Fra mirakel til mareridt (til ... ? )

we are not workingHej skønne læser!Jeg er lige her. Jeg har været stille siden torsdag, og det har jeg været fordi jeg simpelthen brændte sammen i sidste uge. Et menneske kan leve under et vist pres i noget tid, være stærk i noget tid, kæmpe i noget tid. Men hvis man ikke af og til giver efter og falder, så kan man ende med at komme meget langt væk fra den man er, og kroppen kan blive syg og gå i stykker. Derfor var det godt med en reaktion.Her er et lille overblik:Det startede med 9 måneders massiv graviditetskvalme hvor jeg med nød og næppe kunne holde min virksomhed kørende. Alle sagde "det varer kun 3 måneder, vent og se". Men det gjorde det bare ikke. Og ingefær, fodbad, smoothie, piller, akupunktur og alverdens andre ting hjalp ikke. Frosne vindruer lindrede. Vandmelon var det eneste der ikke kom op igen (så tit).Så var der en fødsel der blev noget anderledes end jeg havde forventet. Men det blev en rigtig god oplevelse, og jeg er taknemmelig for det personale der gjorde oplevelsen god. Udover en hård fødsel var jeg faktisk også nødt til at gå under jorden i den periode, men det fortæller jeg om en anden god gang. Men også der måtte jeg kæmpe.Så var der de tre første måneder som var ret hårde. Jeg ved godt det er forbudt i Danmark at sige at det er hårdt at blive mor, alle ved jo at det svarer til at få en ansigtsmassage, og at man efter sådan en omgang lige skal hvile sig lidt. Især det psykologiske og omvæltningen er jo det samme som at tage til et foredrag og have en "åhhhh, ja, tankevækkende" følelse i kroppen bagefter. Sense the tone.Og så kulminerede forholdet til Emsens far, som endte ud i både stalking og overvågning af mit hjem. Det endte med at vi måtte forlade vores hjem, Emsen og jeg, og nu har vi siden januar boet på midlertidige adresser, og 1. marts flyttede vi ind i vores nye hjem i Lyngby med beskyttet adresse. I torsdags fandt jeg ud af at han optager alle vores samværsmøder på diktafon (uden min godkendelse eller viden herom) og sender dem ind til statsforvaltningen i tekstform. Det er virkelig en udfordring at blive ved med at finde tryghed i samarbejdet og våre åben og imødekommende...Derfor faldt jeg sammen i sidste uge. Det sortnede for mig, jeg kastede op, min krop reagerede. Jeg skrev på FB (private) og bad om hjælp. Hvilket jeg ellers aldrig gør, så folk der følger mig vidste med det samme at det var alvorligt. Jeg havde virkelig et dybtfølt ønske om at vi sammen skulle skabe en tryg fremtid og et trygt samarbejde om Emsen. Jeg havde et dybtfølt ønske om at vi respekterede hinanden og hinandens grænser. Jeg havde en naiv forestilling om at vi, præcis ligesom Silas Holst og hans regnbuefamilie, kunne skabe en win-win-win situation.Men historien med underboen gik fra mirakel til mareridt. Faktisk er det rigtig svært at blogge frit, fordi jeg ikke længere ved hvad der bliver sendt ind til myndighederne, i hvor massiv grad jeg bliver overvåget og hvem der læser med.Min drøm, den jeg levede indtil for et halvt års tid siden, med egen virksomhed, med en succesfuld blog, med et arbejde der har taget mig hele mit liv at bygge op, den er smadret.Det kræver en tur på gulvet i sit eget bræk før man lige rejser sig op igen og finder kampgejsten tilbage.Jeg ønsker ikke at hænge nogen ud, men jeg kan samtidig heller ikke løbe fra min nye virkelighed. Det at blive mor for første gang er hårdt nok i sig selv. Har jeg hørt. Jeg har så valgt at gøre det alene og samtidig drive min virksomhed. Det tror jeg faktisk også jeg ville lykkes med. Men alt det pres vi har levet under den seneste tid, det havde jeg ikke regnet med. Det har ingen.Men jeg giver ikke op.This too shall pass.I will rise.Nu skal jeg bare finde ud af hvordan.Alle kommenterer (skrevet i respekt) modtages med kyshånd.Tak fordi jeg har jer!Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe