vidunderligt.Emma kravlede op, tog en bog med, og så satte hun sig til at læse "Numsebogen" på 2. sal i sit dukkehus. Og dukkehuset holder endnu. Og så tog jeg en ny beslutning, for det gør man jo hele tiden som forældre, om at Emma er en kravlepige før hun er alt mulig andet, og at hendes klatreværk kommer forud for om et dukkehus kan holde. Og hvis det går i stykker, så lærer hun jo noget om at ting kan gå i stykker, og så tager vi snakken derfra.Hjemme hos os må Emma også kravle på bordene. Jeg har ikke et klatrestativ og hun falder ikke ned. Men hjemme hos andre må hun ikke, og det er vi i gang med at lære. Indtil videre går det okay. Af og til kan jeg mærke at jeg tænker "hvad mon andre tænker" og "jeg er sikkert sådan en curlingmor der ikke sætter grænser", men det gør jeg. Jeg sætter grænser, jeg sætter måske bare ikke lige så mange som andre sætter, og jeg er hverken bange for Emma eller føler at hun styrer noget som helst show. Det er mig der bestemmer, men Emma kan bare så meget mere end jeg går og tror, og det bliver ingen af os klogere på hvis jeg, af princip, begrænser hende hele tiden. Ansvaret er mit, derfor er det også mig der afgør hvad der er bedst, hvornår noget er farligt og hvad Emma gerne må som andre børn måske ikke må i lige så høj grad.Her til morgen, inden Emma skulle i vuggestuen, stod vi og lavede juice sammen. Emma spiste rå broccoli, majs og blødkogt æg til morgenmad, og hun elsker at være med i køkkenet. Vi trækker trip trap stolen hen til køkkenbordet, og selvom der både er knive, maskiner og varme kogeplader, så går det så fint med at koncentrere os om en opgave af gangen og fortælle Emma om ananas, broccoli, ingefær, æbler, æg og squash. Hun suger viden til sig, og har hun lært et ord en gang, så glemmer hun det ikke.I fredags var Emma med i slikbutikken og købe fredagsslik (mest til mig, men alligevel). Der ligger en slikbutik tæt på os, hvor de simpelthen er så servicemindede. De ved godt at det kan være lidt svært både at holde børnefingre fra slikket og samtidig koncentrere sig om at blande, så når vi kommer ind siger ekspedienten "Hej lille ven, vil du gå en tur sammen med mig?" og så tager de (ligegyldigt hvem der er på arbejde af de tre der arbejder der) Emma i hånden, og går rundt i slikbutikken med en lille tang, hvor Emma får lov at vælge en eller to smagsprøver imens jeg i fred og ro kan fylde en pose op, og så er har alle haft en god oplevelse, og Emmas små fingre er ikke havnet i en eneste slikkasse. Jeg elsker at de har det koncept dernede.Og nu sidder jeg her, i fuld gang med arbejdsdagen, velvidende at Emma er glad igen nede i vuggeren og hygger med Anton og Elvira og alle de andre, og skriver om hende, og ser film om hende og snakker om hende. Og sådan er det at være mor. For mig i hvert fald. Emma har forandret mit liv. Jeg har det ikke som mange forældre, dem der slet ikke kan forstå hvad de fik tiden til at gå med inden de blev forældre. Det kan jeg sagtens huske. Jeg arbejdede. Hele tiden. Og jeg elskede mit liv inden jeg blev mor og jeg elsker mit liv efter jeg er blevet mor. Jeg elsker at jeg kan begge dele, at jeg kan arbejde og være alene-mor, at jeg kan hente Emma tidligt og arbejde lidt om aftenen, men at vi hver dag har mange timer sammen hvor vi leger og hygger og udforsker verden sammen. Og så er der dage hvor tiden snøvler afsted og hvor jeg synes der er virkelig lang tid til hun skal i seng. Og sådan skifter det hele tiden. Og velkommen til 50 nuancer af morhood.Kan du genkende noget af det? Hvordan er dine nuancer af morhood?