Godt jeg ikke er typen der giver råd, for så ville jeg fortælle dig at ...

Godt jeg ikke er typen der giver råd, for så ville jeg fortælle dig at ...

Nu er det 3. gang i denne uge jeg læser denne side i denne bog op for en af mine gæster her i hjemmet. Det er også en skidegod side og et virkelig godt budskab. Dette er fra sognepræst Preben Kok's bog "Skæld ud på gud", som bor i min taske, for bogen er bare virkelig genial. Alle bør læse den! Jeg skriver den ned til dig om et øjeblik.Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har et issue med råd. At få råd. Det er der mange årsager til. En af årsagerne til min modstand mod råd er, at råd ikke handler om mig som modtager, men derimod handler om dig som afsender. En anden årsag er at jeg meget sjældent har fået et virkelig godt råd. Især under min graviditet. Jeg har fået en masse råd jeg for det første aldrig har bedt om, og så har rådene aldrig rigtig handlet om mig. Til gengæld har jeg ofte følt mig meget lidt set eller lyttet til, fordi folk har enormt travlt med at rådgive mig med råd jeg aldrig har haft brug for eller har efterspurgt. 

Netop derfor er jeg så vild med denne side i Preben Kok's bog "Skæld ud på Gud":

"For nogle år siden var der en krisepsykolog, der rejse en del rundt her i landet og holdt foredrag for intensivsygeplejersker om krisesituationer. Jeg var med i panelet ved et af møderne, hvor der sad 400 mennesker i salen, og en af dem spurgte ham: "Kan du ikke fortælle os, hvordan den rigtige krisesamtale skal føres?" Og så skrev psykologen 16 punkter op på tavlen.Da han havde gjort det, sagde jeg til ham: "Ved du hvad, nu har du lige givet 400 mennesker dårlig samvittighed, for hvem kan leve op til det der?" Det endte faktisk med, at han viskede alle punkterne ud. Problemet er at vi faktisk godt kan forestille os det perfekte, vi kan faktisk give svar på, hvordan det perfekte burde være i forskellige sammenhænge. Og det er meget godt, indtil man så finder ud af, at det ikke kan udføres i virkeligheden.Det skader ikke at skrive punkterne op. Men hvis man ikke får visket dem ud igen, så har man et problem. Der er mange mennesker, der mere eller mindre bevidst tror på, at det perfekte er, om ikke for dem selv, så for andre. Det er også grunden til, at en parterapeut kan finde på at sige til et ægtepar: "Nu skal i tale sammen om det." For så ville det jo være perfekt. Men det er der bare ikke ret mange der kan, og de der giver rådet, kan som regel heller ikke selv tale med deres ægtefæller om alvorlige ting. Men det, at man ikke selv kan, betragter man som en fejl, som andre ikke skal lide under, og derved kommer man til at påføre andre nogle opgaver, som ingen kan løse, fordi løsningen er for perfekt. Det er nemmere at give det råd end at sige: "Når livet er alvorligt, kan man somme tider ikke så godt tale med sin ægtefælle om det. Men man kan leve sammen og hjælpe hinanden - og det er vigtigst." Køb bogen herJeg interviewede Preben Kok sidste år, og har stadig til gode at bringe interviewet her på bloggen. Han er en yderst interessant mand med yderst interessante holdninger til både samfundet, gud og den måde vi er mennesker sammen på. En af de historier han delte under interviewet, og som rørte mig mest, var en historie om sin kone.Prebens kone er forstander på en skole. Her møder hun ofte de politisk korrekte forældre, og de kommer af og til og klager over... ja alt muligt. Prebens kone lytter, og nikker og lytter, og når forældrene har talt færdig siger hun: "Ved I hvad, det kan jeg virkelig godt forstå. Det er simpelthen også for dårligt, og jeg er fuldstændig enig med jer begge to. Desværre har vi her på skolen ikke flere ressourcer til rådighed end dem vi har, og vi vil derfor aldrig kunne leve op til det perfekte billede af den perfekte skole, så jeg synes faktisk at I skal tage jeres søn/datter ud af skolen, og lade dem starte på en skole der lever op til alle de krav og forventninger I tager op her. Jeg er nemlig helt enig med jer I at jeres barn fortjener det absolut bedste, vi kan desværre bare ikke leve op til det billede her hos os".Jeg ELSKER hende for at tackle forældrene på den måde. Når de er færdige med at snakke, så vil falder forældrene som regel lidt ned, og kan for det meste godt se at det måske var lige en kende for urealistisk, og så begynder de at tage ejerskab i stedet for at skubbe hele ansvaret over på skolen.Sådan nogle mennesker kan jeg godt lide.Det var dagens sure og glade opstød. Hvad med dig? Er du god til at give råd? Og husker du at spørge om folk rent faktisk har brug for et råd, eller om de bare gerne vil lyttes til uden at skulle fikses?Jeg glæder mig til at læse din kommentar