Nybagt mor og den lodrette læringskurve, en tak til Danmarks sejeste og kærligste læsere!

Nybagt mor og den lodrette læringskurve, en tak til Danmarks sejeste og kærligste læsere!

WOW! Af hjertet tak for den massive respons jeg har modtaget på mit blogindlæg om utilstrækkeligheden i går. Jeg er så dybt taknemmelig for at have et blogunivers hvor jeg modtager så meget kærlighed fra så mange fantastiske mennesker. Der er så meget negativt man kunne skrive, men alle har skrevet kommentarer i kærlighed, det er virkelig helt unikt. Kæmpe kæmpe tak <3

Jeg har lært en hel ny verden at kende i går. For det første har jeg lært at det at blive mor første gang, for mig, er en lodret indlæringskurve. Der er ingen hældning, det er bare én akse, og den går lodret op i vejret. Det giver mig lidt ro, for så føler jeg mig ikke helt tabt bag en studentervogn (ikke at jeg nogensinde har gennemført gymnasiet anyways... men så er jeg jo på den anden side ikke begrænset af et pensum - sagde Niels Hausagaard).

 

Fra mine læsere til dig

Udover de ærlige beretninger kommentarfeltet er fyldt af, så var der nogle nye måder at gå til "motherhood'ed" på, som jeg ikke selv har tænkt på, men som virkelig giver mening for mig. Her er nogle af dem der allerede har gjort en kæmpe forskel:

Katja skrev at man også skal lade tiden arbejde. Udover hendes virkelig inspirerende indlæg, var der bare nogle rigtig gode sætninger, som blandt andet det med tiden. Det er jeg ikke så god til, jeg er virkelig et utålmodigt menneske der tror på handlekraft, så her er virkelig læring at hente for mig.

Alexandra skrev: "Og sandheden er vel også, at man er utilstrækkelig som overnaturligt overmenneske. Men ikke nødvendigvis som mor". Det gav mig også virkelig god mening, for jeg ved jeg har skyhøje forventninger til mig selv. Jeg skal jo ikke være overnaturligt overmenneske, jeg skal bare være mor.

My skrev: "Dit barn har ikke oplevet andet end det du gør og siger, de kys og den tryghed du giver. Hvad der er godt for DIG er godt for dit barn - hvis du finder roen, har du en glad baby". Hun har ikke andet at sammenligne med, og jeg skal jo bare gøre det bedste jeg kan.

Karina skrev også en fantastisk kommentar, og mindede mig om at man jo ikke er til kørekort eller teoriprøve i motherhood inden man starter. Det mindede mig om noget: "Godt billede med kørekortet. Jeg kan faktisk huske at jeg synes de (politiet og kørelæreren) var fuldstændig for vildt sindssyge ved at lukke mig ud i trafikken allerede. Jeg har et mønster med at gøre mig selv helt urimelig meget dårligere end jeg er, og det mønster er der vist bare prjektør-lys på lige nu. Og jeg ønsker ikke at give det videre til Emma Jo, så jeg er nødt til at lære at finde tilstrækkeligheden i alt det her"

"New mom brain"

Charlotte skrev: "Kære Anne - den bedste mor i verden! Jeg genkender! Det hele! Mærker det hele. (Og min datter er altså lige blevet 11), Det er så fu..... frustrerende at være nybagt mor. Jeg gik rundt og prøvede at regne ud, hvad der var det rigtige at gøre, når jeg ikke kunne afkode min datter. I min new-mom-brain havde jeg nemlig besluttet, at jeg skulle kunne alt efter 14 dage og være perfekt med min baby. Det sled mig op. Så meget, at jeg på et tidspunkt troede, at jeg var landet i en fødselsdepression. Det var jeg ikke. Jeg havde presset mig selv alt for meget, stillet umenneskelige krav til mig selv og troet, at alt var som før jeg fik barn. Den største løgn, heg nogensinde har prøvet at narre mig selv til at tro på!
Vær med dig selv og din vidunderlige baby lige dér, hvor i er lige nu. Du gør lige det, du skal for Emma Jo. Du mærker hende, og hun er verdens heldigste at have den mest fantastiske mor i verden!" - jeg har helt sikkert også sådan en new-mom-brain der lige skal omkodes!

At dele er at leve

I det hele taget er det ubeskriveligt fantastisk at skrive skammen ned og lægge den ud til offentlig skue. Jeg får altid lidt tæsk (det gjorde jeg også i går i nogle kommentarer), men det kan på ingen måde måle sig med al den støtte og opbakning og kærlighed jeg også modtager, og det er ALTID risikoen værd. Jeg vil aldrig bytte ærlighed ud med hverken skam eller stolthed. Aldrig. Om jeg så risikerer at stå alene med min ærlighed i dag, det hr jeg bare aldrig oplevet i alle de år jeg har blogget og delt og skrevet, Altid er jeg blevet mødt af andre der lige præcis ved hvordan det er.

Jeg møder lidt hån og stikpiller, heldigvis ved jeg at de ikke handler om mig, selvom jeg blev ked af et par af kommentarerne i går. Men det er okay, de rammer jo bare noget i mig, som jeg ikke er færdig med at kigge på. Irritationen fortæller mig altid at der er rester der skal revideres og tages hånd om. 

It takes a village...

Min fanastiske dejlige veninde Lone siger "It takes a village to raise a child". Det ved jeg hun har ret i. Jeg kan ikke komme igennem det her uden min familie, uden Emma Jo's fantastiske far, uden mine kloge urtekusse-veninder, uden mit gigantiske og fantastiske netværk og uden hele mit blog og online univers, hvor vi kan dele de svære og dejlige ting, glædes og sende krammere og hjerter til hinanden.

Det her, det er et værdifuldt netværk for mig. Så får man lige et nummer på en ammeekspert, så er der lige 50 kvinder der beskriver hvordan de selv kan genkende hver milimeter af den skam jeg har beskrevet. Der er kæmpe forskel på at få at vide "vi sagde jo det ville blive hårdt!" (i en nedladende belærende tone, tak for det!) og på at læse en indlevende beskrivelse fra en kvinde der virkelig har været der selv. Jeg føler mig så set, hørt og mødt.

Du må gerne græde Emma Jo, så græder jeg med dig

Så lodrette indlæringskurver eller ej, så føler jeg mig slet ikke utilstrækkelig som mor i dag. Og Emma Jo har faktisk grædt og haft ondt i maven. Og så vil jeg afslutte med at gengive den kommentar der virkelig har vendt tingene for mig. Merete, din kommentar, for den minder mig om det jeg altid selv har troet på, at smerte er en del af livet, og når vi kan være med den, bære vores egen rædsel, så kan vi også være med, og bære andres. Derfor må Emma Jo godt græde fra nu af uden at jeg føler mig uduelig. Jeg vil gå med hende ind i hver eneste krampe og fortælle hende at det er helt okay, og at hun bare skal græde. Det er jo hendes eneste sprog, og hun skal have lov til at udtrykke sig alt det hun vil. Imens vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at møde hende i det og prøve at lindre smerten. Men jeg vil ikke "shysse" hende længere, det er ikke fair at lukke den eneste kommunikationsvej hun har. Merete skriver:

"Når jeg møder mennesker med grædende og utrøstelige babyer, så sender jeg dem ofte et medfølende blik. Det kan være afsindigt hårdt, og din følelse af utilstrækkelighed beskriver det meget godt. Jeg tænker aldrig negativt om dem, eller deres evner som mor, for jeg ved at man i sådan en situation altid vil gøre det bedste man kan.
Men der er forskel på hvordan det sker. Nogen trøster barnet med det mål, at de skal falde til ro og ikke skrige mere. Formodentlig nok med omgivelserne i baghovedet, for at "genere" mindst muligt. De tysser stille og siger ord, så omgivelserne kan høre at de gør noget. 
Andre befinder sig i deres egen lille bobbel. De trøster for at vise de er der. De snakker stille til deres baby, og de accepterer at han/hun er ked af det. De ord der bliver sagt er for barnets skyld. Og de er fløjtende ligeglade med deres omgivelser.
Du er sindssyg god til det der med følelser! Hvad sker der hvis du accepterer at du gør alt hvad du kan, og det faktisk er godt nok? Hvad hvis det er ok, at Emma Jo er ked af det? Jeg forstår godt det må være sindssygt hårdt, og der kommer en enorm følelse af afmagt og den der utilstrækkelighed. Men jeg er altså slet ikke i tvivl om, at du gør alt hvad du overhovedet kan for at trøste hende. 
Jeg håber det snart vender <3" - Merete

We try

Det er ikke sikkert jeg kan praktisere det jeg skriver her hver gang, eller hver anden gang, eller hver femte gang, men jeg føler jeg har fået mit første ståsted som nybagt mor, her kan jeg vende og dreje mig, her har jeg handlemuligheder, her kan jeg bygge videre fra.

Det havde jeg ikke fået uden jer, min familie og EJ's far!

Tusind tak <3