Hvorfor er det død og pine at babyer skal sove alene?

Den seneste måned har dette spørgsmål optaget mig en del. Jeg har læst forskellige undersøgelser på nettet, og jeg kan stadig ikke gennemskue hvorfor det er, at helt små børn (babyer) skal sove alene. Det giver simpelthen ingen mening for mig.For en god ordens skyld: Lad nu være med at insistere på at føle dig trådt på bare fordi jeg har en anden holdning end dig. Hvad du gør hjemme i din egen stue (og har fred med), det er helt op til jer derhjemme. Jeg henstiller til en saglig debat, da emnet virkelig interesserer mig.Naturen har altid optaget mig, og da jeg blev gravid, gav det mere mening for mig at interviewe en zoolog i zoologisk have om graviditet og natur, end det gjorde for mig at læse politikens bog for gravide. Vi har jo alle forskellige tilgange til livet, til børn og til graviditet, dette var blot min. Jeg har stadig ikke kunne skrive interviewet med zoologisk have, mest fordi jeg ikke er parat til den shitstorm jeg nok ryger ud i når jeg gengiver de ting vi snakkede om.Men det er en helt anden snak. Det jeg prøver at sige er, at det naturlige optager mig, Amning, den naturlige fødsel (ja, også selvom jeg fik alt andet end en medicinfri hjemmefødsel), og nu det her med at være forældre og samsovning or not.Vi må immervæk, i helt gamle dage, have sovet sammen med vores babyer i jordhulerne. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at vi har lagt babyerne væk, alene i andre huler, end dem vi selv sov i. Men jeg gad virkelig godt høre fra en professor eller lign om det alligevel har været tilfældet, fordi mor og far skulle have deres eget soveværelse?Hvornår besluttede vi os for at babyer skal sove alene i deres eget rum?Det der undrer mig mest, er at vi har båret barnet i 9 (ca) måneder. Barnet har ligget helt tæt og trygt inde i mors mave, har fulgt med i lyde og åndedræt og mors hjertebanken. Så oplever barnet at blive født. Muligvis en temmelig voldsom start på livet, efter at have ligget der i tryghed og idyl. Og her knækker filmen. For så lægger vi barnet fra os når det sover? Alene?Nu er det jo vildt nemt at bo i en 1 værelses lejlighed og have den holdning jeg har, for jeg kan kun lægge mit barn ind i skabet (hvilket jeg så også gør når hun tager en lur om dagen), men jeg ved jeg ville have samme holdning hvis jeg boede i en større lejlighed. Hver eneste aften når jeg putter EJ, tænker jeg, at jeg overhovedet ikke ville kunne sove, hvis jeg ikke kunne høre hendes vejrtrækning. Jeg SKAL sove ved siden af hende hver nat, ellers kan jeg slet ikke finde ro. Ja ja, bevares, det stopper på et tidspunkt. Men det stopper dælme ikke fordi en eller anden forsker har forsket sig frem til, at når EJ bliver 7,5 måned, så skal hun sove i sin egen seng. Det stopper når det er naturligt for EJ at sove alene. Og det er det ikke nu.Et argument jeg ville kunne forstå, ville være at børn der sover sammen med forældre har større tendens til at dø (vuggedød). Det argument holder bare ikke (læs researchen her). Japan har kultur for samsovning og amning, og Japan er det land i verden med laveste tilfælde af vuggedød blandt spædbørn.Siden den første nat med EJ har hun sovet sammen med mig. Selv på sygehuset virkede det fuldstændig unaturligt for mig at ligge hende i plasticvuggen mens jeg sov i sengen. Jeg kunne slet ikke sove før hun lå helt tæt på mig og jeg kun høre hende og fornemme hendes vejrtrækning.Hvis du kender en der har nogle gode svar, og som måske har noget historik på området, så hører jeg meget gerne fra dig. Jeg synes emnet er interessant, og jeg vil gerne blive klogere.Tak :)