Ammehelvede og det der med at indtage rollen som løvemor

Ammehelvede og det der med at indtage rollen som løvemor

Faktisk ved jeg godt selv hvad problemet er. Nu, altså. Men nogen gange skal man råbe HJÆÆÆÆLP og give plads til frustrationen, og når man har grædt lidt, snottet lidt og trukket vejret lidt dybere end man plejer, så finder man virkelig ofte ud af, at man har (mange af) svarene selv.

2 disclaimers inden vi starter:

1. Lad være med at læse dette indlæg hvis du er gravid, der er TUSIND måder amning kan foregå på, dette er blot min erfaring, og den er KUN rigtig for mig.

2. Husk nu lige på at dette er min blog og min sandhed, og den gælder kun for mig. Det er superfedt hvis andre bliver inspirerede af det jeg skriver, men knap så fedt når folk bliver møg-provokerede, og oven i købet mener at det er min skyld. Alt hvad du læser og føler er altså dit eget shit, tag venligst ansvar for det selv.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne dele mit ammehelvede med dig. Men også min løsning og min "amme-himmel" om man så må sige.

Råb om hjælp

I går råbte jeg efter hjælp på Facebook. Mest fordi alle de billeder jeg ser af amning, er harmoniske fredfyldte billeder af mødre og børn, og ingen af dem skriger deres lunger ud eller har tårer der nærmest står i stråler ud fra øjenkrogene. Det er sådan mit billede af amning ser ud. Fredfyldt, harmonisk, lækkert, roligt, symbiose-agtigt. Prøv bare at google og se hvad der sker (se her).

Amning hjemme i min lejlighed ser sådan her ud: Min datter der skriger, og bokser på brystet som om det er et monster der kommer for at æde hende. Mig der prøver at bevare roen, prøver IKKE at flippe ud på hende fordi hun for hel** da ikke gider tage det fucking bryst i munden. Mine bryster der er ved at revne fordi jeg har så forbandet meget mælk i dem. Jeg får så ubeskrivelig dårlig samvittighed over at blive vred på min lille baby, men jeg ender af og til med at blive det (også selvom du ALDRIG i dit liv har været det, og fordømmer alle mødre der kunne drømme om det!), fordi jeg synes det hele bliver serveret for hende på et sølvfad, og så vil hun ikke tage imod det. Jeg føler mig sindssyg afvist og så kører møllen: jeg er ikke god nok som mor, min baby fortjener bedre og så videre og så videre. Og så den dårlige samvittighed.

 

Amme-yes!

Faktum er at amningen faktisk fungerer ret godt. Min baby har en virkelig kraftfuld sutteteknik, og det har hun haft siden det sekund hun blev lagt til brystet første gang. Hun spiser stort set hver nat (mens hun sover), og de fleste dage op ad dagen. Problemet er næsten udelukkende om aftenen, hvor hun ikke vil spise, og jeg ikke forstår noget som helst, fordi der kommer masser af mælk ud når jeg bruger brystpumpen. Jeg kender godt årsagen. Noget med overtræthed, mælken der løber langsommere om aftenen og baby der er fuld af indtryk og lukker ned. De fleste babyer græder lidt om aftenen siger de kloge.

It's all in your head

Så nej, jeg har hverken for lidt mælk, sår på brystvorterne, brystbetændelse, ondt nogen steder eller noget i den retning. Jeg har bare sat min "mor-barriere" så latterligt højt, at fungerer amningen ikke en enkelt dag, så er jeg uduelig og en dårlig mor. Så selvom det er "rich/white-people-problems" eller luksusproblemer, som man kalder det, så fylder det altså ikke mindre hos mig af den grund. Jeg bliver røv-ked-af-det.

Og så er der lige en anden ting...

Jeg skal turde være løvemor. Du ved, sådan en der er klar til at æde dem der kommer for tæt på mor og unge. Jeg har haft svært ved at træde i karaktér og sige "nu er mit barn altså overstimuleret, nu skal I allesammen gå jeres vej". Jeg har også haft svært ved at sige "pænt nej tal til det du siger der" når folk har ville vade ind over mine grænser mens jeg prøver at finde ud af hvad Emma Jo prøver at fortælle mig. I går, efter at have læst ca. 50 velmenende råd (der bare ikke rigtig havde noget med min situation at gøre), gik det op for mig, at det er dér problemet ligger. Lige nu. I dag i hvert fald, i morgen kan det være noget nyt igen. Men lige nu er min udfordring at jeg gør mig selv forkert fordi jeg rent faktisk prøver at lære min datters signaler at kende. Som om jeg ikke synes jeg kan tillade mig det.

Det tager tid at finde ud af hvad hun siger. Det kræver at jeg lytter til hende. Det kræver at jeg kigger på hende - også selvom det betyder at hun så må græde 4 minutter længere, end hvis jeg hastede hen efter sutten eller et eller andet andet. Det tager tid, det tager de 4 hed'er:

Tålmodighed

Kærlighed

Vedholdenhed

Ihærdighed

(og sikkert en hel masse andre hed'er, men disse 4 år står på mit blackboard herhjemme for at minde mig om det. Alligevel er det lykkes mig at glemme det igen).

Løvemor in action

Jeg skal lære at det er okay at jeg kommer til at hvæse af folk når mine grænser bliver overtrådt. I stedet for at bide det i mig for ikke at lave en scene. Men for dælen det er svært, og det må være et skridt ad gangen. Nu har jeg sagt det højt til de mennesker jeg har tættest på mig. Jeg ved i mit hjerte at de altid har verdens bedste intentioner, men det ændrer ikke på at jeg kun er en 8 uger gammel mor med en 8 uger gammel baby, og alt er stadig nyt. Jeg skal have MASSER af tid og masser af tålmodighed til at lære min datter at kende. Jeg hader også når hun græder, men når jeg af og til lader hende græde et par minutter længere før jeg handler, så er det fordi jeg elsker hende så højt, at jeg hellere bider smerten i mig, og giver hende lidt ekstra tid, for at finde ud at hvad det egentlig er hun siger. Jeg er sikker på det kommer til at gavne os på den lange bane. Og jeg er sikker på at det er en af de ting hun ikke vil hade mig for når jeg bliver teenager. Om hun græder 24 minutter eller 28 minutter kan hun ikke huske forskel på. 

Så det er det der er "problemet". Jeg skal træde i karaktér som løvemor, jeg skal geare ned og installere ro. Jeg skal tage time-outs hvor jeg lukker verden ude og starter forfra med amningen hver gang jeg kan mærke det er ved at køre ud på et sidespor igen, og jeg bliver bange og ulykkelig, for det gør jeg. Jeg har så meget mælk og jeg vil så gerne amme mit barn. Jeg ved godt en god mor ikke sider i brysterne, hun sidder i hjertet. Derfor vil jeg gerne amme mit barn alligevel.

Bemærk venligst at jeg ikke beder om dit råd til hvad jeg skal gøre. Jeg har selv svaret, og lige nu er det rigtigt for mig. Til gengæld lover jeg dig at jeg siger til så snart jeg har brug for et godt råd til amningen.

Til gengæld vil jeg rigtig gerne høre om din oplevelse med amning, især fordi jeg ved at hver eneste oplevelse med amning er unik, derfor ville det være fantastisk at læse en masse forskellige historier i kommentarfeltet. Hvis du vil dele altså <3

Husk nu, i kommentarfeltet, at dette er et pisse-sårbart emne. Også når du kommenterer andres opslag. SÅ når du f.eks skriver "alle kan amme", så får du lige trådt på alle dem der har oplevet ikke at kunne. Just saying. Det er her, på denne blog, at vi kan vise hinanden lidt med-mor-kærlighed, også selvom her er mødre der har oplevet det hele helt anderledes end vi selv har. Yes?

Tak fordi du lyttede i dag <3 Det her er hårdt at skrive om og være i. Jeg tror kun man ved det hvis man selv har været der. Amning kan være helt fantastisk og samtidig knuse dit moderhjerte. Eller ikke dit. Mit. Jeg kan kun tale for mig selv. Farvel ammehelvede hello lionmom!

Credits: Kæmpe tak til Richie for at lægge alt vasketøjet sammen for at jeg kunne få lov at skrive denne blog i dag) <3