Jeg er hende jeg gerne ville være

Jeg er hende jeg gerne ville være

Lige en advarsel. Dette indlæg indeholder en del selvfedme. Bare hvis nu du har en af de der dage hvor du synes alle andres facebook-liv ser federe ud end dit, så skal du måske ikke læse videre her i dag. Eller måske skal du netop læse i dag, for det handler om noget meget federe end perfektion. Det handler om u-perfektion og at elske det man har.

Århus tiden

Hjem til Århus

For 13 år siden (ish... who's counting?) boede jeg i Århus. Jeg levede et liv i skyggen af mig selv, jeg drak mig til mod og kickassness i weekenderne. Og torsdag og nogen gange mandag. Når jeg gik til bageren, som lå 300 meter fra min lejlighed, var jeg nødt til at tage make-up på og mit dyreste tøj, for bare at føle mig i nærheden af okay. Alligevel var jeg stensikker på at når nogen kiggede på mig, så kiggede de på mig fordi jeg var så ækel og grim, at det vakte opmærksomhed. Når jeg talte med andre, kunne jeg nogen gange komme helt i tvivl om jeg overhovedet fandtes, om jeg var en del af samtalen, eller om de andre overhovedet kunne se mig. Jeg følte mig usynlig og gennemsigtig og hul.

I morges stod jeg op efter at have sovet en hel nat. Emma Jo sov stadig. Jeg fik et bad, og udover et raserianfald på kommunen/systemet (don't get me started - det er en hel blog for sig selv), har jeg haft en fantastisk dag, med barselsbesøg og ro og glæde og lidt overskud.

Jeg elsker mit liv. Og mit liv er ikke perfekt. Jeg står i Ribers fordi jeg mistede min lejlighed på tvangsauktion under finanskrisen, og har en gæld på halvanden million. Der er mennesker jeg er uvenner med, gode venner jeg har mistet, familiemedlemmer jeg ikke ser ret meget, folk der hader mig (dem er der en del af), som aldrig har mødt mig, men kun har mødt internetdelen af mig/mit liv. Jeg ejer ikke noget. Men jeg er lykkelig alligevel.

Jeg er hende jeg gerne ville være (inkl tårerne)

Hende jeg altid har drømt om at blive, hende er jeg blevet. Og faktisk har jeg været hende hele tiden, jeg har bare været lidt sløv i betrækket når det kom til at opdage det. Jeg tvivler på mig selv ligesom alle andre gør, og samtidig har jeg brugt hele mit liv på at lære at lytte til min intuition, lære at have tillid til livet, lære at tro på kærlighed og gode intentioner. Jeg er virkelig glad for at være mig. NØJ hvor gad jeg godt at jeg kunne håndtere nogle ting anderledes nogen gange. At jeg var bedre nogen gange. At jeg kunne mere nogen gange. Men efter at have forsøgt at stræbe efter alt det rigtige, alt det perfekte og alt det fejlfrie, har jeg fundet ud af at det overhovedet ikke er der lykken bor. Ikke for mig.

Jeg har en masse mål i livet, og dem går jeg efter. Det er mest fordi jeg gerne vil have levet et eventyrligt liv når jeg bliver 104 og stiller træskoene. Jeg vil have været både rig og fattig, jeg vil have elsket, jeg vil have taget chancer, jeg vil have været for meget og for lidt, jeg vil have forandret noget for mig selv, jeg vil have delt mit liv med alle der gad være med, jeg vil have turdet lukke folk ind og jeg vil have risikeret at blive såret. Igen og igen og igen og igen og igen.  Og skuffet. Folk siger "tænk nu hvis du bliver skuffet, Anne?"... "Tænk nu hvis du planlægger en hjemmefødsel og bliver skuffet!".... ja? Og hvad så? Er skuffelsen ikke en del af eventyret? Hvordan kan man leve et eventyrligt liv hvis skuffelse, vrede, sårethed, ked af det hed og nederen ikke må være en del af historien?

"What if I fall?"

"Yeah baby, but what if you fly?"

Byg ikke på et fundament du ikke kan lide

Jeg er hende jeg gerne vil være. Og det handler ikke om at jeg "udnytter mit fulde potentiale" - den sætning skal simpelthen snart forbydes og brændes i nyhedsbreve og på coaching-hjemmesider, for hvad fanden er det for noget ævl at skrive? "Så kan du lære at udnytte dit fulde potentiale Betina", armmen hold nu op. Hvad betyder det? At vi skal være en endnu bedre udgave af det vi er i forvejen (som vi ikke gider udforske eller lære at elske?). Du bygger heller ikke et stort flot hus på et fundament fyldt med revner og mørke huller i. Ingen kender til nogens fulde potentiale, ingen ved hvad det er, ingen finder nogensinde ud af det. For mig handler livet om at være lykkelig hver dag. Ikke først når et eller andet er nået.

Det er mit valg hvordan jeg vælger at fortælle en historie

Det er mit valg hvordan jeg vælger at gå til de udfordringer jeg møder (som f.eks en planlagt hjemmefødsel der ender i akut kejsersnit, jeg kan lede efter at det var træls, eller jeg kan vælge at det blev præcis som det skulle være)

Det er mit valg om jeg vælger at lave TADAAA øvelsen om morgenen (se videoen), uanset hvilket humør jeg er i.

God nok

Jeg er god nok som jeg er. Jeg har mine kællige-sider og jeg har mine superfede egenskaber. Nogen gange er mine superfede egenskaber og mine kællige-sider de samme. Men jeg er god nok som jeg er. Min krop er god nok som den er, min måde at gå til livet på er god nok. Jeg er god nok. Jeg behøver ikke bevise noget, og det giver mig frihed.

Misundelse har været min redning. F.eks blev jeg misundelig på Christiane Schaumburg Müller. Jeg ved got jeg kun ser hendes highlighs på instagram, og at jeg viser en del "bag kameraet" på min instagram, så jeg kan aldrig sammenligne. Alligevel blev jeg en dag misundelig. Jeg så et billede af en fin invitation til en fin fest. Teksten på kortet var skrevet med guld. Da jeg havde smæsket mig lidt i misundelse, kiggede jeg nærmere på hvad det egentlig var jeg var så misundelig på. Det var bare kortet. Ikke festen, ikke Christiane, ikke noget som helst andet end kortet. Og så tænkte jeg "jeg kan sgu da bar købe en guld-tusch og nogle fine kort, og vupti, så har jeg det jeg gerne vil have = en fin invitation til noget". Så det gjorde jeg. Jeg fik dem aldrig sendt, for behovet var pludselig ikke så stort da jeg imødekom det.

Af en eller anden grund har disse tanker fyldt mit hovede i dag. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvad de skal eller hvad du skal med dem, eller hvad jeg skal med dem. Nu er det skrevet ned og sendt ud i universet.

Du er god nok som du er, det er du virkelig. 

Fortæl mig gerne hvad du tænker på (medmindre du tænker "selvoptagede blogger-type", så gider jeg faktisk ikke høre det)

<3 Love