Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke

Gravid uge 34: Følelsesmæssig nedsmeltning, fede ankler og baby-hikke

Min hjerne forstår det simpelthen ikke. Den forstår ikke at jeg om ganske få uger bliver mor. Den forstår heller ikke at jeg om ganske få uger har en lille pige der skal bo sammen med mig de næste mange mange mange år. Den forstår ikke at jeg nu er så fysisk besværet, at jeg har måtte udvikle en særlig krops-rulle-teknik for bare at komme ud af sengen. Søløve-Anne. Den rigtig flommede slags.

Selvom jeg har været plaget af kvalme i snart 8 måneder, og opkastninger, så har jeg egentlig klaret mig ret godt. Det er lykkes mig at holde skruen i vandet på mit firma, at starte et helt nyt projekt op og holde humøret oppe - i hvert fald det meste af tiden.

I går havde jeg så den første rigtig store nedsmeltning. Jeg brød helt sammen, hulkede, kunne slet ikke se mig ud af noget som helst. Jeg har tidligere fortalt at jeg for halvanden måned siden er startet hos min psykolog Erla (læs her - især hvis du overvejer at gå til psykolog, men er lidt bange for det). Mit hovedemne i mine samtaler med Erla, som jeg i øvrigt er ubeskrivelig glad for (både samtalerne og Erla), er at jeg har virkelig svært ved at bede om hjælp.

I går havde jeg brug for hjælp. Virkelig brug for hjælp. Og når man er ramt af hormoner og utrøstelig gråd og tunnelsyn, så er det bare pissefucking svært at se muligheder og løsninger. Jeg forsøgte lidt halvhjertet at række ud, men jeg kunne ikke finde ud af det. Indtil en af mine gode venner trådte til og uanset hvor mange gange jeg afviste hans udstrakte to arme, så endte jeg med at sige til mig selv "ANNE, du SKAL lære det her nu, du har siddet her alene så mange gange før. sig nu JA!".

Så det gjorde jeg.

Jeg sagde ja, jeg tog en taxa og jeg puttede mig helt ind i et hjørne af hans sofa, fik serveret the, og kunne jo godt se at han ikke gik i stykker af at hjælpe mig. Jeg følte mig som en elendig kommende mor, fordi det er så svært for mig at bede om hjælp når jeg virkelig har det svært. Jeg bliver bedre. Men i dag, hvor tågen er lettet, kan jeg godt se nogle ting lidt klarere.

1. Forandring tager bare tid, og det er så enormt vigtigt at se de små skridt. Som f.eks at jeg trods alt pippede lidt i går i stedet for at være helt stille. 

2. Jeg er ikke der hvor jeg var for bare et par måneder siden. Jeg har lært rigtig meget.

3. Jeg bliver en rigtig god mor. Jeg tager fat om de udfordringer jeg ser, og jeg gør noget ved dem. Jeg har altså selv opsøgt en psykolog fordi jeg kan se en udfordring der kan gå hen og blive temmelig vanskelig at håndtere, hvis ikke jeg tager fat om den allerede nu. Hver uge har jeg en samtale, hver uge rykker jeg mig. I går rykkede jeg mig. Det er godt nok og jeg gør det bedste jeg kan.

4. Jeg viste en rigtig god ven en side af mig som jeg normalt aldrig viser nogen. Da jeg sad i taxaen på vej hen til ham tænkte jeg "når jeg har sovet der i nat er jeg nødt til at vi ikke ser hinanden i meget lang tid, så han glemmer det han har set". I dag tænker "Gud hvor er jeg taknemmelig over at endnu et menneske kender mit mørkeste skrøbelige mørke, det føles virkelig dejligt!"

Og det var vist det indtil videre.

Jeg har besluttet mig for at trække stikket helt resten af dagen, og bare være lillebitte Anne der ser superhektefilm og spiser popcorn og vandmelon. Og stirre på min tykke mave der har fået hikke. Det ser virkelig sjovt ud. Jeg skal være god ved mig i dag, for jeg kæmper, og for lige netop mig er det virkelig vigtigt at huske at min Ferrari både har 1ste gear, og "parking". Jeg behøver ikke have foden klistret på speederen hele tiden.

SÅ nu holder kontoret lukket, og så vil jeg glæde mig til at læse din kommentar, uanset om du bare vil sende et kram, en hilsen eller dele en historie.

P.S Jeg har i øvrigt lavet en lille video-hilsen. Den ligger og venter på dig inde på bloggens FB-side, som du finder lige her. Den er inkl morgenhår.

 

Hav en rigtig dejlig dag <3