Nybagt mor og nyfødt baby: hvem fortæller om utilstrækkeligheden?

Nybagt mor og nyfødt baby: hvem fortæller om utilstrækkeligheden?

Her sidder jeg så og kværner en hel plade Marabou Chokolade. Jeg har haft en god dag med succesoplevelser, jeg har blandt andet været med Emma Jo og barnevognen hele vejen fra Hellerup til Taastrup med offentlig transport. Det skriver jeg om senere. Først det her emne, det er vigtigt.

Forleden dag "kom jeg til" at skrive på facebook, at jeg havde en nem baby, og at det gik godt. Jeg skyndte mig også at skrive at jeg næsten skammede mig over at skrive sådan, og at jeg var bange for at det gik væk igen hvis jeg skrev det. Det gjorde det. Altså gik væk igen.

Emma Jo har kæmpet rigtig meget med mavekneb og overtræthed de sidste par dage, og jeg er rædselsslagen for at det er kolik. Jeg har fået 49 gode råd på facebook mod mavekneb, jeg har forsøgt med sukkervand, som min sundhedsplejerske anbefalede, og nu har jeg købt nogle dråber (Semper bio gaia), som jeg ikke ved om jeg skal bruge.

For the record: jeg søger IKKE flere råd! Please, jeg bliver kun mere forvirret, så pænt nej tak. 

De første par dage på sygehuset skreg Emma Jo rigtig meget. I mange timer. Jeg havde nul overskud efter operationen, og jeg følte mig simpelthen så utilstrækkelig som mor. Jeg følte at alt hvad jeg gjorde var forkert, og jeg kunne ikke engang trøste mit eget barn, eller gøre hende mæt. Og så hjalp det heller ikke på situationen, at den ene sygeplejerske mindede mig om at "Anne, nu skal du lære at når du er blevet mor, så er det dit barn der kommer først, og ikke dig!" - da jeg stille spørgsmålstegn ved brugen af modermælkserstatning. Den sætning sidder nu printet i neonlys hver gang jeg prøver at holde fast i de ting jeg tror på er rigtige for mit barn. Pissefuckerlort!

Så kom vi hjem. Så gik det godt et par dage. Rigtig godt. Mælken løb til, nu er der masser af mælk, amningen fungerede, søvnen gjorde også, hun græd næsten ikke, der kom kun nogle enkelte "pip" fra hende. 

Men så begyndte hun at græde. Meget og længe. Utrøstelig. Sundhedsplejersken mente at det var overtræthed, for hun tager vældig fint på (400g på en uge, normalt tager nyfødte ca 200g på på en uge). 

Jeg aner ikke hvad det er, men jeg ved at jeg kæmper med en enorm utilstrækkelighedsfølelse. Jeg synes faktisk det er synd for Emma Jo at hun har valgt mig som mor. Det skærer lige i hjertet at hun er så ked af det, og jeg føler ikke jeg kan gøre noget som helst rigtigt med hende. Jeg kan godt se at jeg kan finde ud af at skifte hende, men det kan jeg med alle børn. Jeg kan også se at jeg kan finde ud af at holde hende, men det kan jeg også med alle børn. Til gengæld kan andre få hende til at falde til ro når hun bliver ked af det, men jeg kan ikke. Jeg ved der er en naturlig forklaring (energiskifte og jeg lugter altid af mælk, og det kan hun selvfølgelig lugte), men jeg kan slet ikke finde ind til følelsen af at jeg er en god mor for Emma Jo, især ikke når hun er så ulykkelig. 

I alle mine googlinger finder jeg blogindlæg, brevkasser råd og vejledning, men ikke ret mange nævner følelsen af at føle sig totalt magtesløs og utilstrækkelig og uduelig som nybagt forældre.

Den logiske tilgang

Min logik siger mig at min datter jo kun er 14 dage gammel, og jeg har kun været mor i 14 dage, og ting tager tid at lære. Alligevel vil følelsen simpelthen ikke slippe sit tag i mig, den fylder helt enormt meget. Især fordi jeg ikke hr fortalt det til nogen (endnu).

I dag var jeg i Taastrup for at fejre min brors fødselsdag med en tur i en vindtunnel (ikke mig, men ham). Jeg tog kun med fordi jeg blev lovet at der var en bil der kunne køre os hjem hvis Emma Jo blev ked af det. Og det gjorde hun. I starten sad jeg lidt med hende blandt andre mennesker (faktisk næsten alle af de mest kendte stand-up komikere i DK, som var taget sammen ud i vindtunnelen), men jeg kunne mærke at jeg skammede mig helt vildt. Fra at situationen hed "mit barn græder, jeg trøster" (så simpelt var det jo), så hed det "mit barn er voldsomt ked af det og jeg kan, som hendes mor, simpelthen ikke give hende det hun har brug for, for at finde ro og tryghed, jeg er en fiasko, jeg må fjerne mig fra alle de mennesker, så jeg kan gå hen og skamme mig et sted alene". For sådan havde jeg det.

Dette blogindlæg er ikke let at skrive, for jeg bryder mig slet ikke om at have det sådan her. Men kun ved at vise hvordan det ser ud, får jeg muligheden for at finde ud af om andre også har det som mig. Og så bliver det måske lidt lettere at håndtere skammen og utilstrækkeligheden. For når jeg gemmer den, så fylder 99% af min krop, og jeg bliver så ked af det.

Det er svært at finde fodfæste i øjeblikket. Jeg har stadig en alarm hver 3. time, som husker mig på at jeg skal tisse, af frygt for kateter (igen igen efter kejsersnittet), jeg tager stadig smertestilende medicin, jeg glemmer at spise (undtagen den chokoladebar der snart er væk), jeg har virkelig ammehjerne, jeg kan ikke huske hvad jeg sagde for 5 minutter siden, eller om jeg har spist morgenmad eller ej. Det hele tager lidt længere tid. Den der kickass-ness og den der styrke jeg normalt føler, den vil jeg supergerne finde igen. Og det ved jeg også at jeg gør. Lige nu føler jeg mig bare slået hjem, og det er som om jeg ikke rigtig kan finde ud af at passere "start" lige pt. 

Jeg har hørt SÅ mange historier om fødsler, om sprækker og revner og navlesnore rundt om halsen. INGEN har fortalt mig om de her følelser. INGEN har fortalt mig om den første tid efter fødslen og hvor hormon- og følelsesfyldte de her dage er. INGEN har fortalt mig om utilstrækkeligheden (før nu hvor jeg selv nævner den). Er jeg virkelig den eneste der oplever denne følelse så massivt i den første tid efter fødslen?

Som jeg har sagt før, så er bloggen et sted for ærlighed, også når ærligheden er grim og skamfuld. Det er den i dag.

Jeg glæder mig virkelig til at læse din kommentar.

 

Kærlig hilsen

Anne (good enough)

P.S Jeg samler på blogindlæg om dette emne, så send gerne dit i kommentarfeltet, så vi kan vise andre mødre der skammer sig, at de ikke er alene. Her er Christina's blog, som gav mig rigtig meget værdi at læse.