Emsens lydtræning - fra overfald til nyttig læring

Skærmbillede 2016-08-24 kl. 21.39.36Nu ved jeg godt at mange stejler når man bruger ordet træning om så små børn som Emsen. Kan du selv erstatte det med "øvning" eller "legning" eller hvad der giver mere mening for dig? Her hedder det træning, for det er bevidst træning det der er foregået. Jeg vil bare dele noget vi har gjort herhjemme, måske kan du bruge det måske kan du ikke, men her er det i hvert fald. Og historien starter et heeeeeeeelt andet sted.i 2009, mener jeg det var, var der Copetellerandet klima-topmøde i København i december. Jeg havde taget cyklen og skulle mødes med min daværende kæreste for at se en film i Cinemateket. Mens jeg står og låser min cykel fast til et nedløbsrør, går 3 unge gutter forbi mig. Jeg havde registreret dem. Da de passerer mig rækker den ene fyr sin arm op mod mig, og inden jeg får set mig om har han sprøjtet et eller andet ind i øjnene på mig og i hele den ene side af ansigtet. De går videre, jeg forstår intet af hvad der sker, og pludselig føles det som om mit ansigt står i flammer. Midt i regnen. Jeg kan intet se, min krop går i panik og jeg får famlet mig ud på Gothersgade hvor jeg kan skimte ryggen af en person der har en refleksjakke på. Det viser sig at være politiet.3 betjente tager mig under armen og stormer en bank der er ved at lukke, og får mig hevet ind på et toilet hvor de vold-skyller mit ansigt og mine øjne. De er temmelig sikre på at det er peberspray, og mine øjne er ildrøde og bliver skyllede og skyllede og skyllede mens de spørger til signalement og siger en masse ting over radioen.Efter en tur på skadestuen nogle timer kommer jeg hjem i seng og tror det så er overstået. Men det er det bare slet ikke.De efterfølgende uger kan jeg pludselig ikke have høretelefoner i ørerne længere. Min krop er utryg når der går nogen forbi mig eller for tæt på mig og jeg farer hele tiden sammen. Min krop er konstant i alarmberedskab. Derfor opsøger jeg en psykolog (en jeg kendte i forvejen, læs her), som var nødt til at hjælpe mig. Og hun gav mig et redskab jeg har brugt i mange andre sammenhænge siden, og senest med Emsens lydtræning, som jeg vender tilbage til.Psykologen sagde:"Lige nu er det din reptilhjerne der har taget over. Din reptilhjerne tror at alle mennesker i hele verden har en peberspray i hånden og kan angribe dig når som helst. Den har glemt alle de tusindvis af mennesker du har mødt hele dit liv, som ikke har en peberspray og ikke har ond hensigter. Det du skal gøre nu er ikke let, men det er nødvendigt for at du kommer igennem denne oplevelse. Du skal have høretelefoner i ørerne igen. Du skal give din reptilhjerne en masse beviser på at frygten er ubegrundet. Du skal stille dig på Nørrebrogade når den er allermest travl, og så skal du stå med ryggen til fortorvet og stirre ind i en butiksrude, og så skal du lade en masse mennesker passere, og tale med din hjerne og fortælle den at det er okay det der sker"Og det gjorde jeg.Det var ikke let, og den første uge havde jeg lyst til at flå høretelefonerne ud af ørerne igen så jeg kunne blive i alarmberedskab, for der følte jeg mig tryg. Men den faretruende situation var jo forlængst overstået. Så jeg holdt stædigt fast, og tog nogle timer hvor jeg kun kørte rundt i S-tog og hørte musik. Og langsomt blev det nemmere og nemmere.Men jeg lærte at arbejde med reptilhjernen og med frygten. Jeg besluttede mig for at jeg ville have et andet forhold til den gade jeg var blevet overfaldet på, så i stedet for at frygte den, så tog jeg altid en ven eller min bror under armen når vi gik tur i nærheden, og så stillede vi os ved nedløbsrøret og råbte "pik" eller fjollede eller gjorde noget så jeg langsomt blev ven med stedet igen. I dag kan jeg næsten ikke huske hvor det var længere, fordi jeg er færdig med stedet.Det var egentlig slet ikke meningen jeg ville fortælle denne historie, men nu kom den lige op, for det er der min tilgang til det med Emsen og lyde det kommer fra. Nu ved du det.Skærmbillede 2016-08-24 kl. 21.38.23Tilbage til Emsen. Emsen har været rigtig bange for vores støvsuger. Især fordi hun kom til at tænde den selv en dag hun kravlede rundt på den. I en periode ville hun op og sidde på min arm hver gang jeg åbnede skabet til støvsugeren, og jeg besluttede mig for at det ikke nytter noget, vi skal være ven med støvsugeren igen.Så lige så langsomt har vi skiftet frygten ud med venskab til støvsugeren. Vi er gået ned til den sammen, vi har klasket hænderne på den, vi har kysset den (yep), vi har aet den, vi har tændt den sammen og slukket den sammen og i dag da jeg støvsugede stuen lagde hun sig ovenpå den mens den kørte, fordi den var sjov at sidde på. Jeg siger stadig "BRMMMMMMMMMMMMM" lige inden jeg tænder den, for så ved hun at nu kommer lyden. Og så er der totalt ro på.Det samme har vi gjort med juiceren, fordi det er et apparat jeg stort set bruger hver morgen, og den skal hun være tryg ved. Vi gør lidt det samme med hunde også, fordi hun har været lidt bange for dem. Så forholder vi os til dem sammen og snakker med hundene sammen.Det er ikke sikkert det virker hjemme hos jer, eller at du overhovedet har den samme tilgang, men her hos os er det en blid og tryg måde at afvænne os med frygt for ting der ikke er grund til at være bange for.Hvordan gør du derhjemme hvis dine børn er bange for støvsuger eller lign?