Den første tid efter fødslen med baby

Den første tid efter fødslen med baby

Min engelske veninde Pauline beskrev det meget godt: "Det at få børn er at opleve det største mirakel i verden og samtidig blive ramt af en lastbil".

I dag er Emma Jo 12 dage gammel (det minder mig om en sang fra Medina?). Det føles som om det er flere år siden jeg blev indlagt på sygehuset og blev sat i gang. Og alt er nyt. Jeg er ny som mor, Emma Jo er helt ny, søvnrytmer er nye, mad er nyt, døgnrytme er nyt, verden er ny, alt er nyt, alt skal genopfindes.

Katte-damen

I øjeblikket befinder jeg mig i en babybobbel. Her er ikke plads til ret mange andre end Emma Jo og mig. Faktisk måtte jeg google "Første tur med barnevogn hvornår?", fordi jeg føler mig vildt sær og katte-kone agtig, fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at drage ud i verden med barnevogn, en papkop fra Starbucks og min lille nyfødte baby. For det har jeg virkelig ikke. Jeg har lyst til at slå patterne ud, og ligge hud mod hud med min lille ninja-diva-prinsesse (hun får flere og flere nye navne for hver dag der går). Jeg var ude med barnevognen for nogle dage siden, og det var hverken hyggeligt eller rart. Jeg ville bare gerne hjem igen. I dag var jeg ude igen, og det var lidt bedre, men jeg praktiserer virkelig den reneste form af "små skridt" i øjeblikket. Det er dejligt, men det er svært for mit ego at acceptere at jeg ikke "bare lige" springer ud i det der med at trille rundt og være Hellerup-lækker-mor. Jeg er sikker på det kommer. 

Baby og barselsbesøg.

Jeg har lyst til at se folk, men kun 15-20 minutter ad gangen, og det kan jeg ikke rigtig finde ud af at sige til nogen endnu. Min hjerne kan simpelthen ikke kapere mere opmærksomhed, fokus og samtale end ca 20 minutter. Min mor fortalte at min far og hende havde sat et skilt på døren dengang jeg blev født for 32 år siden: "Vi har fået baby, vi ønsker ikke besøg for om 14 dage" (og så dato).  Det kan jeg virkelig godt genkende. 

Alt er vildt overvældende lige nu. Jeg har ca 50 ulæste sms-beskeder på min telefon. Jeg tør slet ikke tælle hvor mange facebook-beskeder der ligger og venter, og mine mails er kun kort blevet skimmet igennem den sidste uge. Jeg kan simpelthen hverken rumme dem eller forholde mig til dem lige nu. Den ene dag har jeg dårlig samvittighed over det, den anden dag er jeg helt ok med det.


At ville give sit barn væk for barnets skyld

De første par dage på sygehuset var et mareridt. Både fordi jeg var nyopereret, og fordi min datter bare var møghamrende sulten, og skreg i 3 dage. Hun blev helt hummerfarvet, og skrigene blev så hjerteskærende at hendes lille krop næsten ikke producerede noget lyd til sidst, og kroppen rystede og rystede. Jeg har aldrig været mere ulykkelig i mit liv, end jeg var de tre dage. Min veninde kom og hjalp og min mor kom og hjalp, og det er klart at de kom med et helt andet overskud end jeg gjorde. Men de kunne tage min datter, og de kunne få hende til at falde til ro. Det gjorde mig helt enormt ked af det og forvirret, for på den ene side følte jeg at jeg skulle være taknemmelig (og det var jeg også) og på den anden side følte jeg mig som den største fiasko i verden. Så meget at jeg på et tidspunkt var klar til at give min datter væk til en anden mor, som ville kunne give hende mælk der mættede og arme der trøstede og overskud og energi. Det er den værste følelse i verden, men jeg var sikker på at Emma Jo ville få det bedre hos en meget bedre mor end mig.

Alting ændrede sig dg da vi endelig kom hjem fra sygehuset og jeg kom tilbage i mine faste rammer og i min trygge lejlighed. Emma Jo har været en virkelig nem baby. I går havde vi en ordentlig skrigetur, men hun var simpelthen blevet overtræt, og selvom det er dødhårdt, så har jeg et andet overskud nu end jeg havde på sygehuset. Jeg er stadig meget medtaget, og min krop er stadig på smertestillende 24/7 efter kejsersnittet, men jeg er hjemme, og det er Emma Jo også, og her har vi det bedst.

Et skridt ad gangen.

Jeg glæder mig vildt meget til gradvist at få mere energi, jeg glæder mig til at lære Emma Jo og hendes behov bedre at kende, og jeg glæder mig til det hele. Samtidig er jeg vildt bange for at fucke ting op. Men jeg tror det er det der hedder motherhood... Begge sider lever konstant i en.

Når alt det her er skrevet, så kigger jeg ned på min lille datter, og så så tænker jeg "hvad i alverden har jeg gjort rigtigt for at være blevet velsignet med dette lille smukke vidunderlige væsen?" og jeg ved det virkelig ikke, men jeg takker Gud (ja, jeg er altså sådan en der tror på Gud) hver eneste dag for at Emma Jo er landet i mit liv.

Hvordan var din første tid efter fødslen da du blev mor/far første gang?