En mærkedag, 6 måneder gamle kravle-baby

"They see me crawling"Der er lidt stille her i juledagene. Julen, for mig, er en hellig tid, og efter rigtig mange år i detailbranchen nyder jeg at jeg ikke er blevet syg af overarbejde. Til gengæld er jeg dødtræt efter et pænt nederen kvartal, men det gode ved det, er at 2016 kun kan blive meget bedre helt fra begyndelsen. "Why do we fall Bruce? We fall so we can learn how to pick ourselves up again".Så jeg synes sgu helt ærligt ikke jeg har særlig meget at bidrage med i de her dage. Jeg gider ikke diskutere noget på nettet, fordi jeg ikke orker mor-mafiaen, nationen og alle andre der pr. automatik føler sig trådt på fordi man har en holdning til sit eget liv, der ikke lige har samme farve som deres. Pænt nej tak. Måske er det netop nu man skulle gøre det, for uanset hvilken nyhedstråd jeg har læst, så har jeg haft det lidt sådan "nå nå" over kommentarer/nyheder jeg plejer at gribe og forholde mig til. Men jeg gider ikke. Og inden du himler op over at jeg muligvis har en ubehandlet fødselsdepression (hold nu kæft), så er det bare helt almindelig træthed efter at have været på overarbejde lidt for længe. Bum.Men så skete der pludselig noget. Emsen begyndte at kravle i dag. Jeg har siddet med tårer i øjnene og klappet, fordi min 6 måneder gamle prutfis baby er begyndt at kravle. Jeg forstår slet ikke hvad der er blevet af den der lille hårbold der blev født for et halvt år siden. Nu har jeg en lille sej ninja-pige, som kan kravle, drille, bide i ører, grine, danse rumpedans, smile med øjnene, charmere alle hun møder (ergo skal hun bo i kælderen til hun bliver 35, det har vi aftalt), spise selv (ananas, brød, agurk, pomfritter, fransk hotdog, broccoli, mos, sovs og kartofler - totalt yndlings) og alt mulig andet selv. Vupti, det føles som om hun flytter hjemmefra i næste uge.Husk nu at nyde det, Anne! Jep, det gør jeg også. Hver eneste dag og hver eneste time. Jeg elsker at kigge på min lille datter, jeg elsker at være sammen med hende og opleve hende tage verden mere og mere ind... lige pånær her til aften hvor hun var så overtræt, at det eneste der fik hende til at falde til ro, var at svøbe hende i sin dyne og holde hende helt tæt ind til kroppen i et "fast tag", så hun ikke kunne fægte med arme og ben. Vupti, så sov hun efter at have halvt hulkende møffet rundt halvt i søvne i halvanden time. Man skal åbenbart være sit barns stopklods engang i mellem. Til gengæld har vi lige ligget og puttet arm i arm den seneste halve time, så er alt godt igen.Men det er så vildt hun kan kravle nu. Jeg kan slet ikke forstå det!Det var egentlig lidt svært at skrive dette indlæg i dag, for jeg har fået en del kritik det seneste stykke tid fordi jeg er meningsdanner og fordi min blog har "en vis størrelse", og dermed har jeg åbenbart et særligt ansvar når jeg ytrer min (på min egen blog). Jeg er enig i at jeg har et ansvar, men jeg er ikke enig i at jeg hverken skal lægge bånd på mig selv eller få mit liv og min hverdag til at se ud på en bestemt måde "fordi jeg har et ansvar". Hvis man gerne vil læse på retoucherede virkeligheder, så er det altså ikke her man skal tjekke ind. Samtidig har jeg lige skulle forholde mig til kritikken inden jeg kunne nå hertil, og så er jeg i mellemregningen kommet til at synes at jeg ikke bare kan skrive et indlæg som dette, hvor jeg på den ene side er pavestolt, på den anden side er skidetræt og ligeglad med resten af verden lige nu, på den tredje side ikke orker at skrive i disse dage og på den fjerde side savner at skrive, savner mit overskud og savner mit liv som glade Anne. Men altså, sådan tror jeg alle har det engang i mellem, og man kan sagtens føle mange ting på samme tid. Lykken kan også bo i ked-af-det-heden, og det gør den bare her hos mig lige nu. Jeg glæder mig til 2016, skal vi ikke bare sige det? Vi skal flytte, og så stater Emsen og jeg på et nyt liv sammen, og det glæder jeg mig helt absurd meget til. I mellemtiden vil jeg havde det præcis som jeg nu har det, og det kan heldigvis ændre sig fra dag til dag, time til time og minut til minut. Det er jo en af de forfærdelige og samtidig fantastiske ting ved at være menneske.Han en dejlig aften. Eller ej. Hav præcis den aften du vil :)Orv, og vil du se Emsen kravle, så hopper du bare ind på FB, jeg har lagt en video op.Disclaimer: Hvis der sidder nogen fra nationen eller mor-mafiaen og læser med, så var det med kælderen for sjov. Jeg har ikke tænkt mig at Emsen skal bo i min kælder til hun bliver 35. Højest til hun bliver 33.