Lebbe Love & Hils din mor

LL_about1Lebbe LoveHvis du har en friaften fra d. 21 oktober til d. 7 november, så SKAL du tage på "Den sorte hest") og se stykket "Lebbe love" af theatergruppen "Hils din mor". Jeg var inde og se stykket for to år siden, og her skrev jeg denne anmeldelse:

"I lørdags var jeg på Vela. Det var min anden gang på Vela, første gang var jeg derinde i 5 minutter for at finde ud af om jeg var lesbisk. Det var jeg ikke, og så gik jeg igen. Jeg kender en del homoseksuelle, og alligevel bliver jeg lidt mærkelig når jeg så træder ind på en bar, hvor jeg får følelsen af ikke at høre til fordi jeg nu engang (indtil videre i hvert fald) er tiltrukket af mænd. Jeg opdagede i hvert fald at jeg stadig har en del fordomme, eller rettere, ting jeg ikke helt forstår fordi jeg aldrig har bekymret mig om at finde svarerne.

Jeg overgav mig til Vela, en 100 år gammel luderbar der i sig selv er en virkelig fornøjelig oplevelse. Indretningen, væggene, stemningen, Geisha'erne på det der engang var vinduer. Vela er et utrolig smukt sted at besøge. Derefter overgav jeg mig til mine egne fordomme, og besluttede mig for at holde op med at gøre mig forkert for at have dem. Jeg tændte for min nysgerrighed, og nu havde jeg jo sådan set også bevæget mig derind for at se et stykke der handler om lesbiske, om fordomme og om kærligheden

1 time senere var jeg fuldstændig og aldeles i kontakt med hele min krop. Skuespillet er en times monolog, og jeg var fuldstændig opslugt af stykket fra start til slut og et par dage derefter. Stykket er uhyre velskrevet og går til både fordomme, skam og kærlighed på en måde jeg aldrig har set den før. Jeg grinede, jeg fik tårer i øjnene. Jeg er i forvejen optaget af at der under mig, under min generation, er kvinder der har kæmpet for at jeg idag, som kvinde, har ret til at stemme, at min stemme er lige så meget værd som en mands, at jeg er værdig. Jeg er kommet til at bilde mig selv ind at kampen er slut. Men kampen er langt fra slut. Hver eneste dag er der kvinder (og mænd) der kæmper for retten til kærlighed, til at udtrykke sin kærlighed, uanset om det er en mand eller en kvinde man har forelsket sig i. Retten til at holde sin elskede i hånden når man går ned ad strøget

Nårh, så det er bare sådan noget kvinde-kamp pis vi har hørt 100 gange før?
Nej. Du skal kun se stykket hvis du er nysgerrig på hvordan det egentlig er at være lesbisk. Hvilke kampe der hører med på tallerkenen når du bestiller menu 2 "At være lesbisk". Eller når det er blevet bestemt et andet sted fra og du ikke blev spurgt. Du skal se stykket hvis du er interesseret i at lære noget om kærlighed. Du skal se stykket hvis du har lyst til at SKRALDGRINE og hvis du har lyst til at tage derfra med en følelse af, at dén time, den er fandme givet godt ud!

Alle de fordomme og uvidenheder jeg skammede mig over at have, de har sluppet mig. Jeg er stadig spørge-jørgen agtig når jeg møder lesbiske, men det er fordi jeg simpelthen er så nysgerrig på folks historier, hvilke udfordringer det har medført og så inspirationen der ligger i alle mennesker der rejser sig

Hils din mor! (Og tag hende med ind og se stykket)" Stykket kan ses på  den Sorte Hest fra 21 oktober til 7 november. Jeg skal ind og se det igen (det er så 3. gang) God fornøjelse!Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe