En ærlig, og lidt provokerende, blog om at gå til psykolog

En ærlig, og lidt provokerende, blog om at gå til psykolog

For mange år siden var jeg med i et tema i Alt for damerne om at gå til psykolog. Allerede dengang gik det op for mig at det stadig er forbundet med tabu at gå til psykolog. Det vidste jeg slet ikke man skulle gå og skamme sig over.

I forbindelse med at jeg selv er startet til psykolog igen, vil jeg derfor fortælle dig om mine erfaringer, hvad jeg har lært om at gå til psykolog (hele livet, stort set) og et par erfaringer du måske selv kan bruge hvis du overvejer at opsøge en psykolog.

 

At gå til psykolog i nye og gamle dage

I gamle dage gik man til psykolog fordi man havde en psykisk sygdom, eller fordi der var noget helt galt. Derfor var det også et tabu engang. For mange er det stadig tabubelagt at gå til psykolog, det tager tid at ændre tabuer, det kan tage generationer. I dag går man i stigende grad til psykolog af selvudviklende årsager. Det har skabt nogle nye udfordringer. Mange psykologer (egen erfaring) i dag er ikke uddannede til at tackle og arbejde med mennesker, der "bare" gerne vil arbejde lidt med livet. Jeg har selv mødt en del af dem, mine kunder har selv mødt en del af dem. Verden har ændret sig. 

Til gengæld oplever jeg også i stigende grad at der kommer en ny slags psykologer til, dem der også har taget en coachuddannelse, dem der også har en hulens masse selvindsigt, som kan "bære min rædsel" fordi de har lært at bære deres egen rædsel. Uden at skulle fixe mig. Jeg har ikke været heldig at møde mange dygtige psykologer, men jeg har været virkelig heldig og møde de rigtige hele to gange (ud af virkelig mange gange, jeg har gået til psykolog siden jeg var barn).

Jeg gider ikke bruge tid på de dårlige psykologer jeg har mødt, spørg i kommentarfeltet hvis du vil vide mere. Til gengæld vil jeg fortælle om de to gode, og hvorfor de er gode for mig. Min første dygtige psykolog, som jeg stadig giver æren for at have reddet og forandret mit liv totalt, er psykolog Susanne Bærentzen. Ord kan ikke beskrive hvor taknemmelig jeg er for mit samarbejde med hende. 

Da jeg startede hos Susanne, var jeg det der hedder brændt totalt sammen. Et trafikuheld der stadig var "in the making". Jeg var gået ned med stress, jeg var blevet fyret fra mit arbejde og jeg havde lagt al min identitet i at være "Anne der er salgschef". Nu vidste jeg pludselig ikke hvem jeg var. Susanne blev min redning. I 6 år arbejdede vi sammen. Da jeg kom til hende første gang, var jeg et puslespil med 1 million brikker, med den grå side nedad. Jeg krøb langs væggene. Selvom Susanne flere gange havde sagt at jeg bare kunne gå ind i hendes entre og sætte mig og vente, tog det mig næsten to år at lære at tage fat i døren og gå ind, i stedet for at stå udenfor og vente.

 

Hvor kommer en holdning fra? 

Det var mig en gåde hvordan folk vidste hvem dælen de var? Hvor kommer en holdning fra? Hvordan ved man om man mener noget? Og hvad man mener? Jeg følte mig så meget som ingenting, at jeg af og til blev i tvivl om jeg eksisterede i virkeligheden mens jeg stod og havde en samtale med folk. Gad vide om de taler ud i luften, eller om de ved om jeg står her foran dem?

Brik efter brik fik Susanne og jeg mere og mere klarhed over hvem jeg er. Jeg fik skabt mere og mere plads til mig selv, jeg kom tættere og tættere på mine behov, og i særdeleshed mine grænser. Jeg har aldrig mærket mine grænser før. 

 

De rigtig grimme ting...

De år jeg arbejdede sammen med Susanne var hårde år, men også helt igennem fantastiske år. Det var som om livet begyndte at omfavne mig, måske mest fordi jeg begyndte at omfavne livet. Jeg fandt langsomt ud af at jeg ikke skulle sidde skræmt fra vid og sans i en hule og vente på den næste fare. Jeg fandt ud af at mennesker som udgangspunkt ikke er onde. Jeg fandt ud af at også jeg fortjener kærlighed. Jeg fandt ud af at mine følelser ikke er til diskussion. Jeg fandt ud af at jeg havde holdninger, mange endda. Jeg fandt ud af at der er præcis så meget plads til mig i verden som jeg ønsker mig, jeg skal bare indtage den. 

Efter nogle års samarbejde fandt jeg det store mod. Jeg havde nogle oplevelser med fra min barndom. Grimme ting jeg havde gjort mod andre. Grimme ting jeg dømte mig selv for. Jeg måtte være et ondskabsfuldt barn når jeg gjorde som jeg havde gjort. Ting jeg aldrig havde turde fortælle andre, for jeg var bange for at jeg ville blive stenet ihjel hvis nogen opdagede hvor grimt et barn jeg i virkeligheden var.

Da jeg tog hjemmefra for at møde Susanne havde jeg besluttet at det var okay hvis hun ringede efter politiet og pakkede mig ind i en spændetrøje. Så måtte jeg tage min straf. Jeg ville ikke bruge mere af mit liv på at bære rundt på de oplevelser der tyngede min sjæl så meget.

Susanne kiggede på mig, da jeg havde fortalt hende om min hemmelighed. Så smilede hun og sagde "var det bare det? Jeg troede du ville fortælle mig noget forfærdeligt!". Jeg forstod ikke. "Anne, nu skal jeg fortælle dig hvorfor et barn gør som du gjorde..." og så forklarede Susanne mig hvorfor et barn gør som jeg gjorde dengang, hun forklarede også at ingen har taget noget som helst skade, og hun rummede mig, og viste mig vejen igennem skammen. Hun viste mig hvordan jeg kan møde mig selv når jeg dømmer mig selv (hårdt!). Den læring kan ingen nogensinde tage fra mig.

Det er totalt misforstået at vi skal lære at leve det lykkelige og perfekte liv, for det findes ikke. Heller ikke selvom man hedder Kim Kardashian eller Ole Henriksen. Jeg møder så mange mennesker gennem mit arbejde, som går og venter på at alt bliver lykkeligt. Fordi selvudviklingsbranchen bugner med bullshit-kurser om at vi skal leve vores fulde potentiale og vi skal være glade og i hopla hele tiden.

Prø'nu'li'å'hør'her

Det liv eksisterer ikke for nogen. Livet holder ikke op med at være livet, uanset hvor mange kurser du tager og hvor meget du forsøger at tiltrække lykken. Det vil også altid blive vinter og bladene vil altid falde af. Det samme sker for os mennesker. 

Der hvor lykken og styrken og glæden ligger, er der hvor vi lærer at møde os selv i vores egen skam, i vores egen utilstrækkelighed, i vores egen smerte og i vores egne hemmeligheder. Manner, hvis vi kan rumme os selv dér, lære at grine dér, lære at vi har lige så meget gennemslagskraft dér, og ikke er hverken handlingslammede fordi vores øjne græder, fordi vi er sårbare og fordi noget gør ondt. Hvis vi kan det, så kan vi ikke bare leve det liv vi ønsker os, vi kan også rumme andres rædsler, uden at skulle fikse dem eller redde dem fra noget. Fordi vi ved der ikke er noget de skal reddes fra. Man kan ikke redde mennesker fra livet med mindre man slår dem ihjel. 

Det lærte jeg hos Susanne. At rumme mig selv, at rumme alle mine grimheder (okay ikke ALLE, jeg har stadig en del endnu som jeg arbejder med, og det vil jeg altid have, og tak for det). Fordi jeg har lært at være med de sider af mig jeg ikke elsker ret højt, så er jeg ikke længere så bange for at folk opdager dem, og derfor er jeg heller ikke bange for at skrive om dem på facebook. Jeg deler ikke ud af mit mørke fordi nogen skal synes noget er synd for mig, eller fordi nogen skal redde mig, jeg deler fordi jeg bare gerne vil vise et andet billede, end det perfekte "jeg er bare altid lykkelig og i overskud og på speed" billede jeg engang selv troede var målet med livet. Men så fandt jeg ud af at ingen lever der. Og så blev det pludselig rart at være mig.

Det er interessant at se hvor mange mennesker der har svært ved at rumme mit "offentlige mørke" når jeg deler noget, og sender mig masser af redningsveste (og det gør de af verdens bedste hjerte og intentioner!), fordi de har svært ved at tackle deres egen rædsel, og derfor også tror jeg har svært ved at tackle min.

 

Derfor er jeg så glad for min nye psykolog Erla

For et par måneder siden spurgte jeg mit elskede facebook-univers om nogen kunne anbefale en god psykolog. Det kunne mange heldigvis. En af dem der henvendte sig var Erla. Erla og jeg havde en kort telefonsamtale. Det hun sagde til mig ramte direkte ind i mit hjerte, og det tog mig kun ganske få minutter at beslutte at Erla er den helt rigtige for mig nu.

"Anne, jeg tror i virkeligheden du er meget svær at hjælp. Du er enormt bevidst omkring dig selv, og jeg tror faktisk mere du har brug for en sparringspartner end du har brug for en psykolog. Men det er jo bare et gæt!"

Erla så noget jeg ikke engang selv havde set. En af de udfordringer jeg har haft med psykologer de seneste år, har været at jeg ikke har følt mig set. Det er noget af det værste jeg ved, især når jeg sidder i en situation hvor jeg betaler nogen for at hjælpe mig. Og nej, kære du, man kan ikke være dårlig til at gå til psykolog. Hvis jeg fik en krone for hver gang en af mine kunder har spurgt mig om det efter virkelig dårlige oplevelser hos psykologer... Nej du kan ikke være dårlig til at gå til psykolog. Der kan bare være nogle matches mellem dig og psykologen der er helt hen i vejret, og hvis det ikke føles rigtigt, så skal du stoppe omgående og finde en anden. Ellers spilder du både din og psykologens tid.

Erla har set sin egen begrænsning (og styrke), og jeg har ubegrænset respekt for mennesker der kender deres egen boldbane og er ærlige omkring det, derfor vidste jeg med det samme at det var hende jeg skulle arbejde med. Vi har nu haft 5 sessioner sammen, og jeg har følt mig 10 kilo lettere hver eneste gang. Vi laver sparring, det er mit helt eget rum, og hun har en grundtro på at jeg nok skal finde min vej igennem den udfordring jeg arbejder med Erla med. Det giver mig tryghed. 

Der er allerede sket rigtig meget på de få gange vi har haft sammen, og jeg har lyst til at fortælle hele verden om hvor meget det betyder for mig at have min samtale med Erla hver uge. Hun holder et kærligt spejl op foran mig og så viser hun gennem tegninger og tændstikmænd på tavlen, hvad det er hun kan se, som jeg ikke selv kan se. Og så begynder jeg at få en forståelse for mig selv og hvorfor jeg gør som jeg gør, og så kan jeg arbejde med det, og endda ændre det hvis jeg ønsker.

3 erfaringer jeg gerne vil give videre til dig der overvejer at gå til psykolog:

  1. At dine veninder, din mor, din kollega har haft glæde af en psykolog, er på ingen måde ensbetydende med at denne psykolog er noget nær det rigtige for dig. Det samme gælder jo kærester. Fordi din veninde var vild med Hans betyder det jo heller ikke at du så skal være det. At finde den rigtige psykolog handler om kemi, afstemning af forventninger og god energi. Er de ting ikke til stede, er det ikke den rigtige psykolog for dig. Med mindre du elsker at spilde din tid og dine penge
  2. Stil krav til din psykolog. Fortæl hvad der virker for dig og hvad der ikke virker. At gå til psykolog er et samarbejde, ikke en envejskommunikation.
  3. Fortæl folk om din process. Jeg har været meget åben om mine erfaringer og oplevelser hos mine psykologer, både de gode og de helt igennem forfærdelige, det giver andre en fribillet til at åbne op og dele deres erfaringer med dig. Og du vil blive overrasket over hvor mange mennesker der ved præcis hvad du snakker om, når du åbner op.

Husk nu, dette blogindlæg er absolut 100% mine egne holdninger og erfaringer. Jeg vil rigtig gerne høre din kommentar når du har læst bloggen. Med mindre du bare vil kritisere, så gider jeg ikke løse den. Men har du erfaringer, også selvom de ikke ligner mine, så vil jeg rigtig gerne læse dine tanker og din historie.