Hold så kæft med de kurver!
Det der engang var guidelines er nu blevet noget i nærheden af lov og facit'er. Jeg kan simpelthen ikke tage det. Det varer ikke længe før vi mener, at vi ud fra en blodprøve taget 7,5 minutter efter fødslen, kan regne ud om et barn bliver ingeniør eller linedanserinde. Man kan i hvert fald helt sikkert finde en professor af en art, der kan diske op med en eller anden graf over hvor stor sandsynlighed der er for om den 7,5 minut gamle baby stemmer venstre eller ej.
I går havde jeg besøg af min sundhedsplejerske. Og tag ikke fejl, jeg er vildt glad for Susanne, jeg synes hun er skidedygtig og jeg nyder hendes besøg og råd og hjælp. Hun er ret cool. Emma Jo bliver målt og vejet (ligesom hun gjorde ved lægen for knap 14 dage siden), og både lægen og Susanne holder øje med om Emma Jo følger sin kurve. Det gør hun det ene sted og ikke det andet.
Skema-allergier
Nu er jeg selv temmelig allergisk overfor folk der tror de kan bruge skemaer og modeller til at regne mennesker ud med - især menneskers fremtid og chancer for et eller andet. Måske fordi jeg selv blev regnet ud til ikke at blive til ret meget, baseret på min baggrund og min manglende evne til at lære kemi og matematik i folkeskolen. Og så var jeg et genert (bange) og indelukket (såret) barn. Børn der er bange lukker ned for indlæringen. Men det stod der ikke noget om i noget skema, så det tog man sig ikke af i den skole hvor jeg gik. Til gengæld blev jeg i 10. klasse placeret overfor en studievejleder med sådan en smart computerprogram der hed "Spor", som kunne regne ud (spore) hvad jeg kunne blive til. Jeg skulle svare på 40 spørgsmål, og så printede den en liste ud med de 7 ting jeg kunne blive:
Journalist
Pædagog
Mekaniker
Gartner (anlægsgartner)
Sygeplejerske
og to andre jeg ikke kunne huske.
Aldrig har jeg følt mig så uduelig, som da jeg forlod hendes kontor med min drømmeløse liste over min fremtid. Ikke at man ikke kan leve sine drømme når man er gartner eller pædagog, for det ved jeg der er mange der gør (og det er sejt!), men det var ikke mine drømme.
Men nu starter det altså allerede ved fødslen. Nu skal vi følge en bestemt vægtkurve og en bestemt højde-kurve, ellers er der noget galt med os, og så skal vi fixes. OP i røven med de kurver! Nu skal vi simpelthen til at holde op. Vi skal tilbage til lidt sund fornuft i stedet for det vrøvl.
Alarm alarm!
Min veninde havde fået at vide at hendes datter var for lille og vejede for lidt i forhold til kurven på skærmen. Så nu var der altså noget helt galt med et helt normalt og velfungerende barn, fordi en eller anden lortekurve på en ikke særlig opdateret computerskærm, den fortæller at barnet foran lægen skal veje 300 gram mere på dag 56 efter fødslen? Nu må det simpelthen holde op! Min veninde blev ked af det, fordi der blev talt om hendes datter som om der var noget galt med hende. Og nu skulle hun holdes øje med. Ekstra øje med. Ord ord som "skride ind" og "følge kurven" blev nævnt. Om et supervelfungerende barn. Hvad sker der med os?
Og der hvor filmen går fuldstændig i opløsning for mig, er der hvor jeg opdager at lægen og sundhedsplejersken ikke følger den samme kurve. I hvert fald ikke i følge min sundhedsplejerske. Så ud over at være forkert, så bliver man også skizofren, fordi man på den ene kurve er i orden og den anden kurve er forkert. Der er simpelthen noget galt med det her system. If it ain't broken, dont fix it - det gælder altså også børn! Og Emma Jo afviger en lille mikro-my fra sin ene kurve hos den ene instans, så nu skal hun under ekstra observation. Jeg ved man gør det for at holde øje og for at sikre at der ikke er noget galt. Men jeg ved der ikke er noget som helst galt med Emma Jo. Hun er bare lang og slank. Men hun har de fineste deller, og det har man altså ikke hvis man er i nærheden af at være undervægtig. Jøsses. Men fordi jeg er mor, og dermed bange for at der skal ske min datter noget 24/7 (hep hep bekymringernes verden), så siger jeg ja, og så kan jeg bruge unødig krudt på at spekulere på noget der er fløjtende ligegyldigt.
Og alt dette brok fik mig til at tænke på denne inspirerende historie om en danser. Heldigvis er hun fra tiden før ADHD blev opfundet, ellers havde hun nok ikke været hvor hun er i dag. Jeg elsker elsker elsker den historie! Og jeg elsker Sir Ken Robinson, han er en klog mand!
Russer-koen
Da min datter var to dage gammel, og jeg befandt mig i et sygeplejerske-helvede på afdelingen for komplicerede fødsler, mødte jeg russeren, hende der efterfølgende er blevet ansigtet på min dårlige samvittighed overfor Emma Jo.
Min datter var to dage gammel, og skreg og skreg og skreg, muligvis fordi hun ikke blev mæt af min råmælk. Russeren kommer ind i stuen, og jeg føler mig allerede som verdens mest elendige mor (på morfin og uden søvn på andet døgn) fordi jeg ikke kan give mit barn næring. Russeren har naturligvis en holdning til min datter, ligesom de 15 andre sygeplejersker og jordemødre vi har mødt indenfor de sidste 48 timer (og holdningerne er meget sjældent ens, hvilket jo slet slet slet ikke er forvirrende for en nybagt mor på stoffer!). Hun begynder straks at prædike om modermælkserstatning, og da jeg har en indre urtekusse boende i mig, og har brug for bare en lille smule information før jeg hælder et eller andet stads i min datters skrøbelige mave, er jeg nødt til lige at høre hvilke konsekvenser modermælkserstatning har for mit barn på sigt, når vi introducerer det inden amningen er etableret og mælken er løbet til? Overskud alligevel, når man er så træt efter så langt et fødselsforløb. Og jeg citerer ordret:
"Anne, nu skal du lære, at når man er blevet mor, så er det vigtigt at man sætter sit barn først og ikke sine egne principper". Hun kunne lige så godt have taget en harpun og have skudt mit hjerte ud på klods hold. Splat, det er klamt at blive ramt! Det endte med at jeg måtte få min mor og min veninde til at mandsopdække hende, og koste hende ud fra stuen, ellers ville jeg ikke tage ansvar for eventuelle personskader på hende.
Vi skal holde kæft med de kurver, og så skal vi starte med at kigge på om barnet egentlig ser sundt og raskt ud. Hvis ikke, så synes jeg kurver og grafer og tegninger og ligninger er en fremragende idé. Men i vores iver på at regne alting ud på forhånd, har vi glemt at man faktisk kan se ret meget, hvis blot man lige kigger på barnet. Ligesom vejret. Hvis man lige stikker hovedet ud ad vinduet er det ret simpelt at få øje på om solen skinner. Og derfor:
Jeg har talt. Og Einstein.