Gravid: Hvornår fortæller man det?

Gravid: Hvornår fortæller man det?

Et af de spørgsmål der bliver googlet rigtig meget er hvornår det er det "rigtige" tidspunkt at fortælle andre at man er gravid og venter barn. Hvornår fortæller man det til sin familie? Hvornår fortæller man det til sine venner? Og vigtigst af alt, hvornår fortæller man det til facebook?

For det første er det vidt forskelligt hvornår folk fortæller nyheden om graviditeten til omverdenen, og jeg har ikke det endelige svar til dig. Til gengæld vil jeg dele min egen historie og mine egne tanker med dig, og så give dig et par tanker med videre som jeg selv har fået da jeg var i tvivl.

2 eller 3 eller 7 streger?

Jeg tog en graviditetstest klokken 3. om natten. Jeg havde en veninde sovende, hun var på toilettet, jeg vågnede og så tog jeg testen. 2 meget tydelige streger meget hurtigt. Min hjerne nåede at overbevise mig om at der i hvert fald (mindst) skulle være 3 streger før man var gravid, så jeg måtte finde brugsforvirringen til graviditetstesten, og læse, at nej, 2 streger var rigeligt.

Da ugen i forvejen var pakket med rimelig store og nye opgaver, og jeg var presset på både tid og søvnmangel, tænkte jeg "Det her kan jeg simpelthen ikke deale med lige nu" og så gik jeg ind for at sove. Jeg nåede lige at fortælle min veninde at "ja, den var positiv, men den tager vi lige i morgen". Jeg kunne ikke håndtere det

Selvfølgelig kunne jeg ikke sove, så jeg sendte en sms til min mor, og spurgte om jeg lige kunne ringe. Det kunne jeg godt. Jeg tog tøj på, gik en tur og fortalte min mor at jeg var blevet gravid. Hun blev vildt glad og spurgte om jeg havde nogen ide om hvad jeg ville vælge at gøre. Det havde jeg ingen anelse om, borset fra at jeg i hvert fald ikke skulle have en abort. Det slog mig ikke lige at der så kun var en mulighed tilbage. 

Bagefter ringede jeg til min ven Mauricio i Mexico, som på grund af tidsforskellen ofte er vågen når det er nat herhjemme. Han blev også vildt glad. Han er god til at holde begge ben på jorden, når jeg fiser rundt på et stjerneskud et eller andet sted.

Dagen efter var jeg forbi Magasin og HR, min tidligere arbejdsplads, og mødtes med en kollega. Jeg fortalte hende om graviditeten også. Jeg kunne ikke lade være, jeg havde brug for at snakke med nogen. Især fordi jeg på daværende tidspunkt ikke var helt sikker på hvem der var faderen, jeg havde ikke regnet tilbage endnu og jeg vidste ikke hvor langt jeg var henne, derfor kunne det være 1 ud af 2 mulige. 

Senere på dagen fortalte jeg om graviditeten til en anden veninde, som havde svoret op at jeg var gravid. Jeg var sikker på hun havde spist hashkager. Men hun havde jo ret. Gravid, det var jeg. Ikke bare lidt gravid, men 2-ikke-til-at-tage-fejl-af-gravid-streger.

Matematik

Da chokket havde lagt sig (en lille bitte smule) måtte jeg have gang i kalender og tælle-teknik for at finde ud af hvem faderen var. Det var heldigvis ikke særlig svært. Problemet var bare at han lige nu befandt sig i udlandet, og jeg ville ikke give ham nyheden over SMS eller mail. Så jeg besluttede mig for ikke at fortælle om graviditeten til flere før han i hvert fald vidste besked.

En uge efter kom han hjem, og du kan læse her hvordan snakken gik, men vigtigst af alt, så fik han det at vide og han blev glad.

Jeg var i uge 6 eller 7 da jeg fortalte nyheden på facebook.

Da faderen havde fået besked kunne jeg ikke længere se nogen grund til at holde det hemmeligt. Det fyldte hele min krop, alle mine tanker, alle mine celler, og jeg havde lyst til at råbe det ud til verden. Jeg snakkede med en del veninder om hvornår man fortæller den slags, men jeg fik lige så mange forskellige svar, som blot forvirrede mig mere end det gav mig klarhed. Jeg måtte finde ind til hvordan JEG gerne ville gøre det. De fleste ville vente til efter 12. uge, da chancen for spontan abort herefter er markant minimeret. 

I virkeligheden vidste jeg jo godt hvad jeg havde lyst til. Jeg havde lyst til at råbe "JEG ER GRAVID OG DET ER SINDSSYYYYYYGT" ud over hele verden, men jeg søgte efter den "rigtige" måde at gøre det på. Problemet er bare at den ikke findes. Tilfældigvis talte jeg med en kvinde, som har prøvet at miste fosteret. Hun sagde "fuck de der 12 uger. Jeg fortalte det ikke til nogen, og så mistede jeg barnet, og så stod jeg der og skulle fortælle at jeg havde været gravid med at jeg nu havde mistet, og der var bare ingen der rigtigt kunne sætte sig ind i det, for de havde ikke haft glæden med, ligesom vi selv havde. Derfor trak de bare lidt på skuldrene, og jeg følte mig overhovedet ikke mødt i min store sorg. Så Anne, SIG det, om ikke andet så er I mange flere til at bære sorgen hvis du mister."

Dét var det jeg havde brug for at høre. Jeg besluttede mig for at skrive det på facebook, kun en uge efter jeg selv havde fundet ud af det. Og jeg har aldrig fortrudt min beslutning. Det at kunne dele nyheden, glæden og alle historierne med alle mine dejlige facebook-venner og dejlige følgere, det har skabt så meget glæde og kærlighed både til mig og til min datter, at jeg ville aldrig have været det foruden. Der har været så få negative kommentarer, og jeg har ikke skulle forklare ret meget til nogen, for det stod jo lige dér på facebook altsammen.

MEN det er ikke sandheden...

... for andre end mig selv. Det er så uhyre vigtigt at man selv mærker efter hvad der føles rigtigt eller forkert. Hvis du har virkelig meget lyst til at fortælle det, så gør det. Hvis du har virkelig meget lyst til ikke at fortælle det, så lad være, og skid på de 12 eller 20 uger som nogle mennesker venter. En lille note kan være at det måske er smart at vente i forhold til arbejdsplads/nyt job/bestemte kunder (hvis du er selvstændig), men hvis der ikke er nogen problemer der, så få det ud når du føler for det. 

Ligesom alt andet i graviditeten, så har hele verden en masse svar på hvordan du skal bære dig "rigtigt" ad med det hele. Især kvinder der har født før. Og du vil få lige så mange forskellige sandheder, som du vil møde regler og holdninger og historier derude. Du er nødt til at skabe din egen vej. Jeg valgte at rådføre mig med kvinder jeg spejler mig i, og som har gjort nogle af de ting jeg selv har sta mig for at gøre, både under graviditet og barsel. 

Hvornår fortalte du det til omverdenen og hvad havde du med i dine overvejelser?