min datter min datter min datter min søn min søn min søn

Kraftigt inspireret af min veninde på Instagram, vil jeg dele en mærkelig følelse. Den følelse der opstår når nogen siger "har du selv børn?" og jeg svarer: "Ja, jeg har en datter på et år"."En datter"Altså, de sidste 32 år var det min der var datteren når nogen snakkede om nogens datter. Jeg kan godt, en dag ad gangen, tage "jeg er nogens mor" ind under huden. Jeg siger "mor" om mig selv cirka 500 gange dagligt. "Skal mor tage den til dig?" og "Kom hen til mor" og "Skal mor hjælpe dig?". Det hjælper. Men jeg siger kun datter når nogen spørger mig om jeg har børn eller hvis jeg snakker med en jeg ikke kender og skal sige "min datter....et eller andet". Og så kommer den der mærkelige følelse igen."Min datter"Hvem er det?Hvornår kommer de der rigtige voksne og tager hende, for jeg "har" hende jo bare indtil da. Det føles simpelthen så underligt at sige "min datter".Og inden der går hjerneblødning i det, så har det intet at gøre med at jeg ikke kan forene mig med rollen som mor. Det går strålende med det. Det er lidt mere ligesom når folk skifter navn og man skal til at kalde Camilla Hansen for Orchideea von Bachehausen (no offense, jeg har selv skiftet navn, men det ændrer ikke på følelsen). Man skal liiiiiiiiiiiiige vænne sig til det. Over lidt tid. Mere tid end kort tid. Åbenbart. Eller da man spiste sushi første gang. Jeg skulle lige vænne mig til laks rullet meget stramt ind i noget ris med noget tang udenom.Jeg glæder mig til det føles lige så naturligt at sige "min datter" som det gør når jeg siger "Jeg skal bede om et stykke med ost". Det bliver sjovt at følge hvornår skiftet kommer. Eller opdage at det har været skiftet længe.Kender du følelsen?