Hvad nu hvis man ikke nyder "den fantastiske frihed" når man er blevet skilt?

img_4010I dag har jeg været på en slags kursus, og her snakkede vi om sorg, og det satte nogle tanker i gang hos mig. I Danmark er der en diskurs når det kommer til brud og sorg. Jeg ved ikke om det er selvudviklings-branchens skyld eller damebladene eller quick-fixer-bøgerne, men det er som om nogen har besluttet, at når noget slutter (eksempelvis et parforhold), så skal vi nyde al den frihed vi har fået. Juhu. Hurra. Især hvis der er børn involveret. Men hvad nu hvis man ikke nyder den frihed en skid?I gamle dage tog det ca. 2 år efter en ægtefælle var død, fra at man overvejede at begynde at snakke om måske at give medicin til den efterladte. Fordi man havde en forståelse for at det at miste er forbundet med en sorgprocess, som ingen kender udløbsdatoen på. Mister man en ægtefælle tror jeg sorgen kommer til at bo i hjertet for evigt. Men man kan lære at leve med den. I dag er det 14 dage. Hvis du efter 14 dage stadig er i sorg og deprimeret, så kan du gå til lægen og få anti-depressiv medicin. Og nu skal det ikke handle om medicin i dag (jeg har ellers virkelig meget at sige om den sag også, jeg gider bare ikke i dag), men det er mere for lige at give dig et billede af den diskurs jeg beskriver.I dag, når folk f.eks bliver skilt, skal vi "se det fra den lyse side". Vi skal have "de positive briller på". Vi skal "nyde at vi kan gå ud og drikke drinks hver anden weekend hvor vi har børnefri". Vi skal "tænke på hvad vi kan gøre med al den voksentid vi har fået foræret". Og det er også rigtig fint, men vi glemmer bare en mellem-regning. Sorgprocessen. Det der farvel til familielivet eller parforholdet (eller venskabet man havde) og et goddag til f.eks at gå glip af en del af børnenes barndom eller hygge med vild med dans fredag aften eller være en del af et billede som nu ikke længere er.Jeg brød engang med en vennekreds, primært fordi vennekredsen involverede et misbrug og var et meget usundt miljø. Det er mange år siden. Og selvom det på alle mulige måder var et godt og positivt brud og skridt i min udvikling, så gjorde det da stadig skideondt. Jeg sagde farvel til en kæmpe del af min personlighed og min identitet, og pludselig boede jeg i en helt ny by og anede faktisk ikke hvem jeg var. Nogle år senere havde jeg en ny vennekreds og var pludselig blevet karrierekvinde. Og da jeg blev fyret fra det job mistede jeg min identitet igen. For jeg var Anne der var salgschef. Det var der også en stor sorg forbundet med.Misforstå mig ret, jeg kan selv godt lide at vende mine kriser og sorgprocesser til noget konstruktivt (ikke nødvendigvis positivt), men jeg hverken kan eller vil gøre det før jeg er igennem mudderet. Jeg ved, for mig personligt i hvert fald, at hvis jeg ikke giver min proces den tid det tager, så giver det bagslag. Jeg kan ikke have mig selv med hvis jeg forcerer noget. Så nu deler jeg min personlige erfaring med hvad man (jeg) kan gøre i en sorgprocess, og så kan du bruge det eller lade være:

  • Find dine måger at flyve med! Når jeg skal aes på kinden, så ringer jeg til min mor. For det er det en mor skal gøre. Når jeg godt selv ved at jeg skal have et los bagi, så ringer jeg til min ven Bastian. Hvis jeg siger "JEG GIDER IKKE LEEEEEEEVE MERE ALT ER LORT!" så siger han "okay, må jeg så få din computer når du dør?" - og selvom jeg synes det er pissetræls at han ikke møder mig i mit selvmedlidenhed, så kommer vi til at grine og så kan jeg få vendt mit perspektiv. Men det ene er ikke bedre end det andet. Det kan godt være du ikke lige skal ringe til din supercoach-veninde når du er et sted hvor du bare virkelig har brug for at blive holdt om og blive nusset og få masseret fødder og bragt rødvin og chokoladekage på sofaen. Jo mere bevidst du er om hvad du har brug for, jo bedre kan du række ud de rigtige steder. Det er i hvert fald en læring der hjælper mig rigtig meget.
  • Find nogle mennesker der kæmper samme kamp som dig! I alt det her rod med min datters far, har jeg følt mig helt ubeskriveligt ensom. Mange i min omgangskreds har givet mig en hel masse råd, kærlige og fra det kærligste sted i verden, og ja det er skidesvært at lade en man elsker blive et sted der er svært, men jeg har stadig haft brug for at få lov at være i det for at komme igennem det. I min rejse har jeg mødte nogle helt fantastiske kvinder, som står i næsten det samme som jeg. Vi har haft utallige natlige samtaler, vi har bakket hinanden op og det er helt ubeskriveligt, hvor dejligt og rart det er at ringe til en der bare VED hvad man står i. Det er simpelthen ikke fordi din (ellers) bedste veninde ikke vil dig det bedste, men hvis hun ikke har været der hvor du er, honey, så er du fucked. Du behøver ikke slå op med hende, men mens du kæmper, så skal du måske bytte din speed-dial ud med en anden, sådan så din veninde lige står nummer 2 eller 3 på listen i en periode. Og håb at din veninde gør det samme den dag hun kæmper en kamp du ikke forstår.
Vi har glemt at vi gerne må være kede af det.Vi har glemt at sorg tager tid.Vi har glemt at det ikke ALTID er bedst at se alting fra den lyse side. Og oftest kommer det hele af sig selv når vi tillader os at være lidt i mørket.Vi har glemt at hver process er individuel, og selvom du nød din frihed efter skilsmissen, så er det ikke sikkert Lone, Jens eller Beate har det (eller får det) på samme måde som dig.Vi har glemt at der ikke er noget galt når vi er i sorg. Det er lige så naturligt som glæde og lykke er.Og fuck lykken! Jeg tror mange bliver meget ulykkelige i jagten på lykken. Måske er lykken ikke lige det livet egentlig handler om. Måske handler livet om meget mere end noget så primitivt som lykke.I don't know, men det var lige det der fyldte i dag,Låb fra mig <3Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe