Hvad? Hvorfor går du til psykolog når du selv er coach? Kom med mig til psykolog i dag

skaermbillede-2017-01-26-kl-20-41-47Sådan sagde en af mine bekendte til mig forleden dag. Jeg var ved at dø af grin, for selvfølgelig gør jeg det, og da netop derfor, vil jeg mene. I min verden hænger det ret godt sammen, det der med at undersøge sin egen indre verden, især når man arbejder med andres. Det kunne min bekendte slet ikke forstå. I hans verden er man åbenbart et eller andet orakel når man er uddannet coach (og alle andre former for behandler/terapeuter/mv). Have I got news for you...I dag var jeg så til psykolog. Jeg er i gang med et større oprydningsarbejde efter et 2016 som var ren og skær overlevelse. Det betyder ikke at jeg skal sidde og pille navle over sidste år eller vade rundt i alt det drama der var, det betyder blot at jeg har et dybt ønske om at forstå mine egne mønstre, mekanismer og alt det der er mit eget i de ting der er sket. Og selvom meget kom udefra (stalkingen og alt det der, læs her), så er der også nogle mønstre hos mig der kommer op, og som ingen andre end jeg selv kan gøre noget ved. Og det kan jeg kun hvis jeg er villig til at se på dem.I min verden er det ikke hårdt arbejde at gå til psykolog, forstået på den måde at det er vildt hårdt at se nogle ting om mig selv, men det er ikke hårdt på en negativ tung måde, mere på en forløsende og "sæt mig selv fri" agtig måde. Jeg elsker at finde ud af nye ting omkring mig selv, for det hjælper mig i rejsen mod at forstå andre også. "Man kan ikke være med andres rædsler, hvis man ikke kan være med sine egne rædsler" sagde sognepræst Preben Kok engang (ham har jeg skrevet om her). Og det tror jeg på. Jeg kan heller ikke være en god coach for andre, hvis jeg ikke er ville til at se mig selv, og også de sider af mig selv hvor jeg bestemt ikke er noget inspiration, hvor jeg møder min egen mur og hvor jeg er utilstrækkelig og ikke når mine egne forventninger til sokkeholderne.img_3249I dag handlede session om mit møde med nogle mennesker som ser mig gennem deres eget meget snæversynede filter. Kender du de mennesker? Dem der koger dig ned til en psykologisk analyse på 10-15 linjer, og som har svaret på hvem du er som menneske? Sådan nogle er jeg stødt på et par stykker af, og min første tanke var at "når nu der er mere end 1, så må det være fordi de har sandheden om hvem jeg er som menneske". Og det emne ville jeg gerne have op i dag. Så det snakkede vi om. Og jeg blev klogere. Og jeg så mit eget mønster i det. F.eks kunne jeg se at jeg har et lille veldrevet social-kontor åbent, hvor folk med lidt lavere selvværd end mit, de kan komme og få uendelig gratis råd og vejledning 24/7. Og det har jeg gjort for at hjælpe og for at have det lidt bedre med mig selv. Men efter en god snak i dag, har jeg nu besluttet mig for at nedlægge social-kontoret. For det ender altid med at nogen bliver skuffede. Når nogen har mig på en piedestal, og tror jeg er lavet af guld og aldrig kan lave fejl, så ender det ALTID (uden undtagelse) med at jeg kommer til at ramme et betongulv med 400 km/t i deres øjne, når det endelig går op for dem at jeg er lige så almindelig og træls gennem en længere periode som alle andre. Bum filihankat. Og de relationer skal jeg simpelthen bare holde op med at gå ind i.Bare. Der er ikke noget der er bare. Men det er godt at se det så tydeligt. Jeg skal gøre ligesom Jonathan Havmåge, jeg skal finde mine egne måger at flyve med. Og dem har jeg heldigvis en del af allerede. Og det er dejligt og værdsat. Relationer hvor der er plads til forskellighed og hvor vi gerne må blive uvenner eller komme til at brænde en aftale uden at det betyder at den ene er et mere værdifuldt/professionelt/elskværdigt/opperen menneske end det andet. Det er ligeværdigt, og vi har respekt for at liv går op og ned, og at man i nogle perioder kan A og andre perioder kan B sammen og for hinanden og hver for sig. skaermbillede-2017-01-09-kl-09-53-53 skaermbillede-2017-01-10-kl-13-08-42