Velkommen til mit mareridt, derfor har der været stille på bloggen

2014-08-29 14.26.24Det gik ikke.Jeg aner ikke hvordan jeg skal skrive dette indlæg, men jeg er nødt til at skrive det, ellers kan jeg ikke blogge videre. Det svarer til at rive midten ud af en god bog, det kan man ikke, intet vil give mening.Selvom man er en alternativ familieform, kan tingene godt gå hen og blive rigtig svære. Den sidste uge har jeg boet på en venindes sofa sammen med Emma Jo og de to uger op til har jeg boet hjemme hos mine forældre i Sønderborg. Det har ikke været muligt for mig at bo i min lejlighed. Både fordi jeg var bange, fordi jeg var ked af det, fordi jeg var rasende og vred, og fordi jeg var fortvivlet og ulykkelig. Og fordi Emma Jo's far jo bor i lejligheden lige nedenunder.Om kort tid skal vi i statsamtet, Emma Jo's far og jeg. Det er ligemeget hvad der er sket, men vi havde et kæmpe sammenstød som fik store konsekvenser. Alt i mig har skreget op de seneste uger, og jeg har overvejet om jeg skulle lukke bloggen, fordi jeg pludselig blev rædselsslagen for at alt hvad jeg skriver her, kan bruges mod mig i statsamtet.Emma Jo's far er en god mand. Det har han hele tiden været. Han er en fantastisk far (det er du, jeg ved du læser dette blogpost). Ham og jeg har bare haft forskellige aktier i vores relation, længere er den ikke. Jeg kommer aldrig til at skrive noget negativt om ham på bloggen, det handler ikke om at jeg er forkert og han er rigtig eller omvendt. Det her handler om mit liv, og jeg vil gøre mit bedste for at holde den her. Jeg er selv vokset op i en skilsmisse, hvor jeg var mellemmand mellem min mor og far, der kun talte sammen i statsamtet. Det er min værste frygt at sætte mit eget barn i samme situation, og den frygt har jeg lige skulle stå ansigt til ansigt med i en måneds tid. Det har været benhårdt. Men jeg er ikke min mor og far, og det er Emma Jo's far heller ikke. Vi løser det her på en anden måde, derfor har vi søgt en familieterapeut. For han er far og jeg er mor, og der skal altid være en rigtig god stemning når vi er sammen, og når vi taler om mor og far, det er vi begge to enige om.Den sidste måned har jeg skulle træffe mange beslutninger. Det er også en af grundene til at der har været lidt stille på bloggen. Jeg involverer aldrig mine læsere i mit helvede før jeg selv er afklaret med det, og det har jeg ikke været før nu. Det har været nemt at lade vreden tage over, og sætte et hold af specialister, der skulle sikre at far aldrig så sin datter igen. Men det var min afmagt og min vrede, og det var vigtigt den fik lov til at leve. For at kunne dø. Da jeg havde gennemlevet vreden begyndte jeg at se nogle muligheder igen, og selvom jeg stadig var vred, var det kun rester der var tilbage, jeg var stadig i stand til at træffe de voksne beslutninger. Skilsmissebarnet Anne skal ikke tegne et liv ud fra en verden af svigt og konflikter. Hun skal passes på, og det er mit voksenjob, mit ansvar som mor, at sikre at både den lille Anne og den store Anne, Emma Jo og hendes far, kommer ordentligt igennem denne krise.Alle kan være stærke i medvind, det er i modvind vi bliver testet i alle de citater vi plastrer vores Instagram profil til med. Pludselig forstår jeg hvorfor skilsmisser og relationer kan ende så grimt. Jeg forstår det virkeligt. Det sværeste i denne process har været ikke at lade noget blive grimt. Men det har også været det vigtigste. For alle parter.I sidste uge havde jeg en tid hos min læge. Jeg græd, og jeg var bange for at jeg var ved at blive syg i sjælen, mest fordi min situation rev min fortid op med rødder, og klaskede den lige ind i hjertet på mig. Værsgod og deal med det. Nu! Da jeg gik derfra blev jeg ramt af en ny tanke: det er i krisetiderne at vi skal beslutte hvad det egentlig er for et liv vi gerne vil leve. Det er det liv der skal være afgørende for hvilke valg vi træffer. Og jeg vil gerne leve et fedt liv. Så det er næste skridt. Jeg vil bruge mit mareridt som fundament for en fremtid med masser af nye muligheder.Bloggen lukker ingen vegne. Jeg kan ikke lukke ned for så stor en del af den jeg er. Jeg står inde for hvert enkelt ord jeg har skrevet i al den tid jeg har blogget (alle 10 år). Alt er skrevet med hjertet og med ærligheden i førersædet, så jeg er stoppet med at være bange, og har inviteret tilliden til livet og til fremtiden tilbage i inderkredsen.For at noget nyt kan leve, skal noget gammelt dø, og det er sjældent smertefrit når det sker. For mig er det vigtigt at gennemleve alle faserne, og selvom jeg har haft lyst til at sende ham hen hvor grisene går med nummerplader, men kun derfor kan jeg trække vejret igen.Alt bliver godt, det ved jeg. Emma Jo's far står for at finde terapeuten og vi starter sammen så snart det kan lade sig gøre. Vi skal lære at forstå hinanden og hinandens grænser, og jeg tror på det bliver godt for os alle tre.Tak fordi du læste med.Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe