Når stærke kvinder bliver invalideret af graviditetskvalme

Når stærke kvinder bliver invalideret af graviditetskvalme

Graviditet er ikke en sygdom. Der har været mange interessante og mange VIRKELIG nedladende artikler om gravide kvinder og sygemeldinger - og om hvorvidt gravide "spiller på" at de er gravide og derfor melder sig mere syge.

Og nej, graviditet er ikke en sygdom, men man kan til gengæld blive meget meget syg af at være gravid. Jeg tror faktisk det er meget få kvinder der "spiller" på deres graviditet. De fleste kvinder, og det er jo bare min helt egen lille teori uden noget som helst datagrundlag, tror jeg, er optagede af ikke at være til besvær for deres arbejdsplads, hanker enormt meget op i sig selv fordi deres karriere er vigtig for dem, tier gener ihjel fordi de ikke vil virke svage osv. Når man er gravid er man altså i en belastet tilstand. Ikke en sygdom, men der bliver vitterligt pumpet 20% mere blod rundt i kroppen, det er, i rigtig mange kvinders tilfælde, en ret hård omgang de skal i gennem.

Men så er der jo også lige os andre. Os der bliver syge. Nu har jeg mit eget firma, så jeg har ikke skulle melde mig syg nogen steder, til gengæld blev jeg så hårdt ramt af kvalme at jeg blev fuldstændig invalideret. Forstået på den måde at jeg ikke engang kunne overskue at tjekke mail, fordi min krop var så udmattet af at kaste så meget op, at jeg til sidst heller ikke kunne holde mig, så jeg tissede også lige i bukserne hver gang jeg var ude og ørle i toilettet. Namme nam.

Den ene dag tog den anden. Jeg lå alene i min seng og satte den ene krimifilm på efter den anden. Jeg var sulten, men jeg kunne ikke være i køkkenet mere end et par minutter ad gangen, fordi alt lugtede dårligt, og alle lugte satte gang i opkastningen. Jeg skulle bruge flere dage på at samle kræfter til at gå ned i netto og handle sodavands-is ind. Det eneste jeg kunne overskue at få ned, var sodavands-is. Og facebook. Korte statusser og billeder af katte og juledekorationer.

Når man, eller, nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men når jeg er vant til at være en stærk kvinde der kan klare mig selv, kører mit eget firma, løser ting i mit liv selv, så er det ikke bare rigtig hårdt pludselig at være en sengeliggende hvalros med en rygrad som en vandmand, det er også et kæmpe identitets-tab. Efterhånden som dagene gik, mistede jeg mere og mere troen på at jeg nogensinde ville få det godt igen. Jeg vidste heller ikke hvor pengene skulle blive ved med at komme fra, for jeg havde ingen a-kasse eller rig onkel i Amerika der lige kunne betale for at jeg lå og kastede op. Jeg havde heller ikke kræfter til at udfylde formularer (eller i det hele taget overskue hvilke formularer jeg skulle udfylde) i tilfælde af at kommunen kunne hjælpe mig en måned eller to. Jeg lå bare der begravet i ensomhed og uduelighed.

Faderen og jeg kendte/kender jo ikke hinanden så godt endnu, og når vi havde passeret              

- Hvordan går det?

- Det går dårligt

- Er der noget jeg kan gøre?

- Nej!

så var der ikke så meget mere at snakke om. Og skulle jeg havde bedt ham mere om hjælp? Ja for pokker! Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke finde ud af at tage imod mine veninders kærlige sms'er "Anne, sig til hvis jeg bare skal komme og være hos dig, vi behøver ikke snakke" og "Anne jeg kommer gerne forbi med maser af sodavands-is" og "Anne, er der noget som helst jeg kan gøre". Men jeg kunne ikke overskue at skrive "Bare hjælp mig! Jeg ved ikke hvordan, men bare hjælp mig" - det er faktisk først nu, hvor jeg skriver dette blogindlæg, jeg kan sætte en sætning på hvad jeg havde brug for.

Jeg skubbede min familie væk, for jeg skammede mig sådan. Jeg er jo Anne der er foredragsholderen, Anne der er hende den seje coach der kan klare de vildeste ting her i livet, og så bliver jeg gravid, noget stort set alle kvinder har prøvet før mig, og så punkterer jeg fuldstændig og kan ingenting. Skam skam skam og atter skam.

Det hele endte med at jeg en aften blev indlagt på rigshospitalet da min krop heller ikke kunne holde vand nede mere. Nu røg væsken også op igen. Vagtlægen i telefonen var utrolig forstående, og jeg havde lyst til at putte mig ind til hans omsorgsfulde stemme og bare blive der for evigt. 

Mig ind i en taxa, og hele vejen ind til riget tænkte jeg "Jeg ved bare at der ikke er noget galt med hverken mig eller barnet. Det er der nemlig aldrig".

Jeg fik taget blodprøver, blev lagt i en seng på gangen og lå bare der. Det var så rart at der var mennesker omkring mig. Min mor og jeg havde været uvenner og jeg havde afvist hende ret meget. Men jeg fortalte alligevel at jeg var blevet indlagt, så hun ikke skulle høre nyheden fra facebook. Min mor skrev "Anne, jeg ved godt vi ikke er på talefod lige nu, men må vi ikke godt komme og hjælpe dig?".

Min telefon lå i min hånd, jeg fik tårer i øjnene, sank min stolthed og skrev "jo tak". Klokken var halv ti om aftenen, min mor og stedfar satte sig ind i bilen og kørte fra Sønderborg til København. Jeg græd. Mest af lettelse.

Min søster hentede mig fra sygehuset, og det var så dejligt bare at være sammen med hende. Mine forældre hentede mig hos min søster, og min mor og jeg tog hjem i min rodede lejlighed og sov. Min mor spurgte hvad der kunne gøre en lille smule forskel for mig, og jeg vidste med det samme hvad det var: Et skab!

En af de ting der havde stresset mig allermest i forhold til graviditeten, var at jeg ikke havde nogen steder at placere min datters tøj. Det flød bare. Jeg kunne ikke holde til at jeg ikke havde plads til hende i mit hjem, og hver dag lå jeg i mit kvalme-helvede og så på de små bunker babytøj, som slet ikke kunne være nogen steder i min lejlighed.

Vi tog sammen i Ikea, selvom jeg var helt ødelagt og afkræftet, fandt jeg styrken til at tage med, fordi det skab bare var vigtigere end alt andet. Vi kørte tilbage til lejligheden, og jeg blev placeret i en bunke tøj på sengen, og fik lov til at ligge der og acceptere at jeg hverken kunne løfte eller hjælpe til. Jeg faldt lidt hen, og kunne høre mine forældres stemmer snakke om vinkler og hvem der havde lagt hammeren hvorhenne. Jeg følte mig så taget om og taget af og elsket.

Halvandet døgn senere var skabet bygget, mine forældre tog hjem, og jeg græd af lykke. Kvalmen havde fortaget sig, jeg havde ikke kastet op en eneste gang mens mine forældre var på besøg, og jeg glædede mig sådan til at få alt tøjet, især min datters tøj, ind i skabet.

Senere om aftenen kom min underbo op til mig og satte de sidste hylder på plads. Det skab er ikke bare et skab, det er for det første en stor kærlighedserklæring fra min familie til mig og min nye familie, men det er også et symbol på både et vendepunkt og på omsorg.

Jeg har ikke haft kvalme siden min familie har været på besøg og byggede et skab til mig. Mange på facebook har spurgt mig hvad der fik kvalmen til at gå væk. Og udover tiden (at de 4 måneder nu var passeret) - tror jeg at størstedelen har været psykisk. Da jeg endelig overgav mig og slap al kontrol, al stolthed og turde tage imod omsorg, kærlighed og aen på kinderne, så var der ingen grund til at lege stærk selvstændig kvinde længere. Jeg blev sårbar, hjælpeløs og elsket.

De første 4 måneder af min graviditet har været et levende sandt mareridt. Et helvede. Jeg har aldrig været så fysisk invalideret i mit liv, aldrig tabt så meget identitet og aldrig været så lidt i stand til at gøre noget som helst ved det. Det har kostet på alle niveauer af mit liv, og til sidst blev jeg angst for at jeg var ved at ryge ind i en depression.

Jeg googlede "gravid og tristhed" og "gravid og deprimeret" og jeg havdene på den ene depressions-side efter den anden. Til sidst ringede jeg til min læge og bad om en tid. Og det fik jeg. Mit mål var at få en henvisning til en psykolog. Jeg har altid været i stand til at komme igennem de sværeste ting, når blot jeg har fået en forståelse for hvad det er jeg dealer med.

"Anne Deppe?" JA, det er mig. Lægen gik først, jeg gik efter ham, og jeg fortalte hvor langt ude og langt nede jeg var efter så mange måneder i sengen. Jeg fortalte ærligt og fortalte at jeg også var blevet bange for at få en fødselsdepression, fordi jeg allerede nu havde fået det dårligt. Min læge kiggede på mig og sagde "Anne, du har ikke nogen depression, du er bare virkelig træt og virkelig udmattet, og det ville ALLE kvinder være efter den omgang du har været igennem". Sammen lavede vi en aftale om at jeg blot skulle fortsætte med at gå en tur i 10 minutter hvis jeg kunne, og hvis jeg blev ked af det igen, så skulle jeg bare komme ned og tale med ham igen. Og som min veninde Trine sagde "ved du hvad Anne, man kan sgu ikke blive ved med at trække det gode humør op af en magisk tryllehat".

For vi er kun mennesker, også selvom vi er stærke kvinder der kan det hele på den halve tid. At blive trist efter at være sengeliggende i så lang tid, det er ikke en depression, det er til gengæld et virkelig sundt tegn på at man er pænt træt af situationen. Og det oplever jeg ofte at vi glemmer. Altså at det bare er livet, og at der altså ikke er noget som helst galt.

Hvis jeg skulle diagnosticere mig selv ud fra den historie du lige har læst, så ville jeg kalde diagnosen "faretruende mangel på kærlighed og omsorg". Da jeg fik bygget mit skab og lod min familie komme derind hvor jeg var så bange for at nogen skulle opdage mit mørke, så helede jeg hurtigere end jeg kunne nå at sige "bisse busse badekar og snaps". Eller... Du ved hvad jeg mener.  Jeg har intet fejlet siden. Lige borset fra i går aftes hvor jeg havde voldsom kvalme, men det var fordi jeg havde inhaleret 3 avocadoer i form af guagåmålle og havde glemt at mærke efter hvornår jeg var mæt. I dag har jeg mest bare lugtet af hvidløg, men jeg har haft det strålende.

Så nu kæmper jeg kun med trapper og lyden af en meget forpustet okse (mig), men udover det har jeg det fantastisk. Jeg har foredrag i kalenderen jeg skal holde i hele landet, jeg har næsten kalenderen fyldt med private coaching-kunder igen og der er store projekter i støbeskeen. Og så har jeg oprettet denne vidunderlige blog, som på blot to dage har skabt mere glæde i mit liv end jeg på nogen måde havde turdet håbe på.

Af hjertet tak fordi du læser med, og smid meget gerne en kommentar, jeg elsker at læse hvad mine dejlige læsere får ud af mine skriblerier.

 

Kæmpe kram

Anne