Du lader dit barn slå sig Anne?

IMG_8556Min ven Mauricio er landet (læs om et unikt venskab her). Han er ude af huset i aften, men vi har allerede haft nogle vidunderlige snakke, og i dag vil jeg dele en af snakkene med dig, for han lagde mærke til at jeg ikke ligefrem er en pyldremor når det kommer til Emsen og det der med at slå sig."Anne, jeg har lagt mærke til en ting. Når Emsen går rundt, også ved kanter og bordben, så lader du hende stå alene, og du står ikke på vagt for at gribe hende, jeg lagde mærke til det med det samme"Mauricio ser alt. Også selvom han ikke har børn. Han spurgte mig, mest fordi det slet ikke er sådan man opdrager børn i Mexico. Jeg fortalte ham at det heller ikke ligefrem er alle i Danmark der opdrager som jeg gør det. Og nu vil jeg fortælle dig hvad jeg fortalte Mauricio.Jeg er mor. Mit job er at fylde Emsen op med al den kærlighed jeg overhovedet kan komme i nærheden af. Samtidig er min lige så vigtige opgave at forberede og ruste hende så meget til livet, at hun en dag er i stand til at klare sig selv, selv finde frem til hvad der er det rigtige for hende og tænke selv. I min optik er det ikke noget man kan forklare sig ud af, men nærmere noget man kan vise ved selv st være/gøre det man siger man er/gør/står for, og så ved at lade hende lære selv.Første gang jeg mærkede dette tema, var da hun var ca 5 måneder, og var begyndt at støtte sig lidt op ad væggen. Jeg var hurtig til at sætte en hånd mellem væggen og hendes hovede, for hun skulle ikke slå sit lille hovede. Men pludselig skulle jeg jo være der hver gang hun rejste sig ved væggen, og en aften besluttede jeg mig for at hun skulle lære væggen at kende. Det endte med at jeg satte mig på mine hænder og kneb øjnene sammen og spændte i hele kroppen. For det er ikke rart at se sit barn slå sig. Men jeg lod hende slå hovedet ind i væggen, og hun grøntede lidt, men græd ikke, og jeg trøstede hende. Det gentog sig et par gange, og så holdt hun op med at slå hovedet ind i væggen, men blev bedre til at støtte med hænderne.Jeg har en datter der er enormt kropslig. Hun var hurtig til alt hvad der har med kroppen at gøre, og jeg kan se i hendes øjne at hun er en kvik pige. Den bedste måde at lære hende at bevæge sig på, er ved at lade hende prøve selv og ved ikke at være over hende hele tiden. Jeg har en grund-tro på at babyer og børn er robuste og at naturen har indrettet sig sådan at de kan klare en del, fordi de netop skal lære at klare sig selv.Misforstå mig ikke. Det er ikke sådan at jeg lader tændte glattejern ligge fremme så hun "bare kan lære det", jeg er jo ikke ude på at skade mit barn. Hun bliver også ledsaget ned ad trapperne, da jeg heller ikke ønsker at hun brækker noget eller får hjernerystelse. Men almindelig færden rundt i lejligheden, det skal hun have styr på, for jeg gider ikke være over hende hele tiden, og hun bliver ikke selvstændig af at jeg sidder klar parat til at flytte hende væk fra noget der måske-måske ikke kunne gøre ondt at lande på.F.eks opdagede jeg hurtigt at jeg reagerede med "nårhhhhhlilleskaaaaat" hvis hun havde slået sig. INDEN hun selv reagerede. Det slog mig hurtigt at hun meget nemt kunne overtage min reaktion i stedet for at danne sin egen. Derfor tvang jeg mig selv til at holde vejret når hun væltede og slog sig, og det viser sig at 8 ud af 10 tilfælde, der er det bare mig der er en pyldremor, Emsen rejser sig bare og tuller videre. Det har resulteret i at hun meget sjældent søger trøst efter et fald (hvor hun ikke rigtig har slået sig), hun rejser sig bare igen, og når hun søger trøst, så er det virkelig hurtigt overstået.Det er vigtigt at understrege at der er forskel på at slå hovedet op i et bord, og så f.eks komme rigtigt til skade, som f.eks her hvor hun blødte, fik black-out og jeg blev bange. Men der ER forskel, og hvis mor farer op hver gang der er det mindste, så lærer man (tror jeg på) også sit barn hvordan man skal reagere hver gang der er det mindste. Så det er noget jeg er opmærksom på herhjemme, og noget der åbenbart bliver lagt mærke til.Hvis vi går lidt mere i metaperspektiv på den her, så tror jeg ikke ligefrem verden bliver lettere at vokse op i. Vi er nødt til at uddanne vores unger til at tackle store udfordringer, til at tænke kreativt og til at være enormt selvstændige, i hvert fald hvis de vil skabe sig et godt liv når de flyver fra reden. Det gør vi, dels ved at vise vejen selv, og delt ved at skubbe og puffe dem lidt. Emsen er ikke i konstant træningslejr, men det kommer ikke til at være vores sjældne dybe mor-og-datter-snakke der former hende, den hverdag, alle de små ting, alle de ting hun ser mig gøre igen og igen og igen, det er dem der kommer til at lagre sig hos hende. Blandt andet hvordan jeg selv tackler det at falde. Bliver jeg sur over en skæv flise? Ringer jeg til kommunen og brokker mig? Gør jeg det til andres problem? Eller rejser jeg mig op og går videre med en viden om at der i denne verden findes skæve fliser?Mauricio fortalte at børn ikke får lov at slå sig i Mexico, og at ikke ret mange tænker selv. Jeg fortalte ham at man herhjemme fjerner knaster i træer fra legepladser så børn ikke kommer til skade. I min optik er det helt forkert. Jeg vil hellere have ungerne med ud i en skov fyldt med knaster, end jeg vil have dem på en legeplads hvor alt er tænkt for dem. Men det er jo bare mig.Det var en interessant snak, og vi er ikke færdige med den, og det bliver vi måske aldrig. Kærlighed er mange ting, for mig er kærlighed også at lade barnet falde, i kærlighed til hans eller hendes fremtid og det liv der venter derude.Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe