Gravid og økologisk hårpleje hos Zenz i København

Gravid og økologisk hårpleje hos Zenz i København

Lad os bare være ærlige overfor hinanden, der er visse ting der er lidt nederen ved at være gravid. Det må man godt sige højt. F.eks at man ikke kan farve sit hår. Min pæne brune hårfarve er ved at gro ud i en pæn jysk leverpostejsfarve fra Aldi. Det klæder ingen.

Til gengæld kan man som gravid (eller ej) booke en tid hos den økologiske frisørkæde Zenz i København, hvor man kan få en ordentlig omgang hårforkælelse i lækre omgivelser, og tilmed med lækre økologiske og kemi-frie produkter fra Zenz Organics. 

Jeg har testet stedet for dig, og nu skal du møde en inspirerende kvinde. Især hvis du er gravid, ja eller hvis du ikke er, og endnu mere, især hvis du er gravid og selvstændig, eller drømmer om at være det.

Grundlæggeren af Zenz og Zenz organic products, er den miljøbevidste frisør Anne-Sophie Villumsen. Rimelig kickass kvinde, men det vender vi tilbage til om lidt. Hun startede Danmarks første grønne frisørsalon tilbage i 1999. I dag er Zenz vokset til en kæde med seks bæredygtige saloner. Og nu skal du bare høre hvorfor det er spændende at høre Anne-Sophie tale (og det gør hun til gengæld også dejligt meget, det var som at være til eventyrfortælling).

Jeg blev mødt med åbne arme af alle i salonen, faktisk følte jeg mig næsten som en royal. Nu er jeg i forvejen rimelig miljøskadet når det kommer til god kundeservice, da jeg som bekendt har et konsulentfirma der arbejder med salg og service, især i detailbranche, og jeg er simpelthen allergisk overfor dårlig service og ligeglade medarbejdere. Det var der heldigvis intet af her i salonen.

Anne-Sophie er ved at gøre klar, og hendes lysende energiske øjne og hendes smil smiter af lige med det samme. Som jeg har nævnt tidligere på bloggen, så små-tisser jeg lidt i bukserne på grund af graviditeten lige pt. og det var jeg ekstra træt af i morges, tena-bind er bare ikke sexede på nogen måde. Men det glemte jeg alt om da jeg satte mig i stolen.

Udover at have en bæredygtig forretning og kæmpe virkelig hårdt for at skabe bedre produkter for både kunder og frisører, så startede Anne-Sophie op som selvstændig da hendes førstefødte var 4 måneder gammel. Hun havde en vision, og efter selv at være blevet syg af at arbejde som frisør, bankede hendes hjerte for at skabe nye muligheder i det frisørfag som hendes hjerte banker for. 

Det tredie barn fik et pas da barnet var 10 dage gammelt, for Anne-Sofie skulle flyve til udlandet og holde et kursus. Ting kan godt lade sig gøre i den her verden, og vi havde en god snak om indstilling og attitude. Alting har en pris, og det har Anne-Sophie helt sikkert også mærket til, det lagde hun heller ikke skjul på, men man kan få rigtig mange (nærmest umulige) ting til at ske hvis viljen og beslutsomheden er på plads. Faktisk havde hun ikke lige nået at købe en barnevogn til sit 3. barn, og endte med at bytte sig til en brugt barnevogn for en flaske whiskey.

Mit hår blev masseret ind i den lækreste hjemmerørte økologiske olie-kur "DEEP WOOD NO. 99", og hovedbunden fik en lækker omgang massage. Olien styrker håret, hovedbund og hårsække. Den afstresser og opstrammer huden og har en beroligende og afstressende virkning på psyken. Anne-Sophie har også lært aromaterapi, og hun har udviklet alle sine produkter selv. Hun startede med at stå og røre hele molovitten hjemme i køkkenet. Efter noget tid fik hun produkterne produceret hos en alternativ kvinde, der var lige alternativ nok, så hun kunne kun producere varer til Anne-Sophie når månen stod rigtigt, og det er lidt svært at bygge en forretning op på, så i dag bliver varerne produceret i henholdsvis jylland og italien, og det fungerer godt.

Der er mange delte meninger om hvad man må og hvad man ikke må udsætte sit hår og sin hud for når man er gravid, men hvis man vil være på den sikre side, så skal man booke en tid til økologisk selvforkælelse hos Zenz. De har virkelig god erfaring med gravide kvinder, allergier og ting man ikke kan tåle, og du kan være helt sikker på at få passioneret og professionel vejledning hos Zenz. 

Selvom Anne-Sophie tager med på konferencer, holder Københavns kommune til ilden i forhold til at få udbredt synlighed omkring svanemærket i brachen, og er pionér indenfor sundere økologiske produkter uden kemi, kan selv hun have svært ved at finde rundt i ingrediens-lister og kemi-forvirring, derfor er der intet at sige til at du som forbruger ikke har en jordisk chance for at finde ud af hvad der er op eller ned i alle de råd vi får smidt i hovedet og dementeret i medierne.

Efter en vidunderlig oplevelse og en virkelig inspirerende snak med en virkelig inspirerende indehaver af Zenz-kæden, tog jeg videre til møde i mit elskede København. Mit hår duftede dejligt, og jeg følte mig helt lettet, især efter et kæmpe humørskifte og en time i selvforkælelsens tegn.

Jeg kan virkelig anbefale dig at besøge en af salonerne og give dig selv en lækker klipning eller en lækker behandling, især hvis du har lidt vintertræt hår, eller hvis du er gravid og gerne vil have lidt lækker luksus, der hverken skader dig, din baby eller miljøet.

Har du selv prøvet Zenz? Så del gerne din oplevelse med os andre, det er altid dejligt at samle de gode anbefalinger og blive inspireret til at prøve lidt nyt og lækkert af.

Her finder du Zenz

www.zenz.dk - for booking af tid og mere information om kæden

Følg Zenz på Facebook

Følg Zenz på Instagram

Hav en dejlig dag!

Mange kærlige hilsner

Anne