Det der med institution og børn ... Hvad skal man vælge?

we learn how to swimJeg er blevet spurgt om jeg vil skrive lidt om min holdning til det der med institution og børn, hvad man skal vælge? Og skrive lidt om hvorfor jeg har valgt at Emsen ikke skal i institution. Hav i mente at dette blot er mine egne holdninger, at jeg ikke har sandheden for andre end mig selv om Emsen og at jeg ikke kender til hvad der er det rigtige for andres børn. Men en holdning kan jeg altid lige lire ud af ærmet, især når det kommer til børn.Inden jeg blev mor havde jeg også holdninger til institutioner. Efter jeg er blevet mor er mine holdninger præcis de samme. Selvom man ikke har børn kan man godt have en idé om hvad der er godt for børn og hvad der nok ikke er. Det holder jeg stadig på. Og så er der min egen erfaring gennem tæt netværk, egen opvækst og det jeg nu følger med i debatterne på området.enhanced-buzz-15632-1366923268-30Børn er forskelligeEn af de ting jeg har lært er at børn er vidt forskellige. For nogle børn er dagpleje og den nære kontakt og ro det helt rigtige. For andre børn er det helt forkert, og en vuggestue er det helt rigtige. Hvis Emsen skulle gå i institution skulle hun gå i dagpleje. Hun er et barn der altid har taget verden meget ind, og det bliver hurtigt overvældende hvis der sker alt for meget. Med mindre mor er der, så kan hun faktisk klare hvad som helst. Basen skal bare være i orden. Jeg har en veninde, hvis søn lige er startet i vuggestue og han stortrives der. Han elsker at der er andre børn han kan spejle sig i og han er tryg ved de voksne. Så har jeg en veninde der lige har skiftet vuggestuen ud med dagplejen fordi vuggestuen overhovedet ikke var det rigtige. Jeg spurgte hende om hun ville give et bidrag til dette blogindlæg, og det ville hun gerne:"Det var noget af det sværeste i hele verden at aflevere min datter grædende på 3. måned, og intet så bare ud til at virke. Og hvornår er nok nok med sådan et lille barn? Hvornår skal man give det endnu en chance og en måned mere, og hvornår skal man sige 'nu har vi simpelthen givet det her et ærligt forsøg'? Vi var så meget i tvivl, men vi kunne bare se at vores datter ikke trives i vuggestuen, og da de til sidst foreslog ekstra hjælp udefra, så besluttede vi os for at nu var nok nok. Så vi tog hende ud, og 14 dage senere startede hun i en lille dagplejer med 3 børn. Da min mand afleverede hende første dag var det uden gråd og skrig, og nu er der gået et par uger, og vi forstår slet ikke hvorfor vi nogensinde har valgt vuggestuen. Men hvordan skal man vide det?  I dag er vi to glade forældre og en glad datter"tumblr_m28bpzhzPD1qza249o1_400Hvad gør du så med Emsen?Hun bliver passet af mine forældre og en barnepige jeg bruger. Lige siden hun blev født har hun været vant til mange mennesker. Jeg har en kæmpestor omgangskreds, og jeg havde brug for at hun var tryg ved så mange mennesker som muligt omkring mig, især fordi jeg er alene-mor og derfor får ekstra brug for hjælp. Også når jeg driver virksomhed og er afhængig af mine kunder for at kunne betale mine regninger. Så allerede fra fødslen har Emsen forholdt sig til at vi kender mange mennesker. Det fungerer supergodt. Her er nogle af mine guidelines for at give Emsen en stabil hverdag når nu hun ikke er i en rutine i en institution:

  1. Morgenmad og aftensmad samme tid hver dag (med så få undtagelser som muligt)
  2. Legeaftaler, legepladser og legestuer så Emsen får set nogle børn og ninjatrænet sine ninjaskills
  3. Rimelig faste puttetider. Nu er Emsen ikke ligefrem et barn man får til at sove på faste tidspunkter (på nær om aftenen, næsten), så det er lidt fra dag til dag.
  4. Faste passe-tider, så jeg har noget tid afsat hvor jeg kan få produceret noget. Heldigvis kan jeg lave meget af mit arbejde om aftenen når hun sover, så der er ro og tid (og rødvin).
  5. Ses med venner og deres børn. Vi har især to af mine veninder som begge har børn, som vi ses meget med. Både hos dem og hos os. Det føles lidt som familie og det er sjovt at se hvordan de små udvikler venskaber til hinanden.
 we have a partner in crimeJeg talte meget med min sundhedsplejerske om hvilke muligheder jeg havde, og hun hjalp mig med at få bygget en god løsning op. Udover det nævnte foreslog hun også salme-sang i kirkerne, spaghetti-gudstjenester og legestue med dagplejerne engang i mellem. Der er mange muligheder hvis man vil noget i den retning. I Lyngby kommune kan man få tilskud hvis man hjemmepasser. Jeg kan så ikke fordi jeg driver virksomhed, men andre kan, det er bare noget med at man ikke må have en anden indtægt ved siden af. Så hvis du f.eks er gift med en mand eller kvinde der arbejder, så har du mulighed for at få tilskud til at passe dit eget barn. Du kan søge på "min kommune tilskud til hjemmepasning".Når alt det så er sagt, så har Emsen en mor der er selvstændig, og det er på nogle områder et anderledes liv hun er født ind i. Børn der er vokset op hos kunstnere eller natarbejdere eller forældre i butik oplever også en anden dagsrytme end de forældre der arbejder 9-17 (plus det løse), og sådan er det jo bare. Jeg læste en debat om at være selvstændig og så være forældre, hvor mange var forargede (?) over at man ikke valgte forældreskabet 100% og insisterede på at køre sit egotrip (?) videre og drive virksomhed også. Børn fødes jo ind i vidt forskellige familier. Og halleluja for det. Og hvor kunne det være fedt hvis der var plads til den forskellighed i stedet for at nogle typer forældre skal mødes med en uberettiget bedrevidenhed og hellighed af forældre der åbenbart har den hellige gral til moderskabet og faderskabet. Hold nu kæft med det pjat. Hvis ikke der var virksomheder så var der jo ingen steder (andet end det offenlige) vi kunne arbejde, og sådan et samfund er jeg temmelig sikker på at ingen ønsker at vokse op i. Og udover det har jeg sagt hvad der er at sige om det emne her.we are differentSuperinstitutioner:Noget af det jeg kan stejle helt og aldeles over, det er de her "superinstitutioner" med 100 børn eller mere. Jeg er også sådan en type som ikke råber hurra over al den effektivisering og al den sammenlægning der skulle være så skidesmart. Jeg kan bare se hvordan systemerne halter/bryder sammen (sygehuse der ikke kan følge med / fødegange / ventelister osv) når vi skal være så smarte og effektivisere lortet, og jeg har hørt nok skræmmende historier om børn der mistrives i institutioner hvor der ikke er personale nok, til at jeg på nogen måde kan bifalde at vi klasker et endnu større børne-institutions-brød op. Vi skulle hellere begynde at bevæge os tilbage i en retning hvor nærvær, ro og overskud er kodeordene, for det har vores børn brug for. Jeg har pædagoger og mange fagpersoner på børneområdet indenfor mit nær-netværk, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan vi som land kan se os selv i øjnene, når vi kigger på hvordan vi behandler mennesker her i landet. Og det starter allerede på fødegangen hvor vi tilbyder horrible vilkår til både personalet og de fødendeSkal hun så i børnehave senere, Emsen?Det tror jeg, det bliver muligvis noget Steiner-noget. Mest fordi jeg tror det passer bedre til hendes måde at omfavne livet på end en almindelig børnehave ville gøre. Jeg kan godt lide Steiner-konceptet. Men intet er besluttet endnu. Det valg tager jeg når Emsen er i børnehave-alder. Og meget kan jo nå at ske indtil da. 885Så... hvad kan vi så lære af det?Jeg synes at du skal kigge på dit barn og så skal du vælge det der føles rigtigt. Uanset om det er en superinstitution eller om du hjemmepasser eller hvad du gør. For når det kommer til dit barn, så er du altså eksperten. Også selvom en uddannet pædagog ikke er enig med dig, så er det stadig dig der kender dit barn bedst. Din mavefornemmelse lyver aldrig. Så hvis du har valgt forkert, så vær ikke bange for at erkende det, og vælge om igen. Det bliver hverken første eller sidste gang du skal vælge om i livet. Det er måden vi kommer igennem livet på. Vi har et standpunkt til vi blogger et nyt. Eller rammer hovedet mod en mur.Jeg har ikke noget facit, men det var mit tankespind omkring institutioner. Hvad har du valgt, og hvilke tanker gjorde du dig? Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe