Alternativ familieform: Jonas er alenefar på fuldtid til tvillinger

Alternativ familieform: Jonas er alenefar på fuldtid til tvillinger

Når han sidder der, på skype, inde i min computerskærm, så ligner han en helt almindelig ung mand på 26 år, der er i fuld gang med livet. En der hænger ud med vennerne, spiller på den guitar der hænger på væggen bag ham, og måske spiller lidt computerspil i ny og næ.

Det man ikke kan se på Jonas, er, at han udover at være en frisk ung mand på 26, også er fuldtids-alenefar til sine tvillinger på 5-et halvt år. Jonas har sagt ja til at dele sin historie, og den får du her.

 

?Vi var enige om at vi ikke skulle have børn?

Min kæreste og jeg mødte hinanden tilbage i 2008, og jeg syntes hun var sød. Det viste sig bare hurtigt, at hun kæmpede med nogle psykiske ting, og derfor vidste jeg at vi nok ikke havde en fremtid sammen. Jeg var 20 år på det tidspunkt. Efter et halvt år sammen blev hun gravid, og vi havde snakket om, at hvis det nogensinde skulle ske, så skulle vi selvfølgelig have en abort. Pludselig var vi bare ikke enige, og hun ville have barnet. Jeg var i chok og sagde at det sgu ikke var lige nu jeg skulle have børn. Men hun ville have barnet, og så måtte vi jo ligesom bare finde ud af det. Jeg er jo ikke en røv.

 

2 lysende prikker på skærmen.

Vi var til ultralydsscanning. Der var ikke kun én prik, der lyste på skærmen, der var to. Og min kæreste fik det ikke bedre, og endte med at blive indlagt de sidste par måneder af graviditeten. Jonas fortæller og fortæller, og selvom fødslen uden tvivl har været en vild oplevelse, er det tydeligt at hele rejsen fra graviditeten og frem til nu, den bare har fyldt alt i Jonas? liv.

Tvillingerne blev født. Min kæreste blev dårligere, det stod skidt til med ryggen, hun kunne ikke amme alene og sideløbende begyndte de psykiske udfordringer at vokse sig større. Social angst og måske har der i virkeligheden også været en fødselsdepression.  Hun kom ikke ud til mødregrupperne og var i det hele taget bare meget isoleret og alene.

 

Jeg fik stress

Jeg arbejdede, men jeg blev mere og mere irriteret, jeg fik stress, var plaget af tankemylder, var ked af det og jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Hun fik det bare ikke bedre. Jeg måtte droppe i alt 3 lærerpladser, fordi der bare ikke var noget der fungerede. Jeg tog på i vægt og jeg kunne selv se det.

Efter lidt tid startede jeg op i et pilot-projekt, hvor jeg kom i gang med noget træning, og begyndte at styrke mig selv. Det gav mig et løft og jeg begyndte at finde mig selv igen.  Jeg begyndte at tro på at også jeg duede til noget, at nu kan jeg faktisk godt.  Alt imens hun fik ani-depressiver og det blev værre og værre.

Da ungerne var lidt over et år gamle gjorde vi det forbi. Det var slet ikke et issue hvem er skulle have børnene, for vi vidste begge to godt at hun skulle flytte og ungerne kulle blive hos mig. Vi var heldigvis enige. 

 

Alene

Så stod jeg der. Alene. Jeg tænkte ?Kan jeg overhovedet det her??. Ungerne var startet i vuggestue, og dem sparrede jeg rigtig meget med. Kommunen hjalp også med sparring.  Børnenes mor besøgte os sporadisk, men havde fået konstateret personlighedsforstyrrelse og social angst, så der var rigtig meget hun ikke kunne overskue, og hun havde ikke styr på noget. Hun har set ungerne ca. nn gang ugentligt lige siden, men kan godt finde på at aflyse i sidste øjeblik fordi hun ikke kan overskue det. Hun melder fra flere gang om ugen, på dagen. Nogen gange en time før, hvilket virkeligt vanskeliggøre planlægning og stressen.

Jeg kom i lidt forskellig aktivering, og efter et halvt år alene med ungerne startede jeg på noget gartner uddannelse. Det gik rigtig godt i lige præcis 1 måned, men så ramte jeg en mur, og gik helt ned med stress. Jeg startede hos en psykolog, og det har hjulpet mig enormt meget. Jeg havde angst og kaostanker, jeg havde frygt og havde angst for mine selvmordstanker. Jeg var nødt til at acceptere et nederlag.

Min psykolog og jeg snakkede om muligheder, og jeg fortalte om gymnasiet, men at jeg faktisk ikke troede på at jeg kunne finde ud af det. Psykologen svarede ?nu pakker du de der mindreværdstanker væk, og så går du ned og melder dig til!?. Og det gjorde jeg. Og der kom sgu flere 10-taller end der kom 4-taller.

 

Uden dem havde jeg ikke klaret det her

Min mor og min papfar bor 100 meter længere nede ad vejen, uden dem havde jeg ikke klaret det her, de har været en kæmpe hjælp for mig. Min storesøster og svoger, og min lillesøster og hendes kæreste har også virkelig været en stor støtte for mig. 1 dag ugentligt er mine unger hos min mor, og overnatter, og jeg kan bare mærke hvor stor ro det giver mig at jeg har den ene dag om ugen hvor jeg kan sove og få ordnet nogle ting. 

Mine venner har haft lidt sværere ved at sætte sig ind i hvad jeg har gennemgået de sidste 6 år. Fuck hvor har jeg bare skiftet mange lortebleer imens mine venner har haft fede oplevelser, og har været i byen og give den gas. Men omvendt er det altså de perioder der har været hårde, hvor du udvikler dig helt vildt og tager nogle kæmpe skridt i livets skole. Det er det absolut hårdeste jeg nogensinde har været igennem, men jeg ville aldrig nogensinde have været det foruden. 

Fremmede har reageret med begejstring, og jeg høster en del streetcredit for min historie. Det labber jeg i mig. Der er ikke mange der har hørt om en enlig far på 26 til tvillinger på 5 et halvt før. Til gengæld skal man ikke sige til en spelt-mor at det er hårdt, for de mener ikke der er forskel på mænd og kvinder i forældre-rollen. Det mener jeg bestemt der er. Børn er mere knyttede til deres mødre fra starten, og en lig forsøger-rollen tror jeg ligger mere instinktivt hos en mor, end den gør hos en far. 


Et råd til unge forældre der står alene

Forleden talte jeg med en pige på 24, som er blevet alene mor. Hun har et kæmpe behov for at blive bekræftet og efterlader sit barn hos eksen eller vennerne mens hun tager i byen hele weekenden og er samen med fyre for at finde bekræftelsen. Mit råd til hende er virkelig ?nu skal du lukke røven og så skal du gå hjem og være mor, tøsebarn! Tag dit ansvar!? Jeg hader selv når folk siger det samme til mig, men det gør det ikke mindre rigtigt. 


90-95% af tiden er jeg alene med mine børn. Vi har gode rutiner og vi finder ud af det. Hele rejsen har været som at være blevet kastet ud i en vild og voldsom flod, men nu er det hele lidt lettere, og ungerne starter i skole til sommer, det er jo slet ikke til at forstå. Mine børn er glade og velfungerende, og jeg har selv fået så uendeligt meget igen. Det er faktisk lidt svært at sætte ord på. Men jeg er enormt stolt, jeg har fået selvtillid, jeg har lært sindssyg mange ting, og så har jeg bare en ubetinget kærlighed til mine børn, det er større end at vinde en milliard kroner.


Faktisk har jeg også fået meget mere forståelse for mine forældre. Jeg har ikke altid haft det bedste forhold til in far, og han meldte sig meget ud da jeg var barn. Gik på arbejde, kom hjem, gik ind til sig selv. Jeg har arvet nogle ting fra ham, og pludselig forstår jeg hvordan det føles simpelthen ikke at have overskud. I dag har mine unger f.eks siddet foran tv?et det meste af dagen, og jeg har tænke ?det må du simpelthen kunne gøre bedre?, men jeg er bare ikke den der store lykkelige familie hvor der er friskbagte boller hver weekend og hvor børnene bliver stimuleret hver eneste dag. Det kan jeg ikke. Jeg gør mit bedste.


 

Ved siden af sin HF, er Jonas passioneret omkring sit iværksætterprojekt. Jeg spurgte ham om man kan leve sit drømmeliv når man er enlig far til tvillinger. Han tøvede og sagde ?tjah, det er ikke let?. Alligevel lyser han op som en sol, når han fortæller om sit Woodcraft-foretagende. 

"Jeg kan til tider være ret doven, ustruktureret, et rodehovedet, og det hjælper SLET IKKE på min/vores situation. Men jeg har læst at folk der er mega ustrukturerede, også er dem der er mest kreative. Til gengæld er jeg begyndt at tage skeen i den anden hånd, da troen på mig selv, mit liv, min fremtid og min succes i den grad har fået en stort løft de sidste par år. Specielt med min skolegang og iværksætteriet"

Da Jonas gik på efterskole lærte han gamle håndværk, og har siden specialiseret sig i traditionelle håndværktøj. Han brænder for 100% bæredygtighed og har fundet sin niche, hvor han i dag allerede er i dialog med Noma, Claus Meyer, vikingemarkeder, og skal holde mini-workshops i sit håndværk. 

 

Jonas fortalte og fortalte, og jeg fik både set skeerne og en smuk skammel, som nok på et eller andet tidspunkt havner hjemme i min lille lejlighed her i Hellerup. Selvom det var tydeligt at Jonas er blevet stærk i sine egne holdninger i forældreskabet, og er generalen derhjemme, der fortæller hvordan skabet skal stå, så lever drømmen om at leve af sin passion i bedste velgående. Så en kærlig opforfordring til dig, kære læser, udover at læse Jonas? historie, så tjek lige hans ting ud, det er ret sejt det han laver, og verden har brug for mange flere som Jonas, der sætter bæredygtighed og traditionelt håndværk øverst på dagsordenen. 

Tusinde tak til Jonas for at dele sin inspirerende historie. Den har virkelig givet mig troen på, at selvom jeg er selvstændig, og selvom jeg lever i en alternativ familieform, så er der en vej for mig også. Vand finder altid en vej at løbe, det gjorde Jonas også, det gør jeg også, og det gør du også.

Tjek Jonas ud herunder:

Se Jonas' arbejde på Instagram her

Følg Jonas' inspirerende arbejde på FB her

Og Jonas har naturligvis også en hjemmeside her

 

Hvad tænker du når du læser historien? Jeg vil rigtg gerne høre din kommentar (det er jeg sikker på Jonas også rigtig gerne vil), del dine tanker, og fortæl gerne hvis du har oplevet lignende historier, eller selv lever i en.