Gravid Tabu: Opfølgning på de grimme forbudte tanker

Gravid Tabu: Opfølgning på de grimme forbudte tanker

I går postede jeg dette blogindlæg "Gravid tabu: Den hemmelige ting jeg er bange for du finder ud af", som handlede om virkelig modbydelige tanker som jeg/man skammer sig så meget over at have, at jeg/man ikke tør sige dem højt.

Jeg overvejede virkelig om jeg skulle trykke "udgiv blogindlæg" for jeg var bange for at jeg ville stå alene med min indrømmelse omkring mine forbudte tanker, og i værste fald at jeg ville blive stenet offentligt. 

Efter at have læst alle de fantastiske kommentarer og reaktioner der har været på blogindlæget, både på facebook og her på bloggen, priser jeg mig lykkelig for at jeg stod ved min frygt, og italesatte skammen. Det har været så uendeligt befriende at læse andres ærlige tanker om de grimme forbudte tanker. Her er nogle af dem der har rørt mig rigtig meget, og som har gjort indtryk på mig (det gjorde ALLE kommentarerne, men jeg har udvalgt et par stykker til dig):

Tror det er helt normalt, og er bare et resultat af tanken om det ansvar du har overfor den lille. Jeg havde lidt den samme tanke om min søn, men bare hvor jeg tænkte: ?Shit, min søn kan potientielt dø hvis jeg ikke gør det her forældre-job ordentligt.

En anden gang, hvor jeg fik mere ansvar, var da jeg fik kørekort. Jeg husker at jeg kørte på en motertrafikvej og tænkte: ?Jeg kan slå et hårdt sving ind i den næste modkørende, som sandsynligvis vil dræbe os begge.?

Ikke fordi jeg ville, men jeg havde ansvaret for min og de andres sikkerhed. Du er slet ikke unormal - jeg tror som sagt bare at det er et tankespind fordi du føler meget ansvar.
— Kenneth

Jeg har grædt så mange tårer af skam. Over at have stået med min lille nyfødte søn i armene. Og Ønsket at kaste ham hårdt ind i væggen!!! Han havde Kolik.
I over morgen blir han 3 og er det smukkeste lille menneske jeg kender ”
— Pernille

Det er en helt normal følelse at man virkelig har lyst til at kyle sit lille barn af helvedes til. Man er jo under pres. Man gør det bare ikke, og en dag kan man pludselig ikke forstå hvorfor man tænke sådan. Der er intet at være flov over der.
— Brian

Hvor er det godt at der bliver taget hul på sådanne tabu?er!

Jeg kom til, for lidt over 20 år siden, at sige højt at der må da være andre end mig som kan få lyst til at stille barnevognen ud på /ved vejen og lade som om den skrigende unge ikke kommer mig ved.....

Selvfølgelig uden at gøre det.

Sikke da nogle kommentarer jeg fik, ingen ville dengang indrømme at de også kunne have det på den måde, samme mødre har senere fortalt at de faktisk også havde det sådan dengang...... så det har sikkert altid været sådan, men så indrøm det dog, det er først forkert hvis, tanke bliver til handling. Hvilket de heldigvis meget sjældent bliver.
— Else Marie

Fagpersonen, det må så være mig. Der er masser af litteratur (også på nettet) om det, der kaldes ?intrusive thoughts? i forbindelse med graviditet eller ?postpartum anxiety and/or depression?. Problemet med den litteratur er, at den primært beskæftiger sig med det sygelige. Dvs når disse tanker er uudholdelige og ukontrollerbare. MEN de sygelige, de ukontrollerbare og de invaliderende symptomer som nogle oplever i forbindelse med graviditet og fødsel er variationer af noget, der er helt normalt. Det er normale tanker, der går over gevind, som man mister kontrollen over og som overtager ens liv. Det er der bare ikke mange, der skriver om. Så vi kan roligt sige til dig, at det er helt normalt. Du skammer dig, ja, for det føles så forkert, men du ved godt, at det ikke er sygeligt, og du ved godt, at du ikke for alvor vil skade din mave. Der sidder mødre derude, der virkelig har brug for hjælp med de tanker. Men min pointe er, at de er helt normale, tankerne. For langt de fleste lykkes det at tæmme dem. De fleste klarer det selv, alene, skamfuldt, andre taler med psykologen om det, nogle ganske få, alt for få, deler det. Du hører til de sidste. Tak for det. For nogle lykkes det ikke at tæmme tankerne (og billederne på nethinden!). Det er dem (fag)litteraturen skriver om. Det er så pinefuldt, at det ikke er til at begribe.
— Psykolog Katrine Spiegelhauer Rasmussen

I 2 år kæmpede jeg for at blive gravid, da jeg så blev det, fortrød jeg det

Jeg kamp kastede op i 9 mdr., var på sygehuset 2 gange i ugen for at få væske, jeg tabte mig og var bestemt ikke lykkelig gravid. Men trøstede mig selv ved tanken om at han en dag skulle være på min mave og så ville jeg elske ham, nix det skete heller ikke...

Jeg væmmes ved mine tanker, skammede mig, men ingen skulle vide det. I dag har jeg verdens sejeste dreng, JEG ELSKER HAM mere end noget andet.. Kærligeden til ham kom, jeg skulle bare vente lidt.

Det skal lige siges at de mennesker som hjalp mig gennem en svær tid, på intet tidspunkt satte tvivl om mig som mor.

Fordi jeg skammede mig så meget, kæmpede jeg endnu mere for at være en god mor, og det var/er jeg!

Held og lykke Anne, du bliver en fantastisk mor og selvom du har tanker. Der er langt fra tanker til handling, og heldigvis for det.
— Dorte


Når vi står sammen og deler det vi er så bange for at nogen finder ud af

Det er meget rørende (for mig i hvert fald) at læse alle de smukke tanker, den ærlighed og de beretninger er er opstået på baggrund af bloggen i går. Det er så nemt at dømme, især dømme os selv. Jeg har nu fundet ud af at mine tanker er helt normale og leverpostejs-agtige.

Når vi tør at sætte ord på skammen, især i en tid der er så sårbar som graviditet er, hormoner fiser ud og ind af kroppen, så finder vi ud af at vi på intet tidspunkt er alene, heller ikke selvom tankerne, de grimme forbudte tanker, og skammen skræmmer livet af os. 

Jeg har lært noget nyt. Måske har du også?