Og så blev jeg en pyldremor

Og så blev jeg en pyldremor

Crap osse!

Forleden dag var jeg i dyrehaven med min svigerinde. Vi skulle se nogle dyr, og være lidt natur-typer begge to. Vi var pakkede godt ind i hat og vanter og dynejakker, og det var vildt dejligt at gå en lang tur og vende verdenssituationen.

Da vi nærmede og slutningen af ruten, fik jeg overset et glat stykke på asfalten, og jeg gled så lang jeg var, landede på venstre side og knaldede hovedet ned i vejen.

SMASK! Blev der sagt.

Jeg er rimelig god til sådan nogle situationer, og jeg beroligede min svigerinde, og fik hurtigt pulsen ned igen. Det er både godt og skidt at have den evne. Men da jeg så kom hjem og googlede "gravid og fald" - stod der på det store internet at jeg alligevel lige skulle ringe til lægen. Så det gjorde jeg.

Pludselig begyndte jeg at græde. Normalt ville jeg ALDRIG ringe til lægen i sådan en situation. Jeg er faktisk så dårlig til at få ringet til lægevagten, at jeg er i tvivl om jeg ville ringe hvis mit hovede var ved at falde af... for jeg kan jo stadig åbne og lukke det ene øje, jo! 

Nu er det jo bare således at der ligger en lille ninjpige inde i min mave. Et menneske jeg elsker helt afsindigt meget allerede, på trods af at jeg ikke engang kender hende endnu. Hun KAN jo i princippet godt være en lille arrogant møgunge, det ved jeg jo ikke før jeg lærer hende at kende. Men jeg kan slet ikke bære tanken om at der skal ske hende noget.

Jeg græd og græd, og fik fat i lægen, som beroligede mig. Jeg undskyldte lidt fordi jeg ringede, men jeg ville bare sikre mig at moderkagen ikke var revet løs og at jeg ikke havde slået et ribben ind i hovedet på ninjaen eller noget lige så sandsynligt. 

Heldigvis var det en virkelig sød læge som tog mig meget alvorligt, og det gav mig enormt meget ro at snakke med hende. Jeg selv har fået en hjernerystelse og et ordentligt slag i kroppen, så nu er jeg stiv i hele venstre side, og kan ikke selv løfte hovedet fra hovedpuden når jeg vågner om morgenen. Det ser ret sjovt ud, som jeg triller om på siden og "svinger" mit hovede op, så nogle andre muskler kan tage fat. Akrobatik-Anne.

Anyways. Det er nyt for mig at mærke så mange følelser omkring Emma Jo (min baby). Det er nyt for mig at jeg bliver så berørt og bange for om der vil ske hende noget. Da jeg faldt i dyrehaven, så jeg hele faldet i slowmotion mens det skete. Ja, præcis ligesom i Matrix-filmen, og min krop nåede at dreje sig så jeg faldt på siden i stedet for på maven, det var ret vildt at opleve.

Jeg har haft dømt mig selv lidt (MEGET) for at være blevet en pyldremor, men nu hvor jeg har fået oplevelsen lidt på afstand, og har snakket med mit facebook-crew om det, så kan jeg jo godt forstå det. Et barn er bare større end en selv, og jeg har en ny størrelse følelser jeg skal forholde mig til. Jeg er opgraderet fra Light-pakken (arghhh det er også løgn, jeg har sgu aldrig været "light" når det kommer til følelser) til "kodylt-ekstra-mega-maxi-ultra-deluxe" pakken af følelser. Og det bliver sikkert endnu værre når hun kommer ud.

Men altså ja. Med dette indlæg vil jeg blot byde min indre pyldremor hjerteligt velkommen i Anne-huset. Vi bor eddermame mange mærkelige mennesker i mit hus, og vi har aldrig haft en der rigtigt pyldrer, så jeg glæder mig til at lære min nye beboer at kende og finde ud af hvad sådan en størrelse bringer med sig af nye eventyr.

Kan du huske hvornår du (gravid, mor eller ej) plydelig fik et nyt sæt følelser du skulle forholde dig til? Og hvad gjorde du for ligesom at lukke de der nye følelser ind? (eller flygtede du fra dem)?

Del din historie i kommentarfeltet herunder, jeg glæder mig til at læse din erfaring (ikke dit råd) du har gjort dig. Tak fordi du deler <3