Selinnas første fødselsdag og et smut akut til lægen

Hvordan kan jeg skrive det her uden at ramme alle klicheerne? Det kan jeg muligvis ikke, men derfor vil jeg alligevel fortælle om Selinnas 1 års fødselsdag i dag, en dag med drama, akut lægebesøg, balloner og lykke i hele kroppen.1 år er det siden at jeg sad med min lille baby i armene. Veerne var startet aftenen inden, og jeg turde ikke kalde mit fødeteam til mig, da jeg var bange for at det var falsk alarm (igen). Men heldigvis havde jeg en sej mama Christina doula med, som insisterede på lige at komme forbi klokken 22.30 den aften. Og hun var ikke i tvivl: det er NU!Et halvt døgn senere lå jeg i min egen sofa, i min egen stue, omgivet af de dejligste mennesker, med min lille baby i armene, og med en storesøster der stoppede tiden et øjeblik og sagde "tak fordi i hjalp min lillesøster til verden". Læs hele fødeberetningen her (hjemmefødsel efter kejsersnit).

Hver eneste dag det sidste år, hver eneste dag har jeg mærket den fødeoplevelse i min krop. Hver eneste dag har jeg følt og mærket hvor uendelig meget den fødeoplevelse har helet min krop. Ikke bare de svære følelser fra kejsersnittet og Emmalias start på livet. Nej. Jeg har fået helet alle de gamle historier jeg havde med mig om at min krop var defekt. Min misbrugte krop duede ikke.Men det gjorde den. Og Selinna har, siden hun lå i min mave, vist mig vejen til nydelse, til healing, til forsoning, til tilgivelse og til indre ro, men i høj grad også til virkelig at lytte ind til hvad der er vigtigt for mig. Hun kommer med visdom, og jeg har det altid som om jeg kigger ind i nogle øjne der er meget klogere, og rummer en langt ældre sjæl end min egen. Hendes gennemslagskraft er også allerede nogen gange skræmmende. Ingen jeg kender kan sige så insisterende et "hej" som Selinna kan.

Dagen i dag startede med at Emmalia gav Selinna de ømmeste kærlighedskrammere, og vi havde en skøn morgen. Vi sang sange og spiste kage til morgenmad og Emmalia pustede Selinnas lys ud 6 gange (jeg måtte tænde det igen og igen), og vi havde en fest.Jeg afleverede Emmalis i børneren, og gik hjem igen. Jeg havde en travl dag foran mig med masser af forberedelse til festen senere. Jeg tjekkede lige min facebook da jeg kom hjem og skulle putte Selinna, og så havde to veninder (uafhængigt af hinanden) skrevet "RING TIL LÆGEN NU!"Historien er den at jeg i går, mest i spøg, havde fortalt om en ret voldsom smerte jeg har fået i mit venstre lår. Det startede i går morges, og mit lår føles som om det er blevet til cement og er blevet slået med et baseballbat indefra. Det gør virkelig ondt. Så jeg havde skrevet noget med "ha ha smerte i lår, hvad er det nu vi heler det med, er det ingefær eller kokosolie" som en lille kommentar til alle de overflødige råd der florerer derude. Jeg anede ikke man kunne få en blodprop i benet.Jeg ringede til min mor som gav mig samme besked. Lægen. NU. Det kan altså være en blodprop. Og så stod tiden pludselig stille.

Jeg har lige haft to meget nære familiemedlemmer med blodpropper i hjernen. Jeg har lige måtte trække stikket en måned for at tage noget begyndende stress i opløbet. Og ja, jeg har været stresset. Sådan med susen i øret og det hele. Så jeg blev bange. Tænk hvis jeg ikke skulle se Selinna blive 2? Dagen i dag var i forvejen meget følelsesladet for mig, fordi hele min graviditet og hele fødselsoplevelsen var så smuk og hård en rejse ind i mig selv og hele min historie om mig selv. Så jeg er gået igennem virkelig mange minder i dag.Min mor kunne godt høre jeg var bange og kørte med det samme. Hun ankom en halv time senere, jeg fik vækket Selinna, og vi kørte til lægen.De 5 minutter vi ventede på at komme ind til lægen varede et år. Tik. Tak. Tik. Tak. "Freja-Mæyj?" Og så gik vi alle ind til lægen. Jeg fortalte hende om mine smerter, og hun kunne også godt se jeg var bange. Hun stillede nogle opklarende spørgsmål og målte mine ben for at se om de var hævede. Og så kiggede hun på mig.

"Freja, du har ikke skyggen af en blodprop og jeg er overhovedet ikke bekymret. Du er sund og rask og det eneste der er galt med dit ben er at du på en eller anden måde har fået forstrukket en muskel, men tag du bare hjem og hold din datters fødselsdag med ro i maven, der er ikke noget at komme efter"Og så græd jeg lidt igen. Fuck altså en forskrækkelse og en dramatisk måde at starte dagen på alligevel.Resten af dagen kunne jeg mærke lettelsen, og da gæsterne kom sænkede roen sig og Selinna og Emmalia og de andre børn havde en fest. Jeg hyggede mig simpelthen sådan, fik snakket med alle, havde nået alle forberedelserne alligevel, nød bare at sidde og se på min familie og på alle de små børn vi har. Alle hyggede sig og Selinna gik vitterligt rundt fra festen startede kl. 14.30 til hun faldt omkuld her klokken 19.30. Jeg har lavet en lille film. Selinna fik en moppe i børnestørrelse i gave, og hun er allerede vild med den.

Det har bare været sådan en vidunderlig dag, og fuglene sang her til aften da solen gik ned. Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger, jeg elsker at se dem omgivet af dejlige mennesker og se at der er mange mennesker i deres liv som holder af dem.Vi tog et øjebliks snakke-pause, og så satte jeg denne sang på, fordi jeg havde lyst til at give den til Selinna. Det er en magisk sang, og den satte lidt stemningen for dagen har været præcis som livet er, fyldt med det hele. Fyldt op. Og for at det ikke skal være løgn, så er mit toilet stoppet nu. Da de sidste gæster gik kunne toilettet ikke mere, så der er ringet efter forstærkning, men det ser ikke lige ud til at blive i aften, så det bliver naboen eller tissetræet nede i haven.Klokken er 21.40, jeg har stadig fest i hjertet. Nu vil jeg sætte musik på og danse lidt alene, i trusser og sokker og med glimmer på øjnene. Det første år er bare magisk, den første fødselsdag er noget ganske særligt.

Tak til alle der, online og IRL har været med til at fejre Selinnas første fødselsdag. Denne helt særlige dag

Lille barn, jeg har noget at sige Jeg har gjort noget forregnet mig en del Der er meget jeg vil gøre endnu men det meste, må du redde selv Her er din jord, dit hav, dit liv elsk det som jeg elsker dig Her er dit træ, din blomst, dit siv Lad det leve længere end jeg, en jeg Som en stor og urolig fugl, vil jeg løfte mig over bjerg og by sige farvel til det hele en dag og se ned på dig med stolthed og det nye Her er din jord, dit hav, dit liv elsk det som jeg elsker dig Her er dit træ, din blomst, dit siv Lad det leve længere end jeg Når du oplever verden og ser al den kraft og saft du får så gi igen hvad du formår Åhh åhh åhh åhh mhh mhh mhh Her er din jord, dit hav, dit liv elsk det som jeg elsker dig Her er dit træ, din blomst, dit siv Lad det leve længere end mig

Åh, de skrækkelige egoistiske selvvalgte solomødre

De findes stadig, dinosaurusserne, selvom vi gik her og troede at de var uddøde, så popper de stadig op hist og her og kvæulerer ud fra et meget gamle billeder fra fortiden. Og det har jeg en kommentar til i dag. De skrækkelige egoististe selvvalgte solomødre, dem som dinosaurusserne ikke kan døje. Dem som er skyld i alt ondt.

Hvis du har fulgt lidt med i medierne, har du kunne følge en sag om en politiker fra socialdemokratiet der skriver følgende (jeg er blokeret fra hans profil fordi jeg likede en kommentar der kritiserede ham under #metoo, men en venlig sjæl sendte mig teksten):"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie. Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor. Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg? Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)."

Lad os lige tage den fra en ende af:

"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie."Ja, det er rigtigt, der har aldrig været flere singler end der er i dag (m/k - kilde), men at blive aleneforældre handler for rigtig mange forældre ikke om selvrealisering, men om at gøre noget aktivt ved et ur der begynder at køre på sidste klokkeslag, efter mange forsøg med "den traditionelle familiekonstellation".

Jeg er selv en af dem. Jeg har været i gode lange faste forhold med mænd der bare ikke lige var klar til at få børn. Flere af dem bliver snart 40 og har stadig ikke børn. Og det er helt fair at de ikke ønsker det, men det ændrer ikke på at jeg har et biologisk ur der tikker og et dybtfølt ønske om at skabe liv og se mine børn vokse op inden jeg selv bliver for gammel. Det har intet at gøre med selvrealisering, det har alt at gøre med biologi og kærlighed.Jeg er i dag mor til to. Jeg sover ikke ret meget og jeg løber stærkt for at få enderne til at hænge sammen. Jeg har to velfungerende piger og jeg nyder hvert sekund med dem, men et personligt frigørelsesprojekt er det sgu ikke. Så havde jeg nok valgt at gå kaminoen eller flytte til New York i en periode eller noget. Det her er noget ganske andet. Og det er det for langt de fleste selvvalgte solomødre. Det er mødre der har prøvet og prøvet og prøvet, og som til sidst har taget sagen i egen hånd, har kigget dybt ind i sig selv, har snakket med andre solomødre, har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge om hun mener hun har ressourcerne det kræver for at bringe et barn til verden alene. Og hun har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge hvordan man sørger for at have gode mænd i livet barnet kan spejle sig i.Og som udgangspunkt er jeg rørende enig i at et barn har ret til at kende sit biologiske ophav. Det er bare en virkelig kompliceret snak at have, for du behøver bare at tænde for Mads og Monopolet en lørdag eller to, så vil du møde dybt frustrede børn af fædre der ikke lige orker deres egne børn, har fået en ny familie, eller som lige skred da moderen blev gravid og på ingen måde ønsker kontakt. Så de der stakkels børn der render rundt uden at kende en af sine forældre, det er altså ikke solomødrenes skyld. Der har altid været alenemødre. Altid. I dag er de bare selvvalgte og lagt fra så stakkels som de var engang. Tvært i mod er solomødrene i høj grad veluddannede, ressourcestærke og intelligente kvinder som har sat alle kræfter ind på at skabe det bedst mulige liv for det her barn.

På det her tidspunkt har vi slet ikke været inde på de MANGE par der vælger at få et barn for at redde et forhold. Tal lige om egoistisk? At få børn er ALTID egoistisk. Jeg kender ikke et eneste barn der selv har registreret sig på borger.dk inden det blev født, med en ansøgning om at blive bragt til verden. Nej. Det er forældrenes egoistiske ønske, uanset om man er mor og far, far og far, mor og mor, mor eller far."Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor."

Alletiders, så synes jeg vi skal tage fat i alle de fædre der skrider fra deres børn, og ikke vil have noget med dem at gøre. Jeg tror der er flere af dem end de 700 selvvalgte solomødre, der sidste år valgte at blive gravide ved hjælp af inseminering.

"Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende."

Det er godt nok et tal grebet ud af luften, Simon Simonsen, og jeg kan se i kommentarsporene på facebook at der er en del skønne singlemænd der ikke ønsker at blive taget som gidsel under dine 500.000. Og det kan jeg godt forstå. Debatten kunne jo lige så godt hedde "singlemænd skal tvinges til at have børn med deres partner", og det er jeg ret sikker på at ingen synes er en god idé. Derfor er det ret positivt at man, som kvinde, kan vælge at få hjælp til at få et ønskebarn.Der fødes ca 60.000 børn om året i Danmark. Af dem er ca 700 donorbørn, af dem ca. 500 med ukendt donor. Så det drejer sig altså om ca. 500 børn om året, uanset hvor meget man vender og drejer det, så KAN de 500 børn ikke have 500.000 skønne og vidunderlige singlemænd til fædre. Det kan de bare ikke. Ikke hvis man ved sådan helt basis hvordan biologien fungerer.

Når man bliver forældre, så handler det om et kærligt ønske om at stifte familie, men måske har man ikke mødt den rigtige mand endnu. Og vi kan bare ikke ligestille biologien. Mænd kan sprede sine gener hele livet, det kan kvinder ikke, kvinder kan føde børn, det kan mænd ikke. Og det er jo ikke engang sikkert at barnet aldrig får en far. Det er altså set at nogen af de her solomombosses (as i like to call them), de finder en livspartner. Min egen mor blev skilt, fandt en mand og de har lige fejret sølvbryllup. Man har aldrig kun en chance for kærlighed i livet.

 

Hvor kom jeg til? Nåja

"Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg?"Nej. En af disse mænd var ikke nødvendigvis blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Verden så virkelig anderledes ud for 30-40 år siden. For 30-40 år siden fik gifte kvinder lov til at beholde deres eget efternavn, som ikke automatisk blev lavet om til mandens. Det var der vi var. Historien kunne med lige så stor sandsynlighed have været at Joy havde fået et barn med en mand, som så var skredet. Eller at Joy havde fået et barn med en mand, som så var død. Eller at Joy havde fået et barn med en mand hun havde mødt på en bar. Den historie kune have set ud på mange måder.Og når vi nu er i gang med "hvad nu hvis", så hvad hvis det her? begge forældre dør i en bilulykke? (dobbelt så mange mænd som kvinder dør i biluheld)

  • far bliver fyret, mister sit arbejde, tyer til flasken, slår mor, som går psykisk ned. Hvad så med lille Peter eller Lise? Eksempelvis er der i Danmark ca 122.000 børn der vokser op i en familie med alkoholproblemer? (kilde) Og ja, tallet for mænd i den statistik er mere end dobbelt så højt som for kvinder (kilde)
  • Hvad hvis hun bliver syg? (der er faktisk langt større risiko for at far bliver syg og dør end mor, både fordi mænd er dårligere til at gå til lægen og blive tjekket og på grund af risikoadfærd, mænd begår oftere selvmord og mænd levere kortere tid end kvinder mv. se link / kilde)
  • Du kan simpelthen ikke gøre livet op på den måde, om det er "godt at starte med kun en forældre". Er det godt at starte med to mødre? Er det godt at starte med en far der har været udsendt og har ptsd? Er det godt at starte med en mor der har lidt af depressioner? Er det godt at starte livet med en multihandicappet storebror? Er det godt at starte livet med forældre der har lavet dig fordi de gerne ville redde deres kriseramte ægteskab? Er det godt at starte livet med forhøjet risiko for brystkræft? Er det godt at starte i en familie hvor dine præstationer er vægtet højere end dig som menneske? Hvor starter og slutter denne her "hvad nu hvis" leg så henne Simon?

    HVIS vi skulle lave sådan en skala, så er der, efter min mening, emner der er langt mere presserende at tage op, som f.eks "er det godt st starte livet på Sjælsmark?" eller "er det godt at starte livet i en familie med alkoholmisbrug?". Der er også lavet en del forskning på området, som viser at børn af sæddonerer klarer sig lige så fint som andre børn (kilde). Der er også undersøgelser der giver andre resultater, og vi kan konstatere at billedet ikke er klart og tydeligt. Måske fordi vi ikke kan sammenligne med traditionelle familier, da det jo er et uendeligt vidt begreb."Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)." "

    "There seems to be a stereotype of single women seeking sperm donation as anti-men or as not having carefully considered the needs of heir future children. Our research would suggest that is not the case."
    Dr Sophie Zadeh, of the University of Cambridge - link til artikel
    Den biologiske far er megavigtig (med mindre han skrider, så sker det her med børnene)! Og som udgangspunkt er jeg absolut enig i at børn har ret til at kende sit biologiske ophav, og kunne besvare "hvor kommer jeg fra?" og "hvem er jeg?" og "hvor kommer de her sider af mig fra?" Men du ved faktisk ikke hvad Joy tror om vigtigheden af en biologisk far. Du ved kun hvilket valgt hun har truffet, ikke hvilke (måske) indre diskussioner og hvilket forarbejde og hvilke mavepiner hun har rendt rundt med.

    Du skriver vi ikke skal dømme hende, efter du lige har dømt hende og alle solomødre (ved skrive "vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie", dømmer du).Måske skal vi se kønspolitikken i et større perspektiv, du ved, hvor vi ikke udskammer solomødre (eller nogen andre), men hvor vi åbner op for at flere familier (solomødre er også familier) kan skabe flere fællesskaber (familier) baseret på kærlighed og dybtfølte ønsker, og færre på tvang og skam og frygt. Hvor fædre kan tage mere barsel, hvor flere kan være mere sammen med børnene i stedet for at sende dem i institution, hvor pengene følger barnet og familien. Vi har så mange kasser og lukkede muligheder, og i stedet for at kigge på hvilke familier der findes i Danmark og hvorfor, så bruger vi tiden på at udskamme og kritisere dem der bruger de muligheder der nu engang er, og får børn alene.

    Børn skal ikke være frigørelsesprojekter (eller redningskranse eller ting man kan vinde i statsforvaltningen/familieretten eller dele midt over), men solomødrene er virkelig ikke de rigtig at gå efter her. Hvis det virkelig handler om barnets tarv og ikke forældres ret (m/k), så er der altså mange andre steder vi skal sætte ind før vi begynder at hive fat i solomødre. Jeg har listet nogle af stederne ovenfor i min del af "hvad nu hvis" legen.I det hele taget tror jeg det er på tide at vi re-tænker hvordan vi gerne vil være samfund omkring de familier og familieformer der findes i dag, hvordan vi sikrer at flest mulige børn trives, at familierne er støttede og at børn får en sund, god og tryg opvækst, så der er mindst risiko for at de havner i systemet igen senere i livet. Vejen dertil er bare ikke at udskamme og angribe solomødre. Det løser absolut intet.Intet.Big fat kudos herfra til alle de solomødre der vælger at stå alene med barn/børn. Selvvalgt eller ej. I er fandme seje. Og big fat shout out til alle solofædrene derude. I er pisseseje. Det er virkelig ikke let at være alene om det. Men det er vidunderligt!

    Verdens undergang

    Her sidder jeg, inde i min hule. Jeg kigger ud gennem et hul i barken, men kan mærke at jeg ikke skal alt for meget derud lige nu hvor stormen river, og hvor alting lander nye steder. Når det altså engang lander. Velkommen til verdens undergang.Jeg har længe haft en idé om at skrive et blogindlæg som tager udgangspunkt i et interview med en marsmand. Marsmanden skal komme ned til jorden, og så skal han snakke med et menneske, som forsøger at forklare marsmanden hvor intelligente mennesker er, og dygtige og effektive vi er her på jorden. Men marsmanden forstår simpelthen ikke det geniale.- Men jeg skal bare lige forstå det rigtigt, så nogen steder på jeres jord der skyder i hinanden? I skyder også på jeres børn?- Ja altså nu er det jo ikke vores egne børn vi sky ...- Men er i ikke ét folk?- Nej nej, det er vi ikke, vi er mange forskellige folk, og vi skyder jo kun dem der ikke opfører sig ordentligt.- Okay, og hvem bestemmer så det? Altså at eksempelvis børn skal skydes?- Øhh det ... det ved jeg ikke lige- Nå men så siger du at i har masser af mad, men der er også nogen der sulter? Hvordan hænger det sammen? Sørger i ikke for at der er mad til alle?- Jo, altså, nej. Vi sørger for os selv, og så er der bare nogen der bor steder hvor der ikke er så meget mad. Og hvor man skyder hinanden. Men det har de jo selv valgt.- Nå men så hjælper i dem vel med mad og husly, så de ikke skal være bange?- Nej, det gør vi ikke- Okay, hvorfor ikke?- Jamen det er fordi der skal være plads til os alle, og hvis der kommer flere herop, så er der jo mindre plads til nogen af os. Så ... det er bedre de bare bliver hvor de er- Men, er i ikke et folk? Altså, ved I godt at, udover mig, så er i det eneste liv i hele universet? Og så bruger i tiden på at skyde hinanden, brænde hinandens bøger og bøvle med Nem-ID, samtidig med at I er det eneste ægte livsmirakel der findes? Det er alligevel en længere snak om hvorvidt det liv er intelligent eller ej. Nu skal jeg hjem til mars, vi må fortsætte snakke en anden dag.Eller noget i den stil. Jeg blev aldrig færdig, og nu fik jeg lyst til at bruge ideen. Og det er ikke fordi jeg går rundt med en sort sky over hovedet eller befinder mig i en depressiv tilstand. Det gør jeg ikke. Denne her tid, kan jeg mærke, er bare enormt hård og filterløs, og jeg har ekstra meget brug for at være ekstra meget sammen med de mennesker jeg holder allermest af. Og "sammen med" i form af tæt fysisk kontakt, hånden på hinandens hjerter, øjenkontakt, smil, stemninger og den energi man kun kan udveksle med andre mennesker, når man befinder sig så tæt at man stadig kan mærke hinandens tilstedeværelse selvom man lukker øjnene.På den ene side ved jeg at det verden skal igennem nu, det er tvingende nødvendigt, for hvis noget nyt skal blomstre, så skal noget gammelt dø. Sådan er det, det har livet lært mig (og det tror jeg på). Vi skal re-tænke vores liv her på jorden i en skala som ikke en eneste politiker (jeg har hørt om) er i stand til. Forandringen skal komme andre steder fra, og det GØR den heldigvis.Der sker heldigvis så meget under den hårde mur af kolde hjerter, og jeg ser det ske alle mulige steder. Nyt der bryder igennem mørket. Og jeg støtter alle steder jeg kan, dog uden at tabe mig selv. Derfor er der lidt længere mellem mine blogindlæg i øjeblikket, for jeg skal have mig selv med. Og også jeg bliver rusket rundt for tiden. På den usexede måde. Og det er okay.Så min opfordring til mig selv, i en tid hvor ingen kender i morgen, det er følgende:

    • Vær sammen med dem jeg elsker
    • Vær kærlig ved mig selv
    • Vær sammen med og i naturen
    • Støt dem der tager stafetter der kæmper for fred og "unitedness"
    • Ti de andre ihjel
    • Spis kage
    Jeg kan mærke forandring i min krop, på celleplan, i mit hjerte, i min energi. Det føles på samme tid som at være faldet i en dyb dyb sø som virker bundløs, og på den anden side føles det som at være på det vildeste river-rafting eventyr nogensinde.Det her, det er livet. Jeg tager stafetten snart, og jeg ved også hvor jeg vil hen. Der er så meget der ikke er vigtigt mere, og samtidig noget der er vigtigere end nogensinde før.<3 

    Digital anti-revolution: Jeg er gået 10 år tilbage i tiden, og her er vores nye familiemedlem

    Min kæreste var lige flyttet ud. Måske var det derfor der skulle ske noget nyt. Selvrealisering eller noget. Han havde selvfølgelig taget vores 42" fladskærms-tv med sig, alt andet havde været mærkeligt. Så ugen efter han var flyttet, besluttede jeg mig for at jeg var sådan en kvinde, der godt selv kunne købe et godt tv, så jeg endte med et eller andet rubin-serie-halløj fra Samsung. Et virkelig flot TV. Og efter at have kigget på det flotte mørkerøde tv i præcis 9 dage, så solgte jeg det igen. Det var ikke lige det jeg ville med mit liv. Sidde der. Og siden har jeg ikke haft fjernsyn. Lige indtil ...Stort set alle jeg kender har fjernsyn. Jeg selv kunne slet ikke forestille mig at have sådan et stort sol hul hængende på min væk. Stue-alteret. Og jeg har været vildt glad for ikke at skulle indrette mit hjem efter hvor alteret stod henne. Men fordi jeg ikke har haft fjernsyn betyder det jo ikke jeg ikke har set film. Jeg har bare siddet foran min computer.Så fik jeg barn. Så fik jeg en Ipad. Så fik jeg et til barn, og nu har der været situationer hvor vi har siddet foran hver vores skærme og set henholdsvis Pocoyo, Gurli Gris og Rejseholdet (igen igen). Og jeg kan mærke at det på en eller anden måde stikker i mit moderhjerte. I det hele taget er jeg ikke ret vild med den Ipad. Jeg købte en til mig selv for mange år siden og solgte den igen efter et par dage. Jeg kan ikke med den. Jeg står i præcis samme situation nu. Den skal ud.Når jeg besøger mine forældre ser vi nogen gange en film sammen. Eller sætter en Disney-film på, og så ser ungerne film. Og jeg ser med. Det savner jeg. Det der med at sidde foran fjernsynet sammen, eller ligge på et tæppe sammen på gulvet og se en film sammen. Jeg kan huske følelsen af hvor utrolig hyggeligt det var som barn, det der med at sidde og se noget sammen. Og når der var reklamer kunne man lige nu ud og tisse og poppe nye popcorn.Efter et par dages summen over emnet, gik jeg på facebook marketplace for at se hvor billigt jeg kunne få et lille fjernsyn. Det skulle vikke være et der hænger på væggen, men derimod et der kunne stå mit mit lille rullebord (flyttemands-rullebord, som man flytter tunge møbler med), og som kan rulles frem og tilbage efter behov.Efter 2 minutters søgning var det der. 300 kroner, 32", kunne afhentes i Nordvest. Så jeg pakkede pigerne i bilen, drønede til Nordvest og fik det (meget tunge) fladskærms-tv ind i bagagerummet, og nu har vi haft fjernsyn et par uger og jeg ELSKER det! Selvom jeg gennem mit boligselskab betaler for kanaler, så har jeg ikke koblet mit fjernsyn til et antenne-stik. Til gengæld har jeg købt Google Chrome Cast. Det er den smarteste opfindelse jeg er faldet over længe, så nu kan jeg streame Youtube, Yousee, Netflix, Viaplay, HBO og hvad der ellers er derude, direkte fra min telefon over på fjernsynet. I går så vi Disney film, og det er tophyggeligt at ligge på puderne på gulve og se en film sammen.Til gengæld er Ipad'en pensioneret og ryger til salg på facebook marketplace lige om lidt. Resultatet af vores 10 år tilbage i tiden "digitale anti-revolution" er at vi har mindre individuel skærmtid, mere fælles skærmtid (dog samlet set begrænset skærmtid ift før), og vi er mere ude, og laver mere kreative ting sammen. Selinne mister hurtigt interessen for filmen og begynder at lege, og det er nemt at lave aftaler med Emmalia om at hun må se et eller to afsnit af Doctor McStuffins, og så skal der slukkes. Hun går endda selv hen og slukker på kontakten når sidste afsnit er slut.Og det bedste ved det hele: fjernsynet kan rulles væk bag sofaen, så det ikke står og fylder når vi ikke bruger det. Det er simpelthen så god en løsning for os, og jeg nyder at have taget denne beslutning for vores lille familie. Tilbage til fortiden.Jeg tror rigtig meget det handler om at finde ud af hvad der virker for den enkelte familie. Jeg snakkede med en veninde om denne her "løsning" vi har fundet herhjemme, og hun kom i kontakt med at deres familie derhjemme også sad med hver deres skærm, og at hun egentlig også savnede det der med at sidde sammen og se noget. Have en god filmoplevelse sammen.Løsningen virker for os, og hvis jeg en dag kan mærke at behovene (vi er jo 3 mennesker) ændrer sig, så må vi finde på noget nyt. Men indtil videre er jeg virkelig begejstret for den her nye, men meget urgamle løsning.Hvordan gør I hjemme hos dig? Har i hver jeres skærm? bruger i fjernsyn? Har i fravalgt fjernsyn? 

    Kan vi rumme hinandens rædsel?

    Time flies. Pludselig gik der tid uden at jeg fik blogget. Det er ellers ikke så tit det sker at der er lange pauser. Det var påske og nu er hverdagen tilbage. Gode gamle hverdag. Jeg har været stille her på bloggen og hvis du har fulgt med på instagram, så ved du hvorfor. Jeg vil gerne uddybe lidt her. Det handler om at det er svært at være kreativ når man ikke har sig selv med.Hvis man i gamle dage mistede sin ægtefælle, så var man i sorg i cirka to år før nogen overvejede om man måske skulle have hjælp til at komme ud af sorgen (i form af eksempelvis medicin). I dag er den tid reduceret til 14 dage (Kilde: Professor Peter Gøtzsche fra et af hans foredrag). Det siger lidt om hvordan vi har skabt os et fixer-samfund. Alle har røven fuld af gode råd, men meget få kan sidde igennem en andens rædsel og bare "være der". Og det er fair nok, hvis bare folk gad tage ansvar og sige "jeg føler mig simpelthen så utilstrækkelig her, så jeg ved ikke om jeg bare skal trække mig? Jeg er bange for at sige noget forkert til dig" i stedet for at fyre gode råd af. Så har man i det mindste gjort et forsøg på at starte noget der ligner en ærlig og sårbar samtale, som der kunne komme noget smukt ud af.Derfor har jeg også holdt lidt igen med at fortælle om hvad jeg gennemgår i øjeblikket. Jeg ORKER ikke alle dem der så gerne vil fixe, fordi de oftest ikke engang kan rumme deres egen rædsel/smerte/sorg/sårbarhed. Så er det lettere at forsøge at fixe min, end at kigge på sin egen.Men nu er jeg et sted hvor jeg godt kan skrive om hvad der sker, så det gør jeg. Jeg vil dog stadig gerne henstille til at jeg hverken er i nogen som helst form for fare eller har nogen som helst brug for at blive fixet. Jeg har brug for at gennemgå hver eneste dag, hver eneste time og hvert eneste minut af denne her rejse, så jeg kan få det hele med når jeg er ved vejs ende, og skal i gang med en ny rejse lige om lidt.For nogle uger siden fik min far en blodprop i hjernen. En uge senere fik et andet nært familiemedlem også en blodprop i hjernen. Min far hr været indlagt i 6 uger, og her i påsken tog jeg til Jylland for at gøre hans hus rent og hjælpe ham med at finde en ældrebolig. Ikke en helt nem proces. Som jeg har fortalt på instagram så har huset fået lov at stå til i mange år, og det er på ingen måde let at komme ind i et menneskes hjem og sortere og smide ud, især når det er et menneske der på den ene side har givet en livet, og på den anden side er fremmed på mange områder. Rydningen inkluderede mødet med skadedyr, eller mange rester fra specifikke skadedyr, og det er hårdt at se et menneske man holder af have givet op i livet.Så.Jeg er okay. Men jeg har haft trukket stikket fra stort set alt i en måned. Turen til Jylland har sat enormt mange tanker i gang om hvordan jeg gerne vil leve mit eget liv, hvordan jeg gerne vil være med mine egne børn, hvordan jeg gerne vil bo og hvordan jeg gerne vil have det indeni i den tid jeg har tilbage.Samtidig er jeg ikke okay. Og ja, man kan godt både være okay og ikke-okay på samme tid. Vi mennesker er langt mere komplekse end at ingefær og koldpresset olivenolie er svaret på alle  vores kvaler. Jeg er flosset, jeg trækker mig hurtigt hvis jeg kan mærke noget sluger min energi for meget og jeg bruger rigtig meget kvalitetstid med mine to små børn lige nu.Men jeg synes faktisk det er lidt svært at dele det her, for jeg føler vi som samfund har rykket os ret meget i retningen af at vi skal være så forbandet lykkelige og "ovenpå" hele tiden. Vi må ikke være kede af det, og hvis vi er skal vi i hvert fald tale om det, vi skal måske opsøge en coach eller en psykolog og vi skal gøre noget ved det. Nogen gange ikke? Nogen gange, så skal vi bare være. Og nogen gange skal vi ikke tale om det, men så skal vi bare gå lidt i ring eller lidt rundt om os selv i en periode, og så gå det hele nok igen. Andre gange skal vi ikke. Det er bare vigtigt at det er noget vi hver især får lov til at afgøre for os selv, og ikke andre der trækker det ned over hovedet på os.Så her sidder jeg, lidt i sorg. Min far er ikke død (som flere fejlagtigt har troet, og jeg undskylder hvis jeg ikke har været tydelig nok, det er helt sikkert mine formuleringer der har været uklare), men der er alligevel meget sorg i den her proces. Til gengæld er jeg også i glæde. Det føles godt at kunne hjælpe en man holder af, det føles godt han har mødt mine børn inden hans tid er forbi, det har været et stort dybtfølt ønske fra min side at han skulle møde dem. For en måneds tid siden lykkes det endelig, og jeg vil aldrig glemme den dag.Midt i alt det her har jeg haft sådan nogle hjertelige samtaler med mennesker omkring mig. Både mennesker jeg kender rigtig godt og helt fremmede følgere der har delt deres egne historier med mig i private beskeder. Det har været så helende og rart at opleve og læse, og det varmer så meget mere end nytteløse råd, eller andres behov for at flygte fra smerte som bliver pålagt mig. Jeg har ikke det behov. Jeg går ikke i stykker af at livet er sorgfyldt eller hårdt i perioder. Men jeg bliver ked af det når andre ikke kan styre deres eget behov for at fikse mig. Også selvom intentionerne er gode.Så,selvom jeg græder i øjeblikket, så griner jeg også ret meget.selvom jeg er meget træt, får jeg også gået en masse ture. Jeg har endda købt mig et par gode løbesko (luntesko), som jeg fandt ubrugt på fb marketplace.selvom jeg føler mig alene (ikke ensom lige nu i hvert fald), så føler jeg mig samtidig også forbundet med de mennesker der tjekker ind i min rejse, både fremmede og nære relationer.selvom jeg ingen appetit har, får jeg stadig noget at spise.selvom jeg ikke ved hvornår nogens tid slutter, er jeg mere taknemmelig end nogensinde for den tid jeg har med dem jeg elsker.Og sådan er der så mange små oaser man kan skabe sig, selvom hjertet smerter for tiden. 

    Inspiration til krea-påske med ungerne (eller påske-zen til mor)

    Min Oma (tyske farmor) havde fødselsdag forleden dag. Hvis hun altså stadig levede. Påsken minder mig altid om hende, rigtig dejlige minder, og derfor var det sjovt at sige ja til den her kampagne, både for at genopfriske et gammelt minde, men også for at starte en tradition i min egen lille familie, som forhåbentligt kan vare ved i rigtig mange år endnu.

    I Tyskland fejres påsken næsten på højde med jul, sådan er det ikke helt i Danmark, hvor påsken mere er sildemadder og snaps (ikke at der på nogen måde er noget galt i det). Hele min barndom har vi fejret påsken i Tyskland, og Oma havde altid lavet en KÆMPE (KÆMPE!) påskekurv, både til min bror og mig, og til naboernes børn, som vi skulle finde ude i haven. Kurvene, ikke naboernes børn. Der var chokolade nok til en uge, hvis man ikke spiste andet. Den følelse vil jeg gerne give videre til mine børn, også selvom det bliver med noget mindre chokolade, og noget mere krea-hygge rundt om bordet.

    En af de ting der er vigtig for mig som mor, det er at vi arbejder med kreativitet i vores hjem. Jeg har masser af maling, perler, vandfarver, karton og papirer, sådan så vi altid lige kan klippe og klistre og farvelægge og tegne og sætte perler på snor. Jeg har et helt skab, i mit beskedne hjem, dedikeret til krea-hygge-stunder. Så da vi skulle ned og semi-tømme en Panduro for påsketing, så var det med julelys i øjnene. Det var dog en lidt anden oplevelse at sidde og lave påsketingene, for pigerne gad ikke rigtigt, så det endte med at Emmalia kastede sig over håndmaling og Selinna (som alligevel er for lille endnu) legede med de pom-poner jeg havde lavet for at kreere påske-kaniner.

    Og så vil skæbnens ironi at de godt gider nu hvor jeg sidder og skriver indlægget, og Emmalia har pakket to af pakkerne op, så gæt hvad vi skal lave igen i eftermiddag. Børn er ikke kreative på kommando. Det er vi andre jo heller ikke.

    Til gengæld kampnød jeg at lave påske-kreationer om aftenen da pigerne sov, og jeg kunne overraske, især Emmalia, med et lille miniature-påskelandskab næste morgen. Jeg gik helt i zen. Især fordi der ikke lige var en plan-tegning med til påskehuset, så jeg skulle virkelig bryde min hjerne med alle mulige gamle kneb fra sløjd for at få huset til at stå. Det lykkedes! Det var næsten som julemorgen. Hun har leget med huset lige siden, og det er blevet omdøbt til Elsa-slot, hvor Elsa bor med påskekaninen Firkløver. Og nu har vi et hus med tilbehør som skal med frem til påske hvert eneste år.

    Men altså ... jeg har brug for et godt råd, for når man er nybegynder til noget, så får man altid lige fucket lidt op, det er jo den måde man lærer og bliver klogere på. Jeg havde haft pigerne med ude i skoven for at samle en ordentlig omgang mos, som vi havde lavet til græsplæne, hvor vores miniature påskehus skulle bo. Og det blev simpelthen SÅ fint (Se fotos)! Til gengæld vågnede jeg op til et optog af bænkebidere langs alle paneler i dagene efter vores påskekreation, og selvom pigerne havde en fest med dem, så er jeg alligevel ikke sådan helt vild efter at lægge hus til bænkebidere i stuen, så, er der et eller andet gyldent trick til at af-bænkebide sit mos inden det skal ind og fungere som dekoration, eller er det ligesom bare en del af påske-eventyret? Der må sidde erfarne påske-pyntere derude der lige ved hvad man kan gøre (krydser fingre).

    Men altså, påsken har allerede skabt underholdning i ugevis her i hjemmet, og vi er ikke engang færdige med pynten endnu, mit håb er at vi kan samles om de sidste projekter i næste uge, og få lavet det sidste pynt, som skal op og hænge. Her er et par af de projekter vi skal i gang med:

    Jeg er ikke den slags kreative mortype, som bare ser et tomt lærred, og så kommer ideerne til mig. Derfor er jeg glad for Panduros "færdig pakker", som den her på billedet. Så er der ligesom tænkt nogle grundtanker for mig, og jeg skal bare sørge for at slippe kreativiteten løs sammen med pigerne, og slippe ideen om at vi skal ende med kreationer som på billedet, men hellere ende et sted hvor vi har haft det sjovt og hvor vi har opfundet nogle nye påskekyllinger, som ingen andre har opfundet før, ud fra de materialer der nu er pakket i pakkerne.

    Forhåbentligt kommer vi dertil en dag hvor pigerne ser tilbage på påsken som en hyggelig tid med klister og klip, fjer og farver og masser af chokolade. Jeg har allerede fundet den perfekte æske til alle vores kreationer, og Emmalia har allerede kastet sin kærlighed på en af påskekaninerne, som jeg er sikker på hun vil glædes ved hvert år når påsken indfinder sig, og vi skal have æsken med vores lækre hjemmelavede påskepynt frem igen.

    Hvis du skal nå at have dine påsketing klikket hjem fra Panduro, så er i dag sidste dag (søndag d. 14. april) du kan nå at bestille på nettet. Og jeg advarer dig, der er rigtig gode tilbud derinde, rigtig god krea-påske til dig og dine unger (eller bare dig hvis du også elsker at fordybe dig i små DIY projekter). Ellers er det bare at hoppe ned i din lokale Panduro en af de kommende dage, der er masser af påske i butikkerne (og god service!).

    Med fare for at sætte fut under dit kreative jeg, så vil jeg også gerne anbefale Panduros Instagram profil, lige her, jeg har fulgt dem længe, og deres kreative opslag giver mig altid inspiration til hvad jeg kan lave med ungerne når der er ferier og højtider.

    Hvad med hjemme hos dig? Hvad er dine bedste påskeminder? Hvilke påsketraditioner har i derhjemme? Og har du noget du gerne vil lave med dine børn i påsken?

    Dette indlæg er lavet i samarbejde med momstertest.dk. Panduros påskeprodukter vil blive anmeldt på Momster Test af flere mødre indenfor nærmeste fremtid.

    Selvom kriser er hårde kan de også være smukke

    Den første solstråle. Den glemmer jeg aldrig. Jeg sad i bus 6A fra Emdrup og ind til København. Det var 4 uger siden han flyttede sine ting. Krise. Jeg havde ligget i fosterstilling alle 4 uger. Jeg havde grædt og grædt og grædt. Alting føltes så meningsløst. Livet uden ham. Selvom beslutningen var den helt rigtige, det vidste jeg godt. Mens jeg sad der i bussen, på vej et sted hen, ramte solstrålen mig på næsen. Jeg lukkede mine øjne, lod solen varme mit ansigt, og lige dér, der vidste jeg at en dag ville alt se lysere ud. Og det gjorde det også.2019 og jeg skal lige lære hinanden at kende. Jeg ved ikke om det er fordi vi begge to er alfahanner eller hvad det er, men vi tager nogle ture i ringen. Og disse dage er vi i ringen igen. Derfor er jeg også lidt stille alle steder. Lidt. Når livet viser tænder, så er jeg efterhånden så god damn erfaren, at jeg ret godt ved hvor jeg skal gå hen, og hvad jeg skal gøre, for at få mig selv helt med igennem og ud på den anden side.Livet, for mig, handler ikke om at vi skal være lykkelige det meste af tiden. For uanset hvor frelste og hellige og skyklappede vi er, så gælder livets vilkår for alle. Død, sygdom, smerte, svigt og hvad vi ellers kommer igennem. Ingen har trukket fripas, en af de ting vi alligevel alle har tilfælles. Når jeg er på sådan et, jeg kalder det udviklingsplateau, som jeg er lige nu, så handler det om at finde de fine åndehuller og gøre det her helvede så rart og hyggeligt, fordi jeg jo ikke ved hvor længe jeg skal være her. Dermed ikke sagt at jeg ikke arbejder for at komme videre, men jeg må godt bo her lidt, tage ved lære, hele nogle sår, acceptere at det ikke er alting der kan heles, ikke lige nu i hvert fald, være vred, være rasende, være ked af det og (sæt dig lige ned) være et offer. I min verden må man gerne være et offer når man er det. Hvis man er offer for overgreb, sygdom, trafikuheld, en overfusning, en fyring eller hvad der nu lige kan sætte os i offerrolle en øjeblik, så må man gerne være et offer. Det farlige kan være når man bliver hængende der uden at blive færdig med offerrollen, eller endnu værre; nægte at være i offerrollen lidt og bare skynde sig videre. Efter min mening. Den kan vi tage en anden dag.Selvom jeg har haft mange udfordringer i mit liv, og især i 2019 stadig har det, så synes jeg ikke jeg lever et lorteliv. Jeg synes heller ikke jeg "putter glanspapir på lorten". Jeg synes jeg tager tyrene ved hornene hver gang jeg har mulighed for det og jeg synes jeg er god til at få det bedste ud af situationen, selvom den kan være hård og træls gennem en længere periode.Så mine 3 "go to" steder, når jeg er her i kriseland, det er:

    1. Humor. Jeg er simpelthen nødt til at kunne finde det sjove i situationen. Ikke at flygte fra den, men at kunne grine af den. Ellers bliver det simpelthen for tungt.
    2. Bryd stilheden. Det første jeg altid har gjort er at isolere mig når tingene er svære. Gøre som om det ikke findes, ikke involvere eller belemre nogen med mine "dårligdomme" eller mit "tunge liv". Det har jeg gjort en stor del af mit liv og jeg har heldigvis lært at den taktik bare gør alt MEGET værre og langt mere ensomt. Når jeg derimod deler og åbner op, så åbner jeg også for kærlighed, omsorg, andres livserfaringer, og jeg lærer at jeg langt fra er alene og at vi er mange der ved hvordan det er når livet er svært.
    3. Ud i naturen. Selvom jeg har dage hvor jeg føler jeg ingen kræfter har, så skal jeg ud alligevel. Om det så bare er en tur ud på græs i bare tæer i 3 minutter. Eller et minut. Den dag. Naturen heler mig ikke, men den løfter og tømmer mit hoved for tanker. Derfor er jeg ude i timevis i de her dage, og jeg har det helt anderledes når jeg har været ude med ungerne og bygget sandslotte og plukket ramsløg.
    Jeg har mange andre ting der virker, men det her er de 3 der fylder mest. Jeg prøver ikke at forherlige kriser, for det er rockerhårdt at være en der kæmper. Jeg fortæller bare hvad der virker for mig når jeg er der hvor det er svært at være.Her er ting jeg ikke gør (længere):
    1. Ryger mig skæv eller drikker mig fuld. I gamle dage var det min strategi. At lindre. Og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor det var en god idé at give mig selv en "pause" fra det der gjorde ondt. I dag har jeg det helt omvendt. Min krop kan slet ikke have stimulanser af nogen arter, andet end mere kage end jeg plejer. For mig personligt virker det ikke at dulme med alkohol eller stoffer, tvært imod fucker det med min søvn og dagen efter er jeg bare endnu længere nede i et sort hul. Jeg kan kun tale for mig selv, jeg ved ikke hvad der virker for dig eller andre.
    2. Shopper amok. Det var også en strategi engang. Shopping. Jeg forsøgte at købe smerten væk. Men det var en "tis i bukserne" strategi, for når nyhedsværdien af tøjet var forsvundet, så var smerten der stadig. Og pludselig var pengene på kontoen væk, og de gav en helt ny mavepine jeg skulle forholde mig til.
    3. Prøver at klare det hele selv. Det holder i et par dage, og ikke nok med at det skruer op for ensomheden og forladtheden, så vokser oplevelsen af svigt, selvom andre jo ikke har haft en jordisk chance for at vide at jeg havde brug for hjælp. I dag rækker jeg ud. Nogen synes endda jeg rækker alt for meget ud, og glemmer at de selv har et ansvar for at sige nej tak. Jeg spørger på facebook, jeg ringer til veninder, jeg bruger mit private netværk og jeg har tillid til at dem der melder ind og siger "Jeg er her for dig", de selv har afklaret med deres egen energikonto, om de har lyst til at lægge øre eller skulder til et par dage, eller om de hopper over denne gang. Jeg er nemlig også færdig med at tage overansvar.
    Så midt i krisen, så er der gode ting. Jeg kan se at jeg har rykket mig helt vildt meget. Jeg føler ikke jeg er væltet eller nede, ikke på samme måde som jeg har gjort engang. Selvom jeg er uhyre bevidst om at jeg skal passe på mit helbred og min søvn lige nu, så har jeg puttet gode nærende og meget få aktiviteter ind i min kalender, som gør at jeg glæder mig til dagene, jeg kan overskue de ting jeg skal, jeg får set nogle mennesker, og vigtigst af alt: jeg har god kvalitetstid med mine to små børn.Jeg så engang en TED-talk, "The danger of a single story" (her er den), den satte mange tanker i gang hos mig, for vi ved jo aldrig hvornår en historie er slut og hvornår den bare er ved at hoppe hen til næste kapitel. Det har gjort at jeg har sluppet ideen om at kriser er isolerede historier. Det er de aldrig. i hvert fald ikke i mit liv. Og det har i hvert fald givet mig lidt frihed og lidt mere råderum og bevægelse når jeg befinder mig i dem. Som eksempelvis i går hvor jeg havde en fantastisk dag, og i nat hvor jeg faldt i søvn med ungerne, vågnede klokken 2, drak noget vand og gik i seng igen. I dag er jeg træt, men humøret fejler ikke noget, jeg ved bare i dag er en energimæssig "pak dig ind i en ekstra dynejakke i dag"-dag, og det er okay.Lidt sårbar, lidt smilende, lidt glad, lidt træt, glæder mig til at komme udenfor. For få dage siden havde jeg lyst til at give op og bare grave mig ned i et hul og blive der. Sige op som mor. Sende mine børn hen til en meget bedre mor end mig. Aldrig snakke med nogen igen. Og jeg tillod mig selv at have det sådan, fortælle det til mit private netværk, også selvom jeg ved at de måske dømmer mig og tænker at jeg er både svag og ustabil. Men det var den dag. I dag er en anden dag. Jeg er den samme som jeg var for få dage siden. Jeg er bare et nyt sted og solstrålen rammer min næse i dag og varmer mit ansigt.

    #HVORERDERENVOKSEN Ses vi til demonstration på lørdag kl. 13? Kom med hvis du kender et barn eller en pædagog du holder af

    Indrømmet. Jeg har faktisk ikke set dokumentaren "hvem passer vores børn?" på DR. Jeg har vurderet at min knude i maven er stor nok i forvejen, alene baseret på mine egne personlige erfaringer, og på de erfaringer jeg kender fra mine omgivelser, derfor har jeg besluttet at bruge min lørdag d. 6. april på at deltage i demonstrationen for (absolut!) minimumsnomeringer NU

    #HVORERDERENVOKSEN

    Da Emmalia gik i vuggestuen afleverede jeg (alt for) ofte en lille pige til en stue med kun 1 voksen alene med op til 11 børn. Vuggestuebørn. Der er ingen grund til at bruge tid på at google hvad forskningen siger om så små børn og omsorg, jeg tror alle er enige om at det på ingen som helst måde er i orden. Så jeg blev. Jeg synes nemlig heller ikke det er i orden. Jeg blev 30 minutter, 45 minutter, 1 time. Jeg blev indtil jeg følte det var forsvarligt at aflevere mit barn. Når der var mindst 2 voksne. Så kunne jeg tage afsted på arbejde. Halleluja for at være selvstændig og kunne flytte møder. Ikke alle har den frihed og fleksibilitet.Jeg har fulgt debatten om minimumsnomeringer tæt de seneste år (det her tiltag er ikke nyt, det har været på tegnebrættet længe), og jeg læser ofte kommentarer a la "det er forældrenes ansvar, de kan bare blive hjemme". Øhm nej. Det er ikke alle forældre der lige kan det. Og den eneste grund til at jeg som solomomboss kan have min 10 måneder gamle baby hjemme og hente min store pige tidligt, eller blive og agere "ekstra hænder" i institutionen (selvom jeg faktisk også har et arbejde jeg skal passe), er fordi mit liv er skruet sådan sammen at udgifterne er ekstremt lave, således at jeg ikke skal skovle en kæmpe indtægt hjem hver måned. Vi har som samfund valgt den her model, hvor vi arbejder og mens vi arbejder så er der nogen der passer vores børn. Forældrebashing er på ingen måde på sin plads i denne her snak. Pædagogbashing er heller ikke. Forholdende skal simpelthen være i orden. Og det er de ikke. På ingen som helst måde. Det her er et kæmpe omsorgssvigt og ledelsessvigt som skal håndteres i går.Allerhelst så jeg (personligt) at det blev langt nemmere for familier at passe derhjemme og få støtte til at få økonomien til at hænge sammen, og at man i det hele taget gav familier mere frihed og fleksibilitet i forhold til at tage børnene (meget) mere hjem. Det er en lidt andet snak, men den læner sig op ad denne. Den må vi tage en anden dag.Lige nu vil jeg virkelig slå et slag for at du og dem du elsker bakker massivt op på lørdag. Jo flere vi er, jo mere indtryk kommer vi til at gøre, så det er faktisk overhovedet ikke lige meget at du lige vælger at blive hjemme på lørdag fordi andre tager afsted. Vi vil ELSKE at have lige præcis dig med på gaden.

    #HVORERDERENVOKSEN

    Jeg er fuld af imponade over alle de seje ildsjæle der har fået denne her bevægelse sat i gang, jeg følger dagligt alle opslag og læser med. Og jeg har endda fået lov til at vise billeder fra seje børn og forældre som forbereder sig (enormt grundigt og kreativt) til på lørdag. Kom hvis du har en nyfødt, tag baby med i slyngen. Det her er det allervigtigste, det er vores børn, det er vores (og deres) fremtid.  Prøv lige at se, er det ikke seje billeder? Følg hashtagget på de sociale medier, kom med, råb op hvis du har en platform, en stemme, en facebook-profil eller en megafon. Danmarks børn har brug for dig NU!

    "Ej med har hun ikke alt for lidt tøj på?" - lidt om børneopdragelse der vækker forargelse

    Da jeg hentede Emmalia i børneren i dag, spurgte pædagogen om vi ikke var enige om at man skulle have jakke og hue på udenfor i dag? Og jeg kiggede på hende, og kiggede på Emmalia, og sagde "jo, det er vi enige om at man skal når man er i børneren". Og så tog vi tøj på og gik udenfor. Jeg spurgte Emmalia om hun ville med op i skoven til den flyvende tallerken (en gynge der hænger i et stort træ), og det ville hun gerne. Da vi var 50 meter fra børneren slog hun armene begejstret ud til siden og råbte "moar, jeg elsker bare den friske sommerluft under mine arme" og så smed hun jakken og løb og dansede hele vejen hen til skoven. Og nu skal du høre hvorfor jeg lader hende gøre det.For nej, det er ikke uden konsekvenser at have den tilgang til opdragelse og "at lade børnene mærke efter selv". Alene i dag, på vores tur i skoven og efterfølgende forbi kiosken og netto, mødte vi både løftede øjenbryn og hele to damer der skulle kommentere på "at det stakkels barn dog må fryse". Men for mig er det enormt vigtigt at mine børn lærer sig selv at kende helt fra starten, og det indebærer også at de mærker hvornår de fryser og hvornår de har det varmt. Desuden sparer det os for en hulens masse konflikter hver eneste morgen, når vi ikke skal diskutere hvor meget tøj man skal have på. Jeg har to arme, jeg tager tøj med i hænderne, og hvis det er koldt udenfor og Emmalia begynder at fryse, så står jeg klar med en jakke. Det er uhyre sjældent det sker, for hun ved udemærket godt om solen skinner, om det regner eller ej, hun har nemlig lært at kigge ud ad vinduet.For det første bliver man ikke syg af at fryse (kilde) i sig selv. Og hvordan skal man lære at forholde sig til sin egen temperatur hvis man altid er pakket ind i 7 lag tøj? Jeg er f.eksempel altid et varmeapparat og fryser sjældent, præcis som min mor, og mine børn, i hvert fald det store barn indtil videre, har arvet det samme varmeapparat. Jeg tror også Selinna har faktisk.For det andet er Emmalia sit eget menneske, jeg er ikke hendes chef eller overordnede. Mit job er at klæde hende på (høhø) til livet, sørge for hun går mæt og (for det meste) glad i seng, og så vidt muligt flytte mig, så hun selv kan komme til i sit liv. Nåja og holde hende i live. Så derfor har jeg ikke det store behov for at bestemme over hende. Og det betyder ikke vi ikke har regler i vores hjem. F.eks slår vi ikke hinanden. Det er en regel. Vi må gerne råbe ad hinanden til gengæld. Og vi siger undskyld når vi har klokket i det. Både børn og voksne. Og sikkert mange andre ting jeg ikke lige kan komme på lige nu.Jeg øver mig hver eneste dag i at være mor for mine to piger. Jeg øver mig i at sige "ja" når Emmalia vil kravle op ad den mest stejle skrænt i skoven. Det er ikke for sjov mit hood hedder "mini Schweiz" (måtte lige google hvordan man staver til det land), her er seriøse bakker og skrænter i skovene. MTB-heaven. Men jeg kigger på skrænten og vurderer om man kan dø af at falde ned hvis man mister fodfæstet. Og det kan man umiddelbart ikke. Og så siger jeg "ja" selvom de næste ti minutter bliver med høj puls og sved på panden. Og jo flere gange jeg gør det, jo mere folder Emmalia sig ud og jo mere lærer jeg hendes awesomeness at kende.Så når Emmalia kommer ud fra en hel dag i børneren, hvor hun har skulle tilpasse sig, indordne sig, "holde på sig" og følge nogle rammer der er nødvendige, men som ikke nødvendigvis passer til hende, så kan jeg godt forstå hun har brug for luft under vingerne når hun bliver hentet. Og det gør vi så. Med alle de forargede blikke det så indebærer. Det er heldigvis kun mig der ser dem, og ikke Emmalia. Og den dag hun begynder at se dem, skal jeg nok sørge for hun er klædt på til at tackle dem.Jeg har brugt hele livet på at lære at mærke mig selv. Det behøver mine piger ikke.

    Genialt tip til dig der skal ud og finde lejebolig, og lidt om mit bloggerliv i almen bolig

    Jeg satte autostolen med min baby i ned på dørtrinnet for at finde nummeret til René, viceværten som skulle lukke mig ind i min nye lejelejlighed. Flere lange og mørke vintermåneder på andre folks sofaer med en lille baby var endelig slut, og jeg skulle for første gang se den lejlighed, som fra nu af skulle danne rammen om min datters og mit liv. Jeg nåede ikke at finde nummeret, før der stod en høj smilende mand, som slog armene ud, og bød mig velkommen i mit nye liv i almen bolig i Lyngby. Vores hjem. Jeg græd af lettelse.

    Guderne skal vide at jeg har boet mange steder. Jeg er holdt op med at tælle for længe siden. Jeg har haft en ejerlejlighed, jeg har været frivillig ”hjemløs” i 8 måneder hvor jeg boede de sjoveste steder. Jeg boede ovenpå en gaybar på Istedgade, jeg har passet høns i Birkerød og jeg har boet i en villa til knap 12 millioner i Humlebæk. Det var inden jeg fik børn. I dag ser livet anderledes ud.

    Eventyr har der været masser af i mit liv, men jeg må sige at jeg virkelig også nyder en fast base, hverdagens eventyrlige rutiner, mine sjove og skøre og skønne naboer, vores have og den frihed jeg har fordi jeg bor som jeg gør. Emmalia, Selinna og jeg bor i en 2-værelses lejelejlighed i alment boligbyggeri i skønne Brede/Lyngby, med rigeligt plads til os alle tre. Udgifterne er faste og lave, og i sidste måned fik jeg skiftet min opvaskemaskine ud, uden at det kostede mig en krone. Det passer perfekt til min livsstill som selvstændig solomor til to små børn, som jeg gerne vil tilbringe en masse tid sammen med. Derfor har jeg indrettet et liv hvor jeg ikke behøver arbejde ret meget før tingene hænger sammen, og vi alligevel har råd til at leve, have bil, opleve og udleve drømme.

    Den sidste uge har vejret virkelig gået mig på, det gør det normalt ikke, men jeg glæder mig til at det bliver sommer, til at ungerne skal lege ude i haven, til at vi skal spise friskbagte hjemmelavede pandekager med naboerne og lave snobrød på min ene nabos bålsted. Der er noget særligt, især når man har børn, ved at have et godt naboskab. Så sent som i dag måtte jeg ringe til en af mine naboer for at høre om hendes vand også var brunt. Det var det ikke, og efter 3 minutters rindende vand var mit heller ikke. Ugen inden lånte jeg min underbos termometer, fordi mit børnetermometer pludselig stod af. Under hele min graviditet og især efter jeg er blevet (træt) mor til to, så har en af mine naboer været så eminent sød at handle ind for mig i netto, når jeg lige havde brug for et glas vin, chokolade eller is om aftenen, og ikke kan forlade mine børn for at handle.

    Lejligheden ved siden af min, er en kommunen forvalter. Derfor får vi nye naboer hvert år, og det er altid en enlig mor eller far med barn eller børn. Det er der også noget hyggeligt over, og vi inviterer altid vores nye naboer med til aftensmad i haven om sommeren. Emmalia, min ældste datter, lærer hurtigt de andre børn friheden og glæden ved at løbe rundt i bar røv.

    Selvom jeg er omgivet af dyre villaer og par i dyre Audier og Cayenner og pressefolder, så har jeg totalt fred med min måde at leve på. Jeg elsker livet sådan her. Jeg ved ikke om jeg kommer til at eje igen, måske en dag, måske ikke. Men lige nu, alene med to små børn på fuld tid, der kunne jeg ikke bede om en bedre ramme for mine børn og mig selv.

    En af udfordringerne ved at bo i almen bolig, det kan være at finde frem til ledige boliger, og få et overblik over ventelister og hvor boligerne gemmer sig henne. Jeg har selv været en af dem der lå og ringede rundt og ledte facebook tyndt efter steder jeg måske havde overset eller ikke havde opdaget. Men det har Danmarkbolig.dk heldigvis lavet om på.

    Danmarkbolig.dk er en online boligportal, der samler flere end 560.000 almene lejeboliger i Danmark på tværs af regioner, boligorganisationer og opskrivningssamarbejder. Her kan man få et overblik over almene boliger i hele landet fx. familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Portalen rummer både boliger, som aktuelt står ledige og udlejede boliger, som man kan skrive sig på venteliste til via boligorganisationernes egne sider. Det er skidesmart!

    Står du selv og skal flytte, eller kender du en der gør, så kan du oprette en gratis profil lige her. Lige nu er der over 900 ledige boliger, som er fordelt over hele landet, og du får nemt skabt et overblik over ventelister og almene boliger i lige det område hvor du drømmer om at bo

    Jeg kan som sagt virkelig anbefale livet i almen bolig, vi elsker det, mig og min lille alternative familie. Her er plads til alle.

    Hvad sker der efter Konmari? 10 ting jeg har lært fra Konmari metoden med Marie Kondo

    Den sidste kasse blev båret ud af lejligheden i går. Jeg er simpelthen i mål (i denne omgang) med Konmari metoden med Marie Kondo. Da jeg læste bogen og læste at processen kun skulle vare kort tid, havde jeg allerede været i gang i flere måneder. Men så læste jeg at "kort tid" godt kunne være et halvt år. Det blev det også for mit vedkommende. I dag har jeg evalueret på hvad Konmari metoden har givet mig, her er mine 10 lessons learned: 

    1. Jeg skal have fokus på hvad jeg gerne vil beholde, ikke hvad jeg gerne vil skille mig af med. Selvom det lyder som om det er det samme, så er det virkelig det stikmodsatte. Når dit fokus er på det du vi skille dig af med, så får du ikke trænet dit blik for hvad der betyder noget for dig og hvad du gerne vil beholde. Jeg kan tydeligt mærke når noget bringer glæde i mit hjem eller ej, fordi jeg er så øvet i at fokusere på hvad der er godt nok til at blive i mit hjem. Og det gælder ikke kun mit hjem. Jeg kan mærke en forskel i mine prioriteringer og hvad der er vigtigt for mig at bruge tid på, og samtidig hvad der virkelig ikke er vigtigt at bruge tid på. Det bringer mig til det næste punkt:
    2. Jeg skal kun leve med ting der "sparks joy" (giver glæde). Jeg troede virkelig jeg levede med ting der gjorde mig glad. Det gjorde jeg virkelig ikke. Efter at have gennemgået hele mit hjem efter Marie Kondo's Konmari principper i bogen, må jeg bare konstatere at mit hjem var propfyldt med støj, gamle historier jeg holdt fast i, og ting jeg slet ikke aktivt havde forholdt mig til.
    3. Alle ting skal have et hjem i mit hjem, ellers bliver de kede af det. Jeg er vild med Marie Kondo's måde at give alle ting et hjerte og et liv på. Bøger skal vækkes til live ved at man banker lidt på dem, alting skal have et hjem, ellers bliver tingene kede af det og utrygge. I Konmari-bogen beskriver Marie kondo, hvordan hun tømmer sin taske hver dag hun kommer hjem, lægger pungen, notesbøgerne og handskerne på plads det sted hvor de bor (og det er ikke i tasken!). Først tænkte jeg at det lød lidt åndssvagt og som spild af plads, når tingene jo bare kan blive i tasken. Men jeg havde besluttet mig for at afprøve og følge hendes principper inden jeg afviste dem, og nu lægger jeg mine ting på plads hvor de bor hver eneste dag. Det giver en ro i hjemmet at alting bor et sted. Og det giver mig ro at alle de ting jeg har omkring mig, de har deres eget hjem.
    4. Jeg skal ikke opbevare ting i stabler, for så bliver de nederste mast og kede af det. Det hænger lidt sammen med punktet foroven, men det er faktisk også en befrielse at jeg ikke skal fjerne stabler længere for at få fat i det der ligger nederst (ked af det og helt mast). Alt står på højkant, undtagen mine modeblade. Det er bare nemmere at komme til alt. 
    5. Mit nye hjem giver mig overskud til at være den mor jeg gerne vil være. Det her burde være punkt 1, vis altså punkterne var listet efter hvor vigtige de var. Det er de ikke. Rod og støj skamsluger mit overskud og dræner mig for al energi. Nu hvor spisebordet ikke er fyldt med hjemløse ting, så får vi klippet gækkebreve, får tegnet, spiser mere sammen, er i det hele taget mere sammen omkring bordet, som hele tiden har været tænkt som samlingspunkt for vores lille familie. Det er så dejligt at vi har fået åbnet op for en kreativ nerve sammen.
    6. Tingene fortæller selv hvor de gerne vil bo. Det lyder helt gak gak, det ved jeg godt, men det gør de altså. Efter at jeg har fået fjernet al støjen, alle de ting der ikke skabte glæde, så er det som om det bliver tydeligt hvor tingene skal være. Tag for eksempel mit klædeskab. Jeg har alt Selinnas tøj i bunden af mit klædeskab i en stor bred skuffe. Jeg har min egen "spa-afdeling" i den øverste skuffe (den der er nemmest at nå). Selvom det ville være dejligt hvis jeg havde tid og overskud til at gå i min spa-skuffe hver dag, så har jeg haft en irriterende fornemmelse omkring skabet. Forleden aften gik det op for mig hvad det handlede om, og jeg gik straks ind og gjorde noget ved det. De to skuffer skulle bytte plads. Der skal nok komme en tid til spa hver aften igen. Men lige nu er jeg i Selinnas skuffe 3-4-5-6-7 gange dagligt, og den er mest besværlig at komme i, derfor skulle de byttes rundt. Det føles SÅ godt! Jeg har også solgt min store gule lænestol i stuen. Efter Selinna kom til verden har stuen føltes crowded på en eller anden måde. Jeg besluttede at min elskede sol skulle videre, så vi havde luften og gulvpladsen. Siden den stol flyttede ud har vi danset, lavet "gymnastiksal", tumlet og bygget huler som aldrig før i stuen. Bare fordi en stol flyttede hjemmefra. Tingene "hjælper" mig og jeg kan bedre høre og mærke dem når der ikke er støj der sluger al opmærksomheden.
    7. Et hjem der er blevet "konmariet" åbner op for drømmene. Jeg skriver forfærdelig mange noter. Til alting. Især til kurser og uddannelser jeg går på. Jeg havde 17 notesbøger fra mine coachuddannelser. De er over 10 år gamle. Jeg har holdt stædigt fast i dem. Men bringer de glæde? Nej ikke mere. Det måtte jeg bare erkende at de ikke gjorde. Så jeg takkede dem for alt det de havde givet mig, og besluttede mig for at side dem ud. Det er vildt længe siden jeg har været på kursus sidst, og jeg har savnet at dykke ned i et emne. To dage efter jeg havde smidt mine gamle noter ud, fik jeg øje på et kursus jeg gerne ville på. Jeg har nu været i gang med det kursus i 14 dage og jeg er vild med det. Dagen efter jeg købte kurset, skrev en skøn kvinde jeg følger på facebook om ikke jeg ville med på hendes kursus. DET ville jeg gerne, og det kursus elsker jeg også. Jeg fortæller mere om begge kurser snart, men i dag er det Konmari det handler om. Det jeg prøver at sige er, at når vi beslutter at noget ikke længere skal med ind i vores fremtid, så bliver der plads til nyt.
    8. Jeg slipper illusionerne om hvem jeg er. Midt i al oprydningen gik det op for mig hvem det var jeg var ved at sige farvel til. Det var ikke mine ting. Det var alle illusionerne om hvem jeg skulle være. Alle fantasi-Frejamay'erne. Da jeg ryddede ud i mine bøger fandt jeg 8 bøger som handlede om "det indre sårede barn". Jeg fik nærmest kvalme da jeg så det. Hold kæft hvor er det en gammel historie, det med at jeg er et indre såret barn. Den var sand engang, men nu har jeg mit indre barns ryg. De bøger skulle bare ud NU. Og alligevel. Mens jeg sad der og lagde dem i "smid ud" kassen, så blev jeg ramt af "men måske er det meget godt hvis lige jeg læser dem ... hvis nu der er noget jeg mangler at lære" Heldigvis kom kvalmen mig til undsætning igen, og jeg har ikke set bøgerne siden. Det var mit endelige farvel til en fortid der skal blive hvor den hører til: i fortiden. Sådan så jeg kan koncentrere mig om at putte nye skønne ting ind i min og pigernes fremtid. 
    9. Jeg slipper ting der holder mig fast. I kølvandet på punkt 8, vil jeg dele en anden historie, der i princippet handler om det samme. I min oprydning dukkede Emmalias lillebitte hue frem. Den hun fik på på Hvidovre sygehus da hun blev født. Jeg lagde den straks over i "behold" bunken, men jeg havde glemt at spørge om "does it spark joy?". Jeg tog den i mine hænder og mærkede efter om huen gav mig glæde, og til min store overraskelse gjorde den ikke. Slet ikke. Til gengæld blev jeg trist og ked af det og blev straks trukket tilbage til 6 dages helvede på barselsgangen for komplicerede fødsler. Og så tænkte jeg "ej, hvilken mor gør det mig til at jeg smider mit barns første fine hæklede hue ud?" og så stod jeg med huen i hånden og mærkede efter. Og besluttede mig for at slippe den. Farvel hue. Tak fordi du varmede min første babys lille hovede. Tak fordi du var med os i en svær tid. Nu er tiden inde til at sige farvel. Og så slap jeg den. Og fordi den er sluppet kan jeg mærke der er plads til mere glæde og de lyse historier fra den tid. Det er som om en kæde er sluppet. En kæde der har holdt lidt for godt fast. Det føles stadig godt når jeg skriver historien nu.
    10. Jeg tager aktive valg om hvad der skal med ind i min og pigernes fremtid. Jeg elsker stadig at genbrugsshoppe. Og jeg har haft en tendens til at køb lidt for mange ting med hjem, fordi det jo var genbrug, prisen var god eller "den er jo så fin". Men nu hvor alt i mit hjem skal have en plads, så er det blevet utrolig nemt at sige "NØJ hvor er du godt nok fin, men ved du hvad, vi har ikke plads til dig hjemme hos os, vi har intet sted du kan bo, så du skal blive her i butikken og så skal du med en anden familie hjem". De ting der er flyttet ind i vores hjem er aktive tilvalg og noget vi virkelig har ønsket os. som f.eks denne reol .
    Jeg synes også jeg kan mærke tydligere om jeg skal sige ja eller nej til aftaler, events eller invitationer. Jeg er blevet mere realistisk når det kommer til om jeg tror jeg vil hygge mig eller ej. Og det er rart.Det har været en vild proces at være igennem Konmari med Marie Kondo, men det har simpelthen også været så lærerigt at dejligt. Hvad har du lært af din rejse med Konmari?

    Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...

    Mine veninder har virkelig været krise-hotline for mig de seneste dage. Og nu hvor Ghita Nørby (måske) har lagt internettet ned, i hvert fald facebook og Instagram, så er der tid til lige at skrive lidt om hvad der foregår i vores krisehjem for tiden. For hold. Nu. Kæft. hvor er jeg prøvet."Frejamay, du er ikke en lortemor, du er bare en træt mor". Sådan sagde min veninde Lone Powerprinsesse til mig, da hun ringede i går. Og den omformulering satte mig lidt fri. For jeg var virkelig ikke stolt af mig selv. Normalt er det ungerne jeg har lyst til at sætte til salg på Ebay, men lige i de her dage er det mig selv jeg har lyst til at forære væk, så mine børn kan få nogle af de der søde, rummelige, rare voksne, som kan rumme enhver situation og håndtere den med rolig stemme og i øjenhøjde. Sådan en mor er jeg bare ikke. Ikke hele tiden i hvert fald.Så. Udover at vi har været sygdomsramte, og at min far er indlagt med blodprop i hjernen, og jeg er bagud med alt arbejde og tøjvask, så har jeg heller ikke rigtig sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Indsæt selv bas og beat. Og som om det ikke var nok, og ja, det lyder måske lidt klage-offer-agtigt, men helt ærligt, sådan har jeg det også. Som om det ikke var nok så er Emmalia gået ind i sådan en "gad vide hvor mange tæsk min lillesøster egentlig kan holde til" - fase, og det var sådan en dag vi havde forleden dag, hvor jeg endte med at tyre, og splintre, hendes Askepot-karret i lidt mere end 12 stykker. Og ødelægge den nye flotte reol vi har fået i legehjørnet. Yes. SÅ awesome en mor er jeg.Jeg synes ikke jeg laver andet end at beskytte Selinna mod en virkelig charmerende og skøn udgave af mini-hulken (som jeg elsker!) herhjemme for tiden. Og jeg ved godt alt det med at Emmalia reagerer på at der er kommet en lillesøster, og jeg har læst artiklen der siger at det svarer til at ens mands elskerinde er flyttet ind og nu skal man bo sammen og selvfølgelig kommer der en reaktion og og og. Jeg ved det hele. På trods af tidspres får jeg alligevel læst ret meget, som ironisk nok ender med ikke at løfte mig særlig meget som mor.Det der fik mit bæger til at flyde over, var da Emmalia, efter at jeg på rummelig og pædagogisk vis omkring 15 gange i løbet af dagen havde afværget diverse halvfarlige situationer, kiggede på mig, satte sit ben op i luften og tyrede benet ind i ryggen på Selinna. Jeg havde ikke flere ord, ikke mere rummelighed tilbage, min krop tog bare nærmeste genstand, som var den skide karret, og så tyrede jeg den med al kraft over mod væggen, hvor den ramte reolen. Og Emmalia blev så forskrækket. Og jeg sagde ikke et ord, men gik ud i køkkenet og trøstede Selinna.Da stormen havde lagt sig fandt vi hinanden igen og vi snakkede situationen igennem. Emmalia var ret hurtigt glad og i hopla igen (og elskede pludselig sin lillesøster), og jeg græd lidt videre. Emmalia spurgte om hun godt måtte fortælle Birthe ovre i børneren at jeg havde ødelagt hendes Askepot-karret, og jeg sagde at det måtte hun selvfølgelig gerne.Så da jeg hentede Emmalia i går, kom Birthe hen til mig og fortalte at "MOR VAR BLEVET MEGET SUR OG HAVDE ØDELAGT ASKEPOT-KARRETEN FORDI JEG SPARKEDE SELINNA I RYGGEN". Og her er det virkelig bare guld værd at have en god Birthe som man ved, godt ved at det her var en "nu er nok fandme bare nok" situation. Og Birthe grinede, og jeg stod 100% ved hvad Emmalia havde fortalt. Og da vi gik hjem snakkede Emmalia og jeg igen om at jeg var blevet meget meget vred og havde ødelagt hendes legetøj, og at man faktisk ikke må ødelægge hinandens legetøj, og jeg har lovet at købe en ny (brugt, ligesom den anden var) karret til Emmalia. Og i dag fortalte vi begge to far hvad der var sket, og jeg er stadig langt mere påvirket af det end hun er.Hos mig bliver de her situationer hængende i lang tid, og jeg har faktisk rigtig svært ved at tilgive mig selv for at jeg mister kontrollen og bliver sådan en råbemor der tyrer legetøj igennem stuen. Og egentlig har jeg fred med at jeg råber (hæver stemmen), for jeg gør det kun i situationer hvor nogen bliver behandlet dårligt, som eksempelvis når Emmalia slår eller skubber eller kradser mig eller Selinna eller andre. Jeg udskammer ikke, kalder hende ikke grimme ting eller taler ned til hende. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" Jeg synes bare aldrig det er rart. Og hvem gør i øvrigt også det?I børnehaven får Emmalia til gengæld stor ros for at hun er god til at sætte grænser og markere og sige tydeligt fra. Og det må jeg bare erkende at hun faktisk også lærer herhjemme. Jeg har ikke haft en eneste råbe-situation hvor vi ikke efterfølgende har samlet hinanden op bagefter og har snakket om situationen, hvad der skete, at man godt må være vred, men at man stadig ikke må slå/sparke.Jeg ved det ikke. Jeg har altid sådan en dum frygt for at jeg går rundt og ødelægger mine børn. Jeg kan bare ikke være pædagog-Jonna med dem. Jeg er deres mor. Jeg skal lære dem andre ting i livet end mine piger skal lære i børnehaven. Det skal jeg bare huske at minde mig selv om engang i mellem. Og så skal jeg blive bedre til at snakke med mine veninder når de her ting sker, så jeg ike bruger dage og uger på at slå mig selv i hovedet. Det gavner jo hverken ungerne eller mig.I virkeligheden handler det, for mig, bare om at jeg skal holde op med at læse artikler fra virksomheder som gerne vil sælge mig "sådan bliver du en god mor" - kurser. Eller "sådan lærer du at holde op med at skælde ud" kurser. Eller "sådan ødelægger råben dit barn" kurser. Og gid der dog var nuancer i "at råbe" når man udskammer forældre for at råbe. Nøj hvor er der stor forskel på hvordan man råber og hvad man råber. Jeg gør mig virkelig umage i mit mor-hood, det tror jeg langt de fleste gør, og så går det alligevel ind og rammer min dårlige samvittighed når jeg læser med hos familie-eksperter der taler til min frygt og min angst.Og så sidder jeg der med Askepots karret-låge og en halv hest i hånden og tænker "nå ja, jeg skal også huske at rumme mine børns følelser mere, og være nærværende mere og jeg må heller ikke råbe, nej, jeg skal huske at mine børn ikke forstår konsekvenser før frontallapperne er helt udviklede når de er 25... gud hvor er du en forfærdelig mor!"Så. Jeg skal lige have lidt hvid træmaling til reolen og så skal jeg en tur i Røde Kors i Hørsholm, hvor jeg så de havde karreten til 25 kroner. Ems, Selinna og jeg er allesammen hele igen. Og jeg føler ikke jeg forherliger at råbe eller tilskynder den adfærd hos nogen. Jeg fortæller bare det der er, uanset hvor rigtigt eller forkert det så end måtte være.

    Leaving Michael Jackson og leaving Neverland - en personlig historie om et møde med en pædofil

    Jeg kommer for en god ordens skyld lige med en TW (trigger warning). Dette indlæg indeholder detaljerede beskrivelser om overgreb mod børn. Kig lige væk fra skærmen og op på himlen, og mærk efter om det er lige nu du har brug for at læse dette indlæg, eller om det skal vente til et andet tidspunkt, og om du skal være alene, eller om du skal have en at tale med når du har læst. 

     Årh, denne her uge har været tøff. Den eneste stjerne, hvis død jeg nogensinde har grædt over, det var Michael Jacksons. Jeg var på nattevagt, jeg var handicaphjælper, og jeg så udenlandske nyheder, da de pludselig breakede, og sagde at de formodede at Michael Jackson var død. Jeg græd. Michael Jackson's musik har været en kæmpestor del af min barndom. Jeg har lyttet til hans musik siden jeg fik min første CD og hans sange har hjulpet mig igennem svære tider. Så det var med en klump i halsen og først efter flere dages overvejseler, at jeg besluttede mig for at se dokumentaren leaving Neverland, som på nuværende tidspunkt vist ikke behøver yderligere introduktion.En af mine facebook-venner skrev det rigtig fint da #Metoo startede. Frit efter hukommelsen skrev hun "vi kommer til at se folk falde. Vi kommer til at se folk vi elsker falde. Vi kommer til at have lyst til at slukke, at holde os for øjne og ører og skrige "LALALALAL GÅ VÆK" og det er her det er vigtigt vi bliver VED med at lytte og lytter og lytter og lærer at forstå alt det der er så svært at acceptere". Og jeg lyttede mig igennem Weinstein og Louis C.K., og så lyttede jeg mig igennem Bill Cosby og senest R.Kelly. Og det gik nogenlunde med at lytte. Men så kom turen til Michael Jackson. Min helt. En af dem jeg virkelig har forsvaret og er stået op for hele mit liv. En jeg følte med fordi han havde haft en svært barndom. Min superstjerne.Så jeg satte dokumentaren på, og jeg måtte se den i små bidder. Både fordi Selinna vågnede og skulle trøstes, fordi dokumentaren er barsk at se og fordi dokumentaren ribber op i hvordan det er at blive misbrugt som barn. Og ikke bare ribber op i, den sætter også ord og sprog på noget jeg indtil nu ikke selv har haft ord og sprog for.Jeg var udsat for en pædofil mand da jeg var 6 år gammel. En pæn und frisk fyr slut tyve start 30. Det skete på en strand. Jeg var med min mor og min lillebror på stranden, et sted vi kendte allesammen. Manden gik forbi sammen med to jævnaldrende pæne venner, en fyr og en kvinde. Jeg registrerede dem, men var i gang md at fange fisk, så det optog mig. Kort efter kom den ene fyr tilbage. Han spurgte om han skulle vise mig et fiskehul. Jeg sagde nej. Jeg var genert. Jeg kan ikke huske præcist hvordan han fik mig overtalt, men det endte med at jeg gik med ham bag en form for trævæg, hvor overgrebet skete.  Han brugte sin tunge og sine fingre. Noget var rart, noget var ikke. Han kiggede hele tiden op på mig og spurgte om det var dejligt. Jeg svarede bare "ja" for jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange. Til sidst hviskede han til mig at det var vores lille hemmelighed, og hvis jeg nogensinde fortalte det til nogen så ville han komme og slå min mor og far ihjel. Inden han var "helt færdig" kom hans veninde og ven tilbage og så hvad der foregik. De grinede og jokede med "kunne du ikke finde en på din egen størrelse", og så gik de alle tre.Der gik 9 år før jeg nævnte det overfor nogen. Det var hverken mine forældre eller andre voksne. Og jeg var så meget i tvivl om jeg skulle fortælle det. I 9 år havde jeg båret på den hemmelighed, og jeg forstod ikke rigtigt hvad der var sket. Det eneste jeg havde hørt om, som kunne minde om den oplevelse jeg havde, det var ordet "børnelokkere". Det var ulækre gamle mænd der sprang frem fra buske og stjal børn, som råbte og skreg for at komme væk.Det var det.Og når jeg ser "Leaving Neverland" så har jeg jo ikke været igennem noget som helst sammenlignet med hvad de to mænd har været igennem. Alligevel er jeg mærket af overgrebet den dag i dag. Især efter jeg er blevet mor til to piger. At have mærket på egen krop hvor lynhurtigt en pædofil kan groome og overtale et barn til at gøre hvad han vil, hvor hurigt man er fanget, hvor meget man som barn frygter at nogen nogensinde opdager det, hvor komplet ødelæggende "selv et enkelt" overgreb kan være, helt ind i voksenlivet, det skræmmer mig fra vid og sans. Og så i en verden hvor vi i dag har små børn på de sociale medier, hvor vi ikke ved hvem der kigger med, hvem der skaffer sig adgang til børnenes konto, hvem der gemmer sig bag "Louise 12" eller "Jesper 11". Jeg er rædselsslagen.Hver eneste gang jeg skifter mine piger (nu bruger den store ikke ble mere, men jeg hjælper stadig til på toilettet), så bliver der linket til overgrebet i min hjerne. Jeg får flashback, jeg tænker på hvordan jeg kan beskytte mine piger, og værst af alt: jeg tænker på om jeg kommer til at røre ved dem på en forkert måde. Det er forfærdeligt at have de gamle grimme billeder med i mit morhood og sammen med de to mennesker jeg elsker allerhøjest i hele verden. Men jeg er nødt til at arbejde mig igennem det, tale om det og erkende at det er en process der vil vare for altid. Overgrebet varede måske 10 minutter. Måske 30. Jeg ved det ikke. I mange MANGE år har jeg ikke kunnet holde ud når nogen har sagt "er det dejligt?" eller "det er dejligt" fordi det var det han sagde om det jeg ikke forstod. Jeg hader når nogen smasker, for det bringer mig også tilbage til dengang. Et enkelt overgreb kan fucke hele dit seksuelle nydelsesapparat fuldstændig op, fordi du ikke ved hvad der er øst og vest, og fordi du en gang for meget har oplevet din krop forråde dig. Et enkelt overgreb kan ødelægge din sjæl.Jeg vidste ikke jeg var blevet misbrugt, før jeg sad hos min psykolog fordi jeg var gået ned med stress, og i en sidebemærkning nævnte noget med da jeg var 6 år gammel. Min psykolog greb den hurtigt og spurgte ind til den oplevelse, og det tog mig et par sessioner før det gik op for mig at jeg var blevet seksuelt misbrugt. Han var jo ikke en klam ulækker mand, han har jo ikke penetreret mig, han har ikke taget kvælertag eller slået mig. Jeg gik med ham. Jeg lagde mig i sandet selvom jeg ikke forstod hvordan der kunne være et fiskehul der, når der ikke var vand. Jeg løb ikke skrigende væk. Jeg kæmpede ikke imod. Er det så "overgreb nok"?Så, ser du, når der er så stort fokus på bevisførelse, på "hvordan sagde du nej?" og "hvordan kæmpede du imod?" og "jamen blev du penetreret?", så kan man ikke stå frem. Bare se hvad der sker lige nu fordi vores allesammens helt, Michael Jackson står som skydeskive for nye beskyldninger. De to mænd har INGEN beviser. Jeg har heller ikke et eneste bevis og har aldrig haft det. Jeg har kun oplevelsen og alle de forbandede følger det har givet mig at have mødt den mand på den strand den dag. Skulle jeg stå frem i dag og anklage nogen? Not in a million years. Men jeg er derimod ikke et sekund i tvivl om at de to mænd taler sandt. Uden overhovedet at have været igennem så meget grooming og misbrug som de to har, så er ligningen præcis den samme, senfølgerne er de samme, skammen er den samme, løgnen er den samme. Jeg ville også have svoret, under ed, på at jeg aldrig havde været udsat for seksuelt misbrug. Ikke nok med at det ville have bragt mine forældre i fare, det ville samtidig afsløre afskyelige og ulækre detaljer om mig. At nogen havde rørt mig på den måde, at nogen havde gjort grimme ting ved mig, og at jeg ikke havde sagt fra eller kæmpet imod.Det er så vigtigt der kommer fokus på det her. Hvis vi bliver ved med at insistere på at seksualforbrydere og pædofile kun er fedtede klamme mænd der hopper ud fra buske, så er der aldrig noget der ændrer sig. Pædofile er folk vi kender, folk vi godt kan lide, måske endda folk vi elsker, ser op til, er draget af eller forført af. Nu er det bare lige Michael Jackson der er den pædofile i det her tilfælde, men problemet er SÅ kæmpe meget større end Michael Jackson. Det er vigtigt vi forstår det. Og jeg forstår til fulde at det er svært og hårdt at lytte til og være vidne til de her to mænds historier (og du behøver ikke poste artiklen fra Forbes eller andre links, jeg har læst de fleste af dem), fordi det handler om en mand som vi på en aller anden måde allesammen er vokset op med, og som har leveret soundtracket til vores allesammens liv og dansegulv. Og jeg forstår både dig der fortsat vil spille hans musik og dig der ikke vil. Personligt kan jeg ikke skille manden fra musikken. I hvert fald ikke lige nu. Jeg ved ikke hvordan jeg har det om 10 år. Men lige nu kan jeg ikke høre det. For mig er musik noget der kommer fra personen, indefra, og det kan jeg ikke skille fra det han har gjort. Det betyder ikke at Michael Jackson ikke var en genial kunstner. For det var han. Og han var sød og rar og god og jeg er slet ikke i tvivl om at han elskede børn og at han kæmpede for en bedre verden. Jeg er samtidig heller ikke i tvivl om at han misbrugte små drenge seksuelt. Ikke et sekund.Jeg ved at det ene på ingen måde udelukker det andet. Og det er det der er så uhyre vigtigt at vi lærer at forstå. Et menneske kan sagtens være fantastisk og samtidig gøre nogle helt forfærdelige ting.I sidste uge blev jeg interviewet til et speciale om voldtægter. Her blev jeg, et godt styke inde i interviewet, spurgt til hvorfor jeg nogen gange bruger ordet "overgreb" og andre gange "voldtægt". Og det kunne jeg ikke lige svare konkret på da jeg blev spurgt, fordi jeg aldrig selv har lagt mærke til det. Men nu hvor jeg har haft en uge til at tænke over det, og nu hvor jeg har set programmet med Oprah, som interviewer de to mænd og instruktøren til "Leaving Neverland", så forstår jeg bedre hvorfor jeg bruger forskellige ord. Sproget. Når jeg bruger ordet voldtægt, så er det fordi jeg i mit teenageliv blev voldtaget to gange af den samme mand på "filmmåden", du ved, sådan som det ser ud på film. Voldeligt, tårer, kvælertag, trusler, fuld penetration. Alle de andre oplevelser har lænet sig op ad, men der har været en eller flere ting der ikke har været til stede, og derfor har jeg ikke kunnet kalde det voldtægt. Og det her skriver jeg fordi jeg synes vi mangler sprog på det her område. Nuancer, ord, udtryk. Når vi skal snakke computersprog, så er der så mange ord at vi drukner i dem og må have 1.780.368.638.010.478 sider på google, og mange af os er stadig lost. Men overgreb, voldtægter og seksuelle krænkelser, der har vi kun et fattigt sprog, og samtidig et gigantisk stort behov for at sætte ord på. Mange ord. Forskellige ord. Mange gange.Så når alt det her er sagt og skrevet, så er jeg på mange måder i sorg. Jeg er i sorg over at sige farvel til mit idol, til ham der var der med sine sange i min barndom. Ham der fortalte mig jeg ikke var alene. Jeg er i sorg over at få ribbet op i mit eget barndomstraume. Jeg er i sorg over at kende disse to mænds historier. Jeg er i sorg over at så mange børn tier i årtier, og de fleste måske for evigt. Jeg er i sorg over at så tilsyneladende få forstår hvorfor det er absolut normalt at man "først kommer frem så mange år efter". Jeg troede fejlagtigt at det var noget de fleste vidste. At man for alt i verden bare vil pakke oplevelserne væk og aldrig kigge på dem igen. Og da slet ikke pakke dem ud og vise dem til verden. Hvem ville jeg gøre min mor til hvis jeg fortalte hende hvad der var sket på den strand? Det ansvar kunne jeg heller ikke bære. Jeg er i sorg over al den mistro som ofre i hele verden møder. Mænd, kvinder, børn. Var Michael Jackson blevet dømt er jeg sikker på mistroen var den samme, det har vi jo allerede set med Bill Cosby. Selvom der ligger en dom, selvom han skal i fængsel står fans stadig med forklaringer på hvorfor han er uskyldig og ofrene er nogle pengegriske små u-mennesker. Du kan aldrig vinde noget som helst ved at være offer for overgreb. Aldrig.Jeg taler ikke med så mange, udover arbejde, i de her dage, og jeg følger stadig debatterne rundt omkring, fordi sagen på alle planer har min fulde interesse og opmærksomhed. Og hvis jeg skal sige noget opløftende, så er det at der kommer positivt fokus på det her område nu. Tak til #metoo, tak til dem der står frem, tak til Oprah for at stille sig i bokseringen sammen med de to mænd. Og tak til alle dem der hver eneste dag kæmper for at få belyst det her område, kæmper for at forbedre lovgivningen og skabe bedre information for befolkningen så vi kan opdage det her i tide og en dag ændre forholdene så der ikke længere er så mange mennesker der skal lide i stilhed, smerte og ensomhed.Tak <3 

    Sexism doesn't spark joy - glædelig kvindernes kampdag 2019 - her er 7 konkrete (små) ting du kan gøre

    "Jeg vil aldrig demonstrere mod krig, men jeg vil altid marchere for fred" - cirka sådan sagde Mother Theresa, og selvom jeg ikke altid selv følger hendes beundringsværdige statement, så vil jeg i dagens anledning marchere for at vi løfter hinanden frem for at demonstrere mod noget. Jeg har forgæves forsøgt at finde et kampdagsevent som foregår i dagtimerne og er børnevenligt, derfor skriver jeg i anledningen af kvindernes internationale kampdag 2019 en blog om hvordan du og jeg kan bruge vores energi (og måske også vrede) konstruktivt i fremtiden.Og fordi "sexism doesn't spark joy" (billedet er venligst udlånt af The Everyday Sexism Project Danmark" som er at finde på gaderne i dag, jeg er vild med den overskrift!), så skal vi sige farvel til sexisme og hej til respekt, ligeværdighed, ligestilling og ja til samtykke. Her er 7 konkrete ting du kan gøre for at arbejde for netop det:

    1. Start med dig selv. Al forandring i verden starter hos dig selv. Vi kan alle finde ting at pege fingre af, men der hvor det er sværest at kigge, er lige netop der det er vigtigst vi gør det. Begynd at være nysgerrig på dine egne vaner og dine egne mønstre, både i dit privatliv og i dit arbejdsliv. I privatlivet kan det være at du roser din datter meget for sit udseende, eller din søn for at være sej. Det er der ikke noget i vejen med, til gengæld er der plads til at udvide hvad vi roser og anerkender vores børn for. Personligt har jeg selv denne liste i glas og ramme herhjemme, og jeg bruger den som inspiration til at udfordre mig selv og hvad jeg anerkender mine børn for.Hvis vi ønsker at verden skal forandre sig, at mænd/politikere/medsøstre mv. skal ændre deres syn/adfærd, så er vi nødt til at være villige til at gøre det samme, og vi har alle steder hvor vi kan løfte os selv eller komme sexisme til livs. Jeg ved jeg har en del arbejde foran mig stadigvæk. Små skridt er vejen frem. I hvert fald for mig.
    2. Keep moving. Martin Luther King sagde følgende:Oversat til feminisme og sexisme og små aktive handlinger, kunne det lyde således: "Hvis du ikke kan skrive artikler eller blogs eller stille dig på ølkassen, så kommentér eller debattér, hvis du ikke kan debattere eller kommentere, så like eller vis anerkendelse på en eller anden måde. Eller skriv en besked til ham eller hende du er enig med privat, så vedkommende kender til din støtte. Også selvom det er en fremmed. Vi er nødt til at støtte dem der står op for os når vi ikke selv kan. Uanset hvad du gør, så bevæg dig fremad, også selvom det bare er et enkelt skridt den dag. Keep moving forward". Og hvis du lige nu tænker "hvad gør et like?" så kan jeg dele en personlig historie med dig. Da #METOO startede turde jeg ikke skrive ret meget. Jeg turde ikke deltage i debatterne, fordi der var (og ofte desværre stadig er) en overvægt af larmende tomme tønder der bare synes "metoo er noget fucking lort". Jeg læste og læste og læste, og så lagde jeg mærke til noget. De få der "speakede up" for ofrene og for de kvinder der var gået imod Weinstein, de fik helt enormt mange likes på deres kommentarer. Der var så enorme mængder "stille støtte" at jeg til sidst besluttede mig for at skabe modet til selv at debattere emnet. På grund af "ligegyldige likes". Og hver gang jeg selv deler et emne der handler om feminisme eller voldtægt eller køn, så er der rungende stille. Men larmende mange likes. Fordi der stadig er enormt mange der så gerne vil, men som endnu ikke har et sprog selv. Det GØR en forskel. Vid at det gør en forskel at du deltager aktivt selvom du endnu ikke har et sprog for det der sker indeni dig.
    3. Vær taknemmelig. Måske vil du ikke kalde dig feminist. Måske går du ikke ind for ligestilling af en eller anden årsag. Måske synes du feminister er platte eller latterlige. Men er du glad for at du som kvinde må have et arbejde? Må stemme? På papiret i hvert fald har mulighed for at tjene det samme som en mand for samme arbejdsindsats? At der er nogen der arbejder for at ændre voldtægtskulturen så færre mænd voldtager og færre mænd og kvinder bliver voldtaget? At du som kvinde må uddanne dig? At dine døtre nærmer sig at have de samme muligheder i livet som drenge? At du ikke er din mands ejendom fordi du er gift, men er din egen? At du bestemmer over din egen krop? Der er altså en helt masse feminister (M/K) der har kæmpet for at du i dag har ret til at være din egen, at du har ret til at blive hørt, at du har ret til at stemme. Så i stedet for at håne, kan det være du kunne sende et ydmygt tak til dine medsøstre som har stået op for dig, også selvom de ikke kender dig.
    4. Tag del i debatten. Det kan godt være du ikke synes du er god til at debattere eller at din stemme er vigtigt. Men det er den. Og hvis du ikke kommer i gang nu, så lærer du det aldrig. Hvis du ser et argument som er tåbeligt, eller en påstand som du ved er helt skudt ved siden af, så sig det. Ikke nok med at du viser dig selv at du står op for dig selv, du viser også alle de mange der læser med at sådan en kommentar ikke skal stå uimodsagt. Og det her er faktisk meget meget vigtigt. Sidste år fik jeg en uhyre vigtig besked fra en af mine læsere. I forbindelse med #metoo. Der var en sag i medierne, og kommentarsporet gik som sædvanligt bananas med at kvinder der anmelder for voldtægt bare vil have penge og opmærksomhed (nævn lige 5 navne på dem der anmeldte Weinstein eller Cosby eller R. Kelly, og hvor rige var det nu de blev? Nej vel?). Jeg orkede egentlig ikke, men jeg nogle af kommentarerne var så grelle at jeg kastede mig for de frådende gorillaer alligevel. Jeg endte med at debattere med ALLE i den tråd. Om aftenen tjekkede jeg min instagram, og der var en af de vigtigste beskeder jeg har fået i mit liv. Den var fra en kvinde som var offer for voldtægt. Hun havde også læst med. Og hun var blevet så ked af det over al den mistro man som offer skal kæmpe med, udover al skammen og det at have været udsat for voldtægt i sig selv (som ødelægger et menneske). Hun skrev at det havde gjort så massiv en forskel for hende at hun havde læst alle mine argumenter og kommentarer, at hun følte sig så set og hørt, at hun følte der i hvert fald var én der havde hendes ryg. Og sådan har jeg selv haft det før hende og før jeg selv fandt modet til at deltage i debatterne. Nogen havde min ryg. Nogen stod op for mig før jeg selv fandt mit mod. I dag er det en slags træning for mig. Jeg øver mig i at blive en bedre debattør hver eneste dag. Mit mål er aldrig at "omvende" dem der tror kvinder bare vimser rundt og kaster om sig med anklager for voldtægter. Mit mål er af alle dem der læser med læser mine argumenter. Det er alle dem der er stille i debatten vi kan påvirke. Og det skal vi.
    5. Prøv "feminist" for en dag. Jeg har altid hadet ordet. Især fordi jeg kommer fra et miljø hvor "vi hadede feminister". Feminister var kællinger med store klamme duske der tillod sig at have en holdning. Alt hvad jeg hadede om feminister havde jeg lært fra min kæreste Søren. Ham der spyttede på mig og tvang mig til at give ham et blowjob, ellers ville han ikke lukke mig ind i lejligheden. Jeg mente alt hvad Søren mente. Så jeg hadede også feminister og jeg prøvede med al vold og magt at være sådan en kæreste der ikke stillede krav til min kæreste, der fandt mig i utroskab, der "ikke lagde bånd på min kæreste" og "ikke holdt ham tilbage". Det endte meget belejligt med at jeg mistede min egen identitet på den rejse. Jeg var "Sørens kæreste", men ingen vidste hvem jeg var. Især ikke mig selv. Så derfor. Prøv at tage kappen på en dag. Prøv at sige "jeg er feminist, jeg kæmper for lige muligheder for alle. Ikke at alle skal være ens, men at alle mennesker er ligestillede og har lige basic human rights". Du kan også sige det på tysk eller dansk hvis det er bedre for dig. Og prøv så evt en af de andre punkter på denne liste den dag. Når dagen er slut kan du tage kappen af igen og evaluere hvordan det var at være erklæret feminist for en dag. Fortæl gerne hvordan det var <3
    6. Uddan dig. Hver gang jeg bliver nysgerrig på noget nyt i mit liv, så indstiller jeg alle mine frekvenser på den nye kanal. Sidste år startede jeg med at leve mere minimalistisk og bæredygtigt. Jeg begyndte at unfollowe alle instagramprofiler der står for det modsatte, og søge inspiration fra profiler der allerede er der hvor jeg gerne vil hen. Det samme kan man gøre med ligestilling. Jeg følger f.eks everyday sexism project danmark, som jeg synes virkelig har fingeren på pulsen når det kommer til sexisme, skjult sexisme og konkrete sager i Danmark. Tonen er god derinde, der er også humoristiske (og tragi-komiske) opslag, og der linkes til events man kan deltage i og jeg bliver i det hele taget klogere på sexisme hver eneste dag fordi jeg følger med der. Så følger jeg En feminists bekendelser, som også tager relevante sager op og stiller rigtig gode spørgsmålstegn til den kultur vi har omkring ligestilling, sexisme og voldtægtskultur. TwerkqueenLouise har en helt anden energi og jeg er vild med hende. Hun laver en del video og er pissecool. Gretelise Holm, Susanne Staun, Emma Holten, Rasmus Brygger, Henrik Marstal, Ditte Giese, Sanne Søndergaard, Khaterah Parwani, Cecilie Nørgaard, norske Ulrikke Falch (følg hende på instagram her, hun er fantastisk og sjov) og der er mange andre. Hver gang jeg ser en mand udtale sig respektfuldt og anerkendende overfor emner som #metoo, så følger jeg som regel profilen for at følge med. Det kan du også gøre.
    7. Hav humor. Det er umuligt at kaste sig ud i alle de her emner uden humor. Ellers bliver det for tungt og for håbløst. Og feministisk humor er der heldigvis virkelig masser af. Faktisk er feminister nogen af de sjoveste mænd og kvinder jeg kender. Her er et par eksempler:
    and also:and also Rigtig glædelig kampdag til alle. Tak fordi du følger med her på profilen, også selvom jeg ikke er så damebladsagtig og selvom jeg nogen gange er lidt (læs: meget) ude med riven. Jeg er nem at vælge fra. Derfor er jeg ekstra glad for at du stadig er her og at du også læser emner som det her. Af hjertet tak!Og endnu engang tak til ESPD for dette awesome skilt: Sexism doesn't spark joy!Hvordan fejrer du kvindernes internationale kampdag i dag? Glædelig 8.marts 2019. I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag hvor vi fejrer, kæmper og

    Men der findes bare ikke drengefarver og pigefarver ... her er konkrete råd til hvordan du snakker med dine børn om farverne

    Skal alle drenge og piger nu være ens? Det bliver jeg tit spurgt om når jeg tager kønspolitik eller ligestilling op. Eller snakker om børn og budskaber på tøj (budskaber på pigers tøj er næsten altid passive og budskaberne på drengenes tøj er næsten altid aktive og helte-agtige). I dag kom spørgsmålet op igen, da jeg spurgte på facebook hvordan man forklarer børn at farver altså ikke er kønnede. "Jamen der ER altså forskel på drenge og piger, skal de nu også være ens?" Øhm ja det er der, men der er faktisk langt mindre forskel end de fleste af os går rundt og tror. Faktisk har vi langt mere tilfælles end der er forskelle på os. Vi er bare blevet gjort enormt forskellige fra samfundet og i særdeleshed mediernes side. Men det bliver en anden blog en anden dag.Det er allerede startet ovre i min ældste datters børnehave. Det med drenge og piger. Køn. Forleden dag sang Emmalia "du kan ikke fange mig for du er en pige!" og jeg spurgte nysgerrigt ind til om drenge løber hurtigere end piger, eller om piger også kan løbe hurtigere end drenge. Og så snakkede vi lidt om det og jeg fortalte at dengang jeg gik i folkeskolen, kunne jeg faktisk løbe fra skolens hurtigste dreng. Jeg fortalte hende ikke at det ikke var noget nogen snakkede om, for piger KAN jo simpelthen ikke løbe hurtigere end drenge på grund af fysikken (bullshit). Men det kunne jeg altså.Derfor spurgte jeg på facebook efter gode måder at snakke med børn om det med farver på, og at farver ikke tilhører køn. Der kom nogle rigtig gode svar, og her er et par af mine favoritter (mine facebook venner er sejere end dine, med mindre du er min facebook-ven, så ER du sej!)"Altså vi har haft den i form af. Du er en dreng, du tager en blå bluse på, du er stadig en dreng. Du tager den blå bluse af og en lyserød bluse på...er du stadig en dreng? Ja..ok, så en farve har intet at gøre med, hvad køn du er. Vi har brugt den samme ifht. om man er sejere, federe, mere cool, etc hvis man har det rigtige mærketøj.. Du er en god ven/godt menneske..du har en dyr bluse på..du er stadig en god ven/godt menneske. Du tager den dyre bluse af og en billig bluse på...er du blevet en dårlige ven/menneske af den grund? Du er en røv..du har en dyr bluse på...du er stadig en røv, bare med en dyr bluse på... Du er en røv..du tager den billige bluse på istedet...du er stadig en røv..ERGO tøj har intet at gøre med, hvor fed du er!. Den er dyb..men den virker:"“Vi blev alle født nøgne uden tøj på - derfor er det ikke bestemt på forhånd hvilken farve tøj vi skal gå i”"Ingen ejer farver. Alle må gerne kunne lide alle farver - og at der ikke er noget, der hedder drenge - og pigefarver.""Jeg har med mine børn gjort det ret simpelt og sagt.. "nogle piger kan godt li pink og andre piger kan godt li blå.. ligesom nogle drenge er vilde med pink og andre sort.. vi skal alle finde ud af hvilke farver vi elsker mest.. farver har ikke køn"..jeg tror at så længe vi selv som forældre er frie ift farver og stiller undrende spørgsmål ift når vores børn fx siger, rød er pigefarve.. så kan vi spørge: "hvem har besluttet det? " Og hvis de siger børneren, så kan vi sige til fx Emmalia.. "nå men det er sådan børneren har det, jeg tror på at alle frit må vælge hvilke farver de bedst kan li, hvad tænker du?""Herhjemme spørger vi om det er en ting/legetøj/farve/bog man skal bruge sin tissemand eller tissekone til. For så er det en ‘drengeting’ eller ‘pigeting’ - hvis det ikke har noget med kønsorganer at gøre er det bare en ting/bog/farve/legetøj""Tal om maskulin og feminin generelt og forklar at de to begreber intet har med køn at gøre""Man kan se på billeder af børn og farver fra andre dele af verden.....lyserød og lyseblå er ikke generelt over alt, men jeg er nok så gammel og pragmatisk at jeg tager tingene, når og hvis de kommer op....og så tænker jeg at lige præcis farver også er meget smag og behag - ikke så meget om man er dreng eller pige eller....."Tak til mine seje venner på facebook for at dele ud af gode tips!Når jeg snakker om køn, farver, ligestilling, så handler det (for mig) ikke om at alle skal være ens. Tvært i mod. Det handler om at vi skal pille både piger og drenge ud af de voldsomt begrænsende stereotype kønskasser vi har presset dem ned i, sådan så alle børn har LIGE MULIGHEDER. Ikke at de bliver ens, men at de har LIGE muligheder i livet. Og det er altså ikke tilfældet i dag.Hvis du er nysgerrig på dette emne og elsker fakta, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig at se The Mask you live in og Miss Representation. De ligger begge to på Netflix i øjeblikket. Her fortæller fremtrædende forskere indenfor køn om konsekvenserne af at drenge lærer at "rigtige mænd græder ikke" og "boys will be boys" og hvad konsekvenserne er for kvinder at vi som samfund stadig lærer piger at de er objekter og systematisk forskelsbehandler mænd og kvinder. Der er lavet så mange studier indenfor det her felt. Jeg er i gang med at samle mange af dem, for det er skræmmende at vi i 2019 stadig ikke er længere.Så ja, jeg går op i at Emmalia og Selinna får de bedste muligheder i livet. Jeg går op i at "slaye" hver gang vi møder omgivelsernes forsøg på at putte mine piger (og deres venner m/k) ned i de begrænsende kasser. Jeg øver mig hver dag i at spotte det selv, for vi er også som voksne indhyllede i det her net af begrænsende stereptyp kommunikation. Tro mig, det er OVERALT! Jeg har nogle helt konkrete eksempler her.Hvis du er nysgerrig på dette emne kan jeg varmt anbefale facebook gruppen "Feministiske forældre", hvor disse emner debatteres. Her er et godt sted at blive klogere og bedre til at håndtere begrænsende kønsbullshit."Jamen Frejamay, mine drenge kan bare tilfældigvis bedst lide alt med traktor og mine piger kan tilfældigvis bare bedst lide bløde bamser"... mmm... klart. Prøv at se den her video. Ja eller den her om hvordan reklamer for legetøj er med til at skabe børns identitet. Trust me, det er ikke tilfældigt dine drenge kan lide traktor.Køn har ikke en farve. Og med mindre man bruger tissekonen eller tissemanden til at styre legetøjet, så har legetøj heller ikke et køn. Og det må vi gerne udfordre os selv og vores børn på. 

    Far

    Det er få principper jeg har på bloggen her, men et af dem er at jeg ikke skriver om min familie. Altså, familien udover mine børn og vores lille regnbuefamilie med deres far. Og det ville jeg heller ikke gøre med mindre jeg føler at historien er så vigtig at den kan fortælles uden at der er nogen der bliver hængt ud eller kede af det. Og det føler jeg godt jeg kan i dag. Denne særlige dag hvor mine to små piger har mødt min far for første gang nogensinde.  Tag godt imod en meget sårbar og meget personlig historie. Åh familie. Det kan være så kompliceret. Så kompliceret … Flere har spurgt om ikke jeg vil dele min baggrund, fortælle lidt om min opvækst og måske dele lidt om hvorfor det her med min far har været svært. Og det vil jeg gerne, og jeg vil gerne gøre det nu, fordi en ny version af min historie er tilgængelig. Ligesom når der kommer en ny softwareopdatering. På den måde forandrer historien sig jo også igen og igen hver gang vi tager nye (ofte sårbare) skridt i retningen af forsoning eller forsøget på at finde mere fred. Det er ingen hemmelighed at min barndom ikke har været let. Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel, og de har ikke talt sammen siden. Jeg blev mellemmand mellem min mor og far, og det har bragt mig i nogle helt umulige situationer lige siden jeg var lige så gammel som min store datter er i dag. 3 år gammel. Jeg fandt ud af at den bedste måde at håndtere mine forældres skilsmisse på, var ved selv at blive så usynlig som overhovedet mulig. I mit voksenliv er jeg flere gange kommet til at omtale mine forældres skilsmisse som ”da jeg blev skilt”, fordi det lille barn i mig havde følelsen af at blive skilt ad. Det er mærkeligt at skrive om nu, for det er så længe siden og jeg har brugt så ufattelig mange timer og år hos en psykolog, for at lære at jeg gerne må have behov, jeg må gerne fylde, jeg må gerne være urimelig (okay den arbejder jeg stadig på) og seneste: jeg må gerne være vred. Og guderne skal vide jeg har været vred. Der var engang hvor jeg var faldet ned fra en svævebane, hvor min ryg var slået skæv. Jeg har vel været 11 eller sådan noget. Jeg havde fået nogle øvelser fra en fysioterapeut som jeg skulle lave, og min mor insisterede (selvfølgelig) på at min far skulle se øvelserne, så jeg kunne lave dem når jeg var på weekend hos ham. Men min far nægtede at gå med ind i huset. Kompromisset blev at jeg skulle ligge ude på græsset foran huset og min fars bil og lave øvelserne i et spændingsfelt der kunne have startet 3. Verdenskrig hvis nogen havde tabt en gnist. Det var forfærdeligt. Og sådan nogle situationer har der bare været alt for mange af. Men det var sådan fordi det var sådan, og efter en del opgør med både min mor og far, er det som om jeg har fundet en hylde til det hele, og jeg behøver det ikke mere. Jeg behøver ikke historien og den lille pige der blev skilt (ad) ligger trygt i min favn og hun ved jeg har hendes ryg. Så jeg er ikke vred mere. Eller såret. Til gengæld kan jeg i dag se klart se en fordel (jeg nægter at bruge ordet ”gave”, undskyld coachkollegaer, men en gave var det fucking ikke!) i at jeg har den historie jeg har. For hvis ikke jeg havde været barn i det spændingsfelt, så tror jeg ikke jeg havde kæmpet så hårdt for at få tingene til at lykkes med pigernes far (læs historien her). Og hver eneste dag er jeg taknemmelig for at pigernes far og jeg har fundet en rytme hvor der er plads til os alle fire. Vi har skiftet statsforvaltningen ud med en terapeut (Katrine – find hende her), og cirka hver 3. Måned holder vi møde med terapeuten og snakker samvær og hvad der ellers lige kommer op, og det er bare så rart og SÅDAN en anderledes oplevelse end et møde i statsforvaltningen. Det sted er jo helvedes forgård! Tilbage til min familie. Min mor og hendes mand flyttede til Nivå for godt 2 år siden, og bor nu tæt på os og deres snart 6 børnebørn. De er en kæmpe gave i vores liv, og min mor har altid været der for mig og troet på mig, især når ingen som helst andre gjorde det. Jeg har været ude i en masse rod, både noget butikstyveri og hashmisbrug, voldeligt forhold og ærlig talt så min fremtid ikke just spændende ud. Men jeg er kommet igennem det, og når jeg skriver om det her gamle liv, så føles det i dag som om jeg skriver om et helt andet liv end mit eget. Jeg har siddet på et iskoldt badeværelsesgulv og tømt jointskodder for at samle resterne til en ny joint, fordi der ikke var penge til mere hash. I dag kan jeg ikke engang identificere mig med at jeg har røget almindelige cigaretter engang. Min far har jeg aldrig rigtig fortalt de her ting til. Heller ikke at jeg som barn var udsat for overgreb, at jeg er blevet voldtaget flere gange, har været ude i noget rod osv. Den slags taler man bare ikke om. Men i forbindelse med min coachuddannelse for snart 10 år siden, valgte jeg at rydde for alvor op i mine nære relationer, så jeg skrev et meget vredt brev til min far. 15 års teenagevrede komprimeret på 3 sider i word. Det var så hårdt, men jeg var nødt til at give nogle af de oplevelser jeg havde med min far tilbage til ham. Efter brevet blev sendt havde vi ikke kontakt i et halvt års tid. Og så fik vi kontakt igen stille og roligt. Og vi blev hurtigt enige om at vi måske ikke kendte hinanden ret godt. Jeg sagde at der var nogle ting jeg gerne ville dele med ham om mit liv, men at det måske ikke var så rart at høre. Om det ville være okay. Det var okay. Og så fortalte jeg min far sandheden om mit liv, om mit mørke, om de kampe jeg har kæmpet alene. Og så kom den forældrereaktion jeg et eller andet sted måske altid havde manglet, men aldrig havde givet mine forældre muligheden for at give mig. Jeg sagde jo aldrig noget til dem. Siden da har jeg haft et fint forhold til min far. Vi har snakket sammen i telefonen cirka hver anden uge de sidste 5-10 år, og indtil for 5 år siden besøgte jeg ham 2-3 gange årligt i Sønderjylland, hvor jeg selv kommer fra. Men de seneste 5 år er det blevet svært for min far, og han har altid aflyst. Da jeg blev mor kørte jeg hele vejen fra København til Sønderborg, og alligevel aflyste han da jeg var 40 minutter fra hans bopæl. Det var været så hårdt og frustrerende, og jeg har haft svært ved at acceptere at min egen far ikke har mødt mit barn. Efter flere mislykkede forsøg, en mail til Mads og Monopolet om hvor mange gange man egentlig skal blive ved med at prøve, og utallige samtaler med mine venner og veninder, så har jeg sluppet tanken om at min far kommer til at møde mine børn. Og alligevel vil den ikke slippe. For min familie holder jo aldrig op med at være min familie uanset hvad jeg beslutter. Og så blev jeg mor til en pige mere sidste år, og min fars helbred blev ikke bedre, så jeg besluttede mig tilbage i oktober sidste år for at gøre noget ved sagen. Jeg spurgte en god veninde om hun ville med, og så bookede jeg en flybillet (tak til Alsie Express fordi I findes og har en rute til Sønderjylland) til hende, til mig og til mine to piger, og så fløj vi fra København til Sønderborg og lejede en bil og kørte ned til min far uanmeldt så han kunne møde pigerne. Min veninde blev i bilen. Og der stod jeg. Og ringede på nede i Padborg. Og bankede på. Og jeg vidste min far var hjemme. Men han åbnede ikke. Hans bil stod der, han var online på nettet, men han lukkede ikke op. Og noget inde i mig gik i stykker. Selinna var blot få måneder gammel, og hun lå og sov i mine arme, og Emmalia vidste ikke helt hvad vi skulle, men fandt en kantsten hun kunne gå på line på. Og tiden gik og døren forblev lukket. Til sidst puttede jeg den medbragte gave i min fars postkasse, og vi kørte tilbage til lufthavnen. Aldrig har jeg følt mig så tom indeni. Himlen passerede, pigerne sov, min veninde vidste at der bare skulle være stille lige nu. Ingen skulle sige noget. Og så fløj vi hjem igen. Et par dage senere skrev min far at han var virkelig ked af at han ikke åbnede døren, og jeg skrev at jeg lige havde brug for lidt tid inden jeg vendte tilbage. Og det var okay. Og da jeg vendte tilbage kunne jeg mærke jeg hverken var vred eller skuffet. Jeg var bare godt gammeldags ked af det. Ked af at mine børn ikke får mødt deres Opa, ked af at jeg ikke får ham at se, ked af at min far føles så forfærdelig langt væk. Jeg har for længe siden sluttet fred med at min far er en anden far, end det billede jeg havde af, hvad en far skal være. Det gav mig så ubeskrivelig meget ro da jeg hev ham ned fra det glansbillede jeg havde sømmet ham fast på, og satte ham på den ”far-hylde” der altid har været hans. Jeg tror jeg satte både ham og mig selv fri lige der. Men den far vil jeg bare stadig gerne se. Så da min lillebror ringede og fortalte at min far blev indlagt med en blodprop i hjernen i mandags, så var der slet ingen tvivl. NU. Nu tager jeg pigerne med til Sønderjylland og så skal min far altså møde dem. Vi ved fandme aldrig hvor kort eller lang tid vi har igen. Efter at have snakket med personalet på sygehuset, fik jeg endelig fat i min far i onsdags. Han talte lidt sløret, men var ellers den far jeg kender. Jeg samlede lidt mod til mig, og fortalte ham at pigerne og jeg kommer og besøger ham på lørdag på Sønderborg sygehus. Der blev stille i telefonen. Min fars stemme blev lille. Han spurgte om ikke godt vi kunne vente med at besøge ham til han havde fået det lidt bedre, for han har det ikke så godt med sig selv for tiden. Og jeg fik tårer i øjnene, men bevarede min beslutsomhed i stemmen og sagde: ” far, det ved jeg godt. Jeg ved godt du ikke har det så godt med dig selv. Men du er min far, og jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med hvordan du ser ud, jeg er ligeglad med at du ligger i sengen. Min far ligger på sygehuset, og så skal man have besøg. Så nu kommer jeg med pigerne og så møder du dem, og de glæder sig til at se dig, og du skal ikke købe noget eller sørge for noget, du skal bare ligge og slappe af og så kommer vi og giver dig et kram og vi bliver ikke så længe. Men det må simpelthen stoppe nu, der er gået 5 år. Du er min far uanset hvad og jeg vil besøge dig. Punktum" Og så sagde han nogle tænke-ja'er og tænke mmm-mmm'er, og "ja, okay. Ja. Du har nok ret ... måske er det også på tide jeg kommer videre. Hvornår regner du så med at I er her?" Og så snakkede vi om det, og da vi havde snakket om det spurgte han om ikke vi ville tage nogle aviser med, for det var faktisk lidt kedeligt at ligge der på sygehuset. Fredag aften ringede han igen, og jeg var sikker på han ville aflyse. Helt sikker. Men min far aflyste ikke. Han spurgte om jeg ville tage en computer med så jeg kunne hjælpe ham med nogle småting. Og jeg tror ikke der er noget i verden jeg hellere ville end det. Så da jeg vågnede i dag, og jeg vidste at i dag er dagen, hvor min far og mine to smukke børn skal møde hinanden, så bredte der sig en lykke indeni, og selvom jeg er træt og pænt udkørt for tiden, så blev klokken hurtigt 12, og vi fandt vejen til Sønderborg sygehus. Og der gik jeg, med Selinna i slyngen og Emmalia i hånden, og der sad han med ryggen til, min gamle far som jeg ikke har set i 5 år. Og hans øjne strålede og han vidste slet ikke hvad han skulle sige, og jeg var bare så glad, og jeg havde lyst til at øjeblikket skulle vare for evigt. Jeg fandt en kørestol og vi tullede alle fire ned i opholdsstuen hvor vi sad og snakkede i to timer og min far nød at være sammen med mine børn, og Emmalia hoppede jo bare lige ind i mandens hjerte, som hun jo gør. Og Selinna kravlede hen og rejste sig op ad min fars kørestol, og min far smilede og grinede og kiggede med stor kærlighed på pigerne. Og da jeg senere sad og kiggede billederne igennem slog det mig at mine piger har min fars øjne. Venlige rare øjne. Åh hvor kan jeg ikke beskrive hvor vidunderligt det var at hente vand til ham, lytte til ham, fortælle ham lidt om hjerneskade og aftale med ham at vi kommer igen i morgen inden vi vender snuden mod København. I dag har min gamle far mødt mine to piger. I dag er en helt særlig dag jeg aldrig nogensinde vil glemme. Noget stort i mig helede, og alt mulig blev så ligegyldigt, at jeg slet ikke kan huske hvad der havde været. Og den tur jeg troede havde været forgæves, den blev pludselig vigtig, for der var en masse gamle ting der kom op og blev bearbejdet, som jo bare slet ikke fyldte noget som helst nu. Vi var bare sammen og hyggede os. Tak for denne dag. Bare tak <3(efter mange overvejelser deler jeg mine to yndlingsbilleder fra i dag, fordi de betyder hele verden for mig. Især fordi det jo faktisk er helt vildt hvor meget Ems ligner sin Opa)

    Et langt rant om overgreb, #metoo, Per, Joan, LAU og en unge der kan skrige NEJ så man kan høre det i Spanien

    I morgen skal jeg til møde i Emmalias børnehave. Forældremøde. Børnehaven har allerede annonceret den store overskrift (og har gentaget den 4-5 gange den sidste måned): "T E M P E R A M E N T!" Og hver eneste gang jeg er blevet gjort opmærksom på at det er det ord de har skrevet "med store fede bogstaver", så har jeg stille og roligt svaret at "ja, jeg kender godt min datter". Og hvad har Emmalias temperament nu med det hele at gøre? Jo nu skal du bare høre.Efter at mit blogindlæg om Per Brændgaard og Joan Ørting gik viralt i sidste uge, og stadig bliver delt flittigt kan jeg se, så har jeg modtaget et hav af beskeder fra (primært) kvinder. Kvinder der har beskrevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Per Brændgaard, men endnu flere beskeder fra kvinder der har oplevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Joan Ørting. Rigtig, rigtig mange beskeder. SÅ mange at jeg stadig ikke helt ved hvordan jeg skal omsætte al den nye viden til noget gavnligt endnu, men det må vise sig. Det er helt vildt skræmmende at hun får lov at køre den uddannelse videre. Jeg er faktisk rystet over at læse hvad folk, fuldstændig uafhængigt af hinanden, fortæller mig om oplevelser de har haft med Joan på hendes uddannelse.For et par dage siden kom nyheden så om seksuelle overgreb, krænkelser og voldtægter indenfor ledelsen af Liberal Alliances Ungdom, og Rasmus Brygger, tidligere formand for LAU, der har sat sig for at samle vidnesbyrdene fra de 7 kvinder, og opfordre dem til at gå til politiet. Rasmus Brygger viser virkelig vejen for hvordan ALLE (m/k) bør agere i de her sager, og alligevel bliver jeg en smule trist til mode over at vi først kan tage de her vidnesbyrd seriøse, når en mand stiller sig sammen med ofrene og siger dem højt.Det er mig en kæmpe gåde at nogen som helst, især kvinder, stadig kan sige at "Metoo er gået for vidt". Især hvis du er mor til piger. Det her foregår OVERALT. Hvis du ikke tror det her sker for dine søstre, dine døtre, dine kollegaer eller veninder, så er det simpelthen fordi du ikke taler og lytter nok til kvinderne i dit liv. Metoo er stadig kun startet, og vi vil se flere og flere kvinder der står sammen, finder modet og outer de mænd der tror det stadig er okay at behandle kvinder som stykker kød.I disse dage ser jeg dokumentaren om R. Kelly, en klam pædofil, som flere af os kender som verdensstjerne. Han har i årtier systematisk udnyttet, groomet, voldtaget og udnyttet mindreårige sorte piger. Han gør det vistnok stadig, men fordi "vi alle kan lide ham, for han er sådan en fin fyr og han synger spirituelle sange", så kan vi simpelthen ikke tro på hvad de her kvinder og piger, i massevis, fortæller.Hvad skal der egentlig til for at vi kan tro på et voldtægtsoffer?Og har du egentlig snakket med dine piger derhjemme om hvad de skal gøre hvis de bliver bange i en situation? Eller hvis nogen har forgrebet sig på dem?Jeg læste engang en historie om en familie, hvor de havde et kodeord. Hvis datteren nogensinde befandt sig i en situation hvor hun blev utryg eller bange, så skulle hun sende en sms til sin mor/far hvor der bare stod "X" og så ville forældrene straks ringe op og "Lave en scene", og straks hente datteren. Og aftalen var at datteren aldrig var forpligtet til at fortælle hvad der var sket og forældrene måtte ikke skælde ud. En slags "freepas" ud af en utryg situation eller mulig fare.Det er simpelthen så vigtigt vi snakker om de her ting og har en plan og selv har gjort os tanker om hvordan vi vil reagere.De her emner fylder næsten hele min krop for tiden. Jeg er vred. Vred over at vi har så lidt tillid til de her ofre. Vred over at man simpelthen ikke har mandat til at blive troet på når man har været udsat for en seksuel krænkende forbrydelse. Selvom Per Brændgaard er dømt står der stadig masser af mennesker klar til at forklare hvorfor "søde Per Brændgaard" aldrig nogensinde kunne finde på at voldtage nogen.ALLE de mænd der har voldtaget mig, de har nogen der synes de er søde. Ham pædofilen der forgreb sig på mig, han så sød ud, han gik med sin ven og sin veninde og grinede da jeg så dem første gang. De så søde ud. Der er sikkert heller ingen der har tænkt om ham at han kunne finde på at forgribe sig på 6 årige piger. Og da hans venner opdagede hvad han lavede med mig, så grinede de af scenariet og sagde "kan du ikke finde en på din egen alder". Pæredansk mand slut tyverne, start 30'erne, der lignede noget fra en Tommy Seebach video. Pænt smil, klam personlighed.Så når jeg nu skal til samtale i børneren i morgen, med min ældste datter på 3,5 der har et "voldsomt temperament" (sådan beskriver jeg det ikke, her hedder det viljestærk), så må jeg sige at jeg er glad for at have en datter der ikke finder sig i noget som helst pis allerede. Hun er klar og tydelig og højtråbende og du kan ikke få hende til noget som helst hun ikke har lyst til. Og jeg siger ikke at hun dermed er fritaget for at skulle opleve overgreb i sit liv, men hun er fritaget for at have en mor der har lyst til at dysse hende ned, lave hende om eller på nogen måde hæver et øjenbryn når hun skriger nej til noget.Heldigvis er en af pædagogerne så vågne at hun godt fangede min holdning da jeg for 5. gang gentog "ja, jeg kender godt Emmalia", Så hun sagde "ja ... til gengæld er Emmalia jo ikke et barn er kommer til at bære rundt på noget. Hun får virkelig sagt til og fra i situationerne" og jeg måtte forklare at jeg har brugt 36 år på at lære det Emmalia kan, så det har jeg ikke i sinde på nogen måde at tage fra hende. Til gengæld er jeg også ved at være ret god til at sige "fuck af" til krænkende typer. Også i deres åbne ansigt og i køen i netto. Og jeg gør det gerne.Så, jeg går lidt rundt om mig selv herhjemme for tiden. Sygdomsramt, men også ramt i mit moderhjerte og i min søstersolidaritet. Det her skal fanderme have en ende. At vi behandler piger og kvinder (og mænd, for der findes også mænd der er udsat for overgreb, oftest af andre mænd, og de er ramt af et endnu større tabu end kvinder er, for de bliver ikke bare ikke-troet, de bliver også hånet og latterliggjort) så sølle. Så her er et par ting du kan gøre i dag, uanset dit overskud:LIKE når du ser en kvinde eller mand støtte kvinder og mænd udsat for overgrebKommentér hvis du kan mærke du bliver ramt. Jeg tager altid gerne en diskussion på de sociale medier, ikke for at omvende den (ofte) idiot der skriver "hun kunne jo bare lære at tage en rullekrave på så var det aldrig sket" (se et kunstprojekt om kvinders påklædning da de blev voldtaget her), men fordi der er tusindvis af ofre der læser med, og de bliver styrket hver gang de læser en stemme sige idioterne imod. Jeg ved det, for de var sådan jeg selv fik modet til at speake op. Fordi der var nogen der blev ved med at skrive og argumentere. Vi får ikke "omvendt" klaphatten (m/k), men vi får sat sprog på nogle af de følelser som ofrene endnu ikke har ord for endnu.Følg everyday sexism project Danmarks arbejde her. Hvis du er klar til at få øjnene endnu mere op for hvor meget sexisme og victimblaming (at give ofrene skylden for den forbrydelse de har været udsat for), så er det her et rigtig godt sted at følge med, de gør et kæmpe stykke arbejde!Skriv! Hvis du har en stemme du kan lide at bruge, en platform hvor du bliver hørt, så brug din stemme til at italesætte det her emne, der er brug for det mere end nogensinde før.

    Kære mor, vi kan allesammen blive enige om hvad "det rigtige" er, ikke? Og så er der lige virkeligheden.

    Egentlig ville jeg bare lige sige hej. Vi er temmelig lagt ned af sygdom herhjemme pt. Eller det vil sige pigerne er endelig ved at være raske igen (på nær pænt meget snot og hoste), men jeg er blevet ramt. Alligevel har jeg noget jeg gerne vil sige, så jeg gør det så kort jeg kan, for sengen kalder. Vi er enige om at rødvin hjælper på influenza ikke? Det tænkte jeg nok! Morhood. Jeg er simpelthen nødt til at dele et gammelt indlæg jeg har skrevet, især en historie fra præst Preben Kok, fra hans bog ”Skæld ud på Gud”.Jeg deler teksten, mest for mig selv, fordi vi alle sammen godt ved hvad ”det rigtige” er. Vi har læst bøgerne, vi har set udsendelserne, vi har fået tilsendt artiklerne. Mange gange. Alligevel har jeg ikke mindre end 3 gange den seneste uge fortalt denne historie til forældre der har slået sig selv i hovedet over forskellige ting. Deriblandt mig selv.Vi er begyndt at have en del konflikter herhjemme. Emmalia er noget voldsom ved Selinna, og Selinna har også lært hvordan man går storesøster lidt på klingen. Jeg har råbt en del gange. Mest sådan ”HEY! Hvad sker der?” (det har jeg lige læst et sted på nettet er HELT forkert i endnu en artikel fra nogen der vil sælge mig et forældrekursus). Jeg har også været urimelig og håndteret konflikterne dårligt, men der er også (mange) gange hvor jeg håndterer dem okay.I den forbindelse vil jeg dele Preben Koks historie. Den kommer her. Køb hans bog, den er klart på top 10 listen over bedste bøger jeg har læst i mit liv. Og du kan sagtens læse den selvom du ikke tror på gud.” “For nogle år siden var der en krisepsykolog, der rejse en del rundt her i landet og holdt foredrag for intensivsygeplejersker om krisesituationer. Jeg var med i panelet ved et af møderne, hvor der sad 400 mennesker i salen, og en af dem spurgte ham: “Kan du ikke fortælle os, hvordan den rigtige krisesamtale skal føres?” Og så skrev psykologen 16 punkter op på tavlen.Da han havde gjort det, sagde jeg til ham: “Ved du hvad, nu har du lige givet 400 mennesker dårlig samvittighed, for hvem kan leve op til det der?” Det endte faktisk med, at han viskede alle punkterne ud. Problemet er at vi faktisk godt kan forestille os det perfekte, vi kan faktisk give svar på, hvordan det perfekte burde være i forskellige sammenhænge. Og det er meget godt, indtil man så finder ud af, at det ikke kan udføres i virkeligheden.Det skader ikke at skrive punkterne op. Men hvis man ikke får visket dem ud igen, så har man et problem. Der er mange mennesker, der mere eller mindre bevidst tror på, at det perfekte er, om ikke for dem selv, så for andre. Det er også grunden til, at en parterapeut kan finde på at sige til et ægtepar: “Nu skal i tale sammen om det.” For så ville det jo være perfekt. Men det er der bare ikke ret mange der kan, og de der giver rådet, kan som regel heller ikke selv tale med deres ægtefæller om alvorlige ting. Men det, at man ikke selv kan, betragter man som en fejl, som andre ikke skal lide under, og derved kommer man til at påføre andre nogle opgaver, som ingen kan løse, fordi løsningen er for perfekt. Det er nemmere at give det råd end at sige: “Når livet er alvorligt, kan man somme tider ikke så godt tale med sin ægtefælle om det. Men man kan leve sammen og hjælpe hinanden – og det er vigtigst.” Vi skal lige huske at viske punkterne ud igen inden vi går. Det er simpelthen så vigtigt. Ellers er det ikke til at holde ud at være her. Jeg prøver at være den bedste mor jeg overhovedet kan for mine børn. Det betyder at jeg udvikler mig sammen med udviklingen, med de situationer der opstår, og så bliver jeg klogere, jeg snakker med nogen jeg ved lytter til mig (i stedet for at give mig "de rigtige svar" som jeg godt selv kender i forvejen, og så rejser jeg mig igen og prøver en gang til. Ig en gang til. Og en gang til. Og så siger jeg en masse undskyld.Skål!

    Har du lavet et børnetestamente som sikrer dine børn når du ikke er her mere?

    (Reklame for Testamente Rådgivningen)

    Længe har jeg gerne ville sikre mine piger med et børnetestamente, især fordi vi jo er lidt af en regnbuefamilie, og det er derfor ekstra vigtigt for mig, at der er helt klare rammer for hvad der skal ske med pigerne hvis jeg eller både far og jeg går hen og dør. Det giver mig ro og tryghed at testamentet er oprettet og at så mange worst case scenarios er snakket igennem og skrevet ned, så der ikke skal skabes splid eller tvivl hvis scenarierne bliver til virkelighed. I dette indlæg vil jeg fortælle dig om oplevelsen af at få lavet et børnetestamente, og hvilke tanker jeg har gjort mig undervejs. For mig er det virkelig nødvendigt at få lavet et børnetestamente, netop fordi vi, som over halvdelen af alle andre danske familier, ikke deler adresse og hverdag. Efter min mening har det aldrig været mere nødvendigt at sikre sine børn, og tænkte de her scenarier igennem, netop så man ikke pludselig låser sine børn fast i et hus der eksempelvis ikke kan sælges og børnene og din eventuelle nye partner ikke kan blive enige. Alle de her scenarier kan du snakke igennem med Henriette og beslutte om du vil bestemme hvad der skal ske eller om dine børn selv skal bestemme når den tid kommer. Ingen er valgene er rigtige eller forkerte, det vigtige er at de er truffet. Jeg har ikke lyst til at min arv skal skabe splittelse eller forvirring, derfor har jeg besluttet som jeg har gjort i mit børnetestamente.

    En fredag eftermiddag ringede det på døren, og Cand. Jur. Henriette Schmidt fra Testamente Rådgivningen stod udenfor døren og blev budt velkommen. Begge mine piger tullede rundt om benene på os, men alligevel lykkes det at få gennemført en virkelig samtale om hvad der skal ske med mine piger og med arven når jeg dør, eller hvis jeg forlader livet før planlagt. Eller hvis, syv-ni-tretten, begge forældre dør ”før tid”. Efter at have mødt Henriette og have snakket alle scenarier igennem, så kan jeg slet ikke forestille mig andet end at tage sådan en samtale personligt med en ekspert, der var så mange ting jeg ikke havde tænkt på selv og som Henriette uddybede, så selv en jura-novise som mig kunne følge med. Og en ekstra bonus må bare siges at være at mødet foregik hjemme hos mig selv, så jeg ikke skulle ud og køre med pigerne i myldretrafik og finde tid til det også.

    Rent praktisk ringer du til Henriettes kontor, booker en tid, og så kommer hun simpelthen hjem til dig, i snakker alle scenarier igennem, hun kender processen til hudløshed og har værdifuld erfaring at trække på, så du er sikker på at du får det hele med. Hun er utrolig empatisk og spørger ind til om der er ting der skal siges på engelsk eller vi skal have et kodeord for, når nu børnene render rundt omkring, hvis der nu er ord de ikke skal høre eller involveres i. Det var simpelthen så fint og omsorgsfuldt et møde.

    For mig er det virkelig nødvendigt, netop fordi vi, som over halvdelen af alle andre danske familier, ikke deler adresse og hverdag. Efter min mening har det aldrig været mere nødvendigt at sikre sine børn, og tænkte de her scenarier igennem, netop så man ikke pludselig låser sine børn fast i et hus der eksempelvis ikke kan sælges og børnene og din eventuelle nye partner ikke kan blive enige. Alle de her scenarier kan du snakke igennem med Henriette og beslutte om du vil bestemme hvad der skal ske eller om dine børn selv skal bestemme når den tid kommer. Ingen er valgene er rigtige eller forkerte, det vigtige er at de er truffet. Jeg har ikke lyst til at min arv skal skabe splittelse eller forvirring, derfor har jeg besluttet som jeg har gjort i mit børnetestamente.

    Alt lige fra første kontakt til udfærdigelse og modtagelse af testamente har været yderst professionelt og jeg har følt mig i så trygge hænder. Jeg har fået alle mine spørgsmål besvaret og jeg føler hverken tvivl eller utryghed, men derimod ro, tryghed og vished, da rådgivningen har været dybdegående, med udgangspunkt i mig, mine holdninger, værdier og tanker for mine børns fremtid, livsglæde, lykke og tanker om hvem de er som mennesker, og hvad der vil bringe dem ro i fremtiden når jeg ikke er her længere.

    Selve testamentet er smukt, professionelt, gennemarbejdet, gennemført, overskueligt og så ser det bare rigtig godt ud. Alt er skrevet ned, og selvom det er jurasprog, så forstår jeg det hele, da Henriette og jeg jo har snakket alle scenarierne igennem, så der er intet der kommer som nogen overraskelse. Jeg har lyst til at sende det til hele min familie, fordi jeg er stolt af at det nu endelig (efter 3 års tilløb) er kommet på plads, og det føles utrolig voksent, men også utrolig rigtigt og ansvarsfuldt, endelig at få det lavet.

    Børnetestamentet ligger i den højere ende af prisskalaen (2850,- inkl møde hjemme hos dig), men jeg synes faktisk ikke mødet med Henriette, som jo kørte hjem til os og tog mødet her i trygge rammer, kan eller på nogen måde bør sammenlignes med at du selv sidder og udfylder et stykke papir derhjemme eller på nettet for 400 kroner. Jeg ville ALDRIG have gennemskuet de juridiske vanskeligheder mine børn kan komme til at stå i, hvis ikke jeg er blevet grundigt vejledt og rådgivet, aldrig! Derfor er det virkelig ikke et sted jeg vil spare på noget som helst, da vi alle efterhånden har oplevet hvordan arv kan splitte familier i atomer, netop fordi der enten ikke er blevet taget stilling, eller fordi der ikke tydeligt er skrevet ønsker og beslutninger ned.

    Det er simpelthen så vigtigt at det her bliver gjort ordentligt, og jeg vil fraråde, efter at have oplevet det her møde med Henriette, at falde for de der ”lav et børnetestamente på 20 minutter” tilbud du finder på nettet. Brug de ekstra penge på at få et skønt besøg, få snakket arven og de forskellige scenarier igennem og få lavet et godt gennemarbejdet børnetestamente, som sikrer dine børn og deres familier i fremtiden.

    Har du fået sikret dine børn?

     Dette indlæg er lavet i samarbejde med Momster.dk, og min test vil ligge online på  momstertest.dk om ganske kort tid. 

    Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden, Joan Ørting

    En af de helt store fordele ved at være alenemor til to små børn under 4, er at der først er tid til at skrive når børnene er lagt i seng. Og god tid til at tænke. Noget du måske skulle have benyttet dig af inden du udtalte dig til B.T Joan Ørting.Til dig der ikke har fulgt sagen, som er årsag til at jeg både har grædt af vrede og har spændt hver eneste celle i min krop i dag, så kommer der en kort opsummering her, inden jeg siger det jeg gerne vil sige. Kender du sagen kan du springe ned til "facepalm" emojien.Per Brændgaard. De fleste af os kender ham fra fjernsynet dengang Ninka Bernadette udkom med "Kernesund Familie". Per er uddannet cand.scient. i human ernæring, og er hyppigt optrådt i medierne. Siden dengang er der løbet meget vand i åen, og siden Per Brændgaard startede sin krammeklub i 2015 er den, efter min mening, stukket helt af med ham. Jeg har personligt selv fået invitationer til både pik, kramning og pik, kramning, kramning og amning, krammeklub mv. men har altid afslået høfligt (alt kan dokumenteres!). For mig er det personligt lidt svært at få øje på den "professionalisme" Per Brændgaard påstår at besidde.Der er så sket det at Per Brændgaard er anklaget for voldtægt, og i ugerne op til retssagen tilbage i januar 2019 er der ikke grænser for hvor mange sølvpapirshatte man har kunnet folde ud af alt det vås der er kommet fra hans profiler. Endvidere har han beskrevet sine sexpsykoser (her, blogindlægget er også blevet bragt i retten), sat et billede af Jesus på sit cover på facebook (det er ikke en joke), og har gjort sig til talsmand for alle mænd, og offer for alle (onde onde) kvinder i Danmark. Det har været tåkrummende og aldeles rædselsfuldt at følge med i.Flere og flere kvinder er stået frem, og har direkte henvendt til Per Brændgaard, på Per Brændgaards egne sociale medier, beskrevet hvordan de også har følt hans adfærd både krænkende og grænseoverskridende. Det, der er lidt specielt ved de her kvinders beretninger, er at de er beskrevet med utrolig høj grad af egen ansvarstagelse. Jeg læste især et af dem og tænkte "wow, det er virkelig en kærlig håndsrækning til Per Brændgaard om at se bare en lille bitte smule indad". Per Brændgaards eneste kommentar var "angreb noteret", og kvinderne blev tilføjet til listen over folk Per Brændgaard vil anmelde for injurier når han (selvfølgelig) ville blive frikendt. Han har ikke på et eneste tidspunkt vendt blikket indad og har været bare en lillebitte my selvreflekterende her. I stedet har han gjort sig selv til et større offer end alle mænd og kvinder tilsammen, der har brugt hashtagget #metoo. "Offermentalitet", hvis det ord endelig skal komme til sin ret et sted, så har vi et stjerneeksempel lige her. Per Brændgaard har det man kan kalde offermentalitet, som vistnok dækker 100% mangel på ansvarstagen over den situation man sidder i.Men frikendt? Det blev Per Brændgaard ikke. Nej. Han blev kendt skyldig i retten, blev idømt 14 måneders fængsel og frataget retten til at arbejde som terapeut i et år efter udstået straf. Han har anket sagen. Så langt så godt. I forgårs skriver Per Brændgaard så på sin blog (jeg linker ikke, google den selv hvis du gerne vil have akut hovedpine) at han skal ind på Joan Ørtings sexologuddannelse og fortælle om sin sag til de studerende. Nu er jeg i forvejen ikke særlig stor Joan Ørting fan, men her knækkede filmen simpelthen for mig, og det tror jeg den gjorde for virkelig mange, så vi var nogle stykker der spurgte Joan Ørting om det var sandt, og hvad bevæggrunden var for at hive en nyligt dømt voldtægtsforbryder ind og undervise elever. Og her er hvad Joan Ørting, Danmark mest kendte sexolog, som altså er uddannet terapeut og lever af at uddanne sexologer, citeret direkte fra artiklen:»Der er rigtigt mange piger i dag, der gerne vil have kærlighed. Man kalder det 'kærlighedsafhængig'. Der kommer vi kvinder rigtigt nemt til at bruge det seksuelle. Men dybest set, så er det kærlighed, som vi vil have,« siger hun.»Jeg har jo ikke talt med pigen, men der gik jo nogle dage, før hun anmeldte det. Jeg tror, hun har følt sig skuffet over, at det gik så stærkt, og han var hurtigt færdig, og så følte hun sig udnyttet. Men altså i virkeligheden var det jo bare et dårligt samleje. Det har vi vel alle sammen prøvet.«What. The. Actual. Fuck.Der er SÅ meget galt med den her udtalelse at jeg slet ikke ved om jeg når at skrive det her blogindlæg færdig i aften hvis jeg skal tage det hele fra en ende af. Så nu tager jeg bare det allermest "godnattede" og dybt forstyrrende, og så må vi se om der bliver tid til resten en anden dag.Ting der er galt med Joan Ørtings udtalelse vol. 1Der er ikke rigtig mange piger der gerne vil have kærlighed i dag Joan Ørting. Der er rigtig mange MENNESKER der gerne vil have kærlighed i dag. Faktisk tror jeg alle er det du kalder "kærlighedsafhængig" (er det en diagnose, ligesom krammecoach kunne være det?).Ting der er galt med Joan Ørtings udtalelse vol. 2Undskyld, men jeg har simpelthen lyst til lige at brække mig ned i tastaturet af vrede og raseri inden jeg skriver, for det her er simpelthen så skræmmende at jeg ikke har ord for det. Jeg har det sådan helt Rudi Frederiksen-agtigt med det her problem. For det er et KÆMPE problem og det er alvorligt bekymrende at Danmarks mest kendte sexolog, Joan Ørting, konkluderer, fordi offeret har "ventet" nogle dage med at anmelde sagen, at offeret simpelthen "har følt sig skuffet over at det gik for stærkt, er blevet skuffet og derfor har anmeldt det".Udover at man med sådan en udtalelse jo med al tydelighed cementerer (for evigt) at man ikke aner en FLØJTENDE BJÆLDE om voldtægter OG voldtægtsofre OG helt naturlig adfærd når man har været udsat for et seksuelt overgreb, så er det her victimblaming (at give offeret skylden for den forbrydelse offeret har været udsat for) af VÆRSTE skuffe. Hvis den her udtalelse var kommet fra en eller anden John på nationens facebookside, så havde den været slem nok til at jeg havde taget diskusionen med ham. Ikke for at "vinde John" over på den rigtige side af almindelig sund fornuft, men for at vise alle de tusinder af ofre for seksuelle krænkelser at DET DER, det er simpelthen bare ikke i orden at skrive om andre mennesker.Nu er det bare sådan at den udtalelse, som er fuldstændig blottet for helt basis grundlæggende viden indenfor seksuelle overgreb, den kommer fra Joan Ørting, Danmarks førende sexolog. Det gør mig ikke bare bekymret og skræmt og får mig til at tænke på hvad kvaliteten mon er på de sexologer der er kommet ud af det makværk der, nej, det får mig også til at ønske at man simpelthen lovgiver langt hårdere når det komme til beskyttede titler og så det at have med mennesker og sårbarhed at gøre. Og det siger jeg som uddannet coach og mastercoach. Jeg betaler gerne med mine titler hvis det betyder at folk som Joan Ørting ALDRIG NOGENSINDE får lov til at uddanne eller rådgive noget som helst med en puls igen! Hvis etikken og moralen er så larmende lav, at man går ud og udtaler sig således, oven i købet uden nogensinde at have mødt offeret, men udelukkende baseret på at "jamen Per er min ven, og kvinder er kærlighedsafhængige og kan ikke kende forskel på kærlighed og sex", så må der simpelthen gribes ind fra samfundets side, for det der, det er definitionen på sygt. Not well!Ting der er glat med Joan Ørtings udtalelse vol 3.Jeg er ikke færdig endnu. Kære Joan Ørting. Kan du huske sidste gang du var nede på politistationen for at få fornyet dit pas? Kan du huske den HAL de havde lejet for at have plads alle de kvinder der stod i kø for at anmelde mænd for dårlig sex og for tidlig sædafgang? Nej? Det kan jeg heller ikke.Her er et lille realitytjek til dig Joan: Kvinder anmelder ikke mænd for dårlig sex. Hvis kvinder skulle anmelde for dårlig sex eller for tidlig sædafgang, så havde ingen af os jo tid til hverken at passe job eller børn. Og ja, du har ret, dårlig sex har vi alle prøvet. Men jeg tror ikke på at der findes en eneste kvinde i Danmark som har anmeldt en mand fordi det var dårlig sex. Jeg tror chancen for at en kvinde har kneppet en frø er større end at netop det er sket.Voldtægt er ikke sex. Voldtægt er vold. Og magt. Og misbrug. Men det er ikke sex. Det har det aldrig været og det bliver det aldrig nogensinde. Uanset hvor meget sexolog du så er, så kan du ikke ændre på det faktum."Men Frejamay, hun har jo undskyldt."Nej det har hun faktisk ikke. Hun har fortrudt at hun har udtalt sig. Det er ikke det samme. Lige nu har hun miskrediteret samtlige voldtægtsofre i Danmark (m/k), og vi er rigtig mange der er rigtig vrede, og som ikke vil stå model til det her bullshit mere. Det er 2019. Tiden hvor man bare kan ørle ud i en artikel i B.T. og så sige "ikke alligevel om voldtægtsofre" og tro at så er alt godt igen, den er forbi Joan. Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden. Start med at læse bogen af samme titel, og så synes jeg helt seriøst du skal tage en grunduddannelse i hvordan mennesker fungerer. Sådan helt basis empati, etik, moral, hvad der sker når man har været udsat for voldtægt. Indtil da vil jeg foreslå et job på en chokoladefabrik eller noget langtidschauffør eller noget hvor man i hvert fald ikke skal se et voldtægtsoffer ind i øjnene, og forestille at skulle kunne hjælpe dette menneske noget som helst andet sted hen end til stedet med mere skam end man havde i forvejen.Nu skal du bare høre.Jeg var udsat for et seksuelt overgreb da jeg var 6 år gammel (ja eller jeg var udsat for "kærlighedsafhængighed", og det var der så en rar fremmed 30årig mand på en strand der var så sød at hjælpe mig med, fordi jeg var forvirret omkring "sex" og "kærlighed" ... 6 årige kan være så dumme). Jeg ventede 9 år (ikke timer eller uger eller dage eller måneder, men år) før jeg fortalte det til nogen første gang, og ved du hvad? De troede ikke på mig. Det var mennesker jeg stolede på. De troede jeg ville have opmærksomhed. Det er faktisk næsten værre end selve det overgreb der stadig, selvom jeg er fyldt 36, påvirker mit liv hver eneste dag, især efter jeg selv er blevet mor til to små piger.De andre 5-6-7 ret grove voldtægter og overgreb jeg har været udsat for dem har jeg slet ikke anmeldt? Ved du hvorfor? Det er på grund af dig Joan Ørting. Dig og medierne og voldtægtskulturen. Selvom Per Brændgaard er en dømt mand, her taler vi altså ikke folkedomstol, men af retten, så er der stadig skræmmende mange der ikke tror på offeret. Hvorfor skulle vi, der har været udsat for overgreb nogesinde stå frem og fortælle om det når ikke engang en dom er tungtvejende nok til at du tror på hvad jeg siger? Dig Joan Ørting, som skal skabe et trygt rum for kvinder som mig, du som skal vække tillid, som skal gøre det sikkert for mig at fortælle om de sår der aldrig nogensinde heler helt, om alle (og ja der er desværre mange) overgreb jeg har været udsat for. Når det eneste "safe-space" vi har går ud offentligt, støtter en voldtægtsforbryder og kalder voldtægten for "bare et dårligt knald" og offeret " for kærlighedsafhængig" så har du lukket den sidste mulighed for at blive hørt.Det ansvar får du lov til at bære nu. Og du kan være sikker på at vi er mange der vil minde dig, alle der uddanner sig hos dig og alle der tænker på at gøre det, om at du var den der slukkede den hane. Du var den man skulle stole på, den der var eksperten, og du gav os alle den største fuckfinger du kunne finde. Fordi Joans venner kan ikke være voldtægtsforbrydere. Joen kender deres hjerter. Ikke Joan Ørting? Du ved... et og andet.Jeg har to piger. En på 9 måneder og en på knap 4 år. Risikoen for at de desværre kommer til at opleve en eller anden form for seksuelt overgreb eller vold, den er stadig alt alt for stor. Jeg skal som mor, og tidligere offer for overgreb, ikke stå model til at det sted mine piger skal kunne få hjælp hvis de bliver udsat for overgreb, det er hos dig eller nogen uddannede hos dig. Det er dybt bekymrende det her. Not on my watch!Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden Joan Ørting.