Dette blogindlæg var jeg ikke sikker på jeg nogensinde ville skrive. Jo, faktisk var jeg helt sikker på at jeg aldrig nogensinde ville skrive det. Men nu gør jeg det, for det er den eneste måde jeg kan finde ud af at komme igennem de her tider på. Ved at være ærlige omkring dem. Og så må jeg simpelthen bare finde en vej igennem, også selvom den er ny eller mærkelig eller skæv. Eller umiddelbart umulig.Jeg har en skygge hængende over bloggen. En latent tordensky. Det har ikke været nogen hemmelighed at det samarbejde jeg troede ville blive supergodt, vores lille skæve alternative familie, det er blevet skudt helt i sænk. Jeg opdagede sidste år at jeg pludselig var udsat for massiv stalking, at mine blogindlæg ( rigtig mange af dem), artikler jeg medvirkede i, facebook-posts, Instagram posts og tilmed overvågninger af mit hjem, hvor han beskrev hvornår folk kom og gik og hvad de sagde på vejen ud (Eks: Nanna forlader Annes lejlighed kl 22.35 og siger "vi ses i morgen", se kære statsforvaltning, Anne er en dårlig mor) pludselig lå i en sagsmappe inde hos Statsforvaltningen - fuldstændig taget ud af kontekst og rettet til, så de passede ind i en sørgelig historie om at jeg skulle være en kold karrierekvinde, der ikke kan tage vare på mit barn. Fordi jeg har tilladt mig at holde et par foredrag og lave et par jobs selvom jeg har et lille barn. Det var hans strategi at knuse mig. Det lykkes ikke, og så alligevel...Han fik mig ikke knust inde i statsforvaltningen, for de kunne heldigvis se at det var helt hen i vejret alt det han havde sendt ind omkring mig. Men han fik knust noget inde i mig. Udover at jeg har mistet al tillid til ham, jeg var helt sikker på at vi havde en aftale om at vi ikke mudderkastede, så blev jeg pludselig bange for at udføre mit arbejde. Jeg blogger om tabuer, jeg blogger om ting der er svære at stå ved, ting som rigtig mange mennesker ikke tør sige højt nogen steder, men som er ultravigtige at vi gør alligevel, eller ender vi med helt forvrængede billeder af en virkelighed, som ingen kan leve op til. Jeg blogger om svære dage, jeg blogger om de dage hvor vi har lyst til at kyle ungerne ud af vinduet, jeg blogger om frygt som forældre og alle de udfordringer jeg selv møder i min rejse som mor. Men efter den stalking-oplevelse fik jeg pludselig at se at man også kan forvrænge den anden vej, til et manipuleret billede af en mor der ikke evner opgaven som mor: ved at tage mine blogindlæg helt ude af kontekst og sætte dem lidt kreativt sammen. Og endda navngive dem på ny ("Anne's vrede" kaldte han det ene indlæg, læs her kære statsforvaltning hvor vred Anne er, hun kan umuligt være en god mor) I en eventuel retssag med skruppelløse familieadvokater (som man efterhånden kan fodre svin med i Danmark), så kan min blog i sidste ende koste mig min datter. Det er vildt krænkende at se mine egne tekster besudlet med en primitiv overskrift der kun har til formål at knuse mig.Det kan jeg ikke leve med.Pludselig blev jeg bange. Bange for at udtrykke mig, bange for at blogge, bange for at "tjekke ind" nogen steder, fordi han også sidder og holder øje med hvor jeg er, og går på rejseplanen og sender rejsebeskrivelser ind til statsforvaltningen i håb om at kunne dokumentere at jeg er for langt og for længe væk fra Emsen, og dermed må være en dårlig mor.Det her tror jeg ikke nogen kan sætte sig ind i med mindre de har prøvet det.Han har sprængt mit levebrød i atomer og mit talerør blev der bundet knude på. Jeg lever af at holde foredrag, have energi på en scene, af at holde motivaltional speaks, af at medvirke i debatter, blogge, af at coache andre mennesker til også at leve af deres drømme, af netværk og gode relationer. Når man pludselig skal se hver eneste handling man laver fra 10 forskellige potentielt farlige vinkler og fra eventuelle omvendte fortegn, så er det rigtig svært at have energi til andre end sig selv og sit barn (nu får jeg sikkert en "bekymring" om at jeg eventuelt måske er depressiv eller ikke i stand til at passe mit barn - det er ikke tilfældet, min datter har det fantastisk, for hun har en meget stærk og fantastisk mor. OGSÅ i den her situation, selvom det har krævet ekstra kræfter jeg ikke troede jeg havde). Det er ikke bare en flænge i energibeholderen, det er simpelthen en bund, der ikke er der længere, så nu har jeg kylet den ud og erstattet den med noget nyt.Så jo, han har vundet. Og jeg håber han har en fantastisk fest hver eneste aften hvor han fejrer sin succes. Jeg synes jeg betaler en rigtig fin høj pris for at han har følt sig forsmået - en følelse han havde både inden jeg kom ind i hans liv, og en han vil have indtil han oprigtigt får kigget på den. Og det håber jeg virkelig han nyder. Festen. For ellers har det da været helt omsonst. Nogen må danse på bordet over det her. Og det er hverken Emsen eller mig der gør det.Hvad så nu?Det der så er sket, er at jeg har gjort det jeg ved virker. Jeg har søgt hjælp. For det første har jeg lavet en ultra-privat Facebook profil hvor jeg ikke engang hedder mit eget navn, så han har ingen mulighed for at finde den og stalke den med hans falske profil(er?). Der har jeg ro, der kan jeg bevare mit helt unikke netværk. Jeg har søgt hjælp, for jeg har regnet ud at at den her, den kommer jeg ikke igennem alene. Jeg samarbejder med en terapeut, jeg samarbejder med Dansk Stalking Center (som jeg varmt kan anbefale såfremt du kender en der står i samme situation) og jeg mødes med andre der har oplevet det samme. Det er helt ubeskriveligt som det hjælper. Jeg har startet et lukket netværk for kvinder i samme situation som mig hvor vi hjælper hinanden. Der findes et særligt sted i helvede til kvinder der ikke hjælper hinanden (skrev Liza Marklund engang), og der skal jeg ikke hen.Mit absolut vigtigste fokus er at min datter får en tryg, sund og god opvækst, så hun vokser op og bliver en stærk pige, der kan sortere skidt fra kanel, og kan skabe det liv hun drømmer om. Den bedste måde at lære hende det på, det er ved at være det selv. Være den rollemodel for hende som jeg ønsker hun skal spejle sig i. Derfor kaster jeg ikke med mudder, hverken her eller i statsforvaltningen. Her på min blog tager jeg retten tilbage til at fortælle om mit eget liv, om de udfordringer jeg står i og de sejre jeg har. Det må ingen tage fra mig. Jeg sviner ikke nogen til, kun et par sure damer i bussen og hvis jeg får dårlig service i en butik. Jeg skriver ikke "Emma Jo's far er et dumt svin", for det er han ikke. Han er faktisk en fin fyr med gode intentioner. Han har bare ladet sig rådgive af nogen der var ligeglade med ham, ligeglade hans forhold til sin datter, hans relation til sin datters mor og datterens mor's liv. Nogen der kæmpede en kamp der INTET havde med hans kamp at gøre. Det er faktisk det der er sket. Han har brugt alle kneb i manualen, og er, til min store overraskelse, fortsætter med at bruge dem. Nu er vi alle tre tabere i et spil som ingen kommer til at vinde. Han trak en fribillet i svineriets automat, uden på nogen måde at forholde sig til konsekvenser og eventuel fremtidigt samarbejde. Det kan ingen ændre på nu.Så der er min skygge. Jeg kan ikke længere skrive frit, mit varemærke er out of order. Tak for det. Noget jeg har brugt hele mit liv på at bygge op. Fra kun at have en stemme i mine dagbøger, at være et meget stille (og bange barn), til at være en destruktiv teenager, til at bruge 10 år af mit liv på terapi og psykologsamtaler for at hele noget der var helt i stykker, til at stille mig på en scene for første gang hvor mit eneste mål var at overleve en time uden at skide i bukserne, fuck om publikum fik noget ud af det, til at hoppe fra overlevelse og over i drømmene, til at leve et godt liv og hjælpe andre med det samme. Bom. Til at blive lukket helt ned igen.Og her er hvad der kommer til at ske herfra:This too shall fucking pass! Jeg kommer til at træne min stemme i at råbe så højt at man kan høre den på månen. Frit! Jeg aner ikke hvordan endnu, men jeg ved at det kommer til at ske, for jeg nægter at følge den her vej på mute, eller i hvert fald stillezone-hvisken. Der skal fyres helt op for volumen igen. Jeg skal brøle mange gange, som i dette blogindlæg, før jeg er tilbage igen. Men jeg er villig til at tage mig selv i nakken alle de gange det måtte kræves, indtil det sidder lige i skabet igen, og mere tydeligt og stærkere end nogensinde før. De dage jeg kan kvække gør jeg det, de dage jeg kan brøle gør jeg det.
"When they buried us they didn't realize we were seeds"Ingen kender fremtiden, men jeg tror på, at hvis jeg lever mit liv ud fra mine stærkeste værdier, og jeg viser dem til Emsen hver eneste dag, og lærer hende at leve efter sine stærkeste værdier, så får både hun og jeg en fremtid fyldt med kærlighed og lys og liv. Det er når vi bliver pressede allermest at vi bliver testede i hvem vi i virkeligheden er, det er kun der vi ikke kan fake, og det er der vi ofte bliver overraskede over hvem vi har med at gøre, både når det kommer til os elv og når det kommer til andre. Alle kan være guruer i medvind, det er modvinden vi skal blive bedre til at blomstre i, vise vores sande jeg. Og det har jeg tænkt mig at øve mig at blive endnu bedre til nu.Hvis jeg skal vise min datter rundt i livet, så er det vigtigt hun også ser en mor der er presset, en mor der er ked af det, en mor der er sårbar, en mor der flipper ud, en mor der siger undskyld, en mor der hopper over hvor gærdet er lavest (og serverer Ben&Jerrys til aftensmad), en mor der falder, en mor der placerer barnet foran Youtube en hel dag, en mor der langsomt rejser sig, en mor der finder modet igen, en mor der tvivler, en mor der trodser tvivlen, en mor der gør det alligevel selvom hun er bange, en mor der står ved sig selv selvom det er grimt, en mor der griner, en mor der smiler, en mor der er ægte, en mor der svarer igen, en mor der elsker, en mor der har tillid, en mor der prøver igen, en mor der er sjov, en mor der laver pruttelyde på maven, en mor der lever livet.Nu tager jeg en dyb indånding og nyder at jeg fandt modet alligevel. Resten er ikke op til mig.
(og skulle der nu sidde en forsmået forældre fra en rådgivende forældre-forening, så kan jeg naturligvis dokumentere samtlige fakta jeg viderebringer her i blogindlægget, du sender bare din e-mail, så får du hele aktindsigten, håber du har god tid, for jeg har skrevet mange blogs som ligger som dokumentation - indsendt ikke af mig)
