Den her momboss er back in business!

img_7265Velkommen til en bloggers forbandelse. En af de ting der driver en succesfuld blog, er at man simpelthen ikke kan lade være med at skrive. Heller ikke selvom klokken er 23.55, man har været i gang siden klokken 8.00 og man VIRKELIG (som i VIRKELIG) burde fjerne sin make-up og lægge sig til at sove pr. omgående, fordi der altså også er en dag i morgen.Men nej. Jeg har noget jeg skal fortælle dig.Jeg fik fortalt dig at 2016 nåede at gå ud med skraldet og slutte på toppen (efter et grænseløst lorteår). 2017 har været helt fantastisk indtil videre. Og jeg ved godt der kun er gået 5 dage, men de 5 dage har været så dejlige at jeg næsten ikke kan være i min krop over det. Specialt i dag. Jeg er raskmeldt, jeg er back in business. Jeg bliver ikke stalket og overvåget længere. Min datter er glad, jeg har et godt samarbejde med hendes far (nyt men godt). Foreningen Far er ude af mit liv - ADIOS! Og nu er jeg altså tilbage i mit firma igen. Det fejrede jeg med en meget lang arbejdsdag, og jeg kan bare slet ikke få armene ned igen. Mit hjerte bobler.Først nogle timers blog-arbejde. Jeg arbejder på mit nye blognavn (som bare ikke er kommet til mig endnu. KOM NU!), men det føles godt at være gået fra overlevelse tilbage til drømmelevelse igen, så min kreative del af hjernen holder atter åbent, og der virkelig sker noget process. Så har jeg været sammen med Emma i dag, og her til aften tog momse og morfar over, og jeg tog til events.Først skulle jeg til et lukket blogger-møde, som giver mig helt sommerfugle i maven, for det er bare så uhyre vigtigt og så spændende, og jeg glæder mig til at fortælle mere om det end jeg kan lige nu. Så skulle jeg videre, ind i en taxa (og fårk hvor er det megakoldt i øvrigt), og til event sammen med min veninde Ditte og med Michelle Hviid (never ending inspirational korkprop), som blandt andet står bag dette fantastiske projekt:img_7288IKKE et museum!Velkommen til Enigma, ikke et museum, men et sted hvor du både kan sende din post, spise lækker mad, få læst godnathistorie og blive klogere på kommunikation (og hvem ønsker ikke det i dagens Danmark?). Faktisk er der så meget at fortælle om det sted, at det bliver et blogindlæg for sig selv i morgen, så du kan få alt de sjove (og vigtige) med. Det jeg bare vil sige omkring eventet i dag er at jeg er så taknemmelig for at være blevet inviteret med. Hvorfor? Det kommer her.Sammen med Saseline, Szhirley, Ditte Vallø (min veninde), Lotus Turell (som jeg kender tilbage fra min coachuddannelse), Klaus Bondam (som jeg havde en god snak med om både nederdele, blogging og digital kommunikation og synlighed), Iben Maria Zeuthen (som jeg har top respekt for som radiovært og formidler), Marens blog (Maren Uthaug), Christian Ørsted (ham der blandt andet har skrevet livsfarlig ledelse) og en hel masse andre seje SEJE mennesker, stod jeg der i Enigma's fede lokaler og følte mig som ballets dronning på den jyske måde. Jeg har både sagt "tyndskid" og "skedesvamp" uden at der var nogen der synes det var specialt mærkeligt. Og hvor skal vi så hen med al den name-dropping?Efter et år i hi og smerte og (KÆMPE) tvivlen på mig selv, mit værd og min kunnen, så var det bare så fedt at stå der i et rum, fyldt med mennesker hvis person og arbejde jeg respekterer dybt, og være en del af det fællesskab. Jeg kan hurtigt have en tendens til at glemme at mit arbejde, min indsats og det jeg brænder for, det egentlig har en betydning for nogen. Især det sidste år har jeg været i tvivl om hvad jeg egentlig skulle med mit liv, for "jeg kan jo ikke noget som helst" aka "jeg har jo ikke en MBA i noget". Og alligevel stod jeg på listen over influencers som har en stemme derude. Og det vil jeg egentlig bare gerne sige at jeg er stolt over. Lille Frejamay (eller Anne Deppe, for det hed jeg jo dengang) fra Augustenborg, der nej, ikke kunne finde ud af at gennemføre HF, hverken 1. eller 2. gang, men godt kunne finde ud af at være chef for 60 mennesker i en skokæde. Og godt kunne finde ud af at smide prestigen væk fra modeverdenen og tage et job som handicaphjælper og nattevagt fordi det bare gav mere mening end at sælge designertøj. Og godt kan samle en halv million ind til Lesbos. Og hele tiden ikke har kunnet lade være med at blogge. Ligesom nu hvor klokken er 00.16 og jeg endnu mere burde gå i seng. Og selvom jeg er bange for at dette blogindlæg bliver et "se hvor fed jeg er", så er det overhovedet ikke det jeg prøver at sige. Det jeg prøver at sige er at det betaler sig at blive ved med at lytte til sit hjerte. Denne blog er kun en succes fordi den kommer fra hjertet og fordi der er så mange derude (dig) der tør at genkende dig selv i nogle af de skidesvære ting jeg nogen gange skriver om. Og det kræver ikke kun mod fra mig, det kræver dælme også mod fra dig. Og jeg er bare så glad for at jeg er blevet ved.Ret mange af mine elskede dejlige mennesker omkring mig har, især sidste år, frarådet mig at blogge. Og jeg forstår dem virkelig godt, og deres argumenter har været bedre end mine. Men det er mig der skal se mig selv i øjnene, og det er mig der så pludselig ikke ved hvor jeg skal gøre af mit bloggerhjerte og mine skrivefingre, der lever og danser på tastaturet når der er noget der bare må ud til verden. Bloggen har været min vej igennem det her helvede. Mit "Foreningen Far" indlæg, som er blevet læst flere gange end de fleste af mine andre indlæg her på bloggen, det satte mig fri. Det her er mit (også) mit liv, og da jeg stod i Enigmas lokaler her til aften, og så hvem jeg stod der sammen med (og kender en del til deres rejser, kampe, usikkerheder, frygt, men også deres ukuelighed), det rykkede noget på plads i mig. Det er ikke altid vi forstår hvilket kald vi er igang med at besvare, men vi besvarer det alligevel - også selvom det er med utilstrækkeligheden eller usikkerheden som fast følgesvend.img_7291Den største oplevelse i dag var da vi skulle sætte os et nyt sted, og jeg satte mig ved 3 mennesker jeg (næsten) ikke kendte, og den ene snakkede om kål. Og så snakkede vi om mig, og han fortalte at han fulgte med, og han havde nogle tanker om mit nye blognavn. Og så spurgte jeg hvem han egentlig var, og så var det Christian Ørsted, som har skrevet "livsfarlig ledelse" (køb den her: annoncelink), og det anede jeg ikke. Og han er lidt en guru indenfor min HR-verden, som jeg jo også arbejder indenfor i mit eget firma. Og så blev jeg helt starstrucked, og så snakkede vi lidt mere om kål og lidt mere om numerologi. Og vi grinede alle fire rigtig meget.Da jeg tog hjem følte jeg mig som askepot. Jeg er tilbage. Jeg har fået mit liv tilbage. Jeg havde ikke troet det ville komme igen og slet ikke troet at jeg ville sidde sammen med så mange jeg faktisk allerede kender, og så mange nye mennesker som jeg glæder mig til at kende mere, og føle mig så respekteret. Flere kom hen og fortalte at de har fulgt min sidste års rejse, og på den ene eller anden måde var blevet meget inspirerede. Og mange ting har jeg tænkt om det sidste år og det mareridt jeg har været igennem, men at jeg har været en inspiration, det har dælme ikke været en af tankerne. Jeg har snarere tænkt at jeg ville miste alle mine læsere fordi I måske synes at jeg var en uinspirerende taber der pludselig påtog mig en kæmpe offerrolle. Selvom jeg godt selv ved det ikke er sådan det har været, så har det været en reel frygt alligevel. Jeg har ikke følt jeg har bidraget med ret meget.Så jeg er blevet krammet i aften. Krammet af livet, krammet af karma, krammet af Enigma og Michelle Hviid og alle dem der sendte smil og skål og glædesfyldte øjne gennem lokalet i dag. Jeg er så taknemmelig og jeg er så glad, og det her er virkelig bare den bedste start på 2017 jeg overhovedet kunne drømme om.Og nu kommer toppen af kransekagen: nu skal jeg ind og holde om min lille sovende ninja.Alt er love!KHFrejamay deppeandthelostsockkommentarfeltbilledeannedeppe