En solomors største redning

Mig og min brækposeHvis det ikke havde været for dem, så ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg ville have klaret mig igennem denne weekend. Natten til lørdag vågnede jeg med akut kvalme og vidste at jeg havde maks 1 minut til at finde en pose eller et toilet. Alle cellerne huskede tilbage på 9 måneders invaliderende gravidkvalme og opkast. "Efter 3 måneder er det heldigvis slut" sagde de. Men det var det ikke. "De fleste er ovre det når er er gået 6 måneder" men nej. Alle 9 måneder med opkast og kvalme. Så det var ikke ligefrem gensynets glæde da jeg sad i mine forældres sofa og brækkede mig i en plasticpose.Hele lørdag var jeg totalt lammet af feber. Vi er hos mine forældre og skulle egentlig hjem lørdag og til julefrokost, men jeg kunne knap nok rejse mig. Så jeg vinkede farvel til Emma, iklædt nattøj og svedperler, og så sagde vi at "mor skal på arbejde", og så lagde jeg mig ind og sov i mine forældres soveværelse, mens de underholdt Emma hele formiddagen. Og middagen, og så kom jeg ud og lagde hende til at sove, og så tog de over igen.Emma hvinede af fryd og da jeg "kom hjem fra arbejde" og lagde mig ud i stuen og Emma kom og hev i mig "kom", så sagde jeg "nej skat, mor er rigtig syg så du må lige gå med momse", så slap Emma hånden med det samme og gik med momse.Jeg elsker at mit barn elsker sine bedsteforældre. Jeg elsker at mine forældre elsker Emma. Jeg elsker at Emma føler sig så tryg at hun roligt tør forlade mig og hænge ud med andre end mig. Og jeg elsker at mine forældre er flyttet fra Sønderborg til Nivå for at være tættere på familien.  Selvom det blot er få måneder siden de flyttede, så føles det allerede som om de har boet her altid. Vi er tit sammen med dem. Ofte flere gange ugentligt, og jeg oplever en helt anden frihed som solomor, ved at have udvidede pasningsmuligheder så jeg også kan komme til frisøren eller tage i biografen med en veninde (den ene gang det er sket indtil nu). Jeg har ikke været så god til at tage mig mor-tid, mest fordi jeg ikke synes behovet har været der. Men set i bakspejlet ville både Emma og jeg nok have haft godt af at jeg havde lidt mere mor-tid. Af forskellige årsager kunne det bare ikke lade sig gøre før nu.Så tak til mine forældre. Jeg sagde til min mor i går at jeg simpelthen er så glad for at de kan træde til, og at jeg ikke kan huske hvornår jeg har haft det så skidt sidst. Min mor smilede og sagde "det kan jeg, men der var vi der ikke til at kunne hjælpe, så du har bare bidt det i dig og klaret det alligevel. Det er dejligt vi kan hjælpe". Og jeg er virkelig dybt taknemmelig. Jeg var den vildeste stakkel i går, og selvom jeg slet ikke er på toppen i dag, så kan jeg mærke at, fordi jeg fik lov at slippe helt i går, så er det værste overstået, og nu skal jeg bare bruge et par dage på recovery.Hvordan er dit forhold til dine forældre? Kan I bruge hinanden?deppeandthelostsockkommentarfeltbilledeannedeppe