Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Et "not so hot" udviklingsindlæg - 11 måneder og hysteriske anfald

IMG_8403Glædelig pinse!I dag vil jeg snakke lidt om udvikling og børneopdragelse. Der er sket en hel masse komprimeret på væmmelig kort tid. Fra at have en sød (evigt søvnudfordret) lille nuser--charme-tuttenut-baby, er jeg nu mor til et barn, og i flere og flere tilfælde et barn, der har Hulken-tendenser (det store grønne monster er smadrer alting), bortset fra at hun bliver mere rød af raseri end grøn af arrigskab.Jeg har googlet, og selvom google altid, et eller andet sted, mener der er tale om Ebola eller sars, så har jeg fundet nogle svar der hjælper mig i øjeblikket. Blandt andet dette vigtige svar fra Helen, som jeg nyder at læse svar fra. Jeg synes hun har en rigtig god tilgang til børn. Og så er der åbenbart noget udviklingsmæssigt med hysteriske anfald når børn er omkring de 11 måneder. Og hvis du læser resten af blogindlægget før du skyder mig over at jeg kan finde på at kalde et barn for hysterisk, så vil du læse at jeg ændrer ordet til noget andet senere, men det skal stå som det står her.Her er jeg som mof F.H (før Helen):

  • Jeg var ved at miste besindelsen flere gange og har heldigvis ikke råbt af Emsen (på nær i går aftes hvor jeg af ren og skær magtesløshed skreg tilbage, bare samme lyd som hende. På ingen måde modent eller voksent, men jeg havde ikke mere at give af lige der.). Til gengæld har min ikke-råben sat sig som en vrede og irritation i mine celler, og jeg synes ikke jeg bliver en bedre eller mere charmerende mor af at gå og blive indebrændt på mit barn.
  • Skamfuld fordi jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal stille op med et barn der bare er kropumulig og får hysteriske anfald. Føler mig som en fallit-mor og tænker at det er bedre at aflevere hende et sted hvor de der kærlige altid-rummelige-og-overskudsagtige-mødre-der-aldrig-brænder-sammen kan komme og give hende deres overflod af rummelighed og forståelse og imødekommethed og kærlighed. Og så kan jeg sidde nede på bunden af en udtørret brønd, i regnvejr, og tænke lidt over tingene.
we tryHer er jeg som mor E.H (efter Helen):
  • Pludselig kan jeg se min datter igen, og mig selv, fordi Helen simpelthen er så ikke-dømmende i hendes tilgang til forældre. Hun ved at hver mor og hver far hver eneste dag gør det absolut bedste de kan, og at det for tæt på de fleste er en kæmpe udfordring det der med børn. Det nyder jeg rigtig meget. Jeg har aldrig forstået dem der tror de ændrer verden ved at få andre forældre til at skamme sig huden fuld, eller ved at anklage eller møde folk med fordømmelse og bedrevidenhed. Det eneste den adfærd medfører er at (gode) mødre og fædre de gemmer sig endnu mere, og det kan gå hen og blive rigtig farligt.
  • Fordi jeg har sluppet min selv-skam (nogenlunde indtil videre), så er der pludselig mere ledig båndbredde på øverste etage til at se mit barn igen, og jeg kan se at størstedelen af hendes frustration lige nu handler om at jeg ikke forstår hende. Hun er på ganske få dage begyndt at kommunikere 100 gange så meget som hun plejer, hun peger, hun smider sig på gulvet, og jeg kan tydeligt mærke hun prøver at fortælle mig noget, og det er sindssyg svært for mig at greje hvad det er. Pege kan jeg godt tolke, men når hun pludselig kaster sig på gulvet og skriger, så har jeg rigtig svært ved at gætte hvad hun siger. Derfor læser jeg Helens svar igen, og minder mig selv om at det også er okay bare at være med Emsen når hun bliver frustreret. Hjemme hos os skal vi kunne rumme alle følelser, også dem der er svære, men det kræver meget øvelse fra mig, kan jeg mærke, så jeg er virkelig gået i træningslejr. Jeg er i gang med at skrive et manifest til mig selv og køleskabet, som skal minde mig om - i korte træk - hvad det er Emsen og jeg går igennem lige nu og hvordan jeg støtter os begge to bedst.
Jeg er lidt træt i pæren. Jeg er halv-døv på mine ører, fordi Emsen har en helt særlig skinger og høj måde at skrige på, og det er sket nogle gange den sidste uge. Og oveni i en søvnudfordring også ( læs her, og læs især læsernes rigtig gode kommentarer til indlægget).Råd og erfaringer er velkomne til dette indlæg, jeg er meget åben for forslag, jeg skal nok selv sortere i dem. Fordømmelse og forældre-shaming er ikke velkomment, og vil blive slettet og du vil blive udelukket for at kommentere nogensinde igen. Jeg er for træt til den slags pjat i de her dage. NamastéDeppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe

Et helt unikt venskab - gensyn efter flere års adskillelse

Kære læser, der er noget jeg er nødt til at fortælle dig...