Deppe's Dagbog: survival mode

Skærmbillede 2016-02-15 kl. 12.50.41Nu nu nu nu nu kan vi simpelthen snart se en ende på vores nomade-tilværelse, Emsen og jeg. Det har været et eventyr, vi har været badet i kærlighed af vores gigantiske netværk (læs her hvordan du bygger et stærkt netværk op), og nu glæder jeg mig simpelthen som et lille barn til at få vores egen base igen, så vi kan starte drømmelivet op sammen, mig og Emsen.Alting har en pris, det har et liv uden base også. Her er et par omkostninger vi må betale i øjeblikket:

  1. Jeg spiser røv-usundt! Cola (jeg drikker normalt aldrig sodavand), chips (never) og chokolade (arrghokay, det er ikke noget nyt) i massive mængder. Jeg laver ikke mad, fordi det ikke rigtigt er vores køkken og vores køkkenting. Min juicer bor et af de 7 steder vores ting er opmagasineret, så jeg får heller ikke juicet for tiden.
  2. Alting er lidt uoverskueligt. At tage steder hen er uoverskueligt, at pakke er uoverskueligt. At komme frem og tilbage er lidt uoverskueligt, fordi vi ikke rigtig når at vænne os til vores nye hood før vi skal videre til en ny destination. Så jeg har hele tiden førertrøjen på og skal hanke op i mig selv. Dette er ikke en tid hvor man lige læner sig tilbage og nyder livet så meget.
  3. Jeg ligner en brugt engangssvamp. Der er en grund til at der ikke rigtig kommer outfit-billeder og "se hvor smuk jeg er" - selfies i øjeblikket, for det vildeste jeg når at gøre ud af mig selv, er at komme i bad hver anden eller tredje dag. Jeg vil langt hellere at Emsen ser godt ud og får sit bad hver, eller hver anden aften, og jeg nyder det. Heldgivis kan jeg sagtens leve med at ligne en svamp i en periode uden at det skader mit selvbillede eller den jeg synes jeg er. Min styrke ligger ikke gemt i udseende, selvom det da er dejligt at jeg - trods alt - stadig synes jeg klarer mig meget godt på den front også. Slasket hår eller ej (ja, man må godt elske sig selv selvom man er nomade).
  4. Jeg er kronisk træt. Træt træt træt. Ikke ulykkelig, men træt.
  5. Min kreative nerve er ikke-eksisterende. Man kan ikke både være i survival-mode og være i "unleash your creative essens" mode. Jeg kan i hvert fald ikke. Så det er ikke lige i de her dage jeg kommer op med mine mest geniale ideer nogensinde, og ved du hvad? Det er faktisk også i orden. Jeg er i praktisk mode, jeg er en god mor for mit barn, jeg får blogget lidt (ville gerne blogge meget mere end jeg gør lige nu, men der er så meget jeg ikke kan skrive om endnu. Tiden er med mig, det skal nok komme)
  6. Håbløsheden er en daglig følgesvend. Det føles lidt som at have pakket en minibus. Jeg kører, Emsen sidder ved siden af førersædet (airbaggen er naturligvis slået fra), håbløsheden sidder på bagsædet, trætheden i midten på bagsædet og det grå filter i den anden siden. Bilen kører ikke på hjul, men bliver båret af 10.000 mennesker i mit netværk, som er gennemsigtige sjæle med store hjerter der banker for os. Det er sådan det føles.
IMG_3112Men der er også mange gode ting. Vi bor hos den dejligste familie i Vedbæk, her er ro, her er hjerterum, her er hygge, og vi har ikke på et eneste tidspunkt følt at vi er i vejen eller at det er træls vi bor her. Tværtimod, vi føler os simpelthen så velkomne og så inkluderede i deres hjem, det vil jeg aldrig nogensinde glemme. Vi har haft vores egen bil her, vi kan vaske, vi kan bruge legetøj og køkken og bad som vi vil, det er næsten som om vi bare er flyttet ind i et lille kollektiv hvor man ikke rigtig kan være forkert, man skal bare være sig selv. Og det er EJ og jeg ret så gode til. Hvis vi selv skal sige det.Om ganske kort tid flytter vi ind i vores eget hjem. Jeg glæder mig som et lille barn. Så meget at det næsten føles for godt til at være sandt. Men det er det bare ikke.Kram fra Depsen og EmsenDeppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe