Når amningen bare ikke virker og er et helvede man skal igennem

Skærmbillede 2016-06-17 kl. 22.23.33Nu vi er ved amning, så nej, det har ikke været nogen dans på roser at få det til at lykkes, og inspireret af Kristine, har jeg skrevet denne blog til dig.Kristine spurgte mig i går på Instagram:

Hej Anne, har du mon skrevet om hvordan du har kæmpet med amningen - hvulke udfordringer du har mødt, hvordan du har klaret det osv? Det kunne jeg nemlig godt tænke mig at læse til inspiration til næste barn, hvor jeg håber det kommer op og køre. KH Kristine
 Kort tid inden jeg skulle føde havde jeg et møde med en skøn og lidt irriterende jordemoder, nemlig Meyermor. Irriterende fordi hun gjorde mig opmærksom på noget jeg overhovedet ikke havde tænkt over: nemlig at amning faktisk godt kan være rigtig svært for mødre at få gang i. Det kræver en indsats, men det hører man aldrig om fordi alle er så fokusrede på at få barnet ud. I dag er jeg lykkelig for at jeg mødte hende, for jeg to kampen op, og det var virkelig en kamp med det amning der, her er historien om amningen, tårer, frustration og to gange opgivenhed.De første tre døgn af Emsens liv skreg hun. Hun skreg og skreg og skreg og skreg. Jeg havde ellers gjort det hele klar. Jeg havde læst om laid back amning  (du drømmer ikke om hvor mange youtube-videoer jeg har set om den amme-stilling), jeg havde mælk i mine bryster (som lækkede), jeg havde læst bøger og blogs og snakket med kloge mennesker, inkl irriterende Meyermor (som jeg elsker!). Men der var bare noget der ikke helt fungerede og Emsen virkede ikke til at blive mæt og mælken virkede ikke til at være løbet ordentligt til, selvom der kom mælk ud.For det første var det ikke nogen udsøgt fornøjelse at ligge på barselsgangen for komplicerede fødsler, hvor det virkede som om de 18 jordemødre og sygeplejersker arbejdede for 18 forskellige virksomheder der ikke talte sammen. Der var ingen sammenhæng i det den ene sagde og det den anden sagde til mig. Den ene snakkede om erstatning og ammebrikker, den anden snakkede om at barnet nok skulle klare sig og mælken nok skulle løbe til, den russiske sygeplejerske forklarede mig at når nu jeg var mor var jeg nødt til at lægge mit eget behov som nummer to (mit behov for at amme mit barn), og mit barns behov som nummer et (barnets behov for modermælkserstatning ifølge russeren). Jeg bad min mor fjerne russeren fra stuen omgående før nogen kom alvorligt til skade.Emsen virkede bare så sulten, så jeg ammede hende og så supplerede vi op med erstatning. Jeg var angst, angst angst angst angst, for at smadre det med amningen. På den anden side ville jeg jo ikke have at Emsen skulle ende på neonetal-afdelingen for underernærede børn. Et billede russeren nåede at male klart og tydeligt op for mig inden min mor eskorterede hende ud af min stue og bad hende holde sig væk.Skærmbillede 2016-06-17 kl. 22.23.23Efter en uge på sygehuset kom vi hjem og jeg lagde hende til hele tiden. Det var det bedste at gøre. Mama Christina var en stor hjælp, og her er hvad jeg lærte af hende:Der skal være RO omkring amningenDu skal sidde godtDu skal blive ved med at lægge barnet til, igen og igen og igen og igen (og det gjorde jeg)Du skal have det godt, folk skal komme med mad og drikke til digDu skal have masser af søvn, sov når barnet sover, det er vigtigt.Det hjalp, men amningen var stadig op ad bakke og Emsen skreg og skreg. I perioder på flere dage ville hun ikke rigtigt tage fat, så jeg malkede min egen mælk ud og supplerede med ekstra mælk (min egen) i et lille snapseglas.Efter noget tid opsøgte vi en kranio sakral dame, Trine Løvenrose (læs om vores oplevelse her, hun var fantastisk) for at finde ud af hvorfor Emsen var så ked af det. Amningen var nogenlunde, men den føltes ikke naturlig, og slet ikke så lækker og harmonisk, som det ser ud på ammebilleder på google.For at lindre kramperne i Emsens mave (hendes tarmsystem var bare ikke helt udviklet endnu, og jeg er ret sikker på at det var derfor hun græd så meget), foreslog Trine at vi gav Emsen sukkervand. En lillebitte smule vand i et snapseglas (2-3 mm) og så ellers bare økologisk rørsukker i indtil vandet er så klistret at det ikke kan optage mere sukker. Sukkervand i en engangssprøjte og ind i munden med en dråbe eller to.  Det hjalp. Og når amningen var ekstra svær, smurte jeg lidt sukkervand på brystvorten for at få Emsen til at tage fat. Det hjalp også.På et tidspunkt var jeg røget ud på et "skråplan" med sukkervand (værre var det heller ikke, men det var på vej i den forkerte retning), og Emsen ville ikke spise noget med mindre der var sukkervand involveret. Jeg havde gjort mit barn afhængig af sukkervand i desperation for at få amningen til at virke. Her tog jeg min første stærke moderlige beslutning: NU SKAL DU FANDE LÆRE AT AMMES ELSKLING, FOR DIN EGEN SKYLD! Så jeg droppede al sukkervand og så måtte hun simpelthen skrige indtil hun tog fat i brystet. I kærligheden til hendes sundhed og vores bånd fandt jeg styrken til at stå fast, og det virkede. Jeg lagde hende til og til og til, og til sidst accepterede hun og suttede løs. Jeg er helt sikker på at mit barn hverken har taget skade eller er traumatiseret af oplevelsen. Til gengæld har jeg en supersund og rask datter der stadig, her et år efter hun er blevet født, elsker at blive ammet.IMG_7507Der er delte meninger om det med sukkervand. En person sagde til mig at "det svarer til at give dit barn narko". Men som jeg har skrevet flere steder på bloggen, så er intet umuligt for den der ikke selv står i det. Jeg tyede til ALT hvad der virkede (uden at skade mit barn) og det vil jeg til hver en tid gøre igen. Emsens indre økosystem er ikke blevet ødelagt af lidt sukkervand, til gengæld holdt jeg amningen i gang indtil jeg fandt styrken til at tage skeen i den anden hånd og være en super målrettet løvemor der fandme ville have den fucking amning til at virke!Amningen har været en benhård træning i at stå ved mig selv som mor. Benhård. Jeg druknede i andre folks holdninger (som alle var sagt i kærlighed og med de bedste intentioner), men jeg blev så forurenet af dem at jeg havde meget svært ved at finde min egen stemme i al den larm. Til sidst fandt jeg styrken og så kæmpede jeg videre.Det er ikke lykkes mig præcis at huske hvornår jeg følte at amningen var en succes, det tog vel en måned eller to, tror jeg, med op og nedture. Men efter nogle måneder føles det ukompliceret. Til gengæld var det svært for mig at amme offentligt, da det ofte var forbundet med gråd, og jeg var meget påvirket af ammedebatten på det tidspunkt. Jeg magtede ikke at jeg også skulle være udstillingsmodel for folks domme og angreb i det offentlige rum, så jeg kom faktisk ikke ret meget ud den første tid, simpelthen for at beskytte mig selv og mit skrøbelige væsen i den tid.Så hvis jeg skulle give mine erfaringsbaserede råd, som du ikke kan bruge til noget som helst, så kommer de her:
  1. Find en rollemodel der står for det samme som dig, og lyt udelukkende til vedkommende. For mig var det min mor. Hun blev ved med at minde mig om at de fleste kvinder i familien har "gode amme-gener", og det fik mig til at holde fast i min tro på at amningen nok skulle komme til at lykkes.
  2. Laid back ammestillingen var genial for os. Jeg lagde Emsen på maven og hun kravlede selv op og fandt brystvorten. Det har uden tvivl været med til at styrke amningen og vores begges tro på at det nok skulle lykkes. Vi ammer stadig på den måde herhjemme, med mindre vi ligger på madrassen begge to og fiser den af mens Emsen diger.
  3. Tillad dig selv at give op og mærke hvordan det føles. Og så prøv igen hvis du virkelig gerne vil have amningen op og køre.
  4. BED OM HJÆLP! Min mor var hos mig uafbrudt de første par uger. Uden hende var det aldrig gået. Jeg snerrede af hede, jeg skældte hende ud, jeg var efter hende, hun måtte høre på min opgivenhed, på mine frustrationer på min tvivl og det gik rigtig meget ud over hende. Men jeg fik lov at reagere og være i ALLE mine mange hormon-eksplosionsfølelser, og det gør man kun når man er sammen med nogen der kender ens inderste. Jeg ved min mor stadig elsker mig selvom hun måtte lægge øre til rigtig mange svære ting i den tid, og jeg er taknemmelig for at vi har den oplevelse sammen, for den har helt sikkert styrket vores relation og hende og Emsens relation.
  5. Whatever works! Prøv med ammebrik, prøv at supplere op med ekstra mælk, gerne dit eget udpumpede mælk. Prøv sukkervand, prøv engangssprøjte. Der var nogle perioder hvor Emsen slet ikke tog fat om brystet, så jeg gav hende min mælk gennem en engangssprøjte. Det virkede. Jeg var bange for at brystvorten blev fremmed for hende, men jeg besluttede at jeg ville fortsætte med at amme, om det så betød at jeg det næste år skulle pumpe al min mælk ud og give Emsen mælk gennem en sprøjte.
  6. Bliv ved! Det er ren vedholdenhed der har gjort at det lykkes for os, intet andet. Jeg VILLE, og selvom jeg gav op to gange, så kom jeg tilbage igen og var endnu mere målrettet og endnu mere beslutsom.
Det er det jeg husker bedst. Jeg vil spørge min mor om hun vil supplere op i kommentarfeltet, hun husker det bedre end mig, tror jeg.Kristine, jeg håber det gav dig noget inspiration. Du er mere end velkommen til at spørge hvis der er noget du gerne vil have uddybet. Det er ikke sikkert jeg kan huske det så specifikt, men min mor kan måske også hjælpe.Tak for dit vigtige spørgsmål, jeg håber også det kan hjælpe andre.Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe