De findes stadig, dinosaurusserne, selvom vi gik her og troede at de var uddøde, så popper de stadig op hist og her og kvæulerer ud fra et meget gamle billeder fra fortiden. Og det har jeg en kommentar til i dag. De skrækkelige egoististe selvvalgte solomødre, dem som dinosaurusserne ikke kan døje. Dem som er skyld i alt ondt.
Hvis du har fulgt lidt med i medierne, har du kunne følge en sag om en politiker fra socialdemokratiet der skriver følgende (jeg er blokeret fra hans profil fordi jeg likede en kommentar der kritiserede ham under #metoo, men en venlig sjæl sendte mig teksten):"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie. Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor. Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg? Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)."
Lad os lige tage den fra en ende af:
"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie."Ja, det er rigtigt, der har aldrig været flere singler end der er i dag (m/k - kilde), men at blive aleneforældre handler for rigtig mange forældre ikke om selvrealisering, men om at gøre noget aktivt ved et ur der begynder at køre på sidste klokkeslag, efter mange forsøg med "den traditionelle familiekonstellation".
Jeg er selv en af dem. Jeg har været i gode lange faste forhold med mænd der bare ikke lige var klar til at få børn. Flere af dem bliver snart 40 og har stadig ikke børn. Og det er helt fair at de ikke ønsker det, men det ændrer ikke på at jeg har et biologisk ur der tikker og et dybtfølt ønske om at skabe liv og se mine børn vokse op inden jeg selv bliver for gammel. Det har intet at gøre med selvrealisering, det har alt at gøre med biologi og kærlighed.Jeg er i dag mor til to. Jeg sover ikke ret meget og jeg løber stærkt for at få enderne til at hænge sammen. Jeg har to velfungerende piger og jeg nyder hvert sekund med dem, men et personligt frigørelsesprojekt er det sgu ikke. Så havde jeg nok valgt at gå kaminoen eller flytte til New York i en periode eller noget. Det her er noget ganske andet. Og det er det for langt de fleste selvvalgte solomødre. Det er mødre der har prøvet og prøvet og prøvet, og som til sidst har taget sagen i egen hånd, har kigget dybt ind i sig selv, har snakket med andre solomødre, har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge om hun mener hun har ressourcerne det kræver for at bringe et barn til verden alene. Og hun har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge hvordan man sørger for at have gode mænd i livet barnet kan spejle sig i.Og som udgangspunkt er jeg rørende enig i at et barn har ret til at kende sit biologiske ophav. Det er bare en virkelig kompliceret snak at have, for du behøver bare at tænde for Mads og Monopolet en lørdag eller to, så vil du møde dybt frustrede børn af fædre der ikke lige orker deres egne børn, har fået en ny familie, eller som lige skred da moderen blev gravid og på ingen måde ønsker kontakt. Så de der stakkels børn der render rundt uden at kende en af sine forældre, det er altså ikke solomødrenes skyld. Der har altid været alenemødre. Altid. I dag er de bare selvvalgte og lagt fra så stakkels som de var engang. Tvært i mod er solomødrene i høj grad veluddannede, ressourcestærke og intelligente kvinder som har sat alle kræfter ind på at skabe det bedst mulige liv for det her barn.
På det her tidspunkt har vi slet ikke været inde på de MANGE par der vælger at få et barn for at redde et forhold. Tal lige om egoistisk? At få børn er ALTID egoistisk. Jeg kender ikke et eneste barn der selv har registreret sig på borger.dk inden det blev født, med en ansøgning om at blive bragt til verden. Nej. Det er forældrenes egoistiske ønske, uanset om man er mor og far, far og far, mor og mor, mor eller far."Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor."
Alletiders, så synes jeg vi skal tage fat i alle de fædre der skrider fra deres børn, og ikke vil have noget med dem at gøre. Jeg tror der er flere af dem end de 700 selvvalgte solomødre, der sidste år valgte at blive gravide ved hjælp af inseminering.
"Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende."
Det er godt nok et tal grebet ud af luften, Simon Simonsen, og jeg kan se i kommentarsporene på facebook at der er en del skønne singlemænd der ikke ønsker at blive taget som gidsel under dine 500.000. Og det kan jeg godt forstå. Debatten kunne jo lige så godt hedde "singlemænd skal tvinges til at have børn med deres partner", og det er jeg ret sikker på at ingen synes er en god idé. Derfor er det ret positivt at man, som kvinde, kan vælge at få hjælp til at få et ønskebarn.Der fødes ca 60.000 børn om året i Danmark. Af dem er ca 700 donorbørn, af dem ca. 500 med ukendt donor. Så det drejer sig altså om ca. 500 børn om året, uanset hvor meget man vender og drejer det, så KAN de 500 børn ikke have 500.000 skønne og vidunderlige singlemænd til fædre. Det kan de bare ikke. Ikke hvis man ved sådan helt basis hvordan biologien fungerer.
Når man bliver forældre, så handler det om et kærligt ønske om at stifte familie, men måske har man ikke mødt den rigtige mand endnu. Og vi kan bare ikke ligestille biologien. Mænd kan sprede sine gener hele livet, det kan kvinder ikke, kvinder kan føde børn, det kan mænd ikke. Og det er jo ikke engang sikkert at barnet aldrig får en far. Det er altså set at nogen af de her solomombosses (as i like to call them), de finder en livspartner. Min egen mor blev skilt, fandt en mand og de har lige fejret sølvbryllup. Man har aldrig kun en chance for kærlighed i livet.
Hvor kom jeg til? Nåja
"Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg?"Nej. En af disse mænd var ikke nødvendigvis blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Verden så virkelig anderledes ud for 30-40 år siden. For 30-40 år siden fik gifte kvinder lov til at beholde deres eget efternavn, som ikke automatisk blev lavet om til mandens. Det var der vi var. Historien kunne med lige så stor sandsynlighed have været at Joy havde fået et barn med en mand, som så var skredet. Eller at Joy havde fået et barn med en mand, som så var død. Eller at Joy havde fået et barn med en mand hun havde mødt på en bar. Den historie kune have set ud på mange måder.Og når vi nu er i gang med "hvad nu hvis", så hvad hvis det her? begge forældre dør i en bilulykke? (dobbelt så mange mænd som kvinder dør i biluheld)
HVIS vi skulle lave sådan en skala, så er der, efter min mening, emner der er langt mere presserende at tage op, som f.eks "er det godt st starte livet på Sjælsmark?" eller "er det godt at starte livet i en familie med alkoholmisbrug?". Der er også lavet en del forskning på området, som viser at børn af sæddonerer klarer sig lige så fint som andre børn (kilde). Der er også undersøgelser der giver andre resultater, og vi kan konstatere at billedet ikke er klart og tydeligt. Måske fordi vi ikke kan sammenligne med traditionelle familier, da det jo er et uendeligt vidt begreb."Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)." "
Den biologiske far er megavigtig (med mindre han skrider, så sker det her med børnene)! Og som udgangspunkt er jeg absolut enig i at børn har ret til at kende sit biologiske ophav, og kunne besvare "hvor kommer jeg fra?" og "hvem er jeg?" og "hvor kommer de her sider af mig fra?" Men du ved faktisk ikke hvad Joy tror om vigtigheden af en biologisk far. Du ved kun hvilket valgt hun har truffet, ikke hvilke (måske) indre diskussioner og hvilket forarbejde og hvilke mavepiner hun har rendt rundt med."There seems to be a stereotype of single women seeking sperm donation as anti-men or as not having carefully considered the needs of heir future children. Our research would suggest that is not the case."Dr Sophie Zadeh, of the University of Cambridge - link til artikel
Du skriver vi ikke skal dømme hende, efter du lige har dømt hende og alle solomødre (ved skrive "vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie", dømmer du).Måske skal vi se kønspolitikken i et større perspektiv, du ved, hvor vi ikke udskammer solomødre (eller nogen andre), men hvor vi åbner op for at flere familier (solomødre er også familier) kan skabe flere fællesskaber (familier) baseret på kærlighed og dybtfølte ønsker, og færre på tvang og skam og frygt. Hvor fædre kan tage mere barsel, hvor flere kan være mere sammen med børnene i stedet for at sende dem i institution, hvor pengene følger barnet og familien. Vi har så mange kasser og lukkede muligheder, og i stedet for at kigge på hvilke familier der findes i Danmark og hvorfor, så bruger vi tiden på at udskamme og kritisere dem der bruger de muligheder der nu engang er, og får børn alene.
Børn skal ikke være frigørelsesprojekter (eller redningskranse eller ting man kan vinde i statsforvaltningen/familieretten eller dele midt over), men solomødrene er virkelig ikke de rigtig at gå efter her. Hvis det virkelig handler om barnets tarv og ikke forældres ret (m/k), så er der altså mange andre steder vi skal sætte ind før vi begynder at hive fat i solomødre. Jeg har listet nogle af stederne ovenfor i min del af "hvad nu hvis" legen.I det hele taget tror jeg det er på tide at vi re-tænker hvordan vi gerne vil være samfund omkring de familier og familieformer der findes i dag, hvordan vi sikrer at flest mulige børn trives, at familierne er støttede og at børn får en sund, god og tryg opvækst, så der er mindst risiko for at de havner i systemet igen senere i livet. Vejen dertil er bare ikke at udskamme og angribe solomødre. Det løser absolut intet.Intet.Big fat kudos herfra til alle de solomødre der vælger at stå alene med barn/børn. Selvvalgt eller ej. I er fandme seje. Og big fat shout out til alle solofædrene derude. I er pisseseje. Det er virkelig ikke let at være alene om det. Men det er vidunderligt!
