Danmark har brug for en livskrise

Æv, hvor ved jeg godt at jeg får mange høvl for dette blogindlæg, men jeg er simpelthen nødt til at skrive det alligevel.

Danmark har brug for en livskrise...

Sådan en ordentlig en hvor man rammer muren med 400 kilometer i timen, og helt har glemt hvem man egentlig er. Men en livskrise hvor man samtidig er kommet tilbage til hvad der egentlig var vigtigt. 

Egentlig ville jeg havde skrevet om Frost-massakren (sense the tone) på Gammeltorv. Men så kom Dyrekort-katastrofen (sense the tone igen) og stjal fokus. I dag har jeg så deltaget i et par debatter på nyhedssiderne på facebook, og jeg møder den samme holdning, som jeg reagerer på ved de foregående nævnte begivenheder.

"Jeg har RET til.."

"Jamen vi HAR betalt politiet, derfor har de bare at komme når vi kalder ... "

"Mine børn skal have det BEDSTE, derfor skal de have de Dyrekort, de var jo blevet lovet!"

"Sygehuset SKAL levere/udføre/stille til rådighed, jeg har ret til at kræve..."

"Kommunen har bare at..."

I hele snakken om velfærd og "ret til" har vi glemt noget så banalt som at glædes over det vi har. Jeg ved godt at Danmark, for mange, ikke er et paradis, men vi har det faktisk ret godt her, hvis vi død og pine skulle sammenligne vores problemer med nogle af de problemer vi ser i resten af verden. Jeg ved der er mennesker der befinder sig i rigtige problemer i Danmark, og de skal have den fornødne hjælp. Jeg mener at vi skal hjælpe vores svageste, men jeg mener også at grænsen for hvornår man er "svag" i samfundet, den er helt ude af proportioner.

 

Nu har vi lige fejret at Danmark blev befriet engang, men jeg tror det ville klæde Danmark med en ordentlig omgang livskrise. En hvor vi lige sætter os ned og kigger på hvad vi egentlig har, hvad vi gerne vil være kendte for og hvor vi gerne vil hen - og på hvilken måde. Og hvordan vi i fællesskab - et ord jeg savner at se i praksis - kunne komme derhen hvor vi gerne vil hen.

Vi er en hel klode af mennesker, og nej selvfølgelig kan Danmark ikke redde hele verden, men vi kunne da i det mindste starte med lige at skrælle nogle lag af, og minde os selv om at vi som udgangspunkt skal hjælpe hinanden, og når ikke lige vi bliver mødt i vores "RET TIL", så kunne det være vi skulle overveje at tænke lidt selv. Det er som om det er blevet glemt midt i al velfærden. Du ved. Det der med at tænke selv. Vi ser hinanden anderledes når vi fjerner fokus fra "RET TIL KRAV PÅ" til "hey, hvordan ligger landet lige nu, og hvad er den mest optimale løsning for alle ud fra den virkelighed der er". 

 

Jeg har KRAV PÅ en jordemoder til hjemmefødsel

Jeg diskuterede hjemmefødsel med en kvinde i dag, som mente at have RET TIL at kræve en hjemmefødselsjordemoder uanset hvad. Det er også rigtigt at hun i følge loven har ret til at få en hjemmefødselsjordemoder hjem, men virkeligheden er bare en anden af og til. Hun ville, efter hendes eget udsagn "skide på hvor travlt de havde på fødegangen, de havde bare at sende en hjemmefødselsjordemoder hjem til hende, for det stod i loven at hun havde krav på det, derfor ville hun trække ego-kortet og forlange hvad der var hendes ret".

En anden der skrev "hvis vi bare bøjer os, så sker der jo ikke en skid, vi skal kæmpe og kræve vores ret" - men hvad er det vi for en ret vi kæmper for? Kæmper vi for et fælles system der kan varetage flest mulige opgaver til samfundets fælles fordel? Eller kæmper vi for vores død og pine ret til at alle skal have lige meget hver, koste hvad det koste vil, selv hvis det er på bekostning af andres ve og vel? Vil vi sidde glade og tilfredse med vores ret, hvis den ret vi har håndhævet har kostet to spædbørn livet på en fødestue, fordi vi havde en ret vi kunne kræve. Jeg tror det faktisk ikke helt. Eller mest af alt håber jeg det ikke...

Jeg påpegede at selvom man har ret, så er der jo et system der kun kan belastes til en hvis grænse, det er jo ikke et uendelighedssystem, og skal heller ikke være det. Så blev jeg den onde der kæmpede imod kvinders RET til hjemmefødsel. Den hue må jeg så leve med at bære på. Det tror jeg godt jeg kan klare. Jeg har i hvert fald ret til at gøre et forsøg.

Min mor lærte mig engang at hvis vi skal behandle alle lige, så skal vi behandle folk forskelligt. Ikke alle har brug for boligtilskud, det bør ikke være alles ret. Ikke alle har brug for gratis medicin. Ikke alle har brug for kontanthjælp eller tilskud til pasning af børn. Men nogle har. For andre ville det være et nam nam nammenam lækkert add on, men behov, det har vi alle ikke. 

 

 

Du kan læse om eller købe "Hvem har flyttet min ost" her. Den er læst på en flytur eller et tur i tog gennem Danmark  (affiliate link)

Hvad man kan lære af en ost?

Der findes en supergod bog der hedder "hvem har flyttet min ost". Når nu Danmark så går ned på grund af livskrise, så kunne vi sende Danmark på et 6 ugers selvvalgt kursus indenfor management, hvor vi lige, i fællesskab læser "hvem har flyttet min ost", og så bestemmer vi om vi er mænd eller mus. I bogen er mændene dem, der sætter sig ned og brokker sig over at osten er væk, og musene er dem der tager løbesko på og går i gang med at finde ud af hvor der mon gemmer sig ny ost henne.

Nu er jeg også sådan en irriterende coach-type, der mener at vi selv har nøglen til ret mange af vores egne problemer. Det kan jeg godt forstå virker både provokerende og latterligt for rigtig mange. Min erfaring er bare at det virker. Og det er også derfor jeg foreslår en livskrise på landsplan, for min oplevelse er, at det først er når alle andre broer er brændte, end der hvor vi er pillet af ind til vores inderste, at de vigtige ting kommer frem i lyset igen. Det der med at investere i mennesker, det der med at mødes i stedet for at bekrige hinanden, det der med hvad der var vigtigt, sådan helt fundamentalt.

Jamen ønsker du dit land ondt Anne?

Nej, jeg ønsker mit land rigtig godt. Men kærlighed er ikke altid det samme som hensynsbetændelse eller bjørnetjenester eller MIG FØRST. Gennem mit arbejde som coach for både virksomheder og private, og så fra erfaringer i mit eget liv (fyldt med livskriser), kan jeg bare se hvordan kriser og identitetstab i de fleste tilfælde har været med til at give mennesker, teams og hele virksomheder helt nye fokus og helt nye liv. Man kan vælge at lægge sig fladt ned og sige "FIX MIG/DET" til nogle andre, eller man kan selv tage arbejdshandskerne på og finde ud af hvad der skal til for at komme derhen, hvor vi vågner og er glade meget af tiden, fordi vi sammen har skabt en verden, eller et land, som støtter det vi tror på og det vi i fællesskab vil opnå. Nogen skal bare tage de sure beslutninger, og det gode ved livskriser er at de efterlader os med et meget banalt og uhyre simpelt valg: buk under eller find en ny vej. End of story. Vi kommer bare ikke dertil af os selv, og derfor er livskriser så effektive. Vi skal efterlades med ingen andre muligheder end at rejse os og tænke anderledes. 

Stort set alle jeg har mødt, der har succes i dag, de har været igennem kriser, og i stedet for at brokke sig og bede andre om at lave sig om, så har de taget skeen i egen hånd, har tillært sig noget viden, og så har de, med de ofte begrænsede midler de nu engang havde, fået ret fantastiske ting til at ske. Ligesom ham fra Afrika der byggede en mobil-oplade-station til landsbyens indbyggere, blot ud fra en billedbog om teknik. Det gjorde han fordi han ikke havde andre muligheder. 

Det her land har brug for en alvorlig krise for at vågne op og huske på hvad der er vigtigt. Og så kunne det være fedt hvis vi, som land, havde en vision. Det får de fleste mennesker der har gennemlevet en livskrise, de kommer pludselig i tanke om noget der var vigtigt for dem. Sådan, vigtigt så man kunne mærke det i hjertet. Det er som om vores politikere og os selv, i fællesskab har glemt at mærke efter og se os selv i øjnene, når al velfærden er skrællet af, og vi bare står der nøgne og kriseramte og får sat verden og Danmark lidt i perspektiv igen.

Det er jo det der er så ufattelig smukt ved noget så ufattelig tragisk som katastrofer. Her bliver hudfarve, dyrekort, frostarrangementer og religion overflødig information. Her er det mennesker der rækker en hånd ud til mennesker der kæmper for livet. 

Danmark har brug for en livskrise. Virkelig. Jeg ved bare ikke hvordan.

Hvis du gerne vil forarges endnu mere over min holdning, så kan jeg i øvrigt varmt anbefale dig at læse mit Bangladesh-agtige svar til Ledige Louis HER. God læselyst :)