Mor og baby: Vores første uoverensstemmelse

Mor og baby: Vores første uoverensstemmelse

I dag er første dag hvor jeg virkelig kan se hvor kæmpestore bryster man får som nybagt mor. OMG! Og kæmpe tak fordi du har taget så godt imod Emma Jo's far Richie, det glæder os alle tre.

Nå, det var slet ikke det jeg ville fortælle om. I dag fylder Emma Jo 1 måned. Vi har holdt minifødselsdag herhjemme, med kage og saftevand (og flødebollen der blev brændt), og det har været rigtig hyggeligt.

Det har været et par hårde døgn. Fordi Emma Jo har haft en del mabekneb, har vi med stor succes givet hende hjemmelavet sukkervand (øko rørsukker blandet op i Kamille-the), som smertelindring og knock-out hvis hun er blevet for overtræt, og bare har skreget. Vi har både fået det anbefalet af sundhedsplejersken og af Kranio sakral Trine. Det er gået forrygende, ja altså lige indtil det så ikke gik så forrygende længere. 

Sukkervandet fra himlen og fra helvede

De sidste to dag har sukkervandet været det eneste der virkede på Emma Jo, og i takt med at hun fik mere sukkervand, faldt hendes lyst til at blive ammet og hun sov pludselig ikke ret længe ad gangen mere. Det har resulteret i at jeg har sovet ca 3 timer pr døgn de sidste to døgn (mest fordi jeg har svært ved at sove om dagen, og om natten sover EJ ikke så meget).

Jeg blev bekymret i går, fordi jeg kunne mærke at vi var ude på et sukkervands-mæssigt sidespor, men jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Efter endnu en nat uden søvn, fik vi hende, med hjælp fra sukkervandet igen, endelig til at sove henover middag. Da hun vågnede igen to timer senere (og fødselsdagsfesten var forbi), vågnede hun i et skrig. Jeg lagde hende til brystet, og hun reagerede på samme måde, som hun ville have reageret hvis jeg havde stukket en kæp eller en avis i munden på hende. Brystet virkede pludselig som noget fra det ydre rum, og jeg kunne med det samme mærke at der var noget galt. Så prøvede jeg at skifte hende, hun falder altid til ro når hun bliver skiftet. Heller ikke et bleskifte hjalp på gråden. Og det var tydeligt at det var sultegråd.

Fandme nej!

Først blev jeg ked af det, fordi jeg følte at jeg selv har smadret alt hvad der hedder god amning, og måske kan min datter nu aldrig spise fra brystet igen? (ja ja I know, men sådan havde jeg det) Men så kom der en ny fandenivoldskhed frem i mig, som jeg endnu ikke har haft æren af at opleve i rollen som mor: "NEJ FANDME NEJ! (jeg sagde det ikke, jeg følte det bare indeni - og styrken der følger med) Det her det stopper lige nu! Nu får du et bryst i munden min skat, der er ikke mere sukkervand, du må lære at elske brystet igen, for det er den næring der er bedst for dig, og så må du græde indtil du ikke kan andet end at tage det bryst. Punktum!" 

Emma Jo græd et par minutter mere, og så tog hun brystet, og vupti, så føltes alting godt igen. Hun spiste i 40 minutter, hvor hun de sidste to dage kun har spist 8 minutter og 4 minutter og 11 minutter ad gangen, og hun har nu sovet igennem lige siden. 

AHHHHH! SÅDAN! Det føles vildt godt og det føles vildt rigtigt. Og jeg gider ikke skyldsplacere eller køre "jamen I gav hende jo selv sukkervandet" hetz på mig selv, for vi gjorde det bedste vi kunne, og vi kendte ikke konsekvensen før vi stod med den i hånden, og måtte træffe en ny slags beslutning. Og om tre dage skal vi sikkert forholde os til endnu et scenario og endnu en virkelighed. "Nej fandme nej'et" blev til i kærlighed til min datter (og hendes sundhed), og det føles ret godt (nu) at have mærket en tydelig grænse for hvad jeg ville være med til, også selvom det måske betyder mere gråd.

Men ja. Så kom den. Den første "mor hæver lige stemmen", uden at der på nogen måde blev råbt eller skreget, det hele skete indeni mig, og ked-af-det-hed blev bare til ukuelighed og "hertil og ikke længere, fordi jeg siger det, punktum."

Så fik jeg også prøvet det.

Hav en dejlig mandag. Jeg tror jeg skal prøve det der søvn alle snakker om skulle være så godt :)

Tillykke med din første måned min skat, vi gør det fandme godt, dig og mig og far!