Hvis du venter på at andre skal forstå dig, så kan du vente for evigt

2014-08-08 19.15.06Vi ved ikke en skid. Det er helt herligt, for så behøver vi ikke tænke mere over det. Da jeg forleden skrev om rutiner og struktur (og til jer der har spurgt, så skal jeg nok uddybe hvilke rutiner og strukturer jeg arbejder med, bare ikke lige i dag), tænkte jeg faktisk "det her er der sgu ikke nogen der får noget ud af at læse". Faktisk var jeg inde for at slette det igen efter jeg havde skrevet det (og ikke udgivet). Men noget i mig tænkte "ej, der er noget der giver mening, om ikke andet så for mig selv, og det er jo min blog". Og kort efter jeg havde udgivet mit skriv, så tikkede de første kommentarer ind omkring hvor meget mening det faktisk gav for nogle af mine læsere.Det samme skete sidste år da jeg skrev mine 9 barselsråd ned og udgav dem på bloggen (her). Jeg kan huske hvor jeg sad, da jeg tænkte "ej, men det her er jo relevant for INGEN! Jeg udgav det alligevel, og i dag er det mit andet mest læste blogindlæg nogensinde. Det udkom i norsk presse og blev delt i hele landet, både af andre bloggere og af pressen. Jeg delte åbenbart Danmark i to med det indlæg. Et indlæg hvor jeg tænkte at det er der sgu nok ikke nogen der gider læse.1344937613885_7917479Vi ved ikke en skid. Da jeg startede med at blogge (i 2007) vidste jeg heller ikke at jeg ville have en succesfuld mor-blog. Dengang var blogging ikke noget særligt og bloggere blev hånet ligesom Youtubere og alle mulige andre, der i dag griner på vej til banken, og samtidig lever af det de drømmer om at lave. Who is the looser?Jeg var engang til et meget fancy netværksmøde, hvor jeg snakkede med en kvindelig direktør for et stort firma. Hun spurgte ind til min daværende blog. Og så spurgte hun og jeg tjente penge på den. Jeg nåede ikke længere end "Nej, ikke endnu, men jeg..." så vendte hun sig og forlod samtalen midt i min sætning. Nå men hej hej.Forleden fik jeg en besked fra hende på facebook hvor hun tydeligvis har glemt at vi har mødt hinanden før, og hun dengang ikke var imponeret. Jeg bærer ikke nag, men det er sgu lidt sjovt. Hun synes jeg er en stjerne i dag, så har jeg ikke sagt for meget.Det jeg prøver at sige er, at du er nødt til at komme i gang hvis du har noget der brænder indeni. Alt for mange mennesker lever deres drømme oppe i hovederne, men de fører dem ikke ud i livet, fordi de venter på at blive forstået eller mødt eller hørt. Hvis jeg var stoppet med at blogge fordi en eller anden ignorant direktør ikke kunne se værdien af en samtale med en nystarter, så havde jeg ikke siddet her i dag. Og helt ærligt, da jeg startede denne blog tænkte jeg selv "christ, så bliver du ENDNU en morblogger, du kommer til at drukne i mængden", men jeg kunne bare ikke lade være, for jeg havde noget vigtigt at sige. Og det er da gået meget godt indtil videre, men det ved man bare ikke i forvejen.Det er pisseirriterende at have noget man brænder så meget for, for det æder en op indefra hvis man ikke gør noget ved det. Jeg har siddet og blogget mange gange hvor jeg mest af alt havde lyst til og brug for søvn, men der var noget der skulle ud. Jeg forventer ikke at nogen kan forstå det eller at nogen står og hepper på mig mens mine fingre buldrer rundt på tasterne, for det giver ikke mening for andre end mig selv. Men det er grund nok til at gøre det. Hvis det giver mening for dig.Faktisk har jeg flere i min nære omgangskreds der, af ren og skær kærlighed og omsorg, har rådet mig til ikke at blogge længere på grund af alt det stalking and shit. Men det kan jeg simpelthen ikke. Det at skrive har været et livsnødvendigt og terapeutisk værktøj for mig siden jeg var 6 år gammel. Jeg kan ikke slippe det. Ikke lige nu. Det kan være at jeg vågner op om tre år og kan mærke at det overhovedet ikke giver mening at skrive længere, og så må jeg forholde mig til det der. Men jeg kan ikke stoppe bare fordi nogen siger det, nogen ikke er enige eller nogen noget som helst. Jeg kan stoppe den dag mit hjerte siger at nu er tiden inde. Men jeg forventer ikke at andre end jeg selv kan forstå det. Det gør jeg virkelig ikke. Det er ikke dem eller dig jeg skriver for, jeg skriver for mig selv. Når jeg har skrevet et blogindlæg, så er jeg faktisk færdig med det, og så kan folk gøre med det hvad de vil, resten er alligevel ikke op til mig. Hvis jeg skulle vente på at folk skulle forstå hvad jeg laver, så kan jeg vente forevigt. Rigtig god søndag derude!Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe