En slags breaking: Mød Emma Jo's far (Mr. Daddy)

En slags breaking: Mød Emma Jo's far

Han har indtil videre holdt sig godt og grundigt ude af rampelyset, pressen og de sociale medier. Og da vores gravid-historie ramte de fleste medier sidste år, insisterede TV2 Lorry på at få bekræftet faderens identitet, for ellers var de simpelthen bekymrede for at historien var et medie-stunt, fordi den var så utrolig. Jeg gav dem lov til at tjekke faderen, hvis de lovede ikke at afsløre hans identitet. Det lovede de, og det løfte holdt de. Se indslaget her

Jeg har ikke haft noget behov for at dele hvem faderen er, da det i mit blogunivers overhovedet ikke er vigtigt, og på ingen måde vedrører andre end Emma Jo og mig. Men efter at han har vænnet sig lidt til mit univers (og har set hvor kærlige og omfavnende folk på mine platforme er), og har fulgt lidt med på sidelinjen, har han sagt "altså du må gerne vise et billede af mig på bloggen, hvis du vil, det er ok" - og det slipper han selvfølgelig ikke godt fra at have sagt (muahahahaha!!). Jeg ved der er mange der er nysgerrige, og der er sikkert også mange der er røv-ligeglade. Halleluja til begge lejre. 

Hej far!

En af grundene til at jeg vælger at fortælle om Richie (som faderen hedder), er at jeg også gerne vil fortælle lidt om det der med at være en alternativ familieform, og det kæver at jeg fortæller lidt om ham. Ingen bliver udleveret, hverken ham eller jeg, det er bare vigtigt (for mig) at fortælle historien om hvordan DÆLEN man får det til at fungere, når man har skabt en alternativ familieform (overbo og underbo får barn sammen og er ikke kærester, og det var ikke lige planlagt). For jeg vidste det nemlig ikke. Richie vidste det heller ikke. Vi har begge to haft følelser i klemme, begge to været røv-forvirrede og har ønsket den anden hen hvor peberet gror, vi har begge været vrede og skuffede og følt os... alle følelser tror jeg, og vi har været mega-frustrede over hinanden, situationen og hvor skal det her dog ikke ende. Jeg har haft lukket Richie totalt ude, og han har kæmpet sig tilbage igen. Det har været alt andet end nemt for nogen af os.

Det har ikke kun været dårligt, der har også været gode oplevelser, men kort efter fødslen vendte det hele, fordi vi begge to gjorde noget andet end det vi plejede, og siden da kører det helt fantastisk. Vi er alle tre sammen flere timer om dagen, og alt det jeg havde drømt om skulle være fantastisk ved at have en far til mit barn, der bor lige nedenunder, det ER blevet fantastisk, og det er blevet virkelighed. Vi har bare begge to skulle kæmpe en del for at nå derhen. 

Livet skal leves forfra og forstårs bagfra.

Der er så mange "lessons learned" for os begge to det seneste år, under graviditeten og under fødslen og efter, og det er nogle af dem jeg vil dele med dig. Der fulgte ikke en folder med ud da Emma Jo blev født. Kommunen havde ikke nogen "hvordan har man et barn sammen når man ikke er kærester/gift og barnet ikke var planlagt?" eller "hvor tit skal man ses, hvordan kan man inkludere barnets far i starten, HVORDAN GØR MAN HVAD ER OPSKIFTEN???"... Jeg har prøvet at google, og jeg fandt intet facit. Men så kom jeg i tanke om denne kommentar under en madpakkedebat:

At træde sin egen sti

For når man møder sin underbo tilfældigt ved Trianglen, og ender med at få en baby sammen, så er der ikke ret mange svar. Der er ikke nogen "staten anbefaler en deleordning...", og et eller andet sted, Gud ske tak og lov for det, for så lever vi trods alt stadig i et land, hvor vi skal tænke lidt selv, og selv mærke efter hvad dælen der egentlig fungerer for os. Jeg havde simpelthen bare glemt at den mulighed var der, og jeg er temmelig taknemmelig for at jeg nåede at komme i tanke om den, inden jeg ringede til kommunen for at finde et svar (jeg nok alligevel ikke havde brudt mig om). Så selvom jeg har haft dage (måske måneder) hvor jeg har ønsket at nogen kom og fortalte mig hvordan vi skulle være forældre for Emma Jo, hvordan? Hvor tit? Hvor meget? På hvilken måde? Så er jeg sindssyg glad for at der (endnu) ikke er lovgivet om hvordan man gør, når man ikke er kærester og man gerne vil være de bedste forældre i verden.

Heldigvis har vi begge to den fordel med i bagagen, at vi ved hvordan det føles at være i klemme som barn. Da vi tog på statsforvaltningen sammen, for at få lavet fælles forældremyndighed, sagde sagsbehandleren noget i retningen af "og hvis I nogensinde vover at bruge jeres datter mod hinanden.... hvis I vidste hvad vi er vidner til hernede...!". Mere behøvede han ikke at sige, vi ved begge to, i hver eneste celle i kroppen, hvordan det føles at være fanget i andres konflikter. Som barn kan du ikke vælge det fra. Så det har været vores, måske eneste, udgangspunkt for den måde vi vil være forældre på. Emma Jo skal ikke fanges i at vi ikke kan finde ud af det som mor og far, det er simpelthen ikke en mulighed i vores konstellation.

Når man ikke selv kan se lorten på sit hovede

Helt inderst inde tror jeg på at vi kun får de udfordringer vi er klar til at deale med (jaja coach-snak, ka' du være med det?). Og selvom det har været virkelig hårdt for os begge to at finde et fælles ståsted, så har jeg hele tiden vidst at jeg har noget (MEGET) at lære her, og at det er på tide jeg også bliver lidt voksen (meget) på nogle områder. Alle mine gamle mønstre kom op under min graviditet, og jeg vidste, at jeg ikke kunne se det jeg skulle se alene, jeg var nødt til at have hjælp udefra. Så jeg bookede Erla, min psykolog. Her har jeg fået lov til at brokke mig og sige alle de grimme ting jeg ikke har turdet sige andre steder. For jeg syntes virkelig Richie var en klaphat, men jeg syntes også jeg selv var det. Jeg ville sådan ønske at jeg ikke var som jeg var, og gjorde som jeg gjorde... blandt andet at lukke ham ude. Men jeg kunne ikke andet, og jeg var nødt til at forstå hvorfor, før jeg kunne lave det om.

Så selvom jeg ikke kommer nærmere ind på mine lesson learned i dette blogindlæg (men det kommer, vær tålmodig med mig og min ammehjerne), så vil jeg stadig, i dette blogindlæg, fejre at vi har fået det til at fungere. 9 måneders frustration (næsten) kulminerede i et skænderi hvor vi begge to var nødt til at give slip på en hel masse ting, for at kunne gøre plads til noget nyt og bedre. Kønt var det ikke, men det var præcis det der skulle til for at vi kunne møde og finde hinanden på ny.

Nogen gange er vrede den eneste nøgle der kan åbne en låst dør. Det var det for os. Vi tillod os at være alt det vi ikke havde turdet stå ved, hverken overfor os selv eller overfor hinanden. Og så græd vi lidt. Eller. Richie græd ikke selvfølgelig (hø hø :D) det var kun mig. Og så skete der noget nyt fordi noget gammelt var brudt ned, og siden den dag har det hele fungeret bedre end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig selv.

Støtte, frihed og grøntsagsjuice

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er en lidt sær fisk, og jeg går meget op i at finde min egen vej her i livet. Jeg har et eller andet sted altid vidst at jeg aldrig ville ende med villa, Volvo og vovse i Vallensbæk, for det er slet ikke mig og min måde at leve på (men for pokker hvor ville jeg af og til ønske jeg kunne). Derfor er det så vildt for mig at opleve at jeg er blevet beriget med mere end jeg nogensinde turde drømme om i én og samme pakke: verdens smukkeste datter, verdens sejeste far til min datter, min frihed, opbakning, plads til at være den jeg er, en konstellation der er bedre end jeg kunne have regnet ud selv (mega godt designet, Gud! Tak).... Og grøntsagsjuice hver dag. Richie bor jo lige nedenunder, så jeg kan sms'e ham "hey, kommer du ikke op og går lidt med Emma Jo?" - hvis det passer og han er hjemme, så kommer han op, og nyder at være sammen med hende, mens jeg kan tage et langt bad, lave pige-ting eller blogge. Win-win. 

Fra at have et skema over hvornår vi skal ses (jeg skal nok blogge om hvorfor skemaet var starten på alt det gode der er sket siden), har vi nu et godt flow hvor vi ses flere timer hver dag, og hvor det føles fantastisk, fordi vi begge to (alle tre) får win win ud af det. Emma Jo får to forældre i overskud til hende (selvom det er med ammehjerne og morgenhår), jeg får alene-tid og Richie får en masse Emma Jo-tid og træning sammen med sin datter. How cool is that? Og så har vi det sjovt og nyder at hænge ud. 

Du finder bare selv ud, og luk døren efter dig

Og og og... det er virkelig dejligt at skrive om, for jeg er simpelthen så glad, og selvom jeg vidste vi nok skulle finde ud af det, så havde jeg aldrig forestillet mig at det ville blive sådan her. Jeg har LYST til at Emma Jo skal holde jul med os begge to, jeg har LYST til at Richie skal med ned til min familie, jeg har LYST til at han skal være en del af det hele uanset hvordan og hvorledes vores liv arter sig.

Jamen hvad så hvis en af jer får en kæreste på et tidspunkt?

Det er meget simpelt, og jeg kan naturligvis kun svare for mig selv, men så må den kæreste lære at elske, at Emma Jo og hendes far har så tæt et forhold, og at Richie er en del af familien, og skal med til alt det han overhovedet har lyst til. Og hvis man som min partner ikke kan accepetere det, så har man ikke fortjent den plads, for så er der en kæmpe del af mig og mit liv man ikke kan acceptere. End of story. Det er ikke anderledes end at hvis en kæreste ikke har kunnet lide mine forældre eller mine søskende, så stopper legen lige dér, for min familie betyder så meget for mig at man er nødt til at elske dem med også, ellers må man forlade festen før tid og lukke døren pænt efter sig.

Åh, jeg er ikke sikker på hvor meget sammenhæng der er i denne blog i dag, men den er i hvert fald skrevet frit fra hjertet. Der kommer mere om det der med at finde en vej igennem det hele, især når nu man skal træde sin egen sti selv. Og ja, når man træder sin egen sti, så er der torne og huller i vejen og sten og ting man kan komme til skade på... sådan er det når man går der hvor ingen har gået før. Men det er også der magien bor, det er der man kan se ting ingen har set før, fordi det hele står uberørt hen.

"What if I fall?

Yeah but honey, what if you fly?"

Jeg har ingen svar for andre end os selv... og ikke engang her har jeg ret mange svar. Men jeg ved at vi har fået et fælles stå-sted, og at jeg virkelig nyder al den tid vi har sammen og al den støtte og respekt og sjov og forståelse der er flyttet ind i vores lille mærkelige familiekonstellation.

Velkommen på bloggen Mr. Dadster, håber du bliver taget godt imod :)