Vi ved ikke en skid om hinandens verdener

Mine hænder ryster og jeg kan høre mit hjerte slå. Jeg har grædt i går og i morges, og også i forgårs. Men kun stille gråd, du ved, der hvor man holder det hele nede, og hvor kun tårerne får lov at passere.Jeg er stresset. Ikke over mit barn, for hvis der er en ting der fungerer, så er det Emma Jo. Hun trives, og bortset fra en mave-græde-dag uden søvn i går, så er hun faktisk ret eksemplarisk og har det godt. Hun er en glad pige. Jeg er bare ikke nogen særlig glad mor i disse dage.Midt i min frustration over hele verden i går, fik jeg googlet et eller andet selvudvikling i min søgen efter svar på ”hysterisk barn”. Måske skulle jeg have googlet ”hysterisk mor” i stedet for, for alting handler jo om mig selv.I går delte jeg min frustration på Facebook. Stik imod mine forventninger, blev jeg mødt næsten uden råd, men med 100% kærlighed og medfølelse. Det kom faktisk lidt bag på mig.Da jeg skrev mit vældig omdiskuterede barselsindlæg (læs det her), blev jeg chokeret over hvor grimt kvinder, nej MØDRE (altså folk der har ansvaret for andre end dem selv, og skal opdrage nye kommende voksne mennesker), kan få sig selv til at skrive til hinanden (eller, i dette tilfælde til mig). Jeg tror det chok har sat sig lidt fast. Jeg er ikke traumatiseret eller noget, men jeg tror jeg har fået øjnene lidt op for, at her i Danmark, der har vi ikke rigtig rummelighed overfor folk der har det anderledes end vi selv har det. Når nogen, der minder lidt om os (har samme hårfarve, eller er blevet mor også), har en anden grænse end vi selv har, så er vi åbenbart i vores fulde ret til at skrive de mest forfærdelige ting til hinanden.Og misforstå mig, ikke, jeg er ikke hellig. Jeg er faldet i præcis samme fælde for et par uger siden. Jeg har tænkt ”så slap dog af” om forældre der forlangte 100% ro og stilhed omkring deres sovende børn. Og jeg har taget mig selv i at tænke ”sådan skal Emma Jo i hvert fald ikke opdrages”… lige indtil jeg mødte en skøn kvinde i min mødregruppe, som havde præcis samme holdning som jeg selv, men som så bare har fået en baby der er ekstremt lydfølsom. Tag den! Vi ved ikke en skid om hinandens verdener.Vi ved f.eks ikke en skid om at min baggrund for at skrive mit barsels-indlæg om de 9 råd til barselsgæster, det stammer fra et langt liv med grænser der bare er blevet vadet indover siden jeg selv var en baby. Det er hverken en nyhed eller en hemmelighed (det er noget af det jeg holder foredrag om - læs her), men jeg har været udsat for seksuelle overgreb og voldtægter fra jeg var 6 år gammel til jeg var 27. Det er hverken en undskyldning eller en forklaring, det er blot en konstatering af noget af det jeg selv har med i bagagen, og derfor har jeg (personligt) nogle andre forhold til grænse-sætning end mange andre har. Faktisk er jeg blevet mester i at sætte grænser, fordi jeg har skulle igennem ret mange års psykolog-timer for at lære det, men da jeg blev mor, ville jeg sikre mig, at jeg ikke røg tilbage i et gammelt mønster, og derfor ville jeg tage konsekvensen af min historie up front, og lave mit eget lille barsels-manifest.I dag er jeg lykkelig for at jeg skrev det, for det viste sig at være en kæmpe nødvendighed. Man behøver overhovedet ikke have været udsat for traumatiske ting for at have svært ved at sætte grænser i Danmark. Og når jeg læser alle de voldsomt negative og nedladende kommentarer jeg fik til mit indlæg, så kan jeg dælme godt forstå at danske (sårbare, for det er man når man lige har født, uanset hvor man kommer fra) mødre har svært ved at sætte grænser. Når man bliver mødt af sådan en omgang galde. Fra mødre! MØDRE? Vores medsøstre. Dem vi burde kunne ty til når tingene er svære.Hvad sker der? Er vi så caught up i vores egen kvindefrigørelse, at vi ikke kan finde medfølelse og forståelse frem længere? Det er sjældent jeg skriver disse ord, men de mødre skulle kraftedme skamme sig! Jeg tror jeg skal til at være lidt mindre pæne-Lis. Måske har hun fået lov at snige sig med ind i mor-rollen. På min Facebook er jeg ikke bleg for at blokere folk der ikke kan tale pænt til hinanden, jeg tror bare jeg har glemt at overføre den samme ordstyrer til bloggen. For også her forventer jeg en ordentlig tone når du træder ind i min dagligstue. Jeg er ikke ekstrabladet. Jeg er en helt almindelig mor med helt almindelige problemer som alle andre.I går så jeg (mens jeg gik rundt med en halvsovende hulkende baby på armen) en TED-Talk om online shaming. Og manden havde en god pointe. Engang var de sociale medier et sted hvor vi kunne ”get the bad guys”. Hvis en avis havde udtalt sig for racistisk, en politiker havde klokket i det, eller en stor virksomhed havde handlet uetisk, så kunne os stemmeløse små mennesker bruge vores lille stemme til at få fat om nosserne på dem. Sådan er det ikke længere. I dag er der kommet en tendens til at være helt absurd modbydelige mod vores medmennesker. Mod almindelige mennesker der ikke har en marketing-afdeling eller en pressechef til at hjælpe med at håndtere når vi bliver shamet (i større eller mindre grad). Hvad er det for en mærkelig tendens? Og hvad i alverden er det for et behov vi skal have dækket? Eller keder vi os bare?Det er sjældent jeg får lyst til at stoppe med at dele og skrive, for det er så stor en del af mit liv, men lige med det der barselsindlæg tog jeg mig selv i at tænke ”hvorfor egentlig fortsætte?” – heldigvis varede det kun et sekund, for så væltede det ind med private mails fra mødre over hele landet (og en enkelt Norsk kvinde, da indlægget også ramte de norske medier), der takkede mig for at jeg havde skrevet det. Og så stiger min motivation gange 100.Det jeg er stresset over, er ikke Emma Jo. Det jeg er stresset over, er folk. Og mest af alt min manglende evne til at sige fra. Men den skal bare lige støves af. For den er her. Og min stress i dag, er blot med til at jeg skriver dette indlæg, som er med til at jeg ser langt klarere.Der er så få mennesker der bare lytter her i verden. Og jeg trænger egentlig bare til at blive lyttet til, uden at blive fikset, eller uden ”Har du prøvet det og det og det og det”. Jeg ved at jeg gør mit absolut bedste, det er bare tanker der hober sig op i mit hoved. Og de skal bare ud et sted. Så da jeg læste alle de multikærlige beskeder fra hele mit elskede Facebook-univers i går, så begyndte jeg at græde. Der hvor ikke kun tårerne får lov at passere. Jeg hulkede lige ned i min rødvin. Af lettelse. Jeg følte mig bare lyttet til, og det var så dejligt og befriende.De sociale medier kan så mange dejlige ting, når vi tør give slip på perfektheden, og ikke længere holder fast i at det skal se ud på en bestemt måde. Jeg ELSKER mit facebook-land. Jeg elsker hvert eneste menneske der følger med derinde, også dem der aldrig skriver, liker eller kommenterer. For mig er de sociale medier lige så rigtig en verden, som den verden vi lever i herude i virkeligheden. Eller IRL, som det hedder. Derfor bekymrer det mig at vi, helt almindelige mennesker, kan være så grufulde mod hinanden i vores retorik. Og samtidig glæder det mig at se hvor meget kærlighed der findes på de sociale medier, i hvert fald omkring mig.Så det vil jeg bare sige kæmpestor tak for.Hav en dejlig dag,Anne