For første gang savner jeg bare at være Anne

10 måneder og to dage. Så lang tid (eller kort tid?) tog det mig før jeg fik den følelse som jeg har hørt mange andre mødre snakke om. Følelsen af bare at kunne tage jakken på og gå en lang tur eller tage ud og shoppe eller tage til et møde eller bare sidde alene og stirre ud i luften og vide at ens barn er i gode hænder hos en anden.Bevares, jeg har fået passet Emsen, men kun for at arbejde. Så hver gang nogen har passet hende har jeg været til mode uge eller holdt foredrag eller holdt møde eller interviewet nogen eller skrevet artikler. Det er ikke brok, det er bare en konstatering. Og det jeg så kan mærke nu, det er at jeg også trænger til at være "bare Anne" ikke foredragsholder, ikke coach, ikke blogger, ikke mor, ikke nogen titel. Bare Anne.I dag har været en hård dag. Ikke en op ad nakken lortedag (læs om den her), bare en meget lang dag. Jeg vågnede med asfalt-hals og har skrantet hele dagen. Emsen vågnede klokken 6.10, og udover en middagslur på 1 time, så faldt hun først i søvn kl. 21 her til aften. Det er virkelig mange timer at være på. Især når hun er ved at få fortænder, er ved at gå og er begyndt at gentage ting jeg siger = virkelig mange nye ting for et lille væsen der tager alt ind. Så hun er lidt frustreret i disse dage, og det kan jeg godt forstå. Men fra 6.00 - 21.00, det er fandme mange timer at være syg, feberramt og alene med en lille pyldret krudtugle.Så da hun endelig overgav sig her til aften kunne jeg mærke at nu er tiden inde til en Anne-time. Bare en time hvor jeg ikke skal arbejde og ikke skal noget. Måske bare gå en tur alene. Så jeg hiver fat i Emsens barnepige og så skal det ske så snart jeg er på toppen igen.Og nej, det handler ikke om at jeg ikke elsker at være sammen med min datter. For det gør jeg af hele mit hjerte, det handler bare om at jeg også er et selvstændigt menneske med nogle behov for at tømme hjernen og kigge op på himlen i fred og ro. Hoppe på en trampolin. Tisse lidt i bukserne.Kender du følelsen?