Genialt tip til dig der skal ud og finde lejebolig, og lidt om mit bloggerliv i almen bolig

Jeg satte autostolen med min baby i ned på dørtrinnet for at finde nummeret til René, viceværten som skulle lukke mig ind i min nye lejelejlighed. Flere lange og mørke vintermåneder på andre folks sofaer med en lille baby var endelig slut, og jeg skulle for første gang se den lejlighed, som fra nu af skulle danne rammen om min datters og mit liv. Jeg nåede ikke at finde nummeret, før der stod en høj smilende mand, som slog armene ud, og bød mig velkommen i mit nye liv i almen bolig i Lyngby. Vores hjem. Jeg græd af lettelse.

Guderne skal vide at jeg har boet mange steder. Jeg er holdt op med at tælle for længe siden. Jeg har haft en ejerlejlighed, jeg har været frivillig ”hjemløs” i 8 måneder hvor jeg boede de sjoveste steder. Jeg boede ovenpå en gaybar på Istedgade, jeg har passet høns i Birkerød og jeg har boet i en villa til knap 12 millioner i Humlebæk. Det var inden jeg fik børn. I dag ser livet anderledes ud.

Eventyr har der været masser af i mit liv, men jeg må sige at jeg virkelig også nyder en fast base, hverdagens eventyrlige rutiner, mine sjove og skøre og skønne naboer, vores have og den frihed jeg har fordi jeg bor som jeg gør. Emmalia, Selinna og jeg bor i en 2-værelses lejelejlighed i alment boligbyggeri i skønne Brede/Lyngby, med rigeligt plads til os alle tre. Udgifterne er faste og lave, og i sidste måned fik jeg skiftet min opvaskemaskine ud, uden at det kostede mig en krone. Det passer perfekt til min livsstill som selvstændig solomor til to små børn, som jeg gerne vil tilbringe en masse tid sammen med. Derfor har jeg indrettet et liv hvor jeg ikke behøver arbejde ret meget før tingene hænger sammen, og vi alligevel har råd til at leve, have bil, opleve og udleve drømme.

Den sidste uge har vejret virkelig gået mig på, det gør det normalt ikke, men jeg glæder mig til at det bliver sommer, til at ungerne skal lege ude i haven, til at vi skal spise friskbagte hjemmelavede pandekager med naboerne og lave snobrød på min ene nabos bålsted. Der er noget særligt, især når man har børn, ved at have et godt naboskab. Så sent som i dag måtte jeg ringe til en af mine naboer for at høre om hendes vand også var brunt. Det var det ikke, og efter 3 minutters rindende vand var mit heller ikke. Ugen inden lånte jeg min underbos termometer, fordi mit børnetermometer pludselig stod af. Under hele min graviditet og især efter jeg er blevet (træt) mor til to, så har en af mine naboer været så eminent sød at handle ind for mig i netto, når jeg lige havde brug for et glas vin, chokolade eller is om aftenen, og ikke kan forlade mine børn for at handle.

Lejligheden ved siden af min, er en kommunen forvalter. Derfor får vi nye naboer hvert år, og det er altid en enlig mor eller far med barn eller børn. Det er der også noget hyggeligt over, og vi inviterer altid vores nye naboer med til aftensmad i haven om sommeren. Emmalia, min ældste datter, lærer hurtigt de andre børn friheden og glæden ved at løbe rundt i bar røv.

Selvom jeg er omgivet af dyre villaer og par i dyre Audier og Cayenner og pressefolder, så har jeg totalt fred med min måde at leve på. Jeg elsker livet sådan her. Jeg ved ikke om jeg kommer til at eje igen, måske en dag, måske ikke. Men lige nu, alene med to små børn på fuld tid, der kunne jeg ikke bede om en bedre ramme for mine børn og mig selv.

En af udfordringerne ved at bo i almen bolig, det kan være at finde frem til ledige boliger, og få et overblik over ventelister og hvor boligerne gemmer sig henne. Jeg har selv været en af dem der lå og ringede rundt og ledte facebook tyndt efter steder jeg måske havde overset eller ikke havde opdaget. Men det har Danmarkbolig.dk heldigvis lavet om på.

Danmarkbolig.dk er en online boligportal, der samler flere end 560.000 almene lejeboliger i Danmark på tværs af regioner, boligorganisationer og opskrivningssamarbejder. Her kan man få et overblik over almene boliger i hele landet fx. familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Portalen rummer både boliger, som aktuelt står ledige og udlejede boliger, som man kan skrive sig på venteliste til via boligorganisationernes egne sider. Det er skidesmart!

Står du selv og skal flytte, eller kender du en der gør, så kan du oprette en gratis profil lige her. Lige nu er der over 900 ledige boliger, som er fordelt over hele landet, og du får nemt skabt et overblik over ventelister og almene boliger i lige det område hvor du drømmer om at bo

Jeg kan som sagt virkelig anbefale livet i almen bolig, vi elsker det, mig og min lille alternative familie. Her er plads til alle.

Hvad sker der efter Konmari? 10 ting jeg har lært fra Konmari metoden med Marie Kondo

Den sidste kasse blev båret ud af lejligheden i går. Jeg er simpelthen i mål (i denne omgang) med Konmari metoden med Marie Kondo. Da jeg læste bogen og læste at processen kun skulle vare kort tid, havde jeg allerede været i gang i flere måneder. Men så læste jeg at "kort tid" godt kunne være et halvt år. Det blev det også for mit vedkommende. I dag har jeg evalueret på hvad Konmari metoden har givet mig, her er mine 10 lessons learned: 

  1. Jeg skal have fokus på hvad jeg gerne vil beholde, ikke hvad jeg gerne vil skille mig af med. Selvom det lyder som om det er det samme, så er det virkelig det stikmodsatte. Når dit fokus er på det du vi skille dig af med, så får du ikke trænet dit blik for hvad der betyder noget for dig og hvad du gerne vil beholde. Jeg kan tydeligt mærke når noget bringer glæde i mit hjem eller ej, fordi jeg er så øvet i at fokusere på hvad der er godt nok til at blive i mit hjem. Og det gælder ikke kun mit hjem. Jeg kan mærke en forskel i mine prioriteringer og hvad der er vigtigt for mig at bruge tid på, og samtidig hvad der virkelig ikke er vigtigt at bruge tid på. Det bringer mig til det næste punkt:
  2. Jeg skal kun leve med ting der "sparks joy" (giver glæde). Jeg troede virkelig jeg levede med ting der gjorde mig glad. Det gjorde jeg virkelig ikke. Efter at have gennemgået hele mit hjem efter Marie Kondo's Konmari principper i bogen, må jeg bare konstatere at mit hjem var propfyldt med støj, gamle historier jeg holdt fast i, og ting jeg slet ikke aktivt havde forholdt mig til.
  3. Alle ting skal have et hjem i mit hjem, ellers bliver de kede af det. Jeg er vild med Marie Kondo's måde at give alle ting et hjerte og et liv på. Bøger skal vækkes til live ved at man banker lidt på dem, alting skal have et hjem, ellers bliver tingene kede af det og utrygge. I Konmari-bogen beskriver Marie kondo, hvordan hun tømmer sin taske hver dag hun kommer hjem, lægger pungen, notesbøgerne og handskerne på plads det sted hvor de bor (og det er ikke i tasken!). Først tænkte jeg at det lød lidt åndssvagt og som spild af plads, når tingene jo bare kan blive i tasken. Men jeg havde besluttet mig for at afprøve og følge hendes principper inden jeg afviste dem, og nu lægger jeg mine ting på plads hvor de bor hver eneste dag. Det giver en ro i hjemmet at alting bor et sted. Og det giver mig ro at alle de ting jeg har omkring mig, de har deres eget hjem.
  4. Jeg skal ikke opbevare ting i stabler, for så bliver de nederste mast og kede af det. Det hænger lidt sammen med punktet foroven, men det er faktisk også en befrielse at jeg ikke skal fjerne stabler længere for at få fat i det der ligger nederst (ked af det og helt mast). Alt står på højkant, undtagen mine modeblade. Det er bare nemmere at komme til alt. 
  5. Mit nye hjem giver mig overskud til at være den mor jeg gerne vil være. Det her burde være punkt 1, vis altså punkterne var listet efter hvor vigtige de var. Det er de ikke. Rod og støj skamsluger mit overskud og dræner mig for al energi. Nu hvor spisebordet ikke er fyldt med hjemløse ting, så får vi klippet gækkebreve, får tegnet, spiser mere sammen, er i det hele taget mere sammen omkring bordet, som hele tiden har været tænkt som samlingspunkt for vores lille familie. Det er så dejligt at vi har fået åbnet op for en kreativ nerve sammen.
  6. Tingene fortæller selv hvor de gerne vil bo. Det lyder helt gak gak, det ved jeg godt, men det gør de altså. Efter at jeg har fået fjernet al støjen, alle de ting der ikke skabte glæde, så er det som om det bliver tydeligt hvor tingene skal være. Tag for eksempel mit klædeskab. Jeg har alt Selinnas tøj i bunden af mit klædeskab i en stor bred skuffe. Jeg har min egen "spa-afdeling" i den øverste skuffe (den der er nemmest at nå). Selvom det ville være dejligt hvis jeg havde tid og overskud til at gå i min spa-skuffe hver dag, så har jeg haft en irriterende fornemmelse omkring skabet. Forleden aften gik det op for mig hvad det handlede om, og jeg gik straks ind og gjorde noget ved det. De to skuffer skulle bytte plads. Der skal nok komme en tid til spa hver aften igen. Men lige nu er jeg i Selinnas skuffe 3-4-5-6-7 gange dagligt, og den er mest besværlig at komme i, derfor skulle de byttes rundt. Det føles SÅ godt! Jeg har også solgt min store gule lænestol i stuen. Efter Selinna kom til verden har stuen føltes crowded på en eller anden måde. Jeg besluttede at min elskede sol skulle videre, så vi havde luften og gulvpladsen. Siden den stol flyttede ud har vi danset, lavet "gymnastiksal", tumlet og bygget huler som aldrig før i stuen. Bare fordi en stol flyttede hjemmefra. Tingene "hjælper" mig og jeg kan bedre høre og mærke dem når der ikke er støj der sluger al opmærksomheden.
  7. Et hjem der er blevet "konmariet" åbner op for drømmene. Jeg skriver forfærdelig mange noter. Til alting. Især til kurser og uddannelser jeg går på. Jeg havde 17 notesbøger fra mine coachuddannelser. De er over 10 år gamle. Jeg har holdt stædigt fast i dem. Men bringer de glæde? Nej ikke mere. Det måtte jeg bare erkende at de ikke gjorde. Så jeg takkede dem for alt det de havde givet mig, og besluttede mig for at side dem ud. Det er vildt længe siden jeg har været på kursus sidst, og jeg har savnet at dykke ned i et emne. To dage efter jeg havde smidt mine gamle noter ud, fik jeg øje på et kursus jeg gerne ville på. Jeg har nu været i gang med det kursus i 14 dage og jeg er vild med det. Dagen efter jeg købte kurset, skrev en skøn kvinde jeg følger på facebook om ikke jeg ville med på hendes kursus. DET ville jeg gerne, og det kursus elsker jeg også. Jeg fortæller mere om begge kurser snart, men i dag er det Konmari det handler om. Det jeg prøver at sige er, at når vi beslutter at noget ikke længere skal med ind i vores fremtid, så bliver der plads til nyt.
  8. Jeg slipper illusionerne om hvem jeg er. Midt i al oprydningen gik det op for mig hvem det var jeg var ved at sige farvel til. Det var ikke mine ting. Det var alle illusionerne om hvem jeg skulle være. Alle fantasi-Frejamay'erne. Da jeg ryddede ud i mine bøger fandt jeg 8 bøger som handlede om "det indre sårede barn". Jeg fik nærmest kvalme da jeg så det. Hold kæft hvor er det en gammel historie, det med at jeg er et indre såret barn. Den var sand engang, men nu har jeg mit indre barns ryg. De bøger skulle bare ud NU. Og alligevel. Mens jeg sad der og lagde dem i "smid ud" kassen, så blev jeg ramt af "men måske er det meget godt hvis lige jeg læser dem ... hvis nu der er noget jeg mangler at lære" Heldigvis kom kvalmen mig til undsætning igen, og jeg har ikke set bøgerne siden. Det var mit endelige farvel til en fortid der skal blive hvor den hører til: i fortiden. Sådan så jeg kan koncentrere mig om at putte nye skønne ting ind i min og pigernes fremtid. 
  9. Jeg slipper ting der holder mig fast. I kølvandet på punkt 8, vil jeg dele en anden historie, der i princippet handler om det samme. I min oprydning dukkede Emmalias lillebitte hue frem. Den hun fik på på Hvidovre sygehus da hun blev født. Jeg lagde den straks over i "behold" bunken, men jeg havde glemt at spørge om "does it spark joy?". Jeg tog den i mine hænder og mærkede efter om huen gav mig glæde, og til min store overraskelse gjorde den ikke. Slet ikke. Til gengæld blev jeg trist og ked af det og blev straks trukket tilbage til 6 dages helvede på barselsgangen for komplicerede fødsler. Og så tænkte jeg "ej, hvilken mor gør det mig til at jeg smider mit barns første fine hæklede hue ud?" og så stod jeg med huen i hånden og mærkede efter. Og besluttede mig for at slippe den. Farvel hue. Tak fordi du varmede min første babys lille hovede. Tak fordi du var med os i en svær tid. Nu er tiden inde til at sige farvel. Og så slap jeg den. Og fordi den er sluppet kan jeg mærke der er plads til mere glæde og de lyse historier fra den tid. Det er som om en kæde er sluppet. En kæde der har holdt lidt for godt fast. Det føles stadig godt når jeg skriver historien nu.
  10. Jeg tager aktive valg om hvad der skal med ind i min og pigernes fremtid. Jeg elsker stadig at genbrugsshoppe. Og jeg har haft en tendens til at køb lidt for mange ting med hjem, fordi det jo var genbrug, prisen var god eller "den er jo så fin". Men nu hvor alt i mit hjem skal have en plads, så er det blevet utrolig nemt at sige "NØJ hvor er du godt nok fin, men ved du hvad, vi har ikke plads til dig hjemme hos os, vi har intet sted du kan bo, så du skal blive her i butikken og så skal du med en anden familie hjem". De ting der er flyttet ind i vores hjem er aktive tilvalg og noget vi virkelig har ønsket os. som f.eks denne reol .
Jeg synes også jeg kan mærke tydligere om jeg skal sige ja eller nej til aftaler, events eller invitationer. Jeg er blevet mere realistisk når det kommer til om jeg tror jeg vil hygge mig eller ej. Og det er rart.Det har været en vild proces at være igennem Konmari med Marie Kondo, men det har simpelthen også været så lærerigt at dejligt. Hvad har du lært af din rejse med Konmari?

Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...

Mine veninder har virkelig været krise-hotline for mig de seneste dage. Og nu hvor Ghita Nørby (måske) har lagt internettet ned, i hvert fald facebook og Instagram, så er der tid til lige at skrive lidt om hvad der foregår i vores krisehjem for tiden. For hold. Nu. Kæft. hvor er jeg prøvet."Frejamay, du er ikke en lortemor, du er bare en træt mor". Sådan sagde min veninde Lone Powerprinsesse til mig, da hun ringede i går. Og den omformulering satte mig lidt fri. For jeg var virkelig ikke stolt af mig selv. Normalt er det ungerne jeg har lyst til at sætte til salg på Ebay, men lige i de her dage er det mig selv jeg har lyst til at forære væk, så mine børn kan få nogle af de der søde, rummelige, rare voksne, som kan rumme enhver situation og håndtere den med rolig stemme og i øjenhøjde. Sådan en mor er jeg bare ikke. Ikke hele tiden i hvert fald.Så. Udover at vi har været sygdomsramte, og at min far er indlagt med blodprop i hjernen, og jeg er bagud med alt arbejde og tøjvask, så har jeg heller ikke rigtig sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Indsæt selv bas og beat. Og som om det ikke var nok, og ja, det lyder måske lidt klage-offer-agtigt, men helt ærligt, sådan har jeg det også. Som om det ikke var nok så er Emmalia gået ind i sådan en "gad vide hvor mange tæsk min lillesøster egentlig kan holde til" - fase, og det var sådan en dag vi havde forleden dag, hvor jeg endte med at tyre, og splintre, hendes Askepot-karret i lidt mere end 12 stykker. Og ødelægge den nye flotte reol vi har fået i legehjørnet. Yes. SÅ awesome en mor er jeg.Jeg synes ikke jeg laver andet end at beskytte Selinna mod en virkelig charmerende og skøn udgave af mini-hulken (som jeg elsker!) herhjemme for tiden. Og jeg ved godt alt det med at Emmalia reagerer på at der er kommet en lillesøster, og jeg har læst artiklen der siger at det svarer til at ens mands elskerinde er flyttet ind og nu skal man bo sammen og selvfølgelig kommer der en reaktion og og og. Jeg ved det hele. På trods af tidspres får jeg alligevel læst ret meget, som ironisk nok ender med ikke at løfte mig særlig meget som mor.Det der fik mit bæger til at flyde over, var da Emmalia, efter at jeg på rummelig og pædagogisk vis omkring 15 gange i løbet af dagen havde afværget diverse halvfarlige situationer, kiggede på mig, satte sit ben op i luften og tyrede benet ind i ryggen på Selinna. Jeg havde ikke flere ord, ikke mere rummelighed tilbage, min krop tog bare nærmeste genstand, som var den skide karret, og så tyrede jeg den med al kraft over mod væggen, hvor den ramte reolen. Og Emmalia blev så forskrækket. Og jeg sagde ikke et ord, men gik ud i køkkenet og trøstede Selinna.Da stormen havde lagt sig fandt vi hinanden igen og vi snakkede situationen igennem. Emmalia var ret hurtigt glad og i hopla igen (og elskede pludselig sin lillesøster), og jeg græd lidt videre. Emmalia spurgte om hun godt måtte fortælle Birthe ovre i børneren at jeg havde ødelagt hendes Askepot-karret, og jeg sagde at det måtte hun selvfølgelig gerne.Så da jeg hentede Emmalia i går, kom Birthe hen til mig og fortalte at "MOR VAR BLEVET MEGET SUR OG HAVDE ØDELAGT ASKEPOT-KARRETEN FORDI JEG SPARKEDE SELINNA I RYGGEN". Og her er det virkelig bare guld værd at have en god Birthe som man ved, godt ved at det her var en "nu er nok fandme bare nok" situation. Og Birthe grinede, og jeg stod 100% ved hvad Emmalia havde fortalt. Og da vi gik hjem snakkede Emmalia og jeg igen om at jeg var blevet meget meget vred og havde ødelagt hendes legetøj, og at man faktisk ikke må ødelægge hinandens legetøj, og jeg har lovet at købe en ny (brugt, ligesom den anden var) karret til Emmalia. Og i dag fortalte vi begge to far hvad der var sket, og jeg er stadig langt mere påvirket af det end hun er.Hos mig bliver de her situationer hængende i lang tid, og jeg har faktisk rigtig svært ved at tilgive mig selv for at jeg mister kontrollen og bliver sådan en råbemor der tyrer legetøj igennem stuen. Og egentlig har jeg fred med at jeg råber (hæver stemmen), for jeg gør det kun i situationer hvor nogen bliver behandlet dårligt, som eksempelvis når Emmalia slår eller skubber eller kradser mig eller Selinna eller andre. Jeg udskammer ikke, kalder hende ikke grimme ting eller taler ned til hende. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" Jeg synes bare aldrig det er rart. Og hvem gør i øvrigt også det?I børnehaven får Emmalia til gengæld stor ros for at hun er god til at sætte grænser og markere og sige tydeligt fra. Og det må jeg bare erkende at hun faktisk også lærer herhjemme. Jeg har ikke haft en eneste råbe-situation hvor vi ikke efterfølgende har samlet hinanden op bagefter og har snakket om situationen, hvad der skete, at man godt må være vred, men at man stadig ikke må slå/sparke.Jeg ved det ikke. Jeg har altid sådan en dum frygt for at jeg går rundt og ødelægger mine børn. Jeg kan bare ikke være pædagog-Jonna med dem. Jeg er deres mor. Jeg skal lære dem andre ting i livet end mine piger skal lære i børnehaven. Det skal jeg bare huske at minde mig selv om engang i mellem. Og så skal jeg blive bedre til at snakke med mine veninder når de her ting sker, så jeg ike bruger dage og uger på at slå mig selv i hovedet. Det gavner jo hverken ungerne eller mig.I virkeligheden handler det, for mig, bare om at jeg skal holde op med at læse artikler fra virksomheder som gerne vil sælge mig "sådan bliver du en god mor" - kurser. Eller "sådan lærer du at holde op med at skælde ud" kurser. Eller "sådan ødelægger råben dit barn" kurser. Og gid der dog var nuancer i "at råbe" når man udskammer forældre for at råbe. Nøj hvor er der stor forskel på hvordan man råber og hvad man råber. Jeg gør mig virkelig umage i mit mor-hood, det tror jeg langt de fleste gør, og så går det alligevel ind og rammer min dårlige samvittighed når jeg læser med hos familie-eksperter der taler til min frygt og min angst.Og så sidder jeg der med Askepots karret-låge og en halv hest i hånden og tænker "nå ja, jeg skal også huske at rumme mine børns følelser mere, og være nærværende mere og jeg må heller ikke råbe, nej, jeg skal huske at mine børn ikke forstår konsekvenser før frontallapperne er helt udviklede når de er 25... gud hvor er du en forfærdelig mor!"Så. Jeg skal lige have lidt hvid træmaling til reolen og så skal jeg en tur i Røde Kors i Hørsholm, hvor jeg så de havde karreten til 25 kroner. Ems, Selinna og jeg er allesammen hele igen. Og jeg føler ikke jeg forherliger at råbe eller tilskynder den adfærd hos nogen. Jeg fortæller bare det der er, uanset hvor rigtigt eller forkert det så end måtte være.

Leaving Michael Jackson og leaving Neverland - en personlig historie om et møde med en pædofil

Jeg kommer for en god ordens skyld lige med en TW (trigger warning). Dette indlæg indeholder detaljerede beskrivelser om overgreb mod børn. Kig lige væk fra skærmen og op på himlen, og mærk efter om det er lige nu du har brug for at læse dette indlæg, eller om det skal vente til et andet tidspunkt, og om du skal være alene, eller om du skal have en at tale med når du har læst. 

 Årh, denne her uge har været tøff. Den eneste stjerne, hvis død jeg nogensinde har grædt over, det var Michael Jacksons. Jeg var på nattevagt, jeg var handicaphjælper, og jeg så udenlandske nyheder, da de pludselig breakede, og sagde at de formodede at Michael Jackson var død. Jeg græd. Michael Jackson's musik har været en kæmpestor del af min barndom. Jeg har lyttet til hans musik siden jeg fik min første CD og hans sange har hjulpet mig igennem svære tider. Så det var med en klump i halsen og først efter flere dages overvejseler, at jeg besluttede mig for at se dokumentaren leaving Neverland, som på nuværende tidspunkt vist ikke behøver yderligere introduktion.En af mine facebook-venner skrev det rigtig fint da #Metoo startede. Frit efter hukommelsen skrev hun "vi kommer til at se folk falde. Vi kommer til at se folk vi elsker falde. Vi kommer til at have lyst til at slukke, at holde os for øjne og ører og skrige "LALALALAL GÅ VÆK" og det er her det er vigtigt vi bliver VED med at lytte og lytter og lytter og lærer at forstå alt det der er så svært at acceptere". Og jeg lyttede mig igennem Weinstein og Louis C.K., og så lyttede jeg mig igennem Bill Cosby og senest R.Kelly. Og det gik nogenlunde med at lytte. Men så kom turen til Michael Jackson. Min helt. En af dem jeg virkelig har forsvaret og er stået op for hele mit liv. En jeg følte med fordi han havde haft en svært barndom. Min superstjerne.Så jeg satte dokumentaren på, og jeg måtte se den i små bidder. Både fordi Selinna vågnede og skulle trøstes, fordi dokumentaren er barsk at se og fordi dokumentaren ribber op i hvordan det er at blive misbrugt som barn. Og ikke bare ribber op i, den sætter også ord og sprog på noget jeg indtil nu ikke selv har haft ord og sprog for.Jeg var udsat for en pædofil mand da jeg var 6 år gammel. En pæn und frisk fyr slut tyve start 30. Det skete på en strand. Jeg var med min mor og min lillebror på stranden, et sted vi kendte allesammen. Manden gik forbi sammen med to jævnaldrende pæne venner, en fyr og en kvinde. Jeg registrerede dem, men var i gang md at fange fisk, så det optog mig. Kort efter kom den ene fyr tilbage. Han spurgte om han skulle vise mig et fiskehul. Jeg sagde nej. Jeg var genert. Jeg kan ikke huske præcist hvordan han fik mig overtalt, men det endte med at jeg gik med ham bag en form for trævæg, hvor overgrebet skete.  Han brugte sin tunge og sine fingre. Noget var rart, noget var ikke. Han kiggede hele tiden op på mig og spurgte om det var dejligt. Jeg svarede bare "ja" for jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange. Til sidst hviskede han til mig at det var vores lille hemmelighed, og hvis jeg nogensinde fortalte det til nogen så ville han komme og slå min mor og far ihjel. Inden han var "helt færdig" kom hans veninde og ven tilbage og så hvad der foregik. De grinede og jokede med "kunne du ikke finde en på din egen størrelse", og så gik de alle tre.Der gik 9 år før jeg nævnte det overfor nogen. Det var hverken mine forældre eller andre voksne. Og jeg var så meget i tvivl om jeg skulle fortælle det. I 9 år havde jeg båret på den hemmelighed, og jeg forstod ikke rigtigt hvad der var sket. Det eneste jeg havde hørt om, som kunne minde om den oplevelse jeg havde, det var ordet "børnelokkere". Det var ulækre gamle mænd der sprang frem fra buske og stjal børn, som råbte og skreg for at komme væk.Det var det.Og når jeg ser "Leaving Neverland" så har jeg jo ikke været igennem noget som helst sammenlignet med hvad de to mænd har været igennem. Alligevel er jeg mærket af overgrebet den dag i dag. Især efter jeg er blevet mor til to piger. At have mærket på egen krop hvor lynhurtigt en pædofil kan groome og overtale et barn til at gøre hvad han vil, hvor hurigt man er fanget, hvor meget man som barn frygter at nogen nogensinde opdager det, hvor komplet ødelæggende "selv et enkelt" overgreb kan være, helt ind i voksenlivet, det skræmmer mig fra vid og sans. Og så i en verden hvor vi i dag har små børn på de sociale medier, hvor vi ikke ved hvem der kigger med, hvem der skaffer sig adgang til børnenes konto, hvem der gemmer sig bag "Louise 12" eller "Jesper 11". Jeg er rædselsslagen.Hver eneste gang jeg skifter mine piger (nu bruger den store ikke ble mere, men jeg hjælper stadig til på toilettet), så bliver der linket til overgrebet i min hjerne. Jeg får flashback, jeg tænker på hvordan jeg kan beskytte mine piger, og værst af alt: jeg tænker på om jeg kommer til at røre ved dem på en forkert måde. Det er forfærdeligt at have de gamle grimme billeder med i mit morhood og sammen med de to mennesker jeg elsker allerhøjest i hele verden. Men jeg er nødt til at arbejde mig igennem det, tale om det og erkende at det er en process der vil vare for altid. Overgrebet varede måske 10 minutter. Måske 30. Jeg ved det ikke. I mange MANGE år har jeg ikke kunnet holde ud når nogen har sagt "er det dejligt?" eller "det er dejligt" fordi det var det han sagde om det jeg ikke forstod. Jeg hader når nogen smasker, for det bringer mig også tilbage til dengang. Et enkelt overgreb kan fucke hele dit seksuelle nydelsesapparat fuldstændig op, fordi du ikke ved hvad der er øst og vest, og fordi du en gang for meget har oplevet din krop forråde dig. Et enkelt overgreb kan ødelægge din sjæl.Jeg vidste ikke jeg var blevet misbrugt, før jeg sad hos min psykolog fordi jeg var gået ned med stress, og i en sidebemærkning nævnte noget med da jeg var 6 år gammel. Min psykolog greb den hurtigt og spurgte ind til den oplevelse, og det tog mig et par sessioner før det gik op for mig at jeg var blevet seksuelt misbrugt. Han var jo ikke en klam ulækker mand, han har jo ikke penetreret mig, han har ikke taget kvælertag eller slået mig. Jeg gik med ham. Jeg lagde mig i sandet selvom jeg ikke forstod hvordan der kunne være et fiskehul der, når der ikke var vand. Jeg løb ikke skrigende væk. Jeg kæmpede ikke imod. Er det så "overgreb nok"?Så, ser du, når der er så stort fokus på bevisførelse, på "hvordan sagde du nej?" og "hvordan kæmpede du imod?" og "jamen blev du penetreret?", så kan man ikke stå frem. Bare se hvad der sker lige nu fordi vores allesammens helt, Michael Jackson står som skydeskive for nye beskyldninger. De to mænd har INGEN beviser. Jeg har heller ikke et eneste bevis og har aldrig haft det. Jeg har kun oplevelsen og alle de forbandede følger det har givet mig at have mødt den mand på den strand den dag. Skulle jeg stå frem i dag og anklage nogen? Not in a million years. Men jeg er derimod ikke et sekund i tvivl om at de to mænd taler sandt. Uden overhovedet at have været igennem så meget grooming og misbrug som de to har, så er ligningen præcis den samme, senfølgerne er de samme, skammen er den samme, løgnen er den samme. Jeg ville også have svoret, under ed, på at jeg aldrig havde været udsat for seksuelt misbrug. Ikke nok med at det ville have bragt mine forældre i fare, det ville samtidig afsløre afskyelige og ulækre detaljer om mig. At nogen havde rørt mig på den måde, at nogen havde gjort grimme ting ved mig, og at jeg ikke havde sagt fra eller kæmpet imod.Det er så vigtigt der kommer fokus på det her. Hvis vi bliver ved med at insistere på at seksualforbrydere og pædofile kun er fedtede klamme mænd der hopper ud fra buske, så er der aldrig noget der ændrer sig. Pædofile er folk vi kender, folk vi godt kan lide, måske endda folk vi elsker, ser op til, er draget af eller forført af. Nu er det bare lige Michael Jackson der er den pædofile i det her tilfælde, men problemet er SÅ kæmpe meget større end Michael Jackson. Det er vigtigt vi forstår det. Og jeg forstår til fulde at det er svært og hårdt at lytte til og være vidne til de her to mænds historier (og du behøver ikke poste artiklen fra Forbes eller andre links, jeg har læst de fleste af dem), fordi det handler om en mand som vi på en aller anden måde allesammen er vokset op med, og som har leveret soundtracket til vores allesammens liv og dansegulv. Og jeg forstår både dig der fortsat vil spille hans musik og dig der ikke vil. Personligt kan jeg ikke skille manden fra musikken. I hvert fald ikke lige nu. Jeg ved ikke hvordan jeg har det om 10 år. Men lige nu kan jeg ikke høre det. For mig er musik noget der kommer fra personen, indefra, og det kan jeg ikke skille fra det han har gjort. Det betyder ikke at Michael Jackson ikke var en genial kunstner. For det var han. Og han var sød og rar og god og jeg er slet ikke i tvivl om at han elskede børn og at han kæmpede for en bedre verden. Jeg er samtidig heller ikke i tvivl om at han misbrugte små drenge seksuelt. Ikke et sekund.Jeg ved at det ene på ingen måde udelukker det andet. Og det er det der er så uhyre vigtigt at vi lærer at forstå. Et menneske kan sagtens være fantastisk og samtidig gøre nogle helt forfærdelige ting.I sidste uge blev jeg interviewet til et speciale om voldtægter. Her blev jeg, et godt styke inde i interviewet, spurgt til hvorfor jeg nogen gange bruger ordet "overgreb" og andre gange "voldtægt". Og det kunne jeg ikke lige svare konkret på da jeg blev spurgt, fordi jeg aldrig selv har lagt mærke til det. Men nu hvor jeg har haft en uge til at tænke over det, og nu hvor jeg har set programmet med Oprah, som interviewer de to mænd og instruktøren til "Leaving Neverland", så forstår jeg bedre hvorfor jeg bruger forskellige ord. Sproget. Når jeg bruger ordet voldtægt, så er det fordi jeg i mit teenageliv blev voldtaget to gange af den samme mand på "filmmåden", du ved, sådan som det ser ud på film. Voldeligt, tårer, kvælertag, trusler, fuld penetration. Alle de andre oplevelser har lænet sig op ad, men der har været en eller flere ting der ikke har været til stede, og derfor har jeg ikke kunnet kalde det voldtægt. Og det her skriver jeg fordi jeg synes vi mangler sprog på det her område. Nuancer, ord, udtryk. Når vi skal snakke computersprog, så er der så mange ord at vi drukner i dem og må have 1.780.368.638.010.478 sider på google, og mange af os er stadig lost. Men overgreb, voldtægter og seksuelle krænkelser, der har vi kun et fattigt sprog, og samtidig et gigantisk stort behov for at sætte ord på. Mange ord. Forskellige ord. Mange gange.Så når alt det her er sagt og skrevet, så er jeg på mange måder i sorg. Jeg er i sorg over at sige farvel til mit idol, til ham der var der med sine sange i min barndom. Ham der fortalte mig jeg ikke var alene. Jeg er i sorg over at få ribbet op i mit eget barndomstraume. Jeg er i sorg over at kende disse to mænds historier. Jeg er i sorg over at så mange børn tier i årtier, og de fleste måske for evigt. Jeg er i sorg over at så tilsyneladende få forstår hvorfor det er absolut normalt at man "først kommer frem så mange år efter". Jeg troede fejlagtigt at det var noget de fleste vidste. At man for alt i verden bare vil pakke oplevelserne væk og aldrig kigge på dem igen. Og da slet ikke pakke dem ud og vise dem til verden. Hvem ville jeg gøre min mor til hvis jeg fortalte hende hvad der var sket på den strand? Det ansvar kunne jeg heller ikke bære. Jeg er i sorg over al den mistro som ofre i hele verden møder. Mænd, kvinder, børn. Var Michael Jackson blevet dømt er jeg sikker på mistroen var den samme, det har vi jo allerede set med Bill Cosby. Selvom der ligger en dom, selvom han skal i fængsel står fans stadig med forklaringer på hvorfor han er uskyldig og ofrene er nogle pengegriske små u-mennesker. Du kan aldrig vinde noget som helst ved at være offer for overgreb. Aldrig.Jeg taler ikke med så mange, udover arbejde, i de her dage, og jeg følger stadig debatterne rundt omkring, fordi sagen på alle planer har min fulde interesse og opmærksomhed. Og hvis jeg skal sige noget opløftende, så er det at der kommer positivt fokus på det her område nu. Tak til #metoo, tak til dem der står frem, tak til Oprah for at stille sig i bokseringen sammen med de to mænd. Og tak til alle dem der hver eneste dag kæmper for at få belyst det her område, kæmper for at forbedre lovgivningen og skabe bedre information for befolkningen så vi kan opdage det her i tide og en dag ændre forholdene så der ikke længere er så mange mennesker der skal lide i stilhed, smerte og ensomhed.Tak <3 

Sexism doesn't spark joy - glædelig kvindernes kampdag 2019 - her er 7 konkrete (små) ting du kan gøre

"Jeg vil aldrig demonstrere mod krig, men jeg vil altid marchere for fred" - cirka sådan sagde Mother Theresa, og selvom jeg ikke altid selv følger hendes beundringsværdige statement, så vil jeg i dagens anledning marchere for at vi løfter hinanden frem for at demonstrere mod noget. Jeg har forgæves forsøgt at finde et kampdagsevent som foregår i dagtimerne og er børnevenligt, derfor skriver jeg i anledningen af kvindernes internationale kampdag 2019 en blog om hvordan du og jeg kan bruge vores energi (og måske også vrede) konstruktivt i fremtiden.Og fordi "sexism doesn't spark joy" (billedet er venligst udlånt af The Everyday Sexism Project Danmark" som er at finde på gaderne i dag, jeg er vild med den overskrift!), så skal vi sige farvel til sexisme og hej til respekt, ligeværdighed, ligestilling og ja til samtykke. Her er 7 konkrete ting du kan gøre for at arbejde for netop det:

  1. Start med dig selv. Al forandring i verden starter hos dig selv. Vi kan alle finde ting at pege fingre af, men der hvor det er sværest at kigge, er lige netop der det er vigtigst vi gør det. Begynd at være nysgerrig på dine egne vaner og dine egne mønstre, både i dit privatliv og i dit arbejdsliv. I privatlivet kan det være at du roser din datter meget for sit udseende, eller din søn for at være sej. Det er der ikke noget i vejen med, til gengæld er der plads til at udvide hvad vi roser og anerkender vores børn for. Personligt har jeg selv denne liste i glas og ramme herhjemme, og jeg bruger den som inspiration til at udfordre mig selv og hvad jeg anerkender mine børn for.Hvis vi ønsker at verden skal forandre sig, at mænd/politikere/medsøstre mv. skal ændre deres syn/adfærd, så er vi nødt til at være villige til at gøre det samme, og vi har alle steder hvor vi kan løfte os selv eller komme sexisme til livs. Jeg ved jeg har en del arbejde foran mig stadigvæk. Små skridt er vejen frem. I hvert fald for mig.
  2. Keep moving. Martin Luther King sagde følgende:Oversat til feminisme og sexisme og små aktive handlinger, kunne det lyde således: "Hvis du ikke kan skrive artikler eller blogs eller stille dig på ølkassen, så kommentér eller debattér, hvis du ikke kan debattere eller kommentere, så like eller vis anerkendelse på en eller anden måde. Eller skriv en besked til ham eller hende du er enig med privat, så vedkommende kender til din støtte. Også selvom det er en fremmed. Vi er nødt til at støtte dem der står op for os når vi ikke selv kan. Uanset hvad du gør, så bevæg dig fremad, også selvom det bare er et enkelt skridt den dag. Keep moving forward". Og hvis du lige nu tænker "hvad gør et like?" så kan jeg dele en personlig historie med dig. Da #METOO startede turde jeg ikke skrive ret meget. Jeg turde ikke deltage i debatterne, fordi der var (og ofte desværre stadig er) en overvægt af larmende tomme tønder der bare synes "metoo er noget fucking lort". Jeg læste og læste og læste, og så lagde jeg mærke til noget. De få der "speakede up" for ofrene og for de kvinder der var gået imod Weinstein, de fik helt enormt mange likes på deres kommentarer. Der var så enorme mængder "stille støtte" at jeg til sidst besluttede mig for at skabe modet til selv at debattere emnet. På grund af "ligegyldige likes". Og hver gang jeg selv deler et emne der handler om feminisme eller voldtægt eller køn, så er der rungende stille. Men larmende mange likes. Fordi der stadig er enormt mange der så gerne vil, men som endnu ikke har et sprog selv. Det GØR en forskel. Vid at det gør en forskel at du deltager aktivt selvom du endnu ikke har et sprog for det der sker indeni dig.
  3. Vær taknemmelig. Måske vil du ikke kalde dig feminist. Måske går du ikke ind for ligestilling af en eller anden årsag. Måske synes du feminister er platte eller latterlige. Men er du glad for at du som kvinde må have et arbejde? Må stemme? På papiret i hvert fald har mulighed for at tjene det samme som en mand for samme arbejdsindsats? At der er nogen der arbejder for at ændre voldtægtskulturen så færre mænd voldtager og færre mænd og kvinder bliver voldtaget? At du som kvinde må uddanne dig? At dine døtre nærmer sig at have de samme muligheder i livet som drenge? At du ikke er din mands ejendom fordi du er gift, men er din egen? At du bestemmer over din egen krop? Der er altså en helt masse feminister (M/K) der har kæmpet for at du i dag har ret til at være din egen, at du har ret til at blive hørt, at du har ret til at stemme. Så i stedet for at håne, kan det være du kunne sende et ydmygt tak til dine medsøstre som har stået op for dig, også selvom de ikke kender dig.
  4. Tag del i debatten. Det kan godt være du ikke synes du er god til at debattere eller at din stemme er vigtigt. Men det er den. Og hvis du ikke kommer i gang nu, så lærer du det aldrig. Hvis du ser et argument som er tåbeligt, eller en påstand som du ved er helt skudt ved siden af, så sig det. Ikke nok med at du viser dig selv at du står op for dig selv, du viser også alle de mange der læser med at sådan en kommentar ikke skal stå uimodsagt. Og det her er faktisk meget meget vigtigt. Sidste år fik jeg en uhyre vigtig besked fra en af mine læsere. I forbindelse med #metoo. Der var en sag i medierne, og kommentarsporet gik som sædvanligt bananas med at kvinder der anmelder for voldtægt bare vil have penge og opmærksomhed (nævn lige 5 navne på dem der anmeldte Weinstein eller Cosby eller R. Kelly, og hvor rige var det nu de blev? Nej vel?). Jeg orkede egentlig ikke, men jeg nogle af kommentarerne var så grelle at jeg kastede mig for de frådende gorillaer alligevel. Jeg endte med at debattere med ALLE i den tråd. Om aftenen tjekkede jeg min instagram, og der var en af de vigtigste beskeder jeg har fået i mit liv. Den var fra en kvinde som var offer for voldtægt. Hun havde også læst med. Og hun var blevet så ked af det over al den mistro man som offer skal kæmpe med, udover al skammen og det at have været udsat for voldtægt i sig selv (som ødelægger et menneske). Hun skrev at det havde gjort så massiv en forskel for hende at hun havde læst alle mine argumenter og kommentarer, at hun følte sig så set og hørt, at hun følte der i hvert fald var én der havde hendes ryg. Og sådan har jeg selv haft det før hende og før jeg selv fandt modet til at deltage i debatterne. Nogen havde min ryg. Nogen stod op for mig før jeg selv fandt mit mod. I dag er det en slags træning for mig. Jeg øver mig i at blive en bedre debattør hver eneste dag. Mit mål er aldrig at "omvende" dem der tror kvinder bare vimser rundt og kaster om sig med anklager for voldtægter. Mit mål er af alle dem der læser med læser mine argumenter. Det er alle dem der er stille i debatten vi kan påvirke. Og det skal vi.
  5. Prøv "feminist" for en dag. Jeg har altid hadet ordet. Især fordi jeg kommer fra et miljø hvor "vi hadede feminister". Feminister var kællinger med store klamme duske der tillod sig at have en holdning. Alt hvad jeg hadede om feminister havde jeg lært fra min kæreste Søren. Ham der spyttede på mig og tvang mig til at give ham et blowjob, ellers ville han ikke lukke mig ind i lejligheden. Jeg mente alt hvad Søren mente. Så jeg hadede også feminister og jeg prøvede med al vold og magt at være sådan en kæreste der ikke stillede krav til min kæreste, der fandt mig i utroskab, der "ikke lagde bånd på min kæreste" og "ikke holdt ham tilbage". Det endte meget belejligt med at jeg mistede min egen identitet på den rejse. Jeg var "Sørens kæreste", men ingen vidste hvem jeg var. Især ikke mig selv. Så derfor. Prøv at tage kappen på en dag. Prøv at sige "jeg er feminist, jeg kæmper for lige muligheder for alle. Ikke at alle skal være ens, men at alle mennesker er ligestillede og har lige basic human rights". Du kan også sige det på tysk eller dansk hvis det er bedre for dig. Og prøv så evt en af de andre punkter på denne liste den dag. Når dagen er slut kan du tage kappen af igen og evaluere hvordan det var at være erklæret feminist for en dag. Fortæl gerne hvordan det var <3
  6. Uddan dig. Hver gang jeg bliver nysgerrig på noget nyt i mit liv, så indstiller jeg alle mine frekvenser på den nye kanal. Sidste år startede jeg med at leve mere minimalistisk og bæredygtigt. Jeg begyndte at unfollowe alle instagramprofiler der står for det modsatte, og søge inspiration fra profiler der allerede er der hvor jeg gerne vil hen. Det samme kan man gøre med ligestilling. Jeg følger f.eks everyday sexism project danmark, som jeg synes virkelig har fingeren på pulsen når det kommer til sexisme, skjult sexisme og konkrete sager i Danmark. Tonen er god derinde, der er også humoristiske (og tragi-komiske) opslag, og der linkes til events man kan deltage i og jeg bliver i det hele taget klogere på sexisme hver eneste dag fordi jeg følger med der. Så følger jeg En feminists bekendelser, som også tager relevante sager op og stiller rigtig gode spørgsmålstegn til den kultur vi har omkring ligestilling, sexisme og voldtægtskultur. TwerkqueenLouise har en helt anden energi og jeg er vild med hende. Hun laver en del video og er pissecool. Gretelise Holm, Susanne Staun, Emma Holten, Rasmus Brygger, Henrik Marstal, Ditte Giese, Sanne Søndergaard, Khaterah Parwani, Cecilie Nørgaard, norske Ulrikke Falch (følg hende på instagram her, hun er fantastisk og sjov) og der er mange andre. Hver gang jeg ser en mand udtale sig respektfuldt og anerkendende overfor emner som #metoo, så følger jeg som regel profilen for at følge med. Det kan du også gøre.
  7. Hav humor. Det er umuligt at kaste sig ud i alle de her emner uden humor. Ellers bliver det for tungt og for håbløst. Og feministisk humor er der heldigvis virkelig masser af. Faktisk er feminister nogen af de sjoveste mænd og kvinder jeg kender. Her er et par eksempler:
and also:and also Rigtig glædelig kampdag til alle. Tak fordi du følger med her på profilen, også selvom jeg ikke er så damebladsagtig og selvom jeg nogen gange er lidt (læs: meget) ude med riven. Jeg er nem at vælge fra. Derfor er jeg ekstra glad for at du stadig er her og at du også læser emner som det her. Af hjertet tak!Og endnu engang tak til ESPD for dette awesome skilt: Sexism doesn't spark joy!Hvordan fejrer du kvindernes internationale kampdag i dag? Glædelig 8.marts 2019. I dag er det kvindernes internationale kampdag. En dag hvor vi fejrer, kæmper og

Men der findes bare ikke drengefarver og pigefarver ... her er konkrete råd til hvordan du snakker med dine børn om farverne

Skal alle drenge og piger nu være ens? Det bliver jeg tit spurgt om når jeg tager kønspolitik eller ligestilling op. Eller snakker om børn og budskaber på tøj (budskaber på pigers tøj er næsten altid passive og budskaberne på drengenes tøj er næsten altid aktive og helte-agtige). I dag kom spørgsmålet op igen, da jeg spurgte på facebook hvordan man forklarer børn at farver altså ikke er kønnede. "Jamen der ER altså forskel på drenge og piger, skal de nu også være ens?" Øhm ja det er der, men der er faktisk langt mindre forskel end de fleste af os går rundt og tror. Faktisk har vi langt mere tilfælles end der er forskelle på os. Vi er bare blevet gjort enormt forskellige fra samfundet og i særdeleshed mediernes side. Men det bliver en anden blog en anden dag.Det er allerede startet ovre i min ældste datters børnehave. Det med drenge og piger. Køn. Forleden dag sang Emmalia "du kan ikke fange mig for du er en pige!" og jeg spurgte nysgerrigt ind til om drenge løber hurtigere end piger, eller om piger også kan løbe hurtigere end drenge. Og så snakkede vi lidt om det og jeg fortalte at dengang jeg gik i folkeskolen, kunne jeg faktisk løbe fra skolens hurtigste dreng. Jeg fortalte hende ikke at det ikke var noget nogen snakkede om, for piger KAN jo simpelthen ikke løbe hurtigere end drenge på grund af fysikken (bullshit). Men det kunne jeg altså.Derfor spurgte jeg på facebook efter gode måder at snakke med børn om det med farver på, og at farver ikke tilhører køn. Der kom nogle rigtig gode svar, og her er et par af mine favoritter (mine facebook venner er sejere end dine, med mindre du er min facebook-ven, så ER du sej!)"Altså vi har haft den i form af. Du er en dreng, du tager en blå bluse på, du er stadig en dreng. Du tager den blå bluse af og en lyserød bluse på...er du stadig en dreng? Ja..ok, så en farve har intet at gøre med, hvad køn du er. Vi har brugt den samme ifht. om man er sejere, federe, mere cool, etc hvis man har det rigtige mærketøj.. Du er en god ven/godt menneske..du har en dyr bluse på..du er stadig en god ven/godt menneske. Du tager den dyre bluse af og en billig bluse på...er du blevet en dårlige ven/menneske af den grund? Du er en røv..du har en dyr bluse på...du er stadig en røv, bare med en dyr bluse på... Du er en røv..du tager den billige bluse på istedet...du er stadig en røv..ERGO tøj har intet at gøre med, hvor fed du er!. Den er dyb..men den virker:"“Vi blev alle født nøgne uden tøj på - derfor er det ikke bestemt på forhånd hvilken farve tøj vi skal gå i”"Ingen ejer farver. Alle må gerne kunne lide alle farver - og at der ikke er noget, der hedder drenge - og pigefarver.""Jeg har med mine børn gjort det ret simpelt og sagt.. "nogle piger kan godt li pink og andre piger kan godt li blå.. ligesom nogle drenge er vilde med pink og andre sort.. vi skal alle finde ud af hvilke farver vi elsker mest.. farver har ikke køn"..jeg tror at så længe vi selv som forældre er frie ift farver og stiller undrende spørgsmål ift når vores børn fx siger, rød er pigefarve.. så kan vi spørge: "hvem har besluttet det? " Og hvis de siger børneren, så kan vi sige til fx Emmalia.. "nå men det er sådan børneren har det, jeg tror på at alle frit må vælge hvilke farver de bedst kan li, hvad tænker du?""Herhjemme spørger vi om det er en ting/legetøj/farve/bog man skal bruge sin tissemand eller tissekone til. For så er det en ‘drengeting’ eller ‘pigeting’ - hvis det ikke har noget med kønsorganer at gøre er det bare en ting/bog/farve/legetøj""Tal om maskulin og feminin generelt og forklar at de to begreber intet har med køn at gøre""Man kan se på billeder af børn og farver fra andre dele af verden.....lyserød og lyseblå er ikke generelt over alt, men jeg er nok så gammel og pragmatisk at jeg tager tingene, når og hvis de kommer op....og så tænker jeg at lige præcis farver også er meget smag og behag - ikke så meget om man er dreng eller pige eller....."Tak til mine seje venner på facebook for at dele ud af gode tips!Når jeg snakker om køn, farver, ligestilling, så handler det (for mig) ikke om at alle skal være ens. Tvært i mod. Det handler om at vi skal pille både piger og drenge ud af de voldsomt begrænsende stereotype kønskasser vi har presset dem ned i, sådan så alle børn har LIGE MULIGHEDER. Ikke at de bliver ens, men at de har LIGE muligheder i livet. Og det er altså ikke tilfældet i dag.Hvis du er nysgerrig på dette emne og elsker fakta, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig at se The Mask you live in og Miss Representation. De ligger begge to på Netflix i øjeblikket. Her fortæller fremtrædende forskere indenfor køn om konsekvenserne af at drenge lærer at "rigtige mænd græder ikke" og "boys will be boys" og hvad konsekvenserne er for kvinder at vi som samfund stadig lærer piger at de er objekter og systematisk forskelsbehandler mænd og kvinder. Der er lavet så mange studier indenfor det her felt. Jeg er i gang med at samle mange af dem, for det er skræmmende at vi i 2019 stadig ikke er længere.Så ja, jeg går op i at Emmalia og Selinna får de bedste muligheder i livet. Jeg går op i at "slaye" hver gang vi møder omgivelsernes forsøg på at putte mine piger (og deres venner m/k) ned i de begrænsende kasser. Jeg øver mig hver dag i at spotte det selv, for vi er også som voksne indhyllede i det her net af begrænsende stereptyp kommunikation. Tro mig, det er OVERALT! Jeg har nogle helt konkrete eksempler her.Hvis du er nysgerrig på dette emne kan jeg varmt anbefale facebook gruppen "Feministiske forældre", hvor disse emner debatteres. Her er et godt sted at blive klogere og bedre til at håndtere begrænsende kønsbullshit."Jamen Frejamay, mine drenge kan bare tilfældigvis bedst lide alt med traktor og mine piger kan tilfældigvis bare bedst lide bløde bamser"... mmm... klart. Prøv at se den her video. Ja eller den her om hvordan reklamer for legetøj er med til at skabe børns identitet. Trust me, det er ikke tilfældigt dine drenge kan lide traktor.Køn har ikke en farve. Og med mindre man bruger tissekonen eller tissemanden til at styre legetøjet, så har legetøj heller ikke et køn. Og det må vi gerne udfordre os selv og vores børn på. 

Far

Det er få principper jeg har på bloggen her, men et af dem er at jeg ikke skriver om min familie. Altså, familien udover mine børn og vores lille regnbuefamilie med deres far. Og det ville jeg heller ikke gøre med mindre jeg føler at historien er så vigtig at den kan fortælles uden at der er nogen der bliver hængt ud eller kede af det. Og det føler jeg godt jeg kan i dag. Denne særlige dag hvor mine to små piger har mødt min far for første gang nogensinde.  Tag godt imod en meget sårbar og meget personlig historie. Åh familie. Det kan være så kompliceret. Så kompliceret … Flere har spurgt om ikke jeg vil dele min baggrund, fortælle lidt om min opvækst og måske dele lidt om hvorfor det her med min far har været svært. Og det vil jeg gerne, og jeg vil gerne gøre det nu, fordi en ny version af min historie er tilgængelig. Ligesom når der kommer en ny softwareopdatering. På den måde forandrer historien sig jo også igen og igen hver gang vi tager nye (ofte sårbare) skridt i retningen af forsoning eller forsøget på at finde mere fred. Det er ingen hemmelighed at min barndom ikke har været let. Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel, og de har ikke talt sammen siden. Jeg blev mellemmand mellem min mor og far, og det har bragt mig i nogle helt umulige situationer lige siden jeg var lige så gammel som min store datter er i dag. 3 år gammel. Jeg fandt ud af at den bedste måde at håndtere mine forældres skilsmisse på, var ved selv at blive så usynlig som overhovedet mulig. I mit voksenliv er jeg flere gange kommet til at omtale mine forældres skilsmisse som ”da jeg blev skilt”, fordi det lille barn i mig havde følelsen af at blive skilt ad. Det er mærkeligt at skrive om nu, for det er så længe siden og jeg har brugt så ufattelig mange timer og år hos en psykolog, for at lære at jeg gerne må have behov, jeg må gerne fylde, jeg må gerne være urimelig (okay den arbejder jeg stadig på) og seneste: jeg må gerne være vred. Og guderne skal vide jeg har været vred. Der var engang hvor jeg var faldet ned fra en svævebane, hvor min ryg var slået skæv. Jeg har vel været 11 eller sådan noget. Jeg havde fået nogle øvelser fra en fysioterapeut som jeg skulle lave, og min mor insisterede (selvfølgelig) på at min far skulle se øvelserne, så jeg kunne lave dem når jeg var på weekend hos ham. Men min far nægtede at gå med ind i huset. Kompromisset blev at jeg skulle ligge ude på græsset foran huset og min fars bil og lave øvelserne i et spændingsfelt der kunne have startet 3. Verdenskrig hvis nogen havde tabt en gnist. Det var forfærdeligt. Og sådan nogle situationer har der bare været alt for mange af. Men det var sådan fordi det var sådan, og efter en del opgør med både min mor og far, er det som om jeg har fundet en hylde til det hele, og jeg behøver det ikke mere. Jeg behøver ikke historien og den lille pige der blev skilt (ad) ligger trygt i min favn og hun ved jeg har hendes ryg. Så jeg er ikke vred mere. Eller såret. Til gengæld kan jeg i dag se klart se en fordel (jeg nægter at bruge ordet ”gave”, undskyld coachkollegaer, men en gave var det fucking ikke!) i at jeg har den historie jeg har. For hvis ikke jeg havde været barn i det spændingsfelt, så tror jeg ikke jeg havde kæmpet så hårdt for at få tingene til at lykkes med pigernes far (læs historien her). Og hver eneste dag er jeg taknemmelig for at pigernes far og jeg har fundet en rytme hvor der er plads til os alle fire. Vi har skiftet statsforvaltningen ud med en terapeut (Katrine – find hende her), og cirka hver 3. Måned holder vi møde med terapeuten og snakker samvær og hvad der ellers lige kommer op, og det er bare så rart og SÅDAN en anderledes oplevelse end et møde i statsforvaltningen. Det sted er jo helvedes forgård! Tilbage til min familie. Min mor og hendes mand flyttede til Nivå for godt 2 år siden, og bor nu tæt på os og deres snart 6 børnebørn. De er en kæmpe gave i vores liv, og min mor har altid været der for mig og troet på mig, især når ingen som helst andre gjorde det. Jeg har været ude i en masse rod, både noget butikstyveri og hashmisbrug, voldeligt forhold og ærlig talt så min fremtid ikke just spændende ud. Men jeg er kommet igennem det, og når jeg skriver om det her gamle liv, så føles det i dag som om jeg skriver om et helt andet liv end mit eget. Jeg har siddet på et iskoldt badeværelsesgulv og tømt jointskodder for at samle resterne til en ny joint, fordi der ikke var penge til mere hash. I dag kan jeg ikke engang identificere mig med at jeg har røget almindelige cigaretter engang. Min far har jeg aldrig rigtig fortalt de her ting til. Heller ikke at jeg som barn var udsat for overgreb, at jeg er blevet voldtaget flere gange, har været ude i noget rod osv. Den slags taler man bare ikke om. Men i forbindelse med min coachuddannelse for snart 10 år siden, valgte jeg at rydde for alvor op i mine nære relationer, så jeg skrev et meget vredt brev til min far. 15 års teenagevrede komprimeret på 3 sider i word. Det var så hårdt, men jeg var nødt til at give nogle af de oplevelser jeg havde med min far tilbage til ham. Efter brevet blev sendt havde vi ikke kontakt i et halvt års tid. Og så fik vi kontakt igen stille og roligt. Og vi blev hurtigt enige om at vi måske ikke kendte hinanden ret godt. Jeg sagde at der var nogle ting jeg gerne ville dele med ham om mit liv, men at det måske ikke var så rart at høre. Om det ville være okay. Det var okay. Og så fortalte jeg min far sandheden om mit liv, om mit mørke, om de kampe jeg har kæmpet alene. Og så kom den forældrereaktion jeg et eller andet sted måske altid havde manglet, men aldrig havde givet mine forældre muligheden for at give mig. Jeg sagde jo aldrig noget til dem. Siden da har jeg haft et fint forhold til min far. Vi har snakket sammen i telefonen cirka hver anden uge de sidste 5-10 år, og indtil for 5 år siden besøgte jeg ham 2-3 gange årligt i Sønderjylland, hvor jeg selv kommer fra. Men de seneste 5 år er det blevet svært for min far, og han har altid aflyst. Da jeg blev mor kørte jeg hele vejen fra København til Sønderborg, og alligevel aflyste han da jeg var 40 minutter fra hans bopæl. Det var været så hårdt og frustrerende, og jeg har haft svært ved at acceptere at min egen far ikke har mødt mit barn. Efter flere mislykkede forsøg, en mail til Mads og Monopolet om hvor mange gange man egentlig skal blive ved med at prøve, og utallige samtaler med mine venner og veninder, så har jeg sluppet tanken om at min far kommer til at møde mine børn. Og alligevel vil den ikke slippe. For min familie holder jo aldrig op med at være min familie uanset hvad jeg beslutter. Og så blev jeg mor til en pige mere sidste år, og min fars helbred blev ikke bedre, så jeg besluttede mig tilbage i oktober sidste år for at gøre noget ved sagen. Jeg spurgte en god veninde om hun ville med, og så bookede jeg en flybillet (tak til Alsie Express fordi I findes og har en rute til Sønderjylland) til hende, til mig og til mine to piger, og så fløj vi fra København til Sønderborg og lejede en bil og kørte ned til min far uanmeldt så han kunne møde pigerne. Min veninde blev i bilen. Og der stod jeg. Og ringede på nede i Padborg. Og bankede på. Og jeg vidste min far var hjemme. Men han åbnede ikke. Hans bil stod der, han var online på nettet, men han lukkede ikke op. Og noget inde i mig gik i stykker. Selinna var blot få måneder gammel, og hun lå og sov i mine arme, og Emmalia vidste ikke helt hvad vi skulle, men fandt en kantsten hun kunne gå på line på. Og tiden gik og døren forblev lukket. Til sidst puttede jeg den medbragte gave i min fars postkasse, og vi kørte tilbage til lufthavnen. Aldrig har jeg følt mig så tom indeni. Himlen passerede, pigerne sov, min veninde vidste at der bare skulle være stille lige nu. Ingen skulle sige noget. Og så fløj vi hjem igen. Et par dage senere skrev min far at han var virkelig ked af at han ikke åbnede døren, og jeg skrev at jeg lige havde brug for lidt tid inden jeg vendte tilbage. Og det var okay. Og da jeg vendte tilbage kunne jeg mærke jeg hverken var vred eller skuffet. Jeg var bare godt gammeldags ked af det. Ked af at mine børn ikke får mødt deres Opa, ked af at jeg ikke får ham at se, ked af at min far føles så forfærdelig langt væk. Jeg har for længe siden sluttet fred med at min far er en anden far, end det billede jeg havde af, hvad en far skal være. Det gav mig så ubeskrivelig meget ro da jeg hev ham ned fra det glansbillede jeg havde sømmet ham fast på, og satte ham på den ”far-hylde” der altid har været hans. Jeg tror jeg satte både ham og mig selv fri lige der. Men den far vil jeg bare stadig gerne se. Så da min lillebror ringede og fortalte at min far blev indlagt med en blodprop i hjernen i mandags, så var der slet ingen tvivl. NU. Nu tager jeg pigerne med til Sønderjylland og så skal min far altså møde dem. Vi ved fandme aldrig hvor kort eller lang tid vi har igen. Efter at have snakket med personalet på sygehuset, fik jeg endelig fat i min far i onsdags. Han talte lidt sløret, men var ellers den far jeg kender. Jeg samlede lidt mod til mig, og fortalte ham at pigerne og jeg kommer og besøger ham på lørdag på Sønderborg sygehus. Der blev stille i telefonen. Min fars stemme blev lille. Han spurgte om ikke godt vi kunne vente med at besøge ham til han havde fået det lidt bedre, for han har det ikke så godt med sig selv for tiden. Og jeg fik tårer i øjnene, men bevarede min beslutsomhed i stemmen og sagde: ” far, det ved jeg godt. Jeg ved godt du ikke har det så godt med dig selv. Men du er min far, og jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med hvordan du ser ud, jeg er ligeglad med at du ligger i sengen. Min far ligger på sygehuset, og så skal man have besøg. Så nu kommer jeg med pigerne og så møder du dem, og de glæder sig til at se dig, og du skal ikke købe noget eller sørge for noget, du skal bare ligge og slappe af og så kommer vi og giver dig et kram og vi bliver ikke så længe. Men det må simpelthen stoppe nu, der er gået 5 år. Du er min far uanset hvad og jeg vil besøge dig. Punktum" Og så sagde han nogle tænke-ja'er og tænke mmm-mmm'er, og "ja, okay. Ja. Du har nok ret ... måske er det også på tide jeg kommer videre. Hvornår regner du så med at I er her?" Og så snakkede vi om det, og da vi havde snakket om det spurgte han om ikke vi ville tage nogle aviser med, for det var faktisk lidt kedeligt at ligge der på sygehuset. Fredag aften ringede han igen, og jeg var sikker på han ville aflyse. Helt sikker. Men min far aflyste ikke. Han spurgte om jeg ville tage en computer med så jeg kunne hjælpe ham med nogle småting. Og jeg tror ikke der er noget i verden jeg hellere ville end det. Så da jeg vågnede i dag, og jeg vidste at i dag er dagen, hvor min far og mine to smukke børn skal møde hinanden, så bredte der sig en lykke indeni, og selvom jeg er træt og pænt udkørt for tiden, så blev klokken hurtigt 12, og vi fandt vejen til Sønderborg sygehus. Og der gik jeg, med Selinna i slyngen og Emmalia i hånden, og der sad han med ryggen til, min gamle far som jeg ikke har set i 5 år. Og hans øjne strålede og han vidste slet ikke hvad han skulle sige, og jeg var bare så glad, og jeg havde lyst til at øjeblikket skulle vare for evigt. Jeg fandt en kørestol og vi tullede alle fire ned i opholdsstuen hvor vi sad og snakkede i to timer og min far nød at være sammen med mine børn, og Emmalia hoppede jo bare lige ind i mandens hjerte, som hun jo gør. Og Selinna kravlede hen og rejste sig op ad min fars kørestol, og min far smilede og grinede og kiggede med stor kærlighed på pigerne. Og da jeg senere sad og kiggede billederne igennem slog det mig at mine piger har min fars øjne. Venlige rare øjne. Åh hvor kan jeg ikke beskrive hvor vidunderligt det var at hente vand til ham, lytte til ham, fortælle ham lidt om hjerneskade og aftale med ham at vi kommer igen i morgen inden vi vender snuden mod København. I dag har min gamle far mødt mine to piger. I dag er en helt særlig dag jeg aldrig nogensinde vil glemme. Noget stort i mig helede, og alt mulig blev så ligegyldigt, at jeg slet ikke kan huske hvad der havde været. Og den tur jeg troede havde været forgæves, den blev pludselig vigtig, for der var en masse gamle ting der kom op og blev bearbejdet, som jo bare slet ikke fyldte noget som helst nu. Vi var bare sammen og hyggede os. Tak for denne dag. Bare tak <3(efter mange overvejelser deler jeg mine to yndlingsbilleder fra i dag, fordi de betyder hele verden for mig. Især fordi det jo faktisk er helt vildt hvor meget Ems ligner sin Opa)

Et langt rant om overgreb, #metoo, Per, Joan, LAU og en unge der kan skrige NEJ så man kan høre det i Spanien

I morgen skal jeg til møde i Emmalias børnehave. Forældremøde. Børnehaven har allerede annonceret den store overskrift (og har gentaget den 4-5 gange den sidste måned): "T E M P E R A M E N T!" Og hver eneste gang jeg er blevet gjort opmærksom på at det er det ord de har skrevet "med store fede bogstaver", så har jeg stille og roligt svaret at "ja, jeg kender godt min datter". Og hvad har Emmalias temperament nu med det hele at gøre? Jo nu skal du bare høre.Efter at mit blogindlæg om Per Brændgaard og Joan Ørting gik viralt i sidste uge, og stadig bliver delt flittigt kan jeg se, så har jeg modtaget et hav af beskeder fra (primært) kvinder. Kvinder der har beskrevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Per Brændgaard, men endnu flere beskeder fra kvinder der har oplevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Joan Ørting. Rigtig, rigtig mange beskeder. SÅ mange at jeg stadig ikke helt ved hvordan jeg skal omsætte al den nye viden til noget gavnligt endnu, men det må vise sig. Det er helt vildt skræmmende at hun får lov at køre den uddannelse videre. Jeg er faktisk rystet over at læse hvad folk, fuldstændig uafhængigt af hinanden, fortæller mig om oplevelser de har haft med Joan på hendes uddannelse.For et par dage siden kom nyheden så om seksuelle overgreb, krænkelser og voldtægter indenfor ledelsen af Liberal Alliances Ungdom, og Rasmus Brygger, tidligere formand for LAU, der har sat sig for at samle vidnesbyrdene fra de 7 kvinder, og opfordre dem til at gå til politiet. Rasmus Brygger viser virkelig vejen for hvordan ALLE (m/k) bør agere i de her sager, og alligevel bliver jeg en smule trist til mode over at vi først kan tage de her vidnesbyrd seriøse, når en mand stiller sig sammen med ofrene og siger dem højt.Det er mig en kæmpe gåde at nogen som helst, især kvinder, stadig kan sige at "Metoo er gået for vidt". Især hvis du er mor til piger. Det her foregår OVERALT. Hvis du ikke tror det her sker for dine søstre, dine døtre, dine kollegaer eller veninder, så er det simpelthen fordi du ikke taler og lytter nok til kvinderne i dit liv. Metoo er stadig kun startet, og vi vil se flere og flere kvinder der står sammen, finder modet og outer de mænd der tror det stadig er okay at behandle kvinder som stykker kød.I disse dage ser jeg dokumentaren om R. Kelly, en klam pædofil, som flere af os kender som verdensstjerne. Han har i årtier systematisk udnyttet, groomet, voldtaget og udnyttet mindreårige sorte piger. Han gør det vistnok stadig, men fordi "vi alle kan lide ham, for han er sådan en fin fyr og han synger spirituelle sange", så kan vi simpelthen ikke tro på hvad de her kvinder og piger, i massevis, fortæller.Hvad skal der egentlig til for at vi kan tro på et voldtægtsoffer?Og har du egentlig snakket med dine piger derhjemme om hvad de skal gøre hvis de bliver bange i en situation? Eller hvis nogen har forgrebet sig på dem?Jeg læste engang en historie om en familie, hvor de havde et kodeord. Hvis datteren nogensinde befandt sig i en situation hvor hun blev utryg eller bange, så skulle hun sende en sms til sin mor/far hvor der bare stod "X" og så ville forældrene straks ringe op og "Lave en scene", og straks hente datteren. Og aftalen var at datteren aldrig var forpligtet til at fortælle hvad der var sket og forældrene måtte ikke skælde ud. En slags "freepas" ud af en utryg situation eller mulig fare.Det er simpelthen så vigtigt vi snakker om de her ting og har en plan og selv har gjort os tanker om hvordan vi vil reagere.De her emner fylder næsten hele min krop for tiden. Jeg er vred. Vred over at vi har så lidt tillid til de her ofre. Vred over at man simpelthen ikke har mandat til at blive troet på når man har været udsat for en seksuel krænkende forbrydelse. Selvom Per Brændgaard er dømt står der stadig masser af mennesker klar til at forklare hvorfor "søde Per Brændgaard" aldrig nogensinde kunne finde på at voldtage nogen.ALLE de mænd der har voldtaget mig, de har nogen der synes de er søde. Ham pædofilen der forgreb sig på mig, han så sød ud, han gik med sin ven og sin veninde og grinede da jeg så dem første gang. De så søde ud. Der er sikkert heller ingen der har tænkt om ham at han kunne finde på at forgribe sig på 6 årige piger. Og da hans venner opdagede hvad han lavede med mig, så grinede de af scenariet og sagde "kan du ikke finde en på din egen alder". Pæredansk mand slut tyverne, start 30'erne, der lignede noget fra en Tommy Seebach video. Pænt smil, klam personlighed.Så når jeg nu skal til samtale i børneren i morgen, med min ældste datter på 3,5 der har et "voldsomt temperament" (sådan beskriver jeg det ikke, her hedder det viljestærk), så må jeg sige at jeg er glad for at have en datter der ikke finder sig i noget som helst pis allerede. Hun er klar og tydelig og højtråbende og du kan ikke få hende til noget som helst hun ikke har lyst til. Og jeg siger ikke at hun dermed er fritaget for at skulle opleve overgreb i sit liv, men hun er fritaget for at have en mor der har lyst til at dysse hende ned, lave hende om eller på nogen måde hæver et øjenbryn når hun skriger nej til noget.Heldigvis er en af pædagogerne så vågne at hun godt fangede min holdning da jeg for 5. gang gentog "ja, jeg kender godt Emmalia", Så hun sagde "ja ... til gengæld er Emmalia jo ikke et barn er kommer til at bære rundt på noget. Hun får virkelig sagt til og fra i situationerne" og jeg måtte forklare at jeg har brugt 36 år på at lære det Emmalia kan, så det har jeg ikke i sinde på nogen måde at tage fra hende. Til gengæld er jeg også ved at være ret god til at sige "fuck af" til krænkende typer. Også i deres åbne ansigt og i køen i netto. Og jeg gør det gerne.Så, jeg går lidt rundt om mig selv herhjemme for tiden. Sygdomsramt, men også ramt i mit moderhjerte og i min søstersolidaritet. Det her skal fanderme have en ende. At vi behandler piger og kvinder (og mænd, for der findes også mænd der er udsat for overgreb, oftest af andre mænd, og de er ramt af et endnu større tabu end kvinder er, for de bliver ikke bare ikke-troet, de bliver også hånet og latterliggjort) så sølle. Så her er et par ting du kan gøre i dag, uanset dit overskud:LIKE når du ser en kvinde eller mand støtte kvinder og mænd udsat for overgrebKommentér hvis du kan mærke du bliver ramt. Jeg tager altid gerne en diskussion på de sociale medier, ikke for at omvende den (ofte) idiot der skriver "hun kunne jo bare lære at tage en rullekrave på så var det aldrig sket" (se et kunstprojekt om kvinders påklædning da de blev voldtaget her), men fordi der er tusindvis af ofre der læser med, og de bliver styrket hver gang de læser en stemme sige idioterne imod. Jeg ved det, for de var sådan jeg selv fik modet til at speake op. Fordi der var nogen der blev ved med at skrive og argumentere. Vi får ikke "omvendt" klaphatten (m/k), men vi får sat sprog på nogle af de følelser som ofrene endnu ikke har ord for endnu.Følg everyday sexism project Danmarks arbejde her. Hvis du er klar til at få øjnene endnu mere op for hvor meget sexisme og victimblaming (at give ofrene skylden for den forbrydelse de har været udsat for), så er det her et rigtig godt sted at følge med, de gør et kæmpe stykke arbejde!Skriv! Hvis du har en stemme du kan lide at bruge, en platform hvor du bliver hørt, så brug din stemme til at italesætte det her emne, der er brug for det mere end nogensinde før.

Kære mor, vi kan allesammen blive enige om hvad "det rigtige" er, ikke? Og så er der lige virkeligheden.

Egentlig ville jeg bare lige sige hej. Vi er temmelig lagt ned af sygdom herhjemme pt. Eller det vil sige pigerne er endelig ved at være raske igen (på nær pænt meget snot og hoste), men jeg er blevet ramt. Alligevel har jeg noget jeg gerne vil sige, så jeg gør det så kort jeg kan, for sengen kalder. Vi er enige om at rødvin hjælper på influenza ikke? Det tænkte jeg nok! Morhood. Jeg er simpelthen nødt til at dele et gammelt indlæg jeg har skrevet, især en historie fra præst Preben Kok, fra hans bog ”Skæld ud på Gud”.Jeg deler teksten, mest for mig selv, fordi vi alle sammen godt ved hvad ”det rigtige” er. Vi har læst bøgerne, vi har set udsendelserne, vi har fået tilsendt artiklerne. Mange gange. Alligevel har jeg ikke mindre end 3 gange den seneste uge fortalt denne historie til forældre der har slået sig selv i hovedet over forskellige ting. Deriblandt mig selv.Vi er begyndt at have en del konflikter herhjemme. Emmalia er noget voldsom ved Selinna, og Selinna har også lært hvordan man går storesøster lidt på klingen. Jeg har råbt en del gange. Mest sådan ”HEY! Hvad sker der?” (det har jeg lige læst et sted på nettet er HELT forkert i endnu en artikel fra nogen der vil sælge mig et forældrekursus). Jeg har også været urimelig og håndteret konflikterne dårligt, men der er også (mange) gange hvor jeg håndterer dem okay.I den forbindelse vil jeg dele Preben Koks historie. Den kommer her. Køb hans bog, den er klart på top 10 listen over bedste bøger jeg har læst i mit liv. Og du kan sagtens læse den selvom du ikke tror på gud.” “For nogle år siden var der en krisepsykolog, der rejse en del rundt her i landet og holdt foredrag for intensivsygeplejersker om krisesituationer. Jeg var med i panelet ved et af møderne, hvor der sad 400 mennesker i salen, og en af dem spurgte ham: “Kan du ikke fortælle os, hvordan den rigtige krisesamtale skal føres?” Og så skrev psykologen 16 punkter op på tavlen.Da han havde gjort det, sagde jeg til ham: “Ved du hvad, nu har du lige givet 400 mennesker dårlig samvittighed, for hvem kan leve op til det der?” Det endte faktisk med, at han viskede alle punkterne ud. Problemet er at vi faktisk godt kan forestille os det perfekte, vi kan faktisk give svar på, hvordan det perfekte burde være i forskellige sammenhænge. Og det er meget godt, indtil man så finder ud af, at det ikke kan udføres i virkeligheden.Det skader ikke at skrive punkterne op. Men hvis man ikke får visket dem ud igen, så har man et problem. Der er mange mennesker, der mere eller mindre bevidst tror på, at det perfekte er, om ikke for dem selv, så for andre. Det er også grunden til, at en parterapeut kan finde på at sige til et ægtepar: “Nu skal i tale sammen om det.” For så ville det jo være perfekt. Men det er der bare ikke ret mange der kan, og de der giver rådet, kan som regel heller ikke selv tale med deres ægtefæller om alvorlige ting. Men det, at man ikke selv kan, betragter man som en fejl, som andre ikke skal lide under, og derved kommer man til at påføre andre nogle opgaver, som ingen kan løse, fordi løsningen er for perfekt. Det er nemmere at give det råd end at sige: “Når livet er alvorligt, kan man somme tider ikke så godt tale med sin ægtefælle om det. Men man kan leve sammen og hjælpe hinanden – og det er vigtigst.” Vi skal lige huske at viske punkterne ud igen inden vi går. Det er simpelthen så vigtigt. Ellers er det ikke til at holde ud at være her. Jeg prøver at være den bedste mor jeg overhovedet kan for mine børn. Det betyder at jeg udvikler mig sammen med udviklingen, med de situationer der opstår, og så bliver jeg klogere, jeg snakker med nogen jeg ved lytter til mig (i stedet for at give mig "de rigtige svar" som jeg godt selv kender i forvejen, og så rejser jeg mig igen og prøver en gang til. Ig en gang til. Og en gang til. Og så siger jeg en masse undskyld.Skål!

Har du lavet et børnetestamente som sikrer dine børn når du ikke er her mere?

(Reklame for Testamente Rådgivningen)

Længe har jeg gerne ville sikre mine piger med et børnetestamente, især fordi vi jo er lidt af en regnbuefamilie, og det er derfor ekstra vigtigt for mig, at der er helt klare rammer for hvad der skal ske med pigerne hvis jeg eller både far og jeg går hen og dør. Det giver mig ro og tryghed at testamentet er oprettet og at så mange worst case scenarios er snakket igennem og skrevet ned, så der ikke skal skabes splid eller tvivl hvis scenarierne bliver til virkelighed. I dette indlæg vil jeg fortælle dig om oplevelsen af at få lavet et børnetestamente, og hvilke tanker jeg har gjort mig undervejs. For mig er det virkelig nødvendigt at få lavet et børnetestamente, netop fordi vi, som over halvdelen af alle andre danske familier, ikke deler adresse og hverdag. Efter min mening har det aldrig været mere nødvendigt at sikre sine børn, og tænkte de her scenarier igennem, netop så man ikke pludselig låser sine børn fast i et hus der eksempelvis ikke kan sælges og børnene og din eventuelle nye partner ikke kan blive enige. Alle de her scenarier kan du snakke igennem med Henriette og beslutte om du vil bestemme hvad der skal ske eller om dine børn selv skal bestemme når den tid kommer. Ingen er valgene er rigtige eller forkerte, det vigtige er at de er truffet. Jeg har ikke lyst til at min arv skal skabe splittelse eller forvirring, derfor har jeg besluttet som jeg har gjort i mit børnetestamente.

En fredag eftermiddag ringede det på døren, og Cand. Jur. Henriette Schmidt fra Testamente Rådgivningen stod udenfor døren og blev budt velkommen. Begge mine piger tullede rundt om benene på os, men alligevel lykkes det at få gennemført en virkelig samtale om hvad der skal ske med mine piger og med arven når jeg dør, eller hvis jeg forlader livet før planlagt. Eller hvis, syv-ni-tretten, begge forældre dør ”før tid”. Efter at have mødt Henriette og have snakket alle scenarier igennem, så kan jeg slet ikke forestille mig andet end at tage sådan en samtale personligt med en ekspert, der var så mange ting jeg ikke havde tænkt på selv og som Henriette uddybede, så selv en jura-novise som mig kunne følge med. Og en ekstra bonus må bare siges at være at mødet foregik hjemme hos mig selv, så jeg ikke skulle ud og køre med pigerne i myldretrafik og finde tid til det også.

Rent praktisk ringer du til Henriettes kontor, booker en tid, og så kommer hun simpelthen hjem til dig, i snakker alle scenarier igennem, hun kender processen til hudløshed og har værdifuld erfaring at trække på, så du er sikker på at du får det hele med. Hun er utrolig empatisk og spørger ind til om der er ting der skal siges på engelsk eller vi skal have et kodeord for, når nu børnene render rundt omkring, hvis der nu er ord de ikke skal høre eller involveres i. Det var simpelthen så fint og omsorgsfuldt et møde.

For mig er det virkelig nødvendigt, netop fordi vi, som over halvdelen af alle andre danske familier, ikke deler adresse og hverdag. Efter min mening har det aldrig været mere nødvendigt at sikre sine børn, og tænkte de her scenarier igennem, netop så man ikke pludselig låser sine børn fast i et hus der eksempelvis ikke kan sælges og børnene og din eventuelle nye partner ikke kan blive enige. Alle de her scenarier kan du snakke igennem med Henriette og beslutte om du vil bestemme hvad der skal ske eller om dine børn selv skal bestemme når den tid kommer. Ingen er valgene er rigtige eller forkerte, det vigtige er at de er truffet. Jeg har ikke lyst til at min arv skal skabe splittelse eller forvirring, derfor har jeg besluttet som jeg har gjort i mit børnetestamente.

Alt lige fra første kontakt til udfærdigelse og modtagelse af testamente har været yderst professionelt og jeg har følt mig i så trygge hænder. Jeg har fået alle mine spørgsmål besvaret og jeg føler hverken tvivl eller utryghed, men derimod ro, tryghed og vished, da rådgivningen har været dybdegående, med udgangspunkt i mig, mine holdninger, værdier og tanker for mine børns fremtid, livsglæde, lykke og tanker om hvem de er som mennesker, og hvad der vil bringe dem ro i fremtiden når jeg ikke er her længere.

Selve testamentet er smukt, professionelt, gennemarbejdet, gennemført, overskueligt og så ser det bare rigtig godt ud. Alt er skrevet ned, og selvom det er jurasprog, så forstår jeg det hele, da Henriette og jeg jo har snakket alle scenarierne igennem, så der er intet der kommer som nogen overraskelse. Jeg har lyst til at sende det til hele min familie, fordi jeg er stolt af at det nu endelig (efter 3 års tilløb) er kommet på plads, og det føles utrolig voksent, men også utrolig rigtigt og ansvarsfuldt, endelig at få det lavet.

Børnetestamentet ligger i den højere ende af prisskalaen (2850,- inkl møde hjemme hos dig), men jeg synes faktisk ikke mødet med Henriette, som jo kørte hjem til os og tog mødet her i trygge rammer, kan eller på nogen måde bør sammenlignes med at du selv sidder og udfylder et stykke papir derhjemme eller på nettet for 400 kroner. Jeg ville ALDRIG have gennemskuet de juridiske vanskeligheder mine børn kan komme til at stå i, hvis ikke jeg er blevet grundigt vejledt og rådgivet, aldrig! Derfor er det virkelig ikke et sted jeg vil spare på noget som helst, da vi alle efterhånden har oplevet hvordan arv kan splitte familier i atomer, netop fordi der enten ikke er blevet taget stilling, eller fordi der ikke tydeligt er skrevet ønsker og beslutninger ned.

Det er simpelthen så vigtigt at det her bliver gjort ordentligt, og jeg vil fraråde, efter at have oplevet det her møde med Henriette, at falde for de der ”lav et børnetestamente på 20 minutter” tilbud du finder på nettet. Brug de ekstra penge på at få et skønt besøg, få snakket arven og de forskellige scenarier igennem og få lavet et godt gennemarbejdet børnetestamente, som sikrer dine børn og deres familier i fremtiden.

Har du fået sikret dine børn?

 Dette indlæg er lavet i samarbejde med Momster.dk, og min test vil ligge online på  momstertest.dk om ganske kort tid. 

Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden, Joan Ørting

En af de helt store fordele ved at være alenemor til to små børn under 4, er at der først er tid til at skrive når børnene er lagt i seng. Og god tid til at tænke. Noget du måske skulle have benyttet dig af inden du udtalte dig til B.T Joan Ørting.Til dig der ikke har fulgt sagen, som er årsag til at jeg både har grædt af vrede og har spændt hver eneste celle i min krop i dag, så kommer der en kort opsummering her, inden jeg siger det jeg gerne vil sige. Kender du sagen kan du springe ned til "facepalm" emojien.Per Brændgaard. De fleste af os kender ham fra fjernsynet dengang Ninka Bernadette udkom med "Kernesund Familie". Per er uddannet cand.scient. i human ernæring, og er hyppigt optrådt i medierne. Siden dengang er der løbet meget vand i åen, og siden Per Brændgaard startede sin krammeklub i 2015 er den, efter min mening, stukket helt af med ham. Jeg har personligt selv fået invitationer til både pik, kramning og pik, kramning, kramning og amning, krammeklub mv. men har altid afslået høfligt (alt kan dokumenteres!). For mig er det personligt lidt svært at få øje på den "professionalisme" Per Brændgaard påstår at besidde.Der er så sket det at Per Brændgaard er anklaget for voldtægt, og i ugerne op til retssagen tilbage i januar 2019 er der ikke grænser for hvor mange sølvpapirshatte man har kunnet folde ud af alt det vås der er kommet fra hans profiler. Endvidere har han beskrevet sine sexpsykoser (her, blogindlægget er også blevet bragt i retten), sat et billede af Jesus på sit cover på facebook (det er ikke en joke), og har gjort sig til talsmand for alle mænd, og offer for alle (onde onde) kvinder i Danmark. Det har været tåkrummende og aldeles rædselsfuldt at følge med i.Flere og flere kvinder er stået frem, og har direkte henvendt til Per Brændgaard, på Per Brændgaards egne sociale medier, beskrevet hvordan de også har følt hans adfærd både krænkende og grænseoverskridende. Det, der er lidt specielt ved de her kvinders beretninger, er at de er beskrevet med utrolig høj grad af egen ansvarstagelse. Jeg læste især et af dem og tænkte "wow, det er virkelig en kærlig håndsrækning til Per Brændgaard om at se bare en lille bitte smule indad". Per Brændgaards eneste kommentar var "angreb noteret", og kvinderne blev tilføjet til listen over folk Per Brændgaard vil anmelde for injurier når han (selvfølgelig) ville blive frikendt. Han har ikke på et eneste tidspunkt vendt blikket indad og har været bare en lillebitte my selvreflekterende her. I stedet har han gjort sig selv til et større offer end alle mænd og kvinder tilsammen, der har brugt hashtagget #metoo. "Offermentalitet", hvis det ord endelig skal komme til sin ret et sted, så har vi et stjerneeksempel lige her. Per Brændgaard har det man kan kalde offermentalitet, som vistnok dækker 100% mangel på ansvarstagen over den situation man sidder i.Men frikendt? Det blev Per Brændgaard ikke. Nej. Han blev kendt skyldig i retten, blev idømt 14 måneders fængsel og frataget retten til at arbejde som terapeut i et år efter udstået straf. Han har anket sagen. Så langt så godt. I forgårs skriver Per Brændgaard så på sin blog (jeg linker ikke, google den selv hvis du gerne vil have akut hovedpine) at han skal ind på Joan Ørtings sexologuddannelse og fortælle om sin sag til de studerende. Nu er jeg i forvejen ikke særlig stor Joan Ørting fan, men her knækkede filmen simpelthen for mig, og det tror jeg den gjorde for virkelig mange, så vi var nogle stykker der spurgte Joan Ørting om det var sandt, og hvad bevæggrunden var for at hive en nyligt dømt voldtægtsforbryder ind og undervise elever. Og her er hvad Joan Ørting, Danmark mest kendte sexolog, som altså er uddannet terapeut og lever af at uddanne sexologer, citeret direkte fra artiklen:»Der er rigtigt mange piger i dag, der gerne vil have kærlighed. Man kalder det 'kærlighedsafhængig'. Der kommer vi kvinder rigtigt nemt til at bruge det seksuelle. Men dybest set, så er det kærlighed, som vi vil have,« siger hun.»Jeg har jo ikke talt med pigen, men der gik jo nogle dage, før hun anmeldte det. Jeg tror, hun har følt sig skuffet over, at det gik så stærkt, og han var hurtigt færdig, og så følte hun sig udnyttet. Men altså i virkeligheden var det jo bare et dårligt samleje. Det har vi vel alle sammen prøvet.«What. The. Actual. Fuck.Der er SÅ meget galt med den her udtalelse at jeg slet ikke ved om jeg når at skrive det her blogindlæg færdig i aften hvis jeg skal tage det hele fra en ende af. Så nu tager jeg bare det allermest "godnattede" og dybt forstyrrende, og så må vi se om der bliver tid til resten en anden dag.Ting der er galt med Joan Ørtings udtalelse vol. 1Der er ikke rigtig mange piger der gerne vil have kærlighed i dag Joan Ørting. Der er rigtig mange MENNESKER der gerne vil have kærlighed i dag. Faktisk tror jeg alle er det du kalder "kærlighedsafhængig" (er det en diagnose, ligesom krammecoach kunne være det?).Ting der er galt med Joan Ørtings udtalelse vol. 2Undskyld, men jeg har simpelthen lyst til lige at brække mig ned i tastaturet af vrede og raseri inden jeg skriver, for det her er simpelthen så skræmmende at jeg ikke har ord for det. Jeg har det sådan helt Rudi Frederiksen-agtigt med det her problem. For det er et KÆMPE problem og det er alvorligt bekymrende at Danmarks mest kendte sexolog, Joan Ørting, konkluderer, fordi offeret har "ventet" nogle dage med at anmelde sagen, at offeret simpelthen "har følt sig skuffet over at det gik for stærkt, er blevet skuffet og derfor har anmeldt det".Udover at man med sådan en udtalelse jo med al tydelighed cementerer (for evigt) at man ikke aner en FLØJTENDE BJÆLDE om voldtægter OG voldtægtsofre OG helt naturlig adfærd når man har været udsat for et seksuelt overgreb, så er det her victimblaming (at give offeret skylden for den forbrydelse offeret har været udsat for) af VÆRSTE skuffe. Hvis den her udtalelse var kommet fra en eller anden John på nationens facebookside, så havde den været slem nok til at jeg havde taget diskusionen med ham. Ikke for at "vinde John" over på den rigtige side af almindelig sund fornuft, men for at vise alle de tusinder af ofre for seksuelle krænkelser at DET DER, det er simpelthen bare ikke i orden at skrive om andre mennesker.Nu er det bare sådan at den udtalelse, som er fuldstændig blottet for helt basis grundlæggende viden indenfor seksuelle overgreb, den kommer fra Joan Ørting, Danmarks førende sexolog. Det gør mig ikke bare bekymret og skræmt og får mig til at tænke på hvad kvaliteten mon er på de sexologer der er kommet ud af det makværk der, nej, det får mig også til at ønske at man simpelthen lovgiver langt hårdere når det komme til beskyttede titler og så det at have med mennesker og sårbarhed at gøre. Og det siger jeg som uddannet coach og mastercoach. Jeg betaler gerne med mine titler hvis det betyder at folk som Joan Ørting ALDRIG NOGENSINDE får lov til at uddanne eller rådgive noget som helst med en puls igen! Hvis etikken og moralen er så larmende lav, at man går ud og udtaler sig således, oven i købet uden nogensinde at have mødt offeret, men udelukkende baseret på at "jamen Per er min ven, og kvinder er kærlighedsafhængige og kan ikke kende forskel på kærlighed og sex", så må der simpelthen gribes ind fra samfundets side, for det der, det er definitionen på sygt. Not well!Ting der er glat med Joan Ørtings udtalelse vol 3.Jeg er ikke færdig endnu. Kære Joan Ørting. Kan du huske sidste gang du var nede på politistationen for at få fornyet dit pas? Kan du huske den HAL de havde lejet for at have plads alle de kvinder der stod i kø for at anmelde mænd for dårlig sex og for tidlig sædafgang? Nej? Det kan jeg heller ikke.Her er et lille realitytjek til dig Joan: Kvinder anmelder ikke mænd for dårlig sex. Hvis kvinder skulle anmelde for dårlig sex eller for tidlig sædafgang, så havde ingen af os jo tid til hverken at passe job eller børn. Og ja, du har ret, dårlig sex har vi alle prøvet. Men jeg tror ikke på at der findes en eneste kvinde i Danmark som har anmeldt en mand fordi det var dårlig sex. Jeg tror chancen for at en kvinde har kneppet en frø er større end at netop det er sket.Voldtægt er ikke sex. Voldtægt er vold. Og magt. Og misbrug. Men det er ikke sex. Det har det aldrig været og det bliver det aldrig nogensinde. Uanset hvor meget sexolog du så er, så kan du ikke ændre på det faktum."Men Frejamay, hun har jo undskyldt."Nej det har hun faktisk ikke. Hun har fortrudt at hun har udtalt sig. Det er ikke det samme. Lige nu har hun miskrediteret samtlige voldtægtsofre i Danmark (m/k), og vi er rigtig mange der er rigtig vrede, og som ikke vil stå model til det her bullshit mere. Det er 2019. Tiden hvor man bare kan ørle ud i en artikel i B.T. og så sige "ikke alligevel om voldtægtsofre" og tro at så er alt godt igen, den er forbi Joan. Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden. Start med at læse bogen af samme titel, og så synes jeg helt seriøst du skal tage en grunduddannelse i hvordan mennesker fungerer. Sådan helt basis empati, etik, moral, hvad der sker når man har været udsat for voldtægt. Indtil da vil jeg foreslå et job på en chokoladefabrik eller noget langtidschauffør eller noget hvor man i hvert fald ikke skal se et voldtægtsoffer ind i øjnene, og forestille at skulle kunne hjælpe dette menneske noget som helst andet sted hen end til stedet med mere skam end man havde i forvejen.Nu skal du bare høre.Jeg var udsat for et seksuelt overgreb da jeg var 6 år gammel (ja eller jeg var udsat for "kærlighedsafhængighed", og det var der så en rar fremmed 30årig mand på en strand der var så sød at hjælpe mig med, fordi jeg var forvirret omkring "sex" og "kærlighed" ... 6 årige kan være så dumme). Jeg ventede 9 år (ikke timer eller uger eller dage eller måneder, men år) før jeg fortalte det til nogen første gang, og ved du hvad? De troede ikke på mig. Det var mennesker jeg stolede på. De troede jeg ville have opmærksomhed. Det er faktisk næsten værre end selve det overgreb der stadig, selvom jeg er fyldt 36, påvirker mit liv hver eneste dag, især efter jeg selv er blevet mor til to små piger.De andre 5-6-7 ret grove voldtægter og overgreb jeg har været udsat for dem har jeg slet ikke anmeldt? Ved du hvorfor? Det er på grund af dig Joan Ørting. Dig og medierne og voldtægtskulturen. Selvom Per Brændgaard er en dømt mand, her taler vi altså ikke folkedomstol, men af retten, så er der stadig skræmmende mange der ikke tror på offeret. Hvorfor skulle vi, der har været udsat for overgreb nogesinde stå frem og fortælle om det når ikke engang en dom er tungtvejende nok til at du tror på hvad jeg siger? Dig Joan Ørting, som skal skabe et trygt rum for kvinder som mig, du som skal vække tillid, som skal gøre det sikkert for mig at fortælle om de sår der aldrig nogensinde heler helt, om alle (og ja der er desværre mange) overgreb jeg har været udsat for. Når det eneste "safe-space" vi har går ud offentligt, støtter en voldtægtsforbryder og kalder voldtægten for "bare et dårligt knald" og offeret " for kærlighedsafhængig" så har du lukket den sidste mulighed for at blive hørt.Det ansvar får du lov til at bære nu. Og du kan være sikker på at vi er mange der vil minde dig, alle der uddanner sig hos dig og alle der tænker på at gøre det, om at du var den der slukkede den hane. Du var den man skulle stole på, den der var eksperten, og du gav os alle den største fuckfinger du kunne finde. Fordi Joans venner kan ikke være voldtægtsforbrydere. Joen kender deres hjerter. Ikke Joan Ørting? Du ved... et og andet.Jeg har to piger. En på 9 måneder og en på knap 4 år. Risikoen for at de desværre kommer til at opleve en eller anden form for seksuelt overgreb eller vold, den er stadig alt alt for stor. Jeg skal som mor, og tidligere offer for overgreb, ikke stå model til at det sted mine piger skal kunne få hjælp hvis de bliver udsat for overgreb, det er hos dig eller nogen uddannede hos dig. Det er dybt bekymrende det her. Not on my watch!Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden Joan Ørting.

Et enkelt tip til frygtelige mødre (om at se sig selv langt værre end man er som mor)

Der er ingen børn der vokser eller har glæde af at vi som mødre (eller fædre) banker os selv hårdt i hovedet. Eller, som mig, kun kan se alt det dårlige jeg gør for/ved mine børn. Når jeg kommer til at råbe lidt for højt, sige ting jeg fortryder, har siddet lidt for længe ved computeren, er kommet til at sætte mine behov før deres (den sidste her er ironisk ment, det mener jeg faktisk godt man som forældre må). Alligevel så lider jeg ekstremt hårdt under fuldstændig urimelig selvkritik (tenderende til selv-mor-had). Så det er jeg begyndt at gøre noget effektivt og meget virkningsfuldt ved. Læs med her.Jeg er så heldig og velsignet at jeg har en virkelig dejlig sej veninde, som tilfældigvis også er familierådgiver. Smilla Lynggaard. Hun ved godt jeg har det her problem. Det gør de fleste der er tæt på mig. En dag spurgte hun om hun måtte give mig en opgave i forhold til det her forvrængede spejlbillede jeg har af mig selv som mor. Og det måtte hun gerne. Den opgave har allerede gjort en ret stor forskel for mit selvbillede som mor.En "mor-bog"Hver aften skal jeg bruge et par minutter på at skrive et par linjer ned i bogen om hvad der har gjort mig til en god mor i dag. Og de dage jeg ikke føler jeg har noget at skrive, skal jeg bare læse de andre dage igen. Det lyder som en nem opgave, men når man har et forvrænget mor-selvbillede, så er det ikke vildt nemt.I starten gik der flere dage hvor jeg ikke skrev, så jeg læste bare de 3 dage jeg havde skrevet om. Ikke så opløftende. Men så gik det op for mig hvor min barre for at noget skulle i bogen, den sad. Faktisk er det sådan at hvis bare jeg laver "1 fejl" den dag, så er dagen diskvalificeret, og jeg er ikke "værdig" til at skrive noget i bogen om aftenen. Alle de gode ting, alt det jeg har lavet 99,8% af tiden, det tæller pludselig absolut ingenting, fordi jeg har hævet stemmen eller fordi jeg har stoppet en konflikt på en anden måde end Jesper Juul eller Blackbird institute eller Nopa parenting eller attatchment parenting (osv osv osv) siger man skal gøre det. Alle de utallige løftede pegefingre jeg, som mor, møder hver eneste (fucking) dag på nettet, de er med mig rundt i mit forældrehood. Og når jeg i forvejen er en der gør meget anderledes end "normen", så er det sgu lidt op ad bakke at få skrevet gode ting ned i den bog, når det er et marathon jeg skal løbe hver dag uden at få lov til at snuble en enkelt gang. Tilbage til start. Gid der var flere af dem der arbejdede med at løfte forældre (for både forældre og børns skyld) i stedet for at pege fingre.Det gør ondt at skrive nu, det gjorde ondt at opdage og det gør ondt at se så tydeligt hvor lidt credit jeg giver mig selv for alt det jeg gør for mig selv, for mine børn og for vores familie. Jeg får næsten kvalme af det.Så det er godt jeg har min bog, så jeg forhåbentligt kan begynde at vende det her billede (hurtigt og vedvarende!). Jeg får stadig ikke skrevet hver dag. Aftenen er tit det tidspunkt hvor al den dårlige samvitighed kommer, og hvor jeg sidder tilbage med de 1-5 gange jeg gjorde noget galt. Den 3 timer lange hyggelige morgen vi havde tæller ikke. Den gode aflevering i børneren tæller ikke. Den nye leg jeg har opfundet med Selinna den tæller ikke, den gode afhentning tæller ikke. At jeg henter min store pige senest kl 14:30 hver dag tæller ikke. At jeg har lavet sund aftensmad tæller ikke. Det eneste der tæller er at jeg måtte lade Emmalia lege alene i stuen en time mens jeg puttede Selinna i soveværelset, og jeg blev sur på Ems fordi hun larmede, og at jeg tillod mig at sidde med min mobiltelefon for at svare på en besked mens ungerne var der. Og så kan man jo ikke være en god mor, for så er man de forældre som de skriver om, alle dem der vil have mig til at købe forældrekurser. Ikke nærværende nok, ikke god nok, ikke i øjenhøjde nok, ikke anerkendende nok. Og der er bare så lang vej før noget jeg gør når ned på 2-3 linjer i min mor-bog.Så. Det skal jeg naturligvis ændre.Forleden dag tog Emmalia min bog, fordi den ligner hendes klistermærkebog, hvor hun sætter klistermærker i når hun har børstet tænder.

  • moar, er det min klistermærkebog?
  • nej skat, det er min mor-bog
  • hvad er det?
  • det er fordi jeg nogen gange synes jeg er en dårlig mor og så skriver jeg i den bog når jeg synes jeg er en god mor
  • men du er da en god mor, moar
  • tak skat
  • det synes jeg du er!
og så græd jeg. For i sidste ende er det jo helst der "dommen skal falde", hvis der skal falde sådan en. Men jeg vil nu alligevel gerne ændre mit mor-selvbillede, for sådan som det er nu, det er simpelthen for hårdt.Og nu vi er ved Smilla (ikke reklame!), så har hun skrevet en ny bog. Jeg har allerede anmeldt Smillas bog "slut fred med dit viljestærke barn - og dig selv" her, nu har Smilla skrevet en ny bog, og allerede titlen gør at jeg skal læse den bog ASAP: "En vellykket familie er sjældent særlig køn", den kan forudbestilles lige her lige nu, bogen udkommer d. 21. marts, og der er særlig rabat til de 200 første der bestiller bogen. Her er lidt mere info:"En vellykket familie- er sjældent særlig køn vender op og ned på ideen om familien... du bliver styrket i at finde din egen kerne som forælder, og samtidig bliver du klædt på til at deale med de situationer, som opstår i en helt almindelig familie.. Emner som: hverdagsliv, pytknappen, vrede, tristhed, konflikter og meget andet. Gennem bogen får du luget ud i alle andres stemmer og holdninger til dit forældreskab og derigennem finder du din egen stemme."Så ... dette blogindlæg er vist svaret på om jeg skal læse den bog eller ej. Jeg trænger gevaldigt til at få luget ud. I dag skal der stå i min mor-bog:"Lod baby se youtube i 20 minutter så jeg kunne ligge stille med lukkede øjne mens jeg holdt om hende. Storesøster sov hos far, og havde jeg ikke slugt en helvedes masse kameler og fundet en nærmest umulig viljestyrke, så havde vi ikke det gode samarbejde om pigerne som vi har i dag. Og så var der slet ingen baby at kramme i morges!"Andre end mig med forvrængede mor-selvbilleder, eller tager jeg den her alene? 

Tiimo: En børnevenlig personlig assistent til børn (og voksne) med ekstra behov for struktur og overskud i hverdagen

Prøv at forestille dig hvordan det må være at leve et liv hvor spørgsmålet om det er shortsvejr eller ej, det kan vælte din dag fuldstændig. Det kan være rigtig svært for sådan en som dig og mig at forstå hvorfor man ikke bare kan kigge ud ad vinduet, og på den måde afgøre om det er shortsvejr eller ej, men for et menneske med ADHD, hjerneskade, autisme eller Asbergers (eksempelvis) er det ofte virkeligheden. Derfor er det en udsøgt fornøjelse at have testet den prisvindende Tiimo app, som sætter struktur, visuel tidsstyring, kalender, lækkerhed og overblik på dagsordenen, til stor glæde for børn og voksne, som har ekstra brug for struktur for at få hverdagen til at hænge sammen.Jeg har arbejdet som både handicaphjælper og aflastningsperson for børn og unge. En af de børn jeg har arbejdet med var diagnosticeret med Asberger syndrom (en mild form for autisme). Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set hans verden vælte, fordi dagene var uoverskuelige, og han aldrig kunne overskue hvad dagsprogammet indebar. Hvis han huskede aftaler forkert blev han vred og var næsten umulig at få til at falde til ro igen, og han var svær at få ud af spilleuniverset igen fordi han aldrig vidste hvor længe han måtte spille på sin computer.I gamle dage, og nogle gør stadig, brugte man tavler og skilte og velcro og laminerede papirer eller magnettavler for at holde styr på dagene og aktiviteterne. Det kan bare være rigtig svært at pakke en stor tavle, eller whiteboard, ned i rygsækken og drage ud i livet. Jeg ved ikke om du kender det fra dig selv, men i en mild grad kan det faktisk også vælte min dag hvis ikke jeg har overblik. Og hvis jeg skal bruge alt for mange ressourcer på at holde styr på dagen, næste aktivitet, næste møde og hvornår jeg skal være hvorhenne, så skrider mit overskud meget hurtigt, og jeg bliver en sur, nervøs, bange og nogen gange let agressiv mor eller datter eller veninde. Derfor er det meget nemt for mig at forestille mig hvordan det må være at være barn, og så have det på samme måde, bare uden alle de overlevelsesstrategier jeg har brugt hele mit voksne liv på at lære mig selv for at undgå at få de her meltdowns.Tiimo appen er en genial app hvor du både får de laminerede sedler, velcrostripsene, tavlerne, whiteboardsene og magnettavlerne samlet i en app. Og ikke nok med det, den er virkelig børnevenlig, visuel og kærlig. Kan man sige det om en app? Kærlig? Sådan føles den i hvert fald at have med på farten. Som en lille tegnefilmsassistent der kun vil mig det bedste, og som giver mig fred i sindet.Jeg planlægger min uge i et overskueligt og nemt skema i Tiimo på min computer. Her kan jeg oprette rutiner som gentager sig selv (så jeg kun skal oprette dagsrutiner en enkelt gang), jeg kan flytte aftaler, jeg kan skrive små motiverende ord ind i aftalerne. Eller "husk gymnastiktøj" eller "Jeg ved du kan klare det, jeg tror på dig, elsker dig, hilsen mor!" Og så kan jeg vælge et ikon der passer til aktiviteten, så da jeg oprettede "En tur i Zoo med pigerne og far", så kunne jeg sætte en tiger ind i skemaet. Der er mange gode funktioner og muligheder, alt efter hvem man er og hvilke behov man har for at kunne følge med i aktiviteterne på dagen.Hvis du, præcis ligesom jeg gjorde, tænker "jamen, alt det her kan jeg jo lave i min kalender, hvad skal jeg bruge sådan en app til?", så skylder du dig selv at prøve Tiimo i en måned (eller i virkeligheden blot et par dage) og se hvorfor appen er så meget bedre end kalenderen. For det første gør de visuelle effekter at appen er spændende, sjov og rar at kigge på. Selvom man er 36 år gammel, så må det stadig gerne være sjovt. Faktisk har jeg valgt mit regnskabsprogram til min virksomhed ud fra at der er en lille animeret mand med briller, der laver "thumbs up" hver gang jeg sender en faktura afsted. Tiimo gør det samme. Den er min ven lige med det samme, den fortæller mig endda når jeg er halvvejs igennem en aktivitet og den fortæller mig hver gang jeg er i mål med en aktivitet. Jeg tænker at der må være en hjerneforsker et sted der kan sige lidt om hvilken positiv effekt den feature har på dopaminniveauet i hjernen. Uden at jeg skal gøre mig klog på det.Helt ærligt, den her app, det her planlægningsværktøj, vil gøre ethvert barneliv lettere, især hvis man er et barn med særligt behov for struktur og støtte i hverdagen. Hvis man som barn kan slippe frygten for at miste overblikket over dagen, så kan man i stedet være til stede alle de steder hvor det virkelig tæller og gør en forskel, nemlig i venskaber, sjov, leg og fordybelse. Hvis man er bange eller kommer til at blive forvirret eller i tvivl omkring hvad dagen indeholder, og hvordan man skal overskue det hele, så er der ingen plads til leg og venner og ... alt det der gør det rigtig sjovt at være barn, ligesom alle de andre.On a more personal note må jeg indrømme at jeg faktisk, efter at have fået Tiimo ind i mit liv, kan mærke hvor meget "båndbredde" i min hjerne jeg stadig spilder på at tjekke min kalender, og hvor glad det gør mig hver gang jeg hører det lille "pling" på mit Apple watch (som jeg har lånt til testen af appen), når en ny aktivitet starter, er i gang eller slutter. Hvis den kan give mig så meget mere overblik, glæde og ro, så er det helt sikkert at den vil gøre en massiv forskel for et barn (eller en voksen) med ekstra behov for struktur, system og ro i hverdagen. Jeg er sådan en der bedst kan nyde en fest eller et event når jeg ved hvornår det slutter. På den måde kan jeg "fordele" min energi og mit overskud ud over de to timer det varer, og så kan jeg nyde at gå til tiden. Det kan for nogen lyde fuldstændig vanvittigt, men jeg kan være langt mere til stede når jeg har et sluttidspunkt for hvornår jeg ikke skal være social mere. Mange børn har det faktisk på samme måde."Men Frejamay, det er dyrt at købe et Apple-watch, udover at skulle betale for en app!" Well, det kommer virkelig an på hvordan man ser på det. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor hvad der er dyrt og billigt, men hvis jeg tager prisen på et apple-watch (2.299,- sidst jeg tjekkede) og jeg regner ud af det vil koste mig på daglig basis at kunne give mig selv eller min dreng eller pige den her visuelle "personlige assistent" med i livet, så er det lidt over 6 kroner dagligt i et år, og så er uret betalt. Det er virkelig en god pris for at få overskud i hverdagen. Synes jeg.Appen er nem at gå til. Kan du oprette en emailadresse, eller en facebook-konto, så kan du betjene den her app, både på computer, på mobilos og på watch. Den kan bruges på alle devices, men jeg vil klart anbefale at investere i et watch (apple eller tic), for at få optimalt udbytte af appens mange muligheder. Og for at gøre det ekstra nemt for dig at teste appen, så har jeg været så heldig at få lov at give dig en promotionkode.Gå ind på Tiimo's hjemmeside (her), og opret dig gratis og uden binding. Brug koden: FREJAMAY når du opretter dig, og du er i gang med det samme.

(NB: hvis du ikke ønsker at fortsætte, skal abonnementet dog opsiges

inden de 2 måneder ellers falder dit abonnement over på de 79.- om måneden).

 P:S. bet lille bonustip jeg synes er værd at nævne, du kan i øvrigt lave dine egne Emojis i Tiimo appen, en skøn funktion som kan være med til at gøre hverdagen endnu sjovere for børn, når de selv har været med til at lave de Emojis der er med til at guide dem rundt i hverdagen.

11 fordele ved at bo småt med små børn (og lidt om Marie Kondo, Minimalisme og ting)

Faktisk aner jeg ikke engang hvor lille eller stor min lejlighed er. Måske er den 67 m2. Måske lidt mere eller mindre. Jeg bor i Brede, i Lyngby, sammen med Emmalia på 3,5 og Selinna på 8 måneder. Vi har et soveværelse, en stue, et køkken, et badeværelse og en entre. Og et kælderrum, en stor have og så er vi omgivet af natur og grønne områder. Her er 11 fordele ved at bo småt med små børn.Intentionen med blogindlægget er ikke at tale ned om meget plads og mange ting. Det er at puste glæde ind hos andre der lever småt, overvejer at gøre det eller måske er kede af ikke at have mere plads. Måske kan du finde lidt inspiration og glæde her i blogindlægget. Det er i hvert fald sådan det er tænkt.1. Jamen skal de ikke have et børneværelse?Jo, en dag skal de da helt sikkert, men små børn er der hvor de voksne er. Derfor har jeg ikke noget børneværelse til pigerne, men 1/4 af stuen er indrettet som legehjørne. Jeg hørte engang en familierådgiver i fjernsynet udtale, at hun nogen gange kom i hjem hvor man slet ikke kunne se at der boede børn, fordi alt der havde med børn at gøre var pakket væk på deres værelser. Jeg kan godt lide at man med det samme kan se at det her altså er et hjem med børn. Så fordelen her er at du altid har børnene tæt på.2. Jo mindre plads, jo mindre oprydning og rengøringJa den giver jo næsten sig selv, men hold nu op hvor jeg nyder at kunne overskue rengøring og oprydning i vores lille hjem. Det tager mig ikke ret lang tid at rydde legetøjet op om aftenen, og rengøringen er også hurtigt overstået.3. Giv lydJeg kan altid høre ungerne, også selvom de har lukket døren ind til soveværelset. Jeg kan i hvert fald lynhurtigt både høre og reagere hvis der er brug for en voksen, og det er rigtig dejligt at jeg kan sidde og arbejde og altid alligevel kan følge lidt med i hvad der sker.4. Det er skidehyggeligtEn af mine veninder boede i et af de store huse langs Strandvejen. Virkelig flot hus, mindede lidt om et palads med en kæmpe hall, masser af kunst og utrolig højt til loftet. Og det var så pænt. Men personligt kunne jeg ikke bo der. Selvom jeg nok skal opgradere når pigerne bliver lidt større, så synes jeg faktisk stadig det er langt mere hyggeligt at man er fysisk "begrænset" af nogle lidt mindre rammer. Det sætter større krav til kreativiteten, både fordi det kræver lidt mere opfindsomhed at få plads til alle og det hele, og fordi der kun er den begrænsede plads, så vi skal (helt i Marie Kondos Konmari-ånd) være ret bevidste om hvilke ting vi omgiver os med, for der er bare ikke plads til at samle en masse skrammel eller gemme ting i evigheder. Hver gang jeg besøgte min veninde sad vi alligevel bare i et af de mindre rum, fordi det var mest hyggeligt.5. Indretnings-tetrisHelt ærligt, så føler jeg virkelig mit hjem spiller. Jeg har styr på indretningen og hvert eneste rum og hjørne har en funktion, der er tænkt mange tanker omkring hvad der skal være hvorhenne og hvordan vi får allermest ud af den plads vi har. Soveværelset er naturligvis det rum vi sover i, men det er også klatreborg, et rum fyldt med gemmesteder og muligheder, et rum hvor vi kan bygge huler og hoppe i sengen, walk-in closet, klæd-ud-kasse-rum, og så er det stadig et rum hvor der er visuelt ro, fordi der ikke hænger en masse ting og farver på væggene og larmer.Vores stue er livsnerve-rummet. Her er plads til sofa-hygge, leg, kreativitet, bevægelse og dans, hulebygning. Det er et multifunktionelt-rum med masser af muligheder og samtidig masser af plads. Jeg har for nyligt solgt min store lækre gule lænestol fra Sofakompagniet, selvom jeg har elsket den i alle de 5 år den har boet med mig, men efter Selinna blev født kunne jeg bare mærke at jeg havde mere brug for luften og pladsen end for lænestolen. Samme dag som jeg solgte stolen, og den blev afhentet, begyndte Emmalia at danse i stuen, specielt der hvor stolen havde stået. Der skal ikke stå noget i stedet for, pladsen er langt mere værdifuld for os.6. Man bliver eminent til opbevaringsløsninger der spiller.I stuen har vi både bibliotek, krea-rum, teknik-rum, legerum, sofahygge, spisebord, arbejdsbord, kontor og legeplads (med rul ud madrasser ud store puder). Men når man ser stuen (når den en sjælden gang er ryddet op), ser det ikke umiddelbart ud som om der er ret meget herinde. Der er bare virkelig blevet arbejdet med indretningen og overskueligheden (tak Marie Kondo og minimalisme og Ikea).7. Spark Joy Jeg har skrevet om oprydning med Marie Kondo her (og besvarer de hyppigste spørgsmål jeg får her). Jeg har virkelig taget "spark joy" metoden til mig, og har forholdt mig til ALT i vores hjem for at finde ud af om de ting vi har giver glæde. Emmalia har også sorteret alt sit legetøj og fordi pladsen er trang er det mere tvingende nødvendigt at gøre det her, end hvis man "bare" har endeløs plads og kan opbevare alle mulige steder. Her ville vi ikke kunne holde ud at bo hvis vi også skulle have alt for mange ting.8. Værdsætte hvad man harMange af Emmalias venner har kæmpe værelser med legetøj. Emmalia elsker at komme på besøg og lege, men jeg har samtidig også et barn der kan fordybe sig i sin leg med sit legetøj i timevis, fordi hun ikke har så meget, og er nødt til at bruge sin kreativitet til at bygge nye verdener med de ting hun har. Jeg siger ikke børn med meget legetøj ikke kan det, jeg siger bare at fordi pladsen er begrænset, og vi derfor ikke kan slæbe en masse legetøj med hjem, så stiller det nogle andre rammer, og det kan faktisk være et stor fordel. Efter vi har sorteret gevaldigt ud i legetøjet er Emmalia også blevet markant gladere for det hun har, end da legehjørnet var så fyldt med legetøj at der ikke rigtigt var plads til Emmalia.9. Ude godt men hjemme bedstJeg synes vi er rigtig gode til at komme ud. Fordi vi ikke har mere plads end vi har, så er vi nødt til at komme ud i naturen hver eneste dag, ellers får vi kuller, og heldigvis bor vi et sted hvor vi er omringet af god natur, frilandsmuseet og bakker og skove og en å. Efter en tur i skoven er det tid til at komme hjem i vores lille køkken og nyde en kop varm kakao.10. Minimalisme og indre fredJeg nyder virkelig at jeg har totalt overblik over vores hjem og vores ejendele. Jo mere jeg skiller mig af med, jo mere har jeg lyst til at skille mig af med. Pudsigt nok. Den ro og fred som pladsen og "de tomme hylepladser" giver mig, er med til at jeg nu får læst bøger igen, lavet film igen, og er mere til stede med ungerne. Fordi ting og plads og rengøring ikke fylder ret meget i mit liv mere. Jeg skal ikke lede efter ting fordi det ikke roder (legetøj roder altid, men mine ting gør ikke), jeg skal ikke flytte bunker af papirer rundt mere, og lige i øjeblikket er jeg ved at finde et "hjem" til alle ting i vores hjem, sådan så eksempelvis min pung har et sted at bo når den er færdig med at "være på arbejde". Med et lille hjem er der mindre at overskue, og det giver min virkelig en dejlig ro.11. Jo mindre du ejer jo mindre er du bange for at misteDer er ikke ret meget andet end mine børn jeg ville redde ud fra ilden hvis alting brændte. Jeg elsker de ting vi har, men fordi vi har været igennem en stor oprydningsproces og finde helt ind til kernen af hvad der er vigtigt, så har jeg ikke ret meget der har affektionsværdi længere. Og de ting jeg har, dem kan jeg godt tåle at miste, fordi mine børn og mine relationer bare absolut er mest værdifulde for mig. Og en ting er at sige det, en anden ting er at føle det. Og det kan jeg føle langt mere tydeligt nu hvor jeg ikke længere har en masse "støj på linjen" der forstyrrer. Jeg har ikke en masse ting der larmer, jeg har ikke en masse billeder der trækker mig tilbage i fortiden, jeg har sagt farvel til gamle kærestebreve og andre ting der "holdt mig fast". Så hvis der en dag skulle ske det forfærdelige at hjemmet brændte, så ville jeg ikke være så sorgfyldt omkring mine ting, sådan som jeg måske ville have været for blot et halvt år siden, inden jeg startede med den her proces. Intentionen med blogindlægget er ikke at tale ned om meget plads og mange ting. Det er at puste glæde ind hos andre der lever småt, overvejer at gøre det eller måske er kede af ikke at have mere plads. Måske kan du finde lidt inspiration og glæde her i blogindlægget. Det er i hvert fald sådan det er tænkt.Hvad elsker du ved at bo småt?

Når en kerneværdi i opdragelsen er selvstændighed ... og det her sker

I dag har jeg grædt så mange gange at jeg er stoppet med at tælle. Af glæde. Grædt af glæde. En af de værdier der er enormt vigtig for mig når det kommer til børneopdragelse, det er selvstændighed. Jeg er selv opdraget til at være meget selvstændig meget tidligt, og jeg elsker mine forældre for at jeg har lært at tænke selv og har fået rum og plads til at være min egen. Min mor har sendt mig i skole (og til fest) i det mest underlige tøj, men det vigtigste var at jeg fik lov til at bestemme selv, og jeg elskede det (og i dag er jeg ret glad for min personlige stil, tak mor fordi jeg fik lov at lege med den!).For et par dage siden kom Emmalia og sagde hun ville være korthåret. Jeg har ikke overblik over hvor mange Elsa-fletninger jeg har flettet i det smukke lange hår, så det var virkelig en overraskelse for mig at hun havde det ønske. Det endte med at vi om aftenen klippede lidt af håret herhjemme, men da vi var færdige sagde hun at hun gerne ville have det helt kort. Og jeg lyttede."Okay Emmalia, skal vi prøve at kigge på mors telefon og se nogle billeder af små piger med kort hår, så kan du vise mig hvad det er du gerne vil have?" Det var en god idé, og vi søgte på "små piger kort hår" på Pinterest, og nummer 3 billede sprang lige i øjnene på Emmalia, og hun var stensikker, det var DET hår hun ville have.Jeg har tryktestet og spurgt hende for at sikre mig at hun har tænkt sig om. But here is the thing. Jeg tror egentlig ikke børn er særlig vægelsindede. Emmalia kunne slet ikke forstå hvorfor vi skulle snakke så meget om det hår, når nu hun havde besluttet sig. Så holdt vi op med at snakke om det og bookede en tid ved frisøren. Torsdag morgen klokken 9. Selinna skulle med, far skulle med og jeg skulle med. Jeg tror både far og jeg havde sommerfugle i maven. Emmalia var totalt upåvirket.Og sådan var hele oplevelsen fra vi trådte ind ad døren hos Nordic Hair Concept i Lyngby (reklame, vi har en sponsoraftale med dem, og vi elsker hele teamet!), til vi gik igen. Emmalia opførte sig som om hun aldrig havde lavet andet, sludrede med Dianna (frisøren), lavede fjol, grinede og havde en fest. Jeg græd af stolthed. Flere gange. At sidde der på sidelinjen og se at man allerede er lykkes med at bringe selvstændighed højt ind på listen hos Emmalia, det var bare så stor en oplevelse for mig. Det kom fuldstændig bag på mig at jeg ville blive så følelsesladet over en tur til frisøren. Men de gjorde jeg, det var så stort.En af de ting der er så enormt vigtig for mig er at mine børn føler sig set, hørt, mødt, respekteret og støttet. Derfor bestræber jeg mig altid på at møde mine unger med et nysgerrigt sind. Som f.eks når Emmalia kaster sukker ned på vores sorte køkkengulv. I stedet for at fare op og skælde ud eller bremse begivenheden, så spørger jeg "Emmalia, hvad laver du?" (i neutral og nysgerrig tone), og så kigger mit barn op på mig med åbent sind og øjnene fuld af kreativitet og siger "jeg strør salt på vejen mor, det er sådan så vi ikke falder!". Eller når hun har tømt en helt ny toiletrulle ned i badekarret (og alle ved hvor sjovt det er at fjerne vådt toiletpapir, og hvor vigtigt det er at fjerne inden det tørrer!), og jeg spørger på samme måde og hun svarer "moar, jeg har lavet risengrød til dig, vil du ikke smage?". Barnesindet er det mest vidunderlige landskab, og jeg er i al beskedenhed blevet god til at tackle mit "aiiii hvor du altså sviner, hvem skal rydde det op?" gen. For jeg har det. Trust me jeg har det. Jeg har bare efterhånden lært (tak Emmalia), at det er langt federe for os begge to at lægge "griseri" genet på hylden, og i stedet hoppe med ind i Emmalias univers og se hvordan verden ser ud derindefra. Indtil videre er det virkelig meget sjovere end den verden jeg bor i. Derfor giver det mening.Det er ikke hver gang hun får lov. Forleden dag var hun ved at tømme en ny toiletrulle ned i vandet, og uden at skælde hende ud sagde jeg bare "åh skat, det er så sødt af dig du vil lave risengrød i dag, men lige i dag har jeg ikke lyst til risengrød, eller til at rydde risengrød op, så du må finde noget andet at lege med" og så føler jeg stadig jeg har mødt hende i hendes univers, og jeg har sagt nej tak. Og så er der dage hvor jeg kommer til at råbe ad hende, men det er sjældent fordi hun leger eller svinger, det er mere fordi hun har slået sin søster (eller mig) mange gange, og jeg ikke har sovet den sidste uge og jeg ikke har flere anerkendende måder at få sagt nej på.Men ved du hvad? Jeg er ikke så bange for at være en mor der hæver stemmen engang i mellem. Jeg udskammer aldrig mit barn eller kalder hende grimme ting. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" og det har jeg det faktisk okay med. Emmalia bliver forskrækket, vi snakker altid om det bagefter (det gør vi efter alle konflikter, hvad skete der, skal vi være gode venner igen), og Emmalia er faktisk selv enormt god til at sætte grænser og kan også råbe "NEJ!" når der er noget hun ikke vil være med til. Og jeg har aldrig skældt hende ud for at råbe. Det må man gerne i vores hjem, uanset om man er 3 år eller 29 (host 36 host).Og du behøver ikke sende mig links der fortæller at børn får hjerneskade af at blive råbt af. Jeg har læst dem. Jeg skal vise mine børn rundt i en stor del af livet så de er klar til deres rejse på egen hånd en dag. Mine piger må gerne have lært at råbe hjemmefra. Første gang jeg virkelig råbte, var af en kæreste. Jeg var hæs i 3 dage bagefter. Jeg har aldrig været så rasende, men det føltes fantastisk.Mine piger får lært at det er okay at udtrykke sig ved at hæve stemmen. En af pædagogerne i Emmlaias børnehave har kommenteret Emmalias temperament (en del gange), og jeg har altid svaret "ja, jeg kender godt mit barn". Forleden satte pædagogen sig ned og sagde "Emmalia hun kommer aldrig til at bære rundt på ting, slæbe ting med sig, som vi andre gør. Hun får virkelig sagt fra i situationen når der er noget hun ikke synes er okay, og det er faktisk også en ret stor gave". Og jeg er dybt taknemmelig for at der også er plads i den nuance i institutionen, for jeg kunne ikke være mere enig.I mit univers er der gået så meget "pænelis" og følelsesforskrækkelse (i hvert fald alle de "negative" følelser og måder at udtrykke sig på, så som at råbe eller kaste med ting osv), at det er gået hen og blevet virkelig for meget. Man må gerne råbe. Man må ikke udskamme eller ødelægge børns selvværd. I min verden. Og i min verden er der ogå forskel på at hæve stemmen, og så brøle et lille barn ind i øjnene. For lige at få den nuance med også. Og du behøver heller ikke spørge hvilken en jeg mener er den mest hensigtsmæssige. Det ved du godt allerede.Så. At min datter på 3 år selv kommer på ideen om at skulle klippes korthåret, selv finder den frisure hun vil have, selv klarer hele frisørbesøget (det var dælme ikke meget jeg fik lov at blande mig, hun styrede selv alt smalltalk, og fortalte frisør-Dianna alt om Ariel og Ursula og stemmen der blev taget), og da vi er færdige, ser sig i spejlet i 3 sekunder og nikker til sig selv som om hun tænkte "ja, det var det jeg gik efter, det blev præcis som jeg vil have det, skal vi komme videre i teksten nu?", det gør mig så stolt at jeg har tudet mig igennem hele dagen. Og så har jeg bare beundret min lille pige vokse sig så moden på et splitsekund. Jeg er ved at revne af stolthed. Det føles som om Emmalia i dag (og de seneste dage) er trådt endnu tættere på sig selv end hun var i forvejen. Og jeg takker guderne eller lyset eller englene eller Allan eller hvem det er, for at jeg har opdaget at mine børn, allerede fra de er nyfødte, har deres helt egen unikke vej, som jeg skal forsøge ikke at stå for meget i vejen for. Jeg skal nok fucke en masse op, og jeg sætter altid lige lidt penge af til terapitimer til når de bliver store, men indtil videre så går det meget godt. 

Når ens langhårede 3 årige gerne vil have klippet håret af

(reklame)

"Moar, jeg vil også have kort hår" sådan kom min 3 årige Emmalia og sagde til mig for to dage siden. Jeg lyttede og sagde "okay, jamen det må du da gerne" og tænkte det nok bare gik over igen om et par ... timer. Men det gjorde det ikke. I går ville hun så have klippet lidt af håret. Så det gjorde jeg. Jeg har altid klippet pigerne selv, så ingen af dem har  været til frisøren før. 2-3 cm røg af i køkkenet. Men i dag ville hun stadig klippes, og jeg tror på at Emmalia ved bedst. Så ...I dag hev jeg telefonen (ikke min ollertelefon) frem og tog min 3årige datter med på Pinterest, og viste hende billeder af korthårede piger på hendes egen alder. Vi skulle ikke scrolle ret længe før hun pegede og sagde "DET DER!", og jeg spurgte om det var sådan noget hår hun gerne ville have. Og det var det. Det her billede:Og så er vi så heldige at Nordic Hair concept har tid på torsdag. Jeg glæder mig helt vildt og Emmalia rokker sig ikke en tøddel, hun vil have det hår. Og det skal hun have lov til. Lige da hun foreslog det, kunne jeg mærke mit eget forhold til hendes lange hår, for jeg synes det er så flot til hende. Men Emmalia er sin egen. Hun bestemmer, og det ved hun godt, derfor må jeg pakke min egen kærlighed til hendes lange lokker væk, og vise Emmalia at hun får lov til at bestemme.Jeg har gjort mit sædvanlige stykke arbejde med at trykteste hende, ligesom da vi for nogen tid siden sorterede alt hendes legetøj. Spørger på forskellige måder så jeg ved hun har hørt hvad jeg har sagt. Hun ved stadig, den dag i dag, hvilket legetøj hun gav væk og hvilket hun valgte at beholde. Hun har så styr på det.Så på torsdag klokken 9.00 sætter vi os i stolen og Ems får klippet det lange hår at. Jeg tror jeg er mere spændt end hun er. Og vi tager allesammen med. Selinna, mor og far. Det er virkelig en stor dag!

En ærlig update på det hele

3 minutter her og der. Det er det jeg har lige nu. Og as we speak ligger jeg med en baby på den ene arm og med Ems' mås oppe ved mit øre inde i sengen, mens jeg er kilet ind mellem de to, med en computer på skødet, fordi det pt. er den enste måde jeg kan få skrevet bare lidt.Selinna er i super seperationsangst-fase pt- Både dag og nat. Det vil sige at om dagen kan jeg nærmest ikke vende ryggen til hende, så vil hun op. Det er ikke en klage, det er blot en konstatering. Om aftenen betyder det derimod at efter hun er faldet i søvn, så går der mellem 3 - 7 minutter før hun vågner, og så skal jeg ind og ligge sammen med hende, og efter en time eller to på den måde, så giver jeg op og går ind og ligger sammen med hende. Det betyder så at den relativt korte alene-tid jeg havde om aftenen til at super-koncentrere mig om at få arbejdet og læst, den pt. er væk. Og dét er hårdt, for det bliver jeg faktisk en smule stresset af.Jeg nyder mine dage med pigerne. Selinna har stadig de der sammentrækninger/kramper (læs her), men det er som om det er blevt lidt mindre end sidste uge. I dag havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, og efter to x indlæggelser, læge og sundhedsplejerske, så har jeg virkelig et gennemtjekket barn, der absolut bare ikke fejler noget som helst. Og jeg har faktisk rimelig ro på det punkt.Søskendemæssigt går det også bare enormt godt. Emmalia er virkelig en god (og sjov) storesøster, og selvom hun selvfølgelig af og til reagerer, så vil jeg sige det er langt mindre end jeg havde forventet. Til gengæld har hun reageret en del på mig den seneste tid, men også det er ved at blive lidt bedre. Jeg er også blevet bedre til at være en "dum mor", sådan en der sætter grænser og konsekvenser op for mit barn, og egentlig sagtens kan leve med at mit barn bliver sur på mig over at være blevet afvist.Men pt. er jeg sgu noget slidt, det må jeg bare erkende. Efter nogle måneder med on/off sygdom (mest on), indlæggelser, jul og nytår, et år der på alle planer startede møg-kaotisk og en krop der begynder at sige lidt fra, så kunne jeg egentlig godt bruge en måned eller to på Bali eller et eller andet. Jeg har to gavekort liggende til noget virkelig lækker massage, jeg har en åben invitation til Marienlyst Strandhotel, jeg har en masse selvforkælelse der ligger og venter, men så længe min datter stadig ikke er tryg ved at blive passet, så vil jeg alligevel ikke kunne nyde at ligge og få massage, så jeg må vente til tiden er rigtig.Hvad med søvn? Well, om dagen er søvnen lidt la-la. Vi har afleveret den slyngevugge vi har lånt, og Selinna sover skiftevis i min slynge eller i sengen. Men jeg skal helst ligge der sammen med hende. Om natten går det godt med søvnen og hun tager næsten hele natten uden at vågne, nå blot jeg ligger sammen med hende, så er alt godt.Så skete der det i sidste (eller forrige?) uge at Selinna bed hul på min ene brystvorte. Avs. Det gjorde næsten mere ondt end selve fødslen, og jeg nåede slet ikke at reagere/markere, for jeg var så chokeret over at se blod løbe ned ad brystet. Det er en super intim situation at blive bidt i, og jeg græd af smerte (det sker ellers meget sjældent). Det gjorde at jeg har besluttet mig for at stoppe amningen. Jeg kan mærke at jeg ikke slapper af mere eller nyder amningen, og derfor er det på tide at stoppe. Og der er mange der har spurgt hvad jeg sådan helt lavpraktisk gør, og det vil jeg fortælle her.Selinna er allerede begyndt at spise mad. Hun sprang let og elegant grøden over, og spiser nu rugbrød med postej, kogt broccoli, banan, avocado, pommes frites (jeg har virkelig ikke behov for din holdning til det, jeg ved godt at de er lavet af søde sælunger fyldt med arsenik), kiks, boller, smør og alt mulig andet. Så jeg sørger for at "proppe" hende med mad ca. hver anden time, og kun når hun virkelig kalder på tryghed/amning (gerne i forbindelse med lur), så giver jeg hende lidt bryst. Jeg ammer allerede ca 60% mindre end jeg gjorde i sidste uge, og det bliver mindre og mindre for hver dag der går. Egentlig var min plan at stoppe brat, men jeg kunne mærke at sorgen over at den (måske) sidste amning, den skulle slutte på så øv en måde, den var større end smerten efter biddet. Derfor trapper jeg lidt langsommere, men stadig målrettet ned.Så min lunte er kort for tiden. Jeg er sådan helt fed up af nederen mennesker, folk der spilder min tid og irriterende typer. Jeg magter det ikke. Hvilket jo på en måde er meget godt. Jeg gider heller ikke når Emmalia går i pyller-mode, og jeg gider slet ikke telefonsælgere. Jeg mangler min overhøjde, og jeg er ved at finde fred med at jeg ikke lige er speedy-Gonzales og at folk lige må vente en dag eller to på at jeg svarer på min mail. Jeg gider hverken have stress eller halse rundt efter at nå ting lige nu, så jeg forsøger at lande i alt det her 2019 og prøver at have mig selv med så godt som muligt, og så hel og så lidt laset og flapset som muligt. I dag har jeg været til brunch med nogle dejlige damer, og jeg havde en pæn kjole på fordi jeg VILLE have en pæn kjole på når nu jeg skulle ud. Det gik godt.Nåja, og så er jeg, oven i alt det her, i fuld gang med at rydde op efter Konmari-metoden (læs her), og kan snart se en ende på det. Jeg tror den oprydningsproces og det zen det giver at forholde sig til om ALT hvad man har i sit liv, det giver glæde, det har givet mit en form for livline i en meget svær tid. Man kan altid dykke ned i praktik og rydde en skuffe op eller folde alle sine trusser i små firkanter. På en eller anden måde skaber den ydre oprydning også noget ro indeni.Jeg tror 2019 bliver et pløjeår, hvor det hele bliver pløjet igennem en sidste gang, inden der kan sås nyt, som kan vokse sig stort. Jeg har en følelse af at jeg gør mig sjæleligt klar til meget store forandringer, naturligvis med alt hvad det indebærer af larm og tornadoer og nye veje og klarhed.Hvordan har din start på 2019 været indtil videre?

Til foredrag med Maj My om bæredygtigt familieliv

"Jeg har lyst til at gøre alt hvad jeg kan for at leve godt og længe, for jeg ved ikke hvornår det er slut. Og jeg har lyst til at tilføje at jeg synes faktisk også jeg fortjener det!" Sådan sagde Maj My da jeg var til foredrag med hende i Hillerød i onsdags, og nu, et par dage efter, er jeg i gang med at tage hele mit liv op til revision. Velkommen til den rejse.Første gang jeg mødte Maj My var for over 10 år siden. Hun arbejde som journalist og skulle interviewe mig til en artikel til Femina. Jeg kan ikke engang huske hvad emnet var, men jeg kan huske Maj My. Kort efter interviewet fik jeg en besked fra hende om jeg havde lyst til at ses, og jeg var fuldstændig paf over at sådan en sej og cool kvinde som Maj havde lyst til at ses med (dengang meget lille) mig. Vi mødtes et par gange, og for at være helt ærlig, så følte jeg lidt jeg havde "veninde-overscoret", og jeg havde svært ved at få øje på hvad jeg kunne give Maj i et venskab. Det løb lidt ud i sandet, men de sociale medier gjorde at vi har holdt kontakt, og jeg har fulgt Maj og hendes liv med kæmpestor interesse. Dengang hun skrev på facebook at hun og manden Kristian, og deres børn, ville forlade København til fordel for Svendborg, kan jeg huske noget trak i mig. Jeg var både skræmt og inspireret.Fast forward til i dag, så er Maj og Kristian flyttet endnu engang, denne gang har de købt hus på Ærø, hvor de i dag bor med deres 4 børn, som de hjemmeskoler. Både Maj og Kristian er selvstændige, og de har skabt et liv hvor de kan være sammen med deres børn hver eneste dag, hjemmeskole dem, og så arbejde på skift eller om aftenen. Og det er Maj så rundt og fortælle om, både på sin blog, og gennem foredrag i hele landet."Jeg tror på at alle børn er født med en helt unik flamme indeni, og jeg er simpelthen bare enormt bange for at folkeskolen skal få slukket den flamme!" fortalte hun under foredraget. Og igen blev jeg ramt. Jeg hører så ofte at børn skal gå i folkeskole for at få udviklet deres sociale færdigheder, men er den bedste ramme for den udvikling et klasselokale med 23 andre børn og en lærer presset på tid? Hvis jeg tænker tilbage på min folkeskoletid, som var et rent helvede, så fik jeg ødelagt mine sociale færdigheder mere end jeg fik bygget dem op. De første 3 år tilbragte jeg en stor del af tiden låst inde på et skoletoilet, fordi jeg blev mobbet, og fordi jeg ikke vidste hvor jeg kunne få hjælp henne. Min klasselærer havde været på kursus hvor man havde lært en genial sætning til at komme al mobning til livs. Er du klar? Den kommer her: "du skal bare lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet" gerne krydret med "men du er jo også meget stille, så måske er du et nemt offer!". Tak Helga, så udover at blive mobbet, så er det simpelthen nu min egen skyld, fordi jeg er stille, og fordi jeg ikke har en luftkanal mellem ørerne, hvor jeg kan lade mobningen passere frit igennem.Folkeskolen er helt sikkert rigtig for nogen (det er i hvert fald en sætning der er vigtig at huske at skrive), og der er uden tvivl mange der har haft en god oplevelse i folkeskolen. Men der er bare også mange børn der har det modsatte. Og nu kører jeg lige ud af en tangent, for det her emne var slet ikke essensen af Majs foredrag. Det vender jeg lige tilbage til, men helt ærligt, jeg er ikke bare bekymret, jeg er hunderæd for hvor mange flammer folkeskolen har æren af at have slukket. Børn der bliver bange for at lære, fordi der ikke er plads til kreative svar og abstrakt tænkning. Maj fortalte at hendes egen far, i folkeskolen, skulle nævne en sæsonarbejder, hvorefter han nævner Julemanden. Genialt svar. Men ikke det rigtige. Maj refererede til en undersøgte der viser at ca. 54% af børnene i den danske folkeskole kun rækker hånden op hvis de er sikker på at de kan svare rigtigt (kilde). Det er godt nok skidt for lysten til læring og kreativ tænkning og innovation og løsninger for fremtiden. Alle der arbejder med projekter og iværksætteri ved at det netop er fejltagelserne og fuck-ups'ene der gemmer på den største udvikling og ofte de mest geniale løsninger. Men hvis over halvdelen af børnene slet ikke tør tage chancen eller løbe en risiko, hvor ender vi så henne?Majs foredrag handlede ikke (kun) om folkeskolen. Foredraget handler i høj grad om at tage ansvar for dit liv og beslutte helt bevidst hvad du vil bruge de timer på som du har fået. Og at ingen ved hvornår det hele er forbi. Eksempelvis har Maj besluttet aktivt at hun (modsat mig) ikke vil se X-factor. Hun tænkte "okay, det tager ca 15. timer at se X-factor, gider jeg bruge 15 timer af mit liv på at se et musikshow med folk der ikke ved noget om musik?" og valgte at nej, det ville hun ikke, fordi "helt ærligt, hvis jeg havde 15 timer, så kunne jeg skrive skelettet til en ny bog, eller jeg kunne skrive ret mange kronikker, eller jeg kunne skrive ret mange blogindlæg. Der er absolut intet galt med X-factor, og jeg er selv fan af at stene til fjernsyn, min pointe er bare at jeg tog et aktivt valg om at de 15 timer ville jeg langt hellere bruge på noget andet. Og nu har jeg så hørt at X-factor er kommet over på en ny kanal og er blevet meget bedre, og så har jeg lige mærket efter, og igen besluttet aktivt at jeg stadig ikke vil se X-factor. Og sådan lever jeg mit liv, fordi vi ved aldrig hvornår det er forbi" (citeret efter hukommelse, da jeg ikke kunne tage noter fordi jeg stod med Selinna sovende i slyngen og holdt hendes hovede).Dét ramte mig virkelig! Gud hvor er der egentlig mange timer i mit liv jeg ikke tager aktivt stilling til. Og som Maj siger, "hvis ikke jeg styrer hvad min tid bliver brugt på, så er der helt sikkert andre der gør". Og selvom jeg på mange måder lever et liv med frie rammer, fordi jeg har indrettet mig sådan, at jeg som alene mor til to skønne ninjaer kan arbejde om aftenen og have dem begge hjemme (Ems går dog i børnehave på deltid lige nu), så er der absolut plads til optimering. Og faktisk vil jeg gå så vidt som at sige at jeg vil starte helt forfra, og tage hele mit liv op til revision, og se, og mærke, hvad jeg vil med livet og hvor jeg vil hen. Jeg har ladet mig flyde lidt med strømmen i noget tid, men nu er tiden inde til at se mig selv dybt i øjnene og mærke dybt i hjertet, for tid bliver der ikke mere af. Tværtimod.Det er kontroversielt at tage sine børn ud af folkeskolen. Det er ikke kontroversielt at tage dem med på en tur i New Zealand i en autocamper, bare man kommer hjem igen og husker at være som alle andre når man kommer tilbage igen og starter skole og arbejde. Men hvis man tager sine børn ud og hjemmeskoler dem, så bliver alle enormt bekymrede, fortalte Maj. Hun skulle interviewes til en artikel på et tidspunkt hvor en journalist var helt bekymret over at Maj's børn ikke havde været udsat for mobning, og hvordan skal de så klare "virkeligheden" når de bliver voksne, når de ikke var blevet "hærdede". Tænk at det er der vi er, der hvor mobning simpelthen er en obligatorisk del af pakken for at man skal kunne klare livet efter folkeskolen. Avs.Fik jeg sagt at indlægget her ikke er en ren anmeldelse og gengivelse af Maj My's foredrag, men derimod mine refleksioner, og det jeg lige nu er efterladt med efter jeg er kommet hjem? Ellers er det måske lige på tide at nævne det.Maj er så inspirerende. Hvis du ikke allerede læser hendes blog, så gør det. Hun står så stærkt i sig selv, og hun deler både friheden, og alt det svære ved at leve det liv hun og Kristian har valgt at leve. "Vi har jo ikke ulvetime om aftenen hos os ... vi har ulvetime fra morgen til aften" jokede hun, men de dage kender vi vist allesammen, dem der ikke er en joke.Selvom du ikke går med de her tanker, så tror jeg det er sundt at kigge med helt andre briller på vores samfund, og på nogle af de bullshit historier vi allesammen fortæller hinanden om at børn alligevel har bedst af at være 37,5 time i institution fra de er 10 måneder gamle osv. Vi bekræfter hinanden i de historier fordi det er lettere end at turde kigge på, og mærke, hvad det egentligt gør ved os at køre fra vores børn hver morgen, og efterlade dem i en institution vor vi faktisk ikke er sikre på de er nok hænder og hjerter til at møde vores børns behov, andet end de basale, og nogen gange heller ikke dem. Dette er ikke en kritik af pædagoger, men derimod af vores politikere. Big time.Jeg ved godt jeg provokerer nogen her, men Maj's foredrag vækkede en ild i mig der har ligget i dvale, jeg kunne mærke mig selv langt mere tydeligt, end jeg har kunnet noget tid, fordi der pludselig var en der talte til mit hjerte, og ikke til min dårlige samvittighed.Så det jeg siger er at du skal prøve at tage de neutrale briller på, og så læse et indlæg eller to hos Maj (hvis du ikke allerede gør det), og se om det vækker noget hos dig. Bliver du provokeret, så kig på hvad din provokation handler om (for den handler hverken om Maj eller mig for den sags skyld), bliver du inspireret så kig på hvad du kan skrue på i dit eget liv for at frigøre mere tid. Alle kan skrue på knapper. Det siger jeg som alenemor til to små børn under 4, med eget firma og fuldtidsstudie. Alle kan skrue på noget.Løsningen for alle er ikke at flytte til Ærø og hjemmeskole ungerne. Men mange af os vil have enormt godt af at forholde os til om de 15 timer skal bruges på X-factor, eller om de skal bruges på noget der nærer os mere og gør os mere nærværende med vores børn. ELLER at vi bevidst vælger at bruge de 15 timer på X-factor, ligesom jeg gør.Jeg har helt klart fået sat en dyb proces igang her. Jeg ved ikke hvor den ender, men jeg ved hvilken retning jeg vil i... Tak Maj, for at turde vælge dig og din familie så meget til at det giver rum til at jeg kan spejle mig i det og gøre det samme. Også selvom det gør lidt nullernaller at få plasteret revet af.

Konmari metoden Q&A Jeg besvarer dine spørgsmål

Lad mig lige slå fast med det samme at jeg jo hverken er uddannet i Konmari-metoden eller er nogen former for oprydnings eller organiseringsekspert. Jeg kan bare virkelig godt lide processen og jeg forholder mig til den og skriver om den. I den forbindelse modtager jeg mange virkelig gode spørgsmål, som jeg gerne besvarer, men det er vigtigt at understrege at det er mine ord, og ikke Marie Kondo, hende der står bag Konmari. Jeg vil virkelig opfordre til at du læser bøgerne.Kon'hvaffornoget Frejamay? Konmari metoden.En oprydnings og organiseringsmetode opfundet af Marie Kondo. Og hvis dit næste spørgsmål er "hvorfor i alverden skal man have en metode for at rydde op og skabe orden?" så kan jeg jo passende spørge hvorfor i alverden du skal bruge en app til at komme ud og løbe? Og så videre. Fordi mange af os ikke har lært organisering der virker og skaber ro. Og nej, det er ikke fordi vores forældre ikke har gjort deres opgave godt nok, det er fordi vi ikke har fundet nøglen til vedvarende visuelt ro i hjemmet endnu, og fordi tiden er inde til at vi allesammen (ja også dig) får kigget lidt på vores overforbrug.I bund og grund går Konmari metoden ud på at du kun skal omgive dig med ting der skaber glæde. Den dikterer ikke hvor mange ting, hvad du må og ikke må samle på, hvor tit du skal sortere dine ting og hvor du skal gøre af ting du ikke længere vil have i dit hjem. Du skal tage hver ting du eher i hånden og spørge dig selv om den skaber glæde? Og hvis du er i tvivl, så mærk efter om det virkelig er noget du ønsker at tage med ind i din fremtid, eller om det er på tide at der skal være plads til nyt?Jeg har samlet nogle af de spørgsmål jeg får, og giver her mine bud på hvad jeg ville gøre (ikke hvad Marie Kondo ville gøre).A# Jeg har en masse krea-ting, men har ikke været i krea-mode de seneste år, men gemmer en masse for når hvad nu hvis jeg får lyst igen? Og der er brugt ret mange penge på garn og stof. Noget har jeg også arvet fra min mor, men det fylder bare og jeg rykker bare rundt på det. Hvad ville du gøre?Jeg ville tage det i mine hænder, pakke det hele ud på gulvet, tage det i mine hænder og spørge mig selv om det gør mig glad. Hvis der kommer tvivl, så vil jeg mærke efter om jeg holder fast i tingene, fordi jeg gerne vil holde fast i en illusion om hvem jeg gerne ville være (krea med garn og stof), eller om jeg virkelig har en passion som jeg vil i gang med nu. Hvis jeg kan mærke at jeg er passioneret/glad for tingene og de bringer glæde, så vil jeg finde en særlig plads, pakke dem ud, stille dem frem og gå i gang med at bruge dem. Hvis jeg derimod vil skille mig af med dem, så ville jeg takke tingene (som Marie kondo siger man skal gøre med alt man har ejet) for det de har bragt med sig, det kunne eksempelvis være læring om hvem man er/hvem man ikke er, og så ville jeg sende kassen/tingene i cirkulation, så de kunne komme ud i nogle hænder der ville bruge dem. Og HVIS min krea-side ville blive vækket igen, så ville jeg få lyst til at gå ud og købe nyt (der er MASSER af krea i genbrugsbutikker! Alt lige fra stoffer til maling til garn til perler mv.) og så ville jeg gå i gang. Når ting bare ligger uden at blive brugt, så bliver de triste og energien bliver lav. Det handler om at skabe glæde og lys og "spark joy" og det lyder ikke til at den kasse med krea sparker særlig meget joy. Men det kan også være tingene bare kalder på at blive vækket til live igen, det ved du først når du sidder med dem i dine hænder.B# Hvad med de ting mine børn laver i vuggestuen, skal jeg gemme dem til hun bliver voksen? Masker til fastelavn, tegninger osv?Det helt korte svar for mig er NEJ! Jeg gemmer stort set ingenting af Emmalias tegninger, og jeg har ærlig talt intet ud af de kruseduller jeg lavede for nogen og 30 år siden. Men igen skal du mærke efter hos dig selv om de giver dig glæde. Jeg tror ikke på at man skal gemme noget for nogen. Jeg gemmer en lille æske med få dele af pigernes tøj fra de var helt små, men jeg gemmer dem for min helt egen skyld, og når pigerne eventuelt overtager det en dag, så er de mere end velkomne til at kyle det ud hvis de vil. For mig er de der tegninger og kruseduller, og det juletræ jeg har hængende på karton-køleskabet pt. som nok snarere er Birthe pædagog der har klippet det ud end det er Emmalia, det er små øjebliksbilleder på hvor mine piger er henne. Men jeg gider ikke holde fast i en masse øjeblikke. Jeg vil hellere tage dem ind, kramme dem et øjeblik (Birthes juletræ ryger nok ud i næste uge) og så sende dem afsted så der er plads til den næste. Jeg overvejede på et tidspunkt at lave en mappe med Emmalias kruseduller, men droppede det hurtigt, for hvem gider nogensinde at kigge på dem igen? De er ikke vigtige (for mig).Her gælder helt samme regel som før, spørg om de giver dig glæde. Gør de ikke, så skal de ud. Helt ærligt, så har jeg det sådan at jeg helst vil kyle vuggestuekunsten ud med det samme jeg får den ind ad døren herhjemme. Men jeg beholder den i de timer eller dage Emmalia har behov for at vise den frem og snakke om den, og når hendes glæde ved tingen er overstået, så ryger den altså ud. Jeg har endnu ikke oplevet at hun har spurgt efter noget af det jeg har smidt ud, fordi jeg tror simpelthen heller ikke hun er "attatched" til de ting. Hvis hun var og hvis de tegninger og ler-hundelorte de betød noget for hende, så ville jeg lave en æske til hende, eller et lille sted hvor hun kunne udstille sin kunst herhjemme, som så var hendes, og som jeg ikke blandede mig i. Men sådan har hun det bare ikke (endnu?).C# Jeg får en masse aflagt tøj og legetøj til mine børn, men det står bare i flyttekasser, og jeg bruger det ikke, men sender til genbrug når ungerne er vokset fra det og køber faktisk i stedet nyt. Er det utaknemmeligt/ikke bæredygtigt at give det væk uden at bruge det? Jeg kan mærke at det ikke giver energi at sælge det, men det ville tage energi fra mig.Godt spørgsmål! Der ligger så meget pligt og skyld i det der med når vi har fået noget gratis fra andre. Hold nu op hvor ligger der mange skjulte fakturaer og forventninger hos afsenderen, eller skam og skyld hos modtageren, hvis man ikke er "glad nok" eller ikke rigtigt får det forærede brugt. Jeg kender det big time. Jeg fik en gang et maleri i gave. Et rædselsfuldt maleri. For det første var det meget stort og for det andet var det meget brunt og mørkeblåt og dystert. SLET ikke mine farver. Men jeg fik det af et menneske jeg virkelig holder meget af. Så jeg beholdt det i ÅREVIS! Det flyttede endda med mig en flytning eller to, og jeg hadede det maleri. Men jeg var så bange for at smide det ud, fordi jeg på en eller anden måde følte at jeg så ikke anerkendte min vens intention, kærlighed og den tid han havde brugt på at male det maleri lige præcis til mig. En skønne dag besluttede jeg mig for at det var slut. Det bragte på ingen måde glæde. Jeg tog et billede af maleriet og lagde det til storskrald, og tro mig, jeg glemmer aldrig hvordan det ser ud, det maleri går med mig i graven alligevel, så der er ingen grund til at det også ødelægger energien i mit hjem.Det ville være u-bæredygtigt hvis du smed det ud, men at du sætter det i cirkulation og giver til genbrug er lige præcis det bedste du kan gøre. Og jo før jo bedre faktisk. Videre med det så det kan komme ud og skabe værdi og glæde et andet sted, og så du kan blive fri for de kasser og få glæde og plads til noget der lige præcis nærer dig.Det der med at sælge ting, det er blevet sådan noget mærkeligt noget. Jeg røg på et tidspunkt ind i sådan en dårlig vane med at jeg ikke ville have pletter på mit tøj, fordi det jo skulle kunne sælges. Jeg har en kræmmer i mig, jeg elsker at købe billigt, bruge tøjet, og så alligevel få tingene solgt til det dobbelte af hvad jeg selv gav for det. Det har jeg altid været ret god til. Men jeg gider ikke at min garderobe ikke må bruges, og at jeg er bange for at der sker noget med det. Jeg læste en historie om en mand som går i sit festtøj hver eneste dag. Også om mandagen. Han havde en meget velhavende farmor, som døde, og hun havde gemt alle sine fineste ting i glasmontre og beskyttende æsker, så alt det fine stod klar til den dag hvor hun rigtig skulle være fin og flot. Den dag nåede bare aldrig at komme. Og så havde hun haft alle de fine fine ting til ingen verdens nytte. Og det havde virkelig gjort indtryk på ham her, at hans gamle farmor slet ikke fik brugt alt det flotte. Derfor brugte han det bedste han havde hver eneste dag. Og det er jo sådan det skal være. Jeg er begyndt at gøre det samme. Balkjole og et par sneakers, så er det onsdag. Og en strikket hue. Det er SÅ fedt at bruge de bedste ting man har. Og hvis de dør, så kan man give dem videre, sige tak for alt og gøre plads til den næste lækre nye yndlingsting, som man selvfølgelig også gerne må købe bæredygtigt, hvis man vil.Det er så fedt at læse om din oprydningsproces, og jeg besvarer gerne spørgsmål undervejs, men jeg vil opfordre til at du også deler dine erfaringer og erkendelser undervejs. Det er mellem alle de gode anekdoter og fortællinger at magien opstår og vi sammen kan rykke os videre.

Konmari oprydning med Marie Kondo og bæredygtighed og minimalisme

NU er 2019 for alvor i gang, og jeg vil dele hvor jeg er landet henne på min minimalisme/bæredygtighedsrejse. Der er nemlig sket en masse siden jeg dykkede ned i emnet sidst, og jeg håber du har lyst til at læse med og blive inspireret af denne del af rejsen også.2018 blev året for jeg besluttede mig for kun at købe bæredygtigt. Med ganske få undtagelser er det faktisk lykkes. Ikea er en af de undtagelser jeg har måtte gøre, men ellers så køber jeg kun genbrug eller GOTS certificeret nyt, eller økologisk bomuld, men det er kun hvis det virkelig ikke lykkes at finde det jeg skal bruge i genbrug eller GOTS certificeret.Det jeg troede ville blive en super begrænsende beslutning, det viste sig at være en beslutning der på så mange planer har åbnet mine øjne. For det første har jeg fundet så mange nye fede mærker, second hand shops og designs, som jeg aldrig ville have fundet, hvis ikke jeg havde besluttet mig for kun at følge en eneste retning, nemlig fuld fokus på bæredygtighed. Beslutningen om kun at købe bæredygtig har åbnet min verden op.Et af de spørgsmål jeg oftest får er "er det ikke svært at købe bæredygtigt, især når du er alene med to børn?". Det er det virkelig ikke. Til gengæld er det på alle planer langt sjovere. For det første stiller du jo bare din gps eller din rejseplan til en anden adresse end H&M eller hvor du nu plejer at købe dit tøj. Det er ikke svært at taste en anden adresse ind. For det andet, så føles det langt mere skattejagtsagtigt at gå igennem Børneloppen eller Lidkøbs stande, og finde guld, end det gør at stå og bladre H&Ms 100 stk. af den samme Elsa-kjole igennem for at finde den rigtige størrelse. I julen var jeg i H&M for at se om jeg savnede det. Det gjorde jeg ikke. Det var (advarsel: hellighedsaleret!) så masseproduceret og så uinteressant, men det var egentlig godt for mig lige at mærke det. Jeg synes virkelig ikke det er svært. Eller dyrt. Eller besværligt. Jeg er snart færdig med min liste over bæredygtige shops eller shops med mange bæredygtige brands til mor og far og børn, smid gerne et link til din yndlingsshop, så sørger jeg for at få den med på listen.Jeg er med i en af de bedste grupper på facebook, som hedder minimalisme og købestop. Her finder jeg en masse inspiration, selvom jeg i perioder bare læser med uden at bidrage selv. Jeg har jo også bloggen her. Og så er der kommet en superfed serie på Netflix, med Marie Kondo, dronningen af oprydning og opbevaring, serien hedder Tidying up og findes lige her. Jeg har prøvet mange versioner af at rydde op og holde orden, men det her, det kan noget særligt (for mig i hvert fald). Der er en kærlighed for de ting du har ejet, men som du er færdig med, og Marie Kondo har en virkelig smuk tilgang til ting, og til at vi skal have hjem der bringer os glæde og løfter os op.Billedresultat for magisk oprydning bogFor to måneder siden købte jeg Marie Kondos bog (køb den her), og jeg er i fuld gang med vol. 2 af mit store minimalisme projekt herhjemme. Jeg har virkelig fået sorteret ud på et helt nyt niveau, og jeg har sagt farvel til ting jeg ellers aldrig troede jeg ville skille mig af med - med god samvittighed. Som eksempel havde jeg gemt Emmalias lille hæklede hue, som hun fik på på Hvidovre sygehus. Jeg tænker at det er sådan noget man gemmer. Barnets første hue. Men en af de ting Marie Kondo snakker om i både bogen og serien på Netflix, det er at man skal beholde ting der skaber glæde. Og man skal kun beholde ting man har lyst til at tage med ind i din fremtid. Og da jeg stod der med huen i hånden (man SKAL mærke tingen i hånden før man kan beslutte om den giver glæde eller ej), så kunne jeg mærke at den ikke bragte glæde, men sorg. Den mindede mig om 6 svære dage på Hvidovre sygehus, og ikke så meget den magiske fødsel af mit første smukke barn. Så jeg græd lidt, og så sagde jeg farvel til den. Og det har gjort mig glad at den skulle videre, så jeg bedre kan værdsætte alle de andre ting der minder om Emmalia, men som rent faktisk giver mig smil i hjertet når jeg ser på dem. Glæden får lov at vokse sig stor nu.Et andet eksempel er at jeg har sagt farvel til mit "gravid-look". De seneste måneder har jeg gået i de samme gamacher (yes! Som bukser), og de samme to stribede bluser. Da jeg skulle gennemgå alt mit tøj efter Konmari metoden (Kon = Kondo. Ma = Marie. Marie Kondo = KonMari), tænkte jeg at jeg jo på ingen måde kunne skille mig af med mit "joggin-outfit", for det går jeg jo i hele tiden. Men så mærkede jeg efter ... "bringer det mig glæde?" og nej det gør det ikke. Så jeg smed det ud (gav det ikke til genbrug for det var for slidt). Og jeg var sikker på at jeg så ville gå i panik hver morgen når jeg skal have et eller andet på over i børneren, når Ems skal over og lege med sine venner. Men ved du hvad der i stedet er sket? Der er sket det at jeg nu går i mit almindelige tøj, som jeg elsker. I morges havde jeg Malene Birger bukser på og en Alexander Wang casual strik, og en ny (købt i Lidkøb) Malene Birger rosa frakke på. Jeg følte mig SÅ tjekket, selvom jeg bare havde noget løst homewear på. Det havde jeg aldrig opdaget at jeg kune være igen, hvis ikke jeg havde sagt farvel til det tøj der faktisk overhovedet ikke bragte mig glæde.Jeg har masser af eksempler på ovenstående, og hvorfor det giver så meget glæde og frihed at sige farvel til det som binder os fast, men som vi frygter at slippe, fordi det altid føles mest sikkert at blive hængende der hvor vi ved hvad vi har. Det er præcis det samme der gør, at vi ikke forlader en kæreste eller et job eller noget andet der ikke længere er godt for os, fordi vi jo ikke ved hvad der ligger og venter på den anden side af beslutningen. "What if I fall? But baby, what if you fly?" (citat fra internettet).Så det er der jeg er nu. Og det er derfor jeg måtte i Ikea. Jeg skulle have nogle helt firkantede kasser der så ens ud, og det lykkes mig ikke at finde i en genbrugsbutik. Jeg lover at vise billeder så snart jeg er færdig med processen, forhåbentligt om en uges tid.Nåja forresten! Og så har Emmalia sorteret ALT sit legetøj. Og her er det altså en rigtig god øvelse til at slippe kontrollen, og ære sit barn bedre at kende. Det var i hvert fald det der skete for mig. I sidste uge havde vi en morgen (dem har vi mange af pt) hvor vi stod op klokken 4.14. Jeg var så træt, men vidste at jeg bare ville blive sur hvis jeg blev hængende i "nu skal vi bare have tiden til at gå". Så jeg spurgte Emmalia om hun ville med ned i kælderen og hente alt sit legetøj så vi kunne sortere det. Det ville hun gerne. Vi (jeg) slæbte det hele op, og det fyldte simpelthen hele stuen. Vi lagde det sammen med alt det legetøj pigerne har her i lejligheden, og så lavede vi en "behold" bunke og en "giv til børn der ikke har noget legetøj" bunke. Jeg var sikker på Emmalia ville beholde det hele. Men så skete der noget magisk og vildt overraskende.Emmalia fyldte hurtigt en bunke. Men det var ikke "behold" bunken, det var den anden! Hun lagde Gurli Gris ting i bunken, og en masse andre ting som jeg var sikker på hun ikke ville skille sig af med. Og jeg "kontroltjekkede" og varierede mine spørgsmål, sådan så hun hele tiden skulle mærke efter om hun nu var sikker på hun ville give den og den og den væk. DET var hun."Er du ikke bange for at hun fortryder, Frejamay?" Nej det er jeg faktisk ikke. Hun har gennemgået processen så fint, og selvom jeg er overrasket over hvad hun ville beholde og hvad hun sagde farvel til, så er jeg sikker på at det er de rigtige valg hun har truffet for sig selv. Og dem vil jeg ære og respektere. Emmalia har selv været med til at fylde bilen med legetøj og aflevere det til genbrug, og se hvor glade de blev for det nede i genbrugsbutikken. Der er sket to ting siden: 1. Hun har leget så meget med sit resterende legetøj at hun vistnok har glemt alt det hun har sagt farvel til og 2: Hun har ikke nævnt det bortgivne legetøj med et pip. Jeg tror på at vi kan (og bør) have børnene med i den her proces. Jeg er også kommet til at "mor-bortkomme" noget legetøj, og det spøger stadig hos Emmalia hvor de ting er blevet af. Da Selinna begyndte at ligge på gulvet, samlede jeg alle Emmalias bittesmå dimser i en pose (mest Kinder-Æg ting) og lagde ind i et skab. En dag fandt Emmalia posen og sagde "ejjj der var de, dem har jeg ledt efter!" Og jeg tænkte "visse vasse!" og smed posen ud. Det har jeg virkelig fortrudt siden, for Emmalia skulle have været med, og man ville jo aldrig smide en voksens ting ud uden at spørge først, vel?Så nu vil jeg sætte Mads og Monopolet på og gå i gang med sidste etappe, for så fedt er det heller ikke at være i konstant oprydningsmode. Der er nødt til at være en ende på det og så kan jeg tage en omgang hvert halve år eller hvert år.Hvor er du henne?